Lykken er…
… At tilbringe en hel dag på jagt, med gode venner, velopdragne hunde og hurtige, højtflyvende fasaner! Det er det i hvert fald for mig!
I lørdags var jeg inviteret på jagt ved Ringsted og i det voldsomme blæsevejr skulle vi skyde fasaner og ænder. Jeg havde glædet mig længe til denne dag og som sædvanlig begyndte spændingen og glæden allerede aftenen inden hvor jeg pakkede alt mit grej, sammen med hundene, som med det samme forstod hvad der skulle ske! Alt hvad jeg lagde frem, blev ivrigt snuset igennem og først da hundesnorene og fløjterne blev lagt frem faldt Mille og Maddie til ro. Det var som om at de så forstod, at de nok skulle komme med og resten af aftenen holdt de blot øje med mig i tilfælde af at jeg nu skulle glemme dem!
For mig er fællesjagter lidt ligesom jagtens festdag og denne jagt skulle da også foregå på et pænt sted, så det var slips, knickers, pæne sokker med kvaster som blev lagt frem. En gammel skotte forklarede mig engang at det var en dødssynd at blande ens-artet tweed, så det er lidt et puslespil at få sokkernes farve til at matche tweeden, trøjen og slipset. Med min hustrus hjælp lykkes det dog og med det hele på plads, forsøgte jeg at falde i søvn i nogenlunde god tid. Jeg har skudt mange fasaner i mit jagtliv og jeg bliver en gang imellem forbløffet over hvor spændt jeg kan blive op til “endnu en fasanjagt”… Det er mere end at skyde de flotte fugle, det er samværet med de andre skytter, det er hundearbejdet og så selvfølgelig den uforudsigelighed der altid er når man driver en remisse eller et skovstykke af.
Lørdagen oprandt og på trods af det voldsomme blæsevejr ville både ænder og fasaner gerne på vingerne og de fløj både højt og hurtigt! Dagen bød på masser af frisk luft, hurtige skud, grin og drillende bemærkninger og midt i skoven blev der tændt et stort bål og her sad vi længe og spiste kage og drak glüvein.
Efter en skøn dag i skoven og på marken, spiste vi en hyggelig frokost og på vej hjem i bilen sad jeg med et stort smil på læben og tænkte tilbage på nogle højdepunkter:
Min svoger skød en sneppe, hans blot anden i hans jægerliv. Maddie havde en fin apportering af en fasan og ignorerede endda en dødskudt fasan som landede mellem os på vej retur. Mille jagtede og apporterede en anskudt fasan ca. 150 meter igennem tæt skov. Jeg så en fasankok blive blæst ned af et træ mens den prøvede at gemme sig i trætoppen. En fin rå som passerede min post på blot 5 meters afstand og slutteligt en skøn lille ruhåret gravhund, som indtog paradens fornemmeste plads, helt øverst, lige ved sneppen! Her nedstirrede den alle de andre hunde for ligesom at fortælle dem at HELE paraden faktisk tilhørte den aller mindste hund!
Endnu en skøn dag i den danske natur var slut og da jeg hængte slipset på plads i skabet havde jeg stadig et smil på læben og jeg glæder mig allerede til næste gang at jeg skal udvælge et slips og matche det med trøjen, sokkerne og tweed mønstrene!
Knæk & Bræk!
