skip to Main Content

Vild andemousse

andemousse

Forleden lavede jeg lækker mousse med lidt blandet vildt-ingredienser. Opskriften vil også fungere perfekt hvis man i disse juledage har lidt and eller gås tilbage som man ikke lige ved hvad man skal stille op med…

Efter en vellykket andejagt stod jeg med en masse gråænder og en grågås. På opfordring (Læs: ORDRE!) fra min hustru tømte jeg også fryseren og fandt en masse krikænder og snepper, som nok burde være tilberedt sidste år! Så i min mousse kom der lidt forskelligt vildtkød i, men man kan sagtens bruge hvad man selv har til rådighed af vildt og indmad…

gråænder

INGREDIENSER (8 pers.):

200 g stegt vildtkød

200 g stegt lever

1-2 løg

4 hvidløgsfed

2 dl Marsala

smør

8-10 laurbærblade

Salvie

Rosmarin

Fløde

Salt & Peber

Blødgør løg og hvidløg på panden og steg herefter kødet og leveren. Leveren skal ikke have lige så meget som kødet, så tilpas stegetiden, så både kød og lever lige akkurat bliver stegt, så det er rosa indeni.

andemousse
Alle ingredienserne er på panden.

Jeg brugte som sagt lidt forskelligt kød og både lever fra gråænderne og gåsen. Derudover brugte jeg hjerterne og leverne fra snepperne. Når al kødet og leveren er på panden tilsætter du krydderurterne. Her kan du igen selv bestemme, jeg valgte laurbærblade, rosmarin og salvie fra haven. Når kødet er stegt, tilsætter du Marsalaen.

andemousse
Marsalaen er i og skal fordampe helt inden panden tages af.

Steg videre til al vinen næsten er fordampet og tag så panden fra varmen. Pluk alle de store krydderurter væk og hæld hele pandens indhold op i en blender. Tilsæt fløde lidt ad gangen og blend indtil den ønsket konsistens er opnået. Smag til med salt og peber. Moussen bliver ikke helt så fin når man bruger kød, som hvis man kun brugte lever, men hvis du bliver ved med at blende kan du opnå en næsten helt cremet konsistens.

andemousse
Med mindre du har en virkelig god blender, så blend kødet lidt ad gangen, ellers kan knivene ikke følge med…

Put moussen i en stor form eller flere små og slut af med af hæld lidt smeltet smør på toppen, som låg. Jeg hældte moussen i små portionsglas og dekorerede dem med salvieblade, så kunne vi forære nogle væk som værtindegaver eller lign.

andemousse
Smørret på toppen fungerer som “låg”.
andemousse
Man kan også putte dekorative krydderurter i siderne.
andemousse
Perfekt lille værtindegave!

Spis moussen på ristet rugbrød, små grove kiks eller lign. og sammen med en asie eller syltet agurker, er det en skøn lille haps som fungerer godt til drinks eller som forret.

Velbekomme…

gråænder

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top