“The Ericsberg Grand-Slam” Part 2
Nu gjaldt det… Efter den første aften på jagt på Ericsberg slot havde jeg nedlagt en kronkalv og et lille vildsvin. Nu havde jeg afhentet min fotograf, David Kristensson og vi havde én aften/nat til at forsøge det nærmest umulige, at nedlægge en ræv, en grævling og en buk!
Skytten, Peter Nilsson, mødte os til en kop kaffe kl. 19 og planen var klar! Vi ville først forsøge os med en råbuk, da dette var klart den sværeste at jage. Brunsten var for længst overstået og råbukkene var ikke ret synlige på reviret… Vi havde aftenen før set et par råer med lam, men ingen bukke og mine og måske også Peters forventninger var ikke skyhøje…
Vi sneg os igennem skoven og kom frem til en af de her, svenske, helt magiske små markstykker midt i skoven! Hvedemarken var omkranset af skov med bløde og buede kanter og midt i marken lå der nærmest en ø af klipper med høje træer og en hochsitz. Her sad vi i de sidste dagtimer og håbede at en flot gammel buk ville dukke op.
Der skete ikke andet end at vi kunne nyde en rå med hendes to lam, ellers var der helt stille! Vi kørte hjem til en kop kaffe da det var blevet helt mørkt, planen var at gå ud igen kl. ca. 23, nu var det den reelle natjagt som skulle afprøves.
Vi startede ud på en nyhøstet hvedemark og med den store flotte fuldmåne på den skyfrie himmel som scenelys, listede vi os afsted… Temperaturen var faldet betydeligt og kronhjortene i skoven begyndte, som på kommando, at brøle deres brunstbrøl! Månen skinnede ned på de sprøde, nye afgrøder, som var indsået i hvedestubben så der kom et nærmest fluorescerende grønt skær retur og det var en helt fantastisk scene at bevæge sig ud på!
Der var masser af dåvildt ude, men ingen grise. Vi gik stille og roligt ud over marken og Peter afsøgte med korte mellemrum, skovkanterne med hans pandelampe. Vi stod dér midt på marken i måneskinnet og i vores håndkikkerter så vi en ræv komme strygende ud over marken! Den var vel 200 meter væk, men den reagerede straks på Peters muselyde! Han holdt simpelthen bare hånden op for munden og så kom der de mest livagtige muselyde fra ham! Ræven løb straks op imod os og mens jeg gjorde mig klar med skydestokken, advarede Peter mig om at den nok ville løbe til højre om os og derved ville den få fært af os. Jeg stillede mig op så jeg var klar til den retning og ræven gjorde præcist hvad Peter havde forudsagt! Da ræven kom om på vores højre side, stoppede den brat op så snart vores fært ramte den! Jeg havde et rigtig fint og tydeligt billede i min sigtekikkert og med den lille røde prik skruet helt ned, fandt prikken sin plads lige på bladet af ræven… Jeg hviskede til Peter om jeg kunne skyde og da han straks svarede “JA!” faldt skuddet! Ræven blev slynget til jorden og var stendød før den hørte det kontante smæld fra lyddæmperen…
Det viste sig at være en ung hanræv fra i år og Peter var vist godt tilfreds med at få nedlagt en ræv og jeg var lykkelig over den intense oplevelse i måneskæret!
Vi gik retur mod bilen og kørte videre til en anden stor nyhøstet mark. Her var der igen masser af dåvildt og kronvildt ude i kanten af skoven men ingen svin. Vi gik lidt langs en skovkant og pludselig så vi en grævling hoppe, på den der særlige “bjørne-agtige” måde ud over stubmarken! Jeg blev straks ramt af en voldsom bukkefeber og mens vi prøvede at komme på skudhold, forsøgte jeg at få styr på mine nerver… Jeg har aldrig haft mulighed for at skyde en grævling og har måske set 4-5 grævlinger i hele mit liv, men jeg har altid gerne ville skyde en! Nu var den lige derude på marken og jeg ville SÅ gerne nedlægge den at jeg nærmest stressede mig selv…
Peter forsøgte igen med muselydene og grævlingen stoppede straks op på ca. 80 meters afstand! Med mine nerver nogenlunde på plads, fandt jeg hurtigt bladet og jeg nåede lige at tænke til mig selv at jeg ikke måtte kludre den her chance, for den var virkelig stor!
Skuddet faldt og grævlingen forsvandt, selvom jeg kunne se om mørk skygge ligge mellem stubbene…
Jeg afholdt mig selv fra at løbe hen til denne skygge, min allerførste grævling og sammen med Peter gik vi forsigtigt derhen.
Grævlingen lå hvor den havde stået og var død. Hårene strittede nærmest lige op i luften og jeg sad længe og blot kiggede på dette smukke dyr! De lange hår på kroppen var ru, nærmest som på min egen ruhåret hønsehund og de fine sorte og hvide tegninger i ansigtet skinnede så smukt i månelyset. Det er altid en lidt mærkelig fornemmelse, for mig, at nedlægge en ny art. Denne fine grævling med våd næse og lange kløer lå nu her, stadig med kornstrå i munden og var nu, en nedlagt realitet. Jeg var glad og stolt, samtidig med at jeg var lidt trist. Vi sad længe i stubmarken og beundrede det flotte dyr og snakkede lidt om alder, fødevalg og grævlingernes natlige aktiviteter…
Selv mens vi sad på marken, var der masser af aktivitet på den store mark, så vi besluttede os for at gå lidt længere ud i natten, for at se om der skulle være nogen vildsvin. Vi gik ikke meget længere end et par hundrede meter, før Peter spottede en rotte på ca. 8 dyr stå i skovkanten og æde spildkorn. Der var ca. 130 meter derhen og selvom jeg sagtens kunne skyde, ved hjælp af skydestokken og Peters kraftige pandelampe, så var Peter i tvivl om hvilke dyr der var hvad… Der var 3 store grise og så 4-5 smågrise. Jeg havde jo skudt en lille gris aftenen før, så vi ville gerne, begge to, skyde en stor keiler. Peter var i tvivl om hvilken af de store grise som var soen, så vi besluttede os for at gå tættere på… Grisene var helt opslugt af at æde og ikke engang Peters pandelampe skræmte dem, så efter at have sneget os ind på ca. 50 meter, kunne vi tydeligt se penselhår på en af de store grise. Den havde ikke synligt store tænder, så vi resonerede at det måtte være en ung keiler.
Grisen stod fint med siden til og da han rejste hovedet for at tygge af munden skød jeg! Jeg sigtede lige midt på det kraftige halsparti og gik efter “The Prince Franz Albreicht shot” lige mellem hovedet og skulderpartiet. Vildsvin er særdeles skudstærke og selv med en god bladkugle kan de løbe langt! En eftersøgning, midt om natten, på en halvstor keiler tiltalte mig ikke så når jeg har muligheden og føler at situationen er til det, sigter jeg altid lige dér på halsen af vildsvin.
Skuddet ramte hvor det skulle og keileren gik direkte ned i knaldet! Selvom vi vidste den var død, gik vi alligevel liiidt forsigtigt frem… Det var en ung keiler på ca. 2 år og vi var alle lidt oppe at køre! 3 dyr nedlagt på ca. 2 timer, jeg begyndte at tro på at “Grand slammen” kunne realiseres…
Vi tog et par billeder med den store gris og så hentede vi bilen for at læsse og køre til slagtehuset.
Peter brækkede og rensede hurtigt grisen og med den på køl kørte vi til en ny hvedemark, denne gang var den dog ikke høstet!
På vej ned til den store mark gik vi hen over endnu en stubmark… Midt på denne stod der en grævling og gravede ivrigt efter orme og rødder. Vi sneg os ind på ca. 10 meter og filmede den i et par minutter. Den ænsede os overhovedet ikke og først da den var på vej hen imod os, fornemmede den at der var noget galt! Den luntede langsomt væk fra os og Peter spurgte om jeg ville skyde den…. Jeg havde egentlig bare stået og nydt dette dyr i dens fortrolighed med nattemørket og havde overhovedet ikke tænkt på at vi var på jagt! Jeg fik hurtigt riflen op og så snart grævlingen stoppede op og vendte siden til, skød jeg! Endnu et dyr og vi havde stadig mange timer tilbage at jage i!
Vi lagde grævlingen ved skovkanten og fortsatte op til den uhøstet mark. Her stod vi længe og bare lyttede. Vi kunne høre grise smaske og rumstere rundt, men på grund af det høje korn kunne vi intet se. To jægere og en fotograf er ikke ligefrem lydløse i en vindstille nat, så hver gang at vi kunne høre at grisene holdt op med at gnaske, så stod vi stille og Peter smaskede tilbage… Så var det som om at grisene blot troede at vi var andre grise og fortsatte med at gnaske korn!
Vi kom ind på bare 5 meter af en kæmpe gris men vi kunne ikke se om det var en so eller en keiler! Grisen havde både en pukkel på skulderpartiet og på hoften, så jægerlatinen påstod jo at det burde være en keiler! Peter hviskede til mig at han var 80 procent sikker på at det var en keiler, men selvom jeg havde frit skud til halsen, så turde vi ikke skyde! Jeg sigtede længe på svinet som aldrig stod så vi kunne se tænder eller penselhår. Efter nogen minutter fortrak den tilbage ind i skoven og jeg tog et skridt rundt for at sige noget til kameraet. Med et eksploderede kornet omkring os og 4-5 smågrise løb hvinende ud i måneskinnet i alle retninger! Det lignede små torpedoer som kornet bølgede og Peter og jeg kiggede lettet på hinanden, det var en so vi havde sigtet på! Vi sneg os rundt i lang tid efter de små grise som var spredt ud i marken, men det lykkedes aldrig at komme på ordentligt skudhold, selvom vi havde en lille gris inde på kun 2 meter! Jeg kunne ikke se hvilken vej grisen vendte, så jeg kom aldrig til at skyde…
Efter at have gået rundt i marken i en times tid, vendte vi næsen mod vores køkken. Vi var blevet sultne og David lavede lynhurtigt en omelet til os, som vi smed inden bors! Vi var alle tre helt vågne, selvom klokken nu var ca. 4 om natten og vi talte meget og længe om råbukke… Selvom vi ikke havde set en eneste buk, så var planen på plads: Vi ville forsøge at finde en buk, for det var nu den eneste art som manglede ud af de 5 jagtbare arter…
Peter havde en teori om at siden vi ikke havde set nogen bukke ude på markerne, så skulle vi forsøge os i skoven. Det ville ikke blive nemt da bevoksningen var høj og bukkene formentligt lå og hvilede sig efter en hektisk brunst periode…
Vejret havde skiftet og temperaturen var lav og der var helt klart regn på vej… Ikke det bedste vejr for en træt buk at skulle bevæge sig rundt i, men forsøges, det skulle det!
Efter et par timer i den smukke svenske skov hvor vi blandt andet så to fine elgtyre, var vi nået ud til en høstet mark. Dér så vi to råer, men stadig ikke skyggen af en buk! Jeg må indrømme at jeg var begyndt at give op på drømmen om “The Ericsberg Grand Slam” og en snigende skuffet fornemmelse begyndte at brede sig i mit sind! Forventninger og drømme er en underlig størrelse og selvom jeg på det tidspunkt havde haft et helt vildt døgn med 2 vildsvin, 2 grævlinger, 1 ræv og en kronkalv nedlagt, kunne jeg ikke fornægte skuffelsen… Jeg fik lagt låg på denne tarvelige og uretfærdige fornemmelse og forsøgte bare at nyde de sidste timer på dette smukke revir.
Mens vi gik i noget brombærkrat, kunne jeg fornemme på Peter at han også havde givet lidt op… Klokken nærmede sig 7 og regnskyerne var på vej. Ruten var så småt på vej tilbage op imod bilen og vi var kommet til en lille “tange” hvor marken slog et sving ind imellem skoven. Der var ca. 100 meter fra den skovkant vi stod ved over til den næste og med et ser Peter og jeg en buk springe imellem grantræerne!! Bukken havde helt tydeligt set os og mens jeg får riflen op i Viper Flex’en, hviskede Peter ophidset at det var en stor buk! Jeg så et par glimt af dyret imellem træstammerne men tænkte at den chance, nok den sidste, var forpasset… Pludseligt dukkede bukken op, flot rød i pelsen, på en lille grøftekant i slutningen af grantræerne!
Den var åbenbart ikke helt sikker på hvad den havde set derovre i brombærrene og mens Peter skyndte på mig, fandt jeg hurtigt bladet! Jeg kunne tydeligt se på bukken at den ikke ville blive stående alt for længe og med Peter hviskende, nærmest hvæsende i øret skød jeg i det at jeg så bukken dreje hovedet! Jeg hørte et tydeligt kugleslag men bukken var helt væk! Intet rørte sig og ingen af os nåede at se hvad der var sket…
Peter og jeg kiggede lidt måbende og uforstående på hinanden… Vi var begge ret sikre på at jeg havde ramt, men hvor henne? og hvor var bukken?! Vi ventede et par minutter og da vi nåede hen til grøften, lå den fine gamle buk lige der hvor den havde stået og kigget på os! Lettelsen var enorm og Peter og jeg krammede hinanden i ren lykke!
At 12 timers jagt skulle slutte af med sådan en finale havde ingen af os rigtig ord til at forklare og vi sad længe og bare kiggede på bukken mens regnskyerne trak sammen…
En eventyrlig weekend var slut og tankerne og oplevelserne fløj rundt i hovedet på mig på køreturen hjem.
Jeg har sjældent oplevet jagt i så smukke omgivelser, med så stærk en vildtbestand og pürchjagt om natten er helt sikkert blevet en ny favorit for mig! Det var spændende på en helt særlig måde og intensiteten var ekstrem!
Inden jeg forlod smukke Ericsberg snakkede jeg med Peter om en fremtidig jagt på en af revirets helt andre arter, nemlig bæver! Jeg vidste slet ikke at der fandtes bævere så langt mod syd, så en bæverjagt til foråret er hermed skrevet i kalenderen…
Filmen som David optog, bliver snart offentliggjort, lige her på bloggen og i melletiden kan du se eller gense teaseren her:
Jeg kan varmt anbefale jagten på Ericsberg slot og hvis du vil læse mere så se her eller skriv til mig, hvis du har spørgsmål: jacob@kamman.dk
