Bukkejagt i Polen: Den sidste dag!
Denne, den sidste jagtdag, startede godt men sluttede fremragende!
Min fotograf Rudolph spottede efter kort tids kørsel en buk i det fjerne! Utroligt som hans ellers urutineret “jæger-øjne” hurtigt havde vænnet sig til at kigge efter den karakteristiske røde “rådyr-farve”!
Bukken var langt væk og gik langs en skovkant og fejede og skrabede ivrigt på de små træer og buske. Vi parkerede bilen og kunne i ly af en bakke i den mellemliggende mark snige os tættere på. Bukken var travlt optaget af sin revir-markering så han kiggede sjældent op og det betød at vi kunne gå nærmest lige på ham… Jeg var dog godt klar over at en så ivrig buk garanteret havde travlt med at nå alle sine markerings-steder, så han ville nok ikke blive hængende i skovkanten alt for længe… Da vi var ca. 150 meter fra ham, kunne vi dårligt komme tættere på, ud over den åbne mark, så Jan, vores guide foreslog at jeg skulle skyde. Med afstanden opmålt, kliktårnet indstillet og riflen i skydestokken, var det nu blot at vente på at den ivrige buk skulle stille sig ordentligt op… Netop den ventetid, som for en jæger, kan føles som de langsommeligste minutter, især når sandheden garanteret var, at der kun gik et par lange sekunder!
Bukken stillede sig op og skuddet gik uden en egentlig bevidst tanke! Bukken faldt om i knaldet og efter at have fået et bekræftende grin fra Rudolph om at kameraet rent faktisk havde optaget skuddet, tog jeg imod den lykkeønskende hånd fra Jan! Han gik straks tilbage mod bilen mens Rudolph og jeg gik frem mod bukken. Jan havde fra afstand vurderet den til at være en ældre buk og fremme ved dyret kunne vi se at det netop var en gammel buk og opsatsen var en “dårligt” anlagt ulige 6-ender! En fin buk at skyde og selvom Jan var lykkelig, kunne jeg ikke undgå at føle mig lidt melankolsk til mode… En gang imellem får jeg denne følelse, især når der er tale om råbukke! Denne smukke gamle buk havde for et øjeblik siden været i fuld gang med at markere sit revir for at undgå at andre bukke skulle trænge ind på netop dens enemærker… Nu lå han her i morgenlyset og var død og selvom mit jægerhjerte var tilfreds og glad for hele situationen, så kunne mit dyreelskende hjerte ikke lade være med at være lidt trist… En mærkelig splittet fornemmelse som jeg dog alligevel er glad for at føle en gang imellem…
Med de varme solstråler i ansigtet, brækkede vi bukken og fortsatte ud i det flotte terræn.
Vi så ikke flere bukke som var den rigtige alder denne morgen men aftenens jagt skulle vise sig at kompensere i høj grad!
Jan kørte os direkte ud til den store skoveng hvor vi var startet den allerførste aften. Her var det jo Thomas som skulle skyde sin allerførste buk og det var tydeligt den aften, at Jan havde været skuffet over at vi ikke havde set en eneste buk på denne store eng! Fremme ved skovkanten kunne vi stå i ly af nogle lavthængende grene og herfra kunne vi se 3 forskellige bukke og en hel stribe råer! I kikkerterne kunne vi se at den buk som var tættest på os, faktisk også var den bedste! Han var en fin 6-ender som dog havde knækket den øverste spros af den højre stang. Sammen med bukken gik der en rå og vi indledte en pürch direkte imod bukken og råen. På engen var der et par små vandløb og langs disse voksede der små krogede træer. Vi forsøgte hele tiden at have et af disse træer imellem råen og os og så bevægede vi os kun når råen havde hovedet nede for at æde. Bukken kiggede nærmest aldrig op, han virkede som om at have tillid til råen, så så længe hun var rolig, var han det også!
Da vi var nået frem til den sidste lille bæk mellem os og de to dyr, stoppede vi lige for at overveje situationen… Vi hviskede lidt om de to muligheder: Snige os tættere på, eller skyde herfra. Jan ville gerne have mig til at skyde men selvom afstanden kun var ca. 150 meter, så ville jeg gerne lidt tættere på da græsset de to dyr gik i, var rimeligt højt…
Dyrene tog dog beslutningen for os, da de begge valgte at sætte sig i det høje græs! Vi havde ikke mod på at snige os tættere på, da det nu var umuligt at se hvor råen kiggede hen! Vi forberedte os på at vente og efter ca. 20 minutter rejste råen sig igen og begyndte at esse videre. Bukken sov åbenbart længe, for han var ikke til at se nogen steder!
Jan prikkede mig pludseligt hårdt på skulderen og langsomt vente jeg blikket bagud, hvor der nu var en anden buk på vej ud fra skoven! Dette var en yngre buk med en lidt skæv og uregelmæssig opsats… Jan virkede splittet, for på den ene side ville han gerne have at vi skød den første buk som han havde kendt længe og havde fulgt igennem et par år, men denne anden buk var helt tydeligt ikke en buk som han mente skulle gemmes… I Polen er 30 minutters ventetid længe, for de fleste guider! De ved jo godt at de blot skal gå eller køre et par hundrede meter og så er der stor sandsynlighed for at de ser en anden buk! Vores plan denne aften havde været at sidde i et højt tårn ved en mark hvor Jan vidste der både gik en god buk og marken blev ofte besøgt af vildsvin! Han følte nok at vi spildte tiden ved bare at stå her og vente…
Jeg selv var også splittet mellem de to mulige bukke, men den gamle buk med den knækket spros rejste sig endelig op og gik straks i gang med at esse! Både Jan og jeg glemte alt om den unge buk og riflen blev lagt til rette i skydestokken…
Der var god tid til at vælge den rigtige chance for både råen og bukken gik blot roligt og spiste græs. Da han endelig stillede sig op med siden til og uden højt græs foran hviskede jan helt unødvendigt: “YES… Schisseeeeeeen!”
Skuddet gik og bukken sprang frem i en sidste spurt på blot 10 meter….
Jan var som sædvanlig et stort smil og han forsøgte på polsk at forklare at han kendte denne buk og så havde han en længere forklaring om den, som jeg overhovedet ikke forstod! Jeg beundrede bare den fine buk og nød at sidde på denne store eng, stadig med 5-6 rådyr omkring os og alle gøgene som kukkede om kap… Jan ville gerne videre da vi jo stadig havde det tårn vi skulle besøge, så jeg trak bukken tilbage til bilen og med den på ladet var jeg egentlig forberedt på at det skulle blive turens sidste buk… Det blev det IKKE!
Vi kørte kun et par minutter igennem skoven og sneg vi os de sidste par hundrede meter frem til det høje tårn som havde en fantastisk udsigt ud over en stor hvedemark. Vi kunne se næsten en kilometer væk og hele marken var tydeligt mærket af en masse veksler på kryds og tværs.
Ligesom Jan nævnte at her kom der ofte kronvildt, svin og råvildt, kiggede en lille rudel kronvildt frem i skovkanten… De fortrak dog hurtigt og vi rettede alle tre vores koncentration mod det enlige rådyr som gik i et sprøjtespor 800 meter væk! Sprøjtesporet gik direkte ned mod vores tårn og dyret gik roligt i sporet og stoppede her og der for at nippe lidt af afgrøden… Da den var ca. 600 meter væk blev min formodning om at dette var en buk, bekræftet da han begyndte at feje voldsomt på de grønne aks!
Jan og jeg kiggede på hinanden, dette kunne blive en god chance hvis bukken ville fortsætte i sporet…
Det gjorde han og som han kom tættere på, begyndte min puls at stige voldsomt! Bukken var en høj og flot 6-ender og jeg kunne på lang afstand se at dette nok var den største, mest regelmæssige og pæneste 6-ender jeg nogensinde har nedlagt… Rudolph kiggede spændt på mig og vi aftalte at vi ville vente til at bukken kom så tæt på tårnet som muligt. Da han var ca. 200 meter væk tog jeg riflen op og jeg forsøgte at bekæmpe lysten til at skyde så snart der opstod en mulighed! Flere gange stoppede han og stod egentlig fint, men nu havde vi jo aftalt at den skulle tættere på! Mine øjne vandrede hele tiden fra den røde prik som hvilede på skulderbladet og op til den imponerende opsats! “Vent Jacob, veeeeent” sagde min indre stemme mens Jan ødelagde mit forsøg på at være rolig ved at hviske: “Grosse bock… Sehr gutes bock…. Kapitaaaaal”
På 80 meters afstand stoppede bukken igen og jeg hviskede til Rudolph at jeg ville skyde! Jeg kunne simpelthen ikke vente længere og jeg må indrømme at jeg ikke turde risikere at denne buk ikke skulle hjem på min trofævæg!
Lige som jeg krummede aftrækkeren, satte bukken dog i bevægelse igen og nu med mere fart og beslutsomhed end før! Han var ca. 20 meter fra der hvor sprøjtesporet ramte et andet tværgående spor og her ville bukken have tre muligheder:
Han kunne fortsætte igennem kornet og ind i skoven, som blot var 4 meter væk, eller han kunne dreje til højre eller venstre af det andet spor. Ingen af de to muligheder ville være gode for mig, for hvis han gik til højre, så ville han gå direkte væk fra mig og til venstre ville han komme alt for tæt på og gå spidst imod os…
For at gøre det hele endnu værre, hviskede Rudolph: “Jeg mister den snart i kameraet!” Hvis bukken kom meget tættere på, ville kanten af tårnet simpelthen blokke for kameraets udsyn og så skulle Rudolph enten rode med stativet, eller tage kameraet op og filme håndholdt! Ikke to gode løsninger, så nu skulle det altså være! Bukken var 30 meter væk og jeg sagde til Rudolph: “Jeg skyder når den stopper!” Jeg kunne godt se at den nok ikke ville stoppe, så i det at den trådte ud på det tværgående spor, lavede jeg en høj “Muselyd” med spidse læber… Bukken standsede som ramt af lynet og jeg nåede at spørge Rudolph: “har du den?!”
I det, jeg nærmest fornemmede svaret, mere end jeg hørte det: “YES!” trykkede jeg på aftrækkeren!
Støvet sprang op bag ham, hvor kuglen ramte jorden og bukken faldt om lige der, midt i et sprøjtespor!
Jeg var lykkelig, Jan var lykkelig og da Rudolph lige havde dobbeltchekket at han havde filmet det hele, var han også lykkelig! Hele tårnet rystede og gyngede af latter og håndtryk og et par store kram!
Der var egentlig masser af tid tilbage til at skyde og Jan spurgte da også om vi skulle blive siddende og vente på flere bukke eller vildsvin, men ikke 200 vildsvin eller andre bukke på denne jordklode kunne holde mig fra at straks gå ned og kigge på denne buk!
Han lå lige der hvor han var stoppet op og sikke en buk! Det er absolut den kønneste og største 6-ender jeg har skudt og en mere perfekt afslutning på denne jagttur kunne jeg ikke forestille mig!
Ærlig talt, så var dette revir det bedste jeg nogensinde har oplevet i Polen! Deres strikse afskydning af kun én buk pr. 250 hektar, sammenlagt med deres selektive afskydning viste virkelig at give kvalitet i de i alt 38 bukke som vi 5 jægere nedlage!
Normalt på en bukkejagt i Polen har jeg ofte oplevet at der er en lille håndfuld af den samlet parade som egentlig ikke rigtigt var gamle eller gode nok til at skyde og mange ville jeg ikke have skudt igen, hvis jeg fik chancen! Da vi alle stod og betragtede den imponerende parade, var der ikke en eneste buk som jeg ikke ville have skudt en gang til og det er en af de bedste kvalitetsstempler jeg kan give! Derudover blev jagten ledet af kompetente og dygtige guider som helt tydeligt selv var ivrige jægere og som hellere end gerne gerne ville ud af bilerne og pürche rundt frem for at blot køre rundt…
“Jelen Lobez” vi ses helt sikkert igen…. SNART!
Knæk & Bræk!
