Man skyder da ikke sæler?!
For et par uger siden drog jeg afsted med min fotograf Mathias og en lille håndfuld gode venner for at jage gråsæler i den Stockholmske skærgård.
Jeg havde fundet Klas Henriksson fra Roslagen Jakt & Vilt igennem Instagram og havde talt med ham igennem et års tid for at arrangere en filmtur til det svenske. For mig var det helt nyt at man kunne jage gråsæler i Skandinavien og min nysgerrighed og interesse, for at prøve en helt ny jagtform og vildtart, var for alvor vækket til live.
Lad mig med det samme slå fast, at jage sæler åbenbart deler vandende temmelig hårdt, også mellem os jægere! Det kunne jeg tydeligt mærke da et par billeder blev kommenteret på Facebook og Instagram!
At forvalte gråsæler i Skærgården er ikke meget anderledes end at forvalte hjortevildt i en stor skov. Det anslås at der lever ca. 70.000 gråsæler i Østersøen og en stor del af disse lever i det enorme område som den Stockholmske skærgård dækker. En voksen gråsæl kan blive op til 40-45 år gammel og hannerne kan opnå en vægt på op til 300 kg. De spiser ca. 3-8 kg. Fisk om dagen og har blandt andet specialiseret sig i at spise de fisk som er gået i fiskernes net. Ikke nok med at de spiser fiskene, men de ødelægger også mange af de fiskenet som er i skærgården. Fiskerne har klaget over dette til myndighederne og der frigives derfor 2.000 sæler til afskydning hvert år. Dette kontrolleres strengt af et licenssystem og alle nedlagte sæler skal meldes til de svenske myndigheder. Jægerne som skyder sælerne må gerne hjemtage både skind, kranie og kød men der må ikke handles med hverken trofæ eller kød. Dette medfører, ifølge Klas, at der aldrig bliver skudt de tilladte 2.000 sæler og langt de fleste lokale svenskere skyder blot et par stykker for at få kød og fedt hvert år. Klas har hver sæson en masse udenlandske jægere som kommer og skyder sæler, men også disse skyder kun et par stykker, da det også er begrænset hvor mange skind, kød og kranier man kan slæbe med hjem.
Jagtformen foregår med båd og taktikken er at sejle rundt mellem de utallige øer og små klippeskær og når man så ser sæler ligge enten i vandet eller på klipperne, bliver skytterne sat i land på nærliggende skær. Sælerne er typisk en blanding af nysgerrige og forsigtige, så når man ligger på klippen, har man ikke lang tid til at opdage sælhovedet, tage sigte og afgive sit skud. Der er oftest tale om hoved eller halsskud, for det gælder om at slå sælen ihjel med det samme. Hvis man ikke rammer nakken eller hovedet, kan bare et par enkelte slag med deres luffer få sælen op til et par hundrede meter væk og derved vil den døde sæl være umulig at finde igen. Sælerne kan holde vejret i op til 20 minutter, så det kan blive en lang ventetid på en lille bitte klippe i midten af Østersøen.
Langt de fleste sæler synker når de er skudt, da de ofte hænger lodret i vandet og når de så udånder, tømmes kroppen for luft og derved synker de med det samme. Klas’ veludrustet båd har dykkergrej ombord og når sælerne er sunket på dybt vand, springer han så i baljen for at bjærge de døde sæler.
På vores første sejltur ud imellem de smukke skærgårdsøer var vi alle både spændte og nærmest ekstatiske over at være på vej på en jagt ingen af os havde prøvet før! Klas havde forklaret at vi skulle passe på når vi sprang i land på de små skær, for de var både våde og glatte! Derudover skulle vi også passe meget på med vores skudvinkler, da vi naturligvis ikke skulle skyde på tværs af hinanden eller henover hinanden! Når sælernes hoveder ville dukke op i bølgerne, skulle det helst gå rimelig hurtigt med at afgive skud og vi ville ikke have nogen farlige situationer i kampens hede…
Vi var enormt heldige med vejret, solen skinnede og der var ikke megen vind. Sæljagten ude i Skærgården er meget vejrafhængig. Sælerne kan godt lide at ligge på de små klippetroppe som ofte ikke er meget større end et par kvadratmeter. Hvis der er for meget vind eller for store bølger, er det umuligt at komme i land på disse små klipper og det er nærmest umuligt at spotte sælerne når de først er i vandet.
Det tog os da heller ikke lang tid før vi så de første sæler. En lille gruppe lå på et lille skær og Klas beordrede os allesammen op i bådens stævn. Båden var udrustet med en flad stævn og en landgangsport, så når vi nærmede os et skær kunne Klas sænke porten og vi kunne hoppe i land.
Som vi langsomt nærmede os skæret, blev sælerne mere og mere urolige og til sidst hoppede de alle i vandet med store sprøjt!
Klas satte farten lidt op og mens vandet slog ind over den åbne bovport, stod vi nu med vores rifler og var klar til at springe i land på det lille skær. Mit hjerte hamrede i mit bryst og mens sælernes store hoveder dukkede op af vandet på alle sider råbte Klas: ”Nu, Spring!” Vi sprang alle sammen op på skæret og forsøgte at undgå den nederste stribe på stenen, som var våd og fuld af tang!
Vi fordelte os nærmest instinktivt på det lille skær, så vi kunne dække 360 grader rundt, mens Klas hurtigt bakkede båden væk, så vi havde frit skud.
Der gik ikke lang tid før sælernes nysgerrighed trak i dem og som korkpropper dukkede de op rundt omkring os… Den første sæl jeg fandt i riffelkikkerten kiggede direkte op mod mig. Den så stor og grov ud i hovedet og dette var, ifølge Klas, et tegn på at være en gammel hansæl.
Dette var første gang jeg nogensinde så en gråsæl så tæt på og også allerførste gang jeg nogensinde havde sigtet på en med en afladt og klar riffel… Jeg kunne ikke lade være med at beundre dette kæmpe hoved med dens enorme sorte øjne og for mig, lignede det mest af alt et stort vådt hundehoved… Det virkede som om de sorte øjne kiggede mig dybt ind i mine egne øjne og jeg kunne mærke en tvivl og tøven snige sig ind i min bevidsthed…
Da sælerne lå på skæret var de ikke ligefrem yndige at se på, de lignede mest af alt store kluntede, fede væsener, men nu hvor de var i vandet, var de helt anderledes elegante og smidige…
Jeg skal ikke ligge skjul på at der var et par lange sekunders betænkningstid i mit hoved hvor jeg tøvede med at skyde… Denne sæl så simpelthen så fin og sød ud at jeg egentlig ikke havde ret meget lyst til at skyde! Omvendt vidste jeg at denne jagtform foregik på en både kontrolleret og etisk måde, så da min pegefinger endelig begyndte at klemme om aftrækkeren, havde mit jægeren igen taget over…
Jeg nåede dog aldrig at skyde, da en af de andre gutter skød det første skud.
Alle sælerne forsvandt med det samme og igen var vandspejlet ryddet for sælhoveder. Den store hansæl stak dog hovedet op igen ret hurtigt og han var kun svømmet ca. 30 meter længere væk…
Denne gang var jeg klar og nok mere vigtigt: jeg var afklaret med min rolle som reguleringsjæger og så snart den røde prik i min sigtekikkert hvilede midt mellem de store sorte øjne, tog jeg skuddet!
Sælen sank langsomt bagover mens vandet blev farvet rødt rundt om ham og den store sæl sank uden en bevægelse ned i vandet… Min første gråsæl var en realitet og mens jagtlykken spredte sig i min krop dukkede der flere sæler op af vandet!
På ca. 20 minutter endte vi med at skyde 7 sæler, hvoraf jeg havde skudt de 4!
Da de sidste sæler enten var svømmet væk eller var så langt væk at det var meningsløst at skyde, trak Klas i sin dykkerdragt og kunne påbegynde det tunge arbejde med at bjerge alle sælerne. Rundt om de små klippeskær er der fra 2-10 meter dybt, men bare 40-50 meter ude, kunne der nemt være 60-80 meter dybt og så langt ned kunne Klas slet ikke dykke. Derfor skyder man helst ikke sæler som er alt for langt ude, da det simpelthen er umuligt at bjærge dem igen.
En enkelt af mine nedlagte sæler var desværre sunket på for dybt vand og selvom Klas kunne rapportere om masser af blod i vandet, så var den simpelthen umulig at få hentet op. Men 6 ud af 7 sæler bjærget, var en udmærket statistik og nu kunne jeg sætte mig ved tre smukke og fascinerende sæler, på et lille bitte skær midt ude i Østersøen…
Det var virkelig en vild oplevelse at kunne røre og beundre disse dyr helt tæt på. Alle gråsæler har unikke mønstre i deres pels. Nogen af nærmest helt sorte, hvor andre er meget lyse og med masser af små og store sorte markeringer. Ikke to sæler er ens og disse tre var da også helt forskellige. Den første var en gammel han på ca. 250 kilo og de to andre var yngre hunner som vel vejede 60-80 kilo.
Efter at have læsset alle sælerne op i båden og Klas havde fået tørt tøj på igen, kunne jagten fortsætte.
Ved frokosttid kom vi ud til det østligste punkt i Sverige, en halvstor ø med en stejl og høj klippe midt på øen. Her blev vi sat i land og mens Klas forberedte frokosten gik vi lidt rundt og undersøgte omgivelserne, mens vi samtidig spejdede efter sæler.
Denne ø, havde Klas forklaret mig, var en af sælernes yndlingsøer. Mens jeg gik rundt på denne idylliske skærgårdsø, blev romantikken afbrudt af de hundredevis af indtørrede sæl kadavere! I alle sprækker og grotter lå der døde sæler i alle størrelser og på den lavere liggende del af øen var den strøet med små sæler… Problemet med de mange sæler i dette område blev her synliggjort på en temmelig makaber måde! Når gråsælerne skal føde deres unger i februar/marts, så søger alt for mange af dem til netop denne ø. Det er sjældent at der er havis i disse tider og derfor er de mange sæler simpelthen løbet tør for plads til at føde deres unger.
Ungerne skifter først deres uldpels til rigtig pels efter 4-5 uger og de kan derfor ikke gå i vandet, før de har fået deres rigtige pels. I denne periode er de afhængige af moderens mælk og spiser ikke andet end mælk.
De tusindevis af sæler som kommer til denne ø for at føde, ender med at falde ned mellem klipperne og i sprækkerne og ungerne bliver simpelthen mast ihjel eller skubbet ud over den stejle klippe! Hunsælerne har også problemer med at komme fra øen, da den er så tætpakket, og ud i havet for at æde, så de ender også med at enten dø af sult eller falde ned af klippen…
Samtidig med alt dette, tager havørne og fiskeørne mange af de små nyfødte sæler og krager kommer for at hakke øjnene ud på hundredevis af de fastklemte sæler som ikke kan forsvare sig eller flytte sig…
En trist skæbne for alt for mange sæler, som kun er i denne knibe på grund af klimaforandringer og så en alt alt for stor bestand!
Under frokosten kunne jeg ikke få dette visuelle billede ud af mit hoved og en fornyet lyst til at regulere flere af disse sæler hjalp på min jagtlyst. Jeg havde egentligt besluttet mig for at jeg ikke ville skyde flere sæler, men efter at have set disse direkte konsekvenser af en for stor bestand, var min jagtlyst tilbage på plads.
Vi tilbragte de næste par dage i den solbeskinnet skærgård med at jage en masse sæler, spise dejlig mad, sauna og havbad og masser af dejlige grin og hygge!
Selvom selve jagten ikke var så fysisk krævende, så skal jeg hilse og sige at det at skulle flå 3-5 sæler hver dag, var en hård og fedtet oplevelse! Under sælernes skind var der op til 10-15 cm. Spæk og i takt med at man skar skindet af, så smeltede en del af dette spæk og når man var færdig, var man typisk smurt ind i sælspæk fra top til tå.
En helt særlig oplevelse var det at sidde i saunaen med 6 andre spækindsmurte jægere og så lugte til den helt unikke blanding af sælspæk, mandesved og lunken dåseøl…
Skal jeg nogensinde tilbage til skærgården for at jage sæler med Klas?
Det kan du bande på, jeg glæder mig allerede!!!
Udover sæljagten, fik vi også lov til at jage mufloner på en af de større øer og den oplevelse kan du læse mere om, her på bloggen, om et par dage!
Hvis du vil vide mere om Sæljagt, så skriv til Klas: klas@roslagensjaktvilt.se
Eller skriv til mig: jacob@kamman.dk
