Sneppejagt med hjortesucces!
For et par uger siden drog min far og jeg som sædvanlig på vores årlige sneppetur. Med i bilen havde vi min efterhånden halvgamle og rutinerede Ruhåret hønsehund Maddie og min gode ven Christians Ruhåret hønsehund Elsa.
Elsa var til udlån da Christian var på ferie og så passede det jo perfekt med at den tidligere dobbelte verdensmester i Hubertus disciplinen, kunne prøve kræfter med de vestjyske snepper!
Reviret er efterhånden velkendt af min far og jeg.
Min farfar startede med at gå på jagt med vores værts, Gundes far og sidenhen har min far gået på jagt med Gunde. Jeg selv har gået på jagt på dette revir i over 26 år, så vi har efterhånden fundet et par temmelig faste rutiner og vaner…
Alt ændrer sig dog altid en smule, alt afhængig af hvad snepperne har valgt at gøre netop den dag, vi står klar med dirrende hunde og ladte haglbøsser…
Vi har også efterhånden dannet en fast tradition med at starte weekenden med en lille trykjagt da der ofte står kronvildt i den tætte og naturlige mose. Dette gjorde vi også i år og som sædvanlig var der inviteret et par gode lokale venner med: Josef og hans søn Jakob og så Jakobs gode ven Peter.
Planen var som den altid er: Jeg skulle gå igennem med Maddie og Elsa, far ville være en lidt flydende sidepost og de tre andre ville få poster strategiske steder på reviret. Når jeg var halvvejs igennem den langstrakte mose, ville vi bytte lidt om på posterne og jeg ville gå hele vejen udenom for at drive fra den anden retning.
Josef er inkarneret buejæger, så hans position var et lille tårn placeret på et sted hvor der ofte kom både råvildt og kronvildt forbi i et fornuftigt tempo. Jakob og Peter skulle først stå for ved en lille eng og derefter ville Peter flytte hen for at blive en sidepost, ligesom far ville skifte position.
Når jeg lader min gamle Bochbuchsfinte og lader hundene løbe, så ved jeg jo godt at alting kan ske… Der kan komme skudchancer på alt fra bekkasiner til kronhjorte og så alt muligt indimellem! Ofte så har vi nedlagt flere forskellige arter på vores årlige jagtbesøg til dette lille paradis og paraden har tidligere lydt på: Snepper, bekkasiner, gråænder, krikænder, pibeænder, harer, fasaner, duer, råvildt og en gang imellem endda kronvildt!
Bøssen er et arvestykke som min farfar købte tilbage i 1943 fra Korsholm og siden da har han, min far og nu jeg skudt med den.
Jeg skal være helt ærlig og indrømme at lige netop denne dag skulle ende på en helt spektakulær vis og derfor er den første halvdel af drevet nærmest blevet udvasket fra min hukommelse på grund af hvad der skete i den sidste del af drevet…
Generelt var der ikke mange snepper i mosen og Maddie fik ingen kontakt med hverken råvildt eller kronvildt i den første del.
Far præsterede at skyde et enkelt rålam og jeg skød vist en enkelt sneppe.
Det var først da vi var halvvejs igennem drevet og jeg skulle starte i den helt anden ende at tingene stadig står helt knivskarpt for mig…
Maddie og Elsa gik rigtig fint men det var tydeligt at se at Elsa ikke havde meget erfaring med snepperne… Hun løb og søgte ivrigt alle steder også ude på græsengene, for hun er jo vant til at skulle jage alle slags fugle i al slags terræn. Maddie derimod ved godt hvor snepperne plejer at sidde og derfor er det tydeligt at se på hende at hun løber fra sted til sted, i stedet for at spille kræfter på store søg henover det halvhøje græs og de tilgroede brombærbuske.
Der var som nævnt ikke mange snepper denne dag, men efter et par minutters søg, her i drevets sidste del, løb de to hunde skulder ved skulder ned langs et lille gærde…
Begge hunde gik fra fuld fart til fuldt stop på et splitsekund og helt synkront drejede de deres buskede hoveder mod et lille krat lige til venstre for dem! De to hunde kender hinanden rigtig godt og selvom der havde været et par chancer tidligere for fine sekunderinger, så kan de to åbenbart ikke rigtig finde ud af at sekundere! Tage stand kan de dog og her stod de så, skulder ved skulder og med et smil på læben gik jeg forsigtigt fremad… Jeg kunne ikke finde ud af om jeg skulle tage et billede med min telefon, eller om jeg skulle være klar med bøssen, så da sneppen efterhånden havde fået nok og lettede, stod jeg med telefonen i den ene hånd og bøssen i den anden… Intet billede og intet skud og det blik de to hunde sendte mig, var da heller ikke til at tage fejl af!
Vi fortsatte drevet og jeg fik da skudt to snepper mere, en for hver hund efter en fin stand og en fin apportering af dem begge!
Med tre snepper i galgen og fars leveret rålam, var jagten allerede en stor succes, men det skulle blive bedre… Meget bedre!
Maddie fik pludselig et ivrigt drev med to rådyr og med høj hals kunne jeg høre at de ville passere Peters post. Jeg holdt vejret og håbede at den unge mand ville få en skudchance, men intet skete… Maddie drev videre med de to dyr og efter ca. 400 meter slog hun fra og jeg kunne se på GPS’en at hun var på vej retur.
Elsa driver ikke med hårvildt og så snart Maddies halsen lød igennem skoven, kom Elsa hurtigt hen til mig ligesom for at sige: ”Det er altså ikke mig som gør det der!”
Med et lille klap til begge hunde, gik vi videre og snart efter mødte jeg Peter og vi fik os en lille sludder om hvad der netop var sket. Rådyrene havde passeret Peter på temmelig tæt hold, men i fuld fart så han havde fornuftigt nok ikke forsøgt med et skud. Mens vi stod og talte lød der pludselig to skud fra min fars position! Peter og jeg kiggede på hinanden og jeg kunne fornemme på ham at han vist troede at dette havde været hans chance…
Der var ikke mange hundrede meter tilbage af selve drevet og optimismen strålede ikke ligefrem ud af den unge mand.
Jeg forklarede ham at hans post nu mere var en bagpost end en sidepost og vi ved jo alle at de store gamle hjorte ”altid” går bagud!
Med et kækt: ”Nu går vi lige herind og så driver Maddie et par hjorte ud til dig” sendte jeg de to hunde frem og gik ind under de lavt hængende grangrene…
Jeg var ikke nået 50 meter før Maddie skreg op i et skingert nærmest ulve agtigt hyl! Elsa sad med det samme ved siden af mig samtidig med at jeg kunne høre tunge galoplyde og brækkede grene inde fra grantykningen!
Når Maddie starter hendes halsen op med et hyl betyder det oftest at hun er kommet helt tæt på vildtet. Det er typisk at det er kronvildt, for de står tit og trykker sig i det tætte og det betyder at Maddie en gang imellem kommer helt, helt tæt på…
Jeg kunne mærke jorden ryste under mig og Maddies halsen blandede sig med den umiskendelige lyd af gevirer som ramlede mod grene og træer…
Med et så jeg to hjorte komme galoperende lige imod mig!
Den forreste løb med højt løftet hoved og på trods af den tykke hals og de stærke muskler, så kunne jeg se hjortens hoved få det ene ryk efter det andet, som hans gevir ramte grenene han løb igennem! Hans fokus var dog direkte mod mig! Det var som om at vi faktisk havde øjenkontakt disse små 20 meter og først da han sprang henover et væltet træ, svang jeg bøssen til skulderen… Den bevægelse så hjorten og i et kort splitsekund stod han stille med spredte forben, stadig fastholdt i den position som han var landet i… Det føltes som mange lange sekunder, men i virkeligheden gik der vel ikke mere end et halvt sekund!
Den røde prik i aimpointen hvilede roligt midt på brystet af hjorten og min finger lå fast på den forreste aftrækker, nemlig riffelløbets aftrækker… Jeg så Maddie igennem grenene helt ude til venstre og da den anden hjort stadig var på vej igennem træerne foran Maddie, så var det intet som stod i vejen for et skud…
Hjorten stirrede mig stadig lige ind i øjnene og med den tykke hals, mørke manke og de hvide sprosser som den tykke mørke gevir endte i, var jeg også sikker på at dette var en gammel hjort… Skuddet gik i det hjorten satte i bevægelse igen men som braget fra den gamle 7x57R kaliber rungede i skoven, stod hjorten lige på næsen! Den kom dog hurtigt på benene igen og med den sorte mudderjord på snuden og ned af halsen løb den nu væk fra mig!
Den anden hjort slog fra lige før træstammen og med Maddie i hælene løb den nu direkte bagud, lige ud mod lysningen hvor Peter stod! Min påskudte hjort fulgte efter den første og mens jeg spurtede efter og genladede samtidig, råbte jeg til Peter: ”Hjort bagud, jeg har skudt på nummer to!”
Ligesom jeg havde råbt dette lød der et smæld fra Peters lyddæmper derefter intet! Maddie stoppede sin halsen og da jeg endelig fik brudt ud af grenene kunne jeg få et overblik over lysningen med sivene…
Peter stod klar med riflen, min påskudte hjort sad i en brombærbusk og Maddie havde fat i nakken af hjorten!
Jeg råbte til Peter at han ikke skulle skyde og løb lidt tættere på… Hjorten var tydeligvis hårdt ramt og inden jeg fik løbet de ca. 30 meter, var den død og Maddie slap sit greb. Jeg fløjtede begge hunde dæk og åbnede bøssen… Jeg stirrede åndeløst på Peter som bare stod med vidt åbne øjne mens han afladede sin riffel… Vi stod længe og bare trak vejret dybt og stirrede på hinanden! Med rystende hænder fik vi sikret os at hjorten var død og at begge våben var afladte og sikre. Derefter fortalte Peter at den anden hjort var kommet forbi ham på under 15 meters afstand og han havde sigtet højt på skulderen da skuddet var gået af. Han havde ikke bemærket nogen skudreaktion og kort tid efter var min hjort kommet frem og så havde han koncentreret sig om den, hvis den skulle skydes igen!
Vi ringede til de andre og forklarede at vi lige skulle bruge lidt tid på at udrede alt det der var sket og alle kunne forlade deres post og komme hen til os… I min samtale med far, kunne han fortælle at han havde skudt yderligere et rådyr, det var de to skud som Peter og jeg hørte inden hjortene løb om ørene på os!
Peter og jeg gik forsigtigt et par meter på sporet af hans påskudte hjort og fandt enkelte små bloddråber men ikke meget andet. Vi besluttede os hurtigt for at tilkalde professionel hjælp og derefter kunne vi gå retur til de andre og samle os om min hjort.
En nydelig ældre 12-ender og min bare anden danske kronhjort, leveret få hundrede meter fra hvor jeg skød min allerførste danske hjort! (Læs den historie her: https://jacobkamman.dk/min-foerste-danske-kronhjort/ )
Peter og jeg talte meget om hvad der egentlig var sket og jeg spurgte lidt ind til hvorfor han havde valgt at sigte højt på hjorten. Jeg lagde en af hans .308 patroner på skulderen af min hjort og jeg tror vi begge fik lidt et chok over at se hvor lille patronen så ud på det store skulderblad…
Frygten var at kuglen havde ramt under rygraden, men over lungen og i det hulrum træffer man ikke noget vitalt og med så lille en kaliber, så er det ikke engang sikkert at der er gennemskud!
Tvivlen og usikkerheden spredte sig hos både Peter og jeg og jeg vidste lige præcis hvad den stakkels skytte gik igennem! Min første kronhjort endte med en lang og besværlig eftersøgning og usikkerheden man oplever i ventetiden inden man finder det påskudte dyr er forfærdelig!
Vi skulle dog ikke vente længe før sweisshundefører Bjarne Christiansen dukkede op og jeg fik igen et par flashbacks til min egen første hjort, da det netop var Bjarne som også kom mig til undsætning den gang…
Bjarne, Peter og Jakob gik afsted på sporet mens jeg brækkede min hjort.
Der gik et par timer før de tre kom retur med nedslående ansigter… Hjorten havde løbet ud i de tætte siv og havde sprunget over en bred kanal. De havde ikke fundet meget blod og med det tiltagende mørke, havde de besluttet sig for at indstille eftersøgningen og så forsøge igen dagen efter.
Peter stod foran en lang aften og nat og jeg kan kun forestille mig hvor forfærdeligt han måtte have haft det! At skulle opgive en eftersøgning og ikke vide om hjorten var død eller levende er skrækkeligt og tvivlen om hvorvidt ens allerførste skud til dansk kronvildt vil ende i lykke eller tårer er direkte uudholdelig!
Tidligt næste morgen mødte Peter og Jakob med to andre hundefører, som jeg også kender godt, nemlig Steen Steiner og Søren Tarp.
Firkløveret lagde en anden strategi, de ville starte med hundene i mere eller mindre frit søg fra den anden side af kanalen og se om de kunne opfange sporet eller forhåbentligt hjorten i de tætte og ufremkommelige siv!
Far og jeg fortsatte på sneppejagt, men jeg må indrømme at mine tanker blev ved med at drive tilbage til eftersøgningen… Der gik dog ikke lang tid før Jakob ringede og med nærmest hysteri i stemmen kunne fortælle at de havde fundet hjorten! Jeg kørte straks ud mod dem og kom frem netop som de havde slæbt hjorten fri af sivene og op mod en grusvej.
Med forpustet stemme og svedende pander kunne de fortælle at de havde delt sig op så Steen og Peter gik sammen og Jakob og Søren gik sammen. Mens Steen og Peter stod og afventede at Steens hund fik afsøgt de tætte siv, så Steen pludselig et par sprosser bevæge sig mellem sivene… Hjorten var overraskende nok stadig i live og med rutine og erfaring fik Steen lynhurtigt affagnet hjorten!
Hjorten viste sig at være en smuk ulige 14-ender og selv mens Peter forsøgte at forklare og fortælle historien kunne han ikke få øjnene væk fra det store smukke dyr!
Peters kugle havde ramt for langt tilbage og lige under ryggen, så selvom hjorten tydeligvis var temmelig hårdt ramt, så var den stadig i live og ville have gået et par slemme dage i møde…
Endnu engang må vi jægere her i Danmark bare tage hatten af og takke vores ekstremt dygtige og ihærdige sweisshundefører! De arbejder så hårdt og dedikeret og det er en ren fornøjelse at se smilene hele vejen rundt, især på Peter selvfølgelig, men al glæden kunne de tre involverede hundeførere tage al æren af!
Bjarne, Steen og Søren tusind tak for jeres indsats!
Resten af dagen gik med at spise frokost, fortælle historierne et par gange mere og det blev vist ikke til mere sneppejagt den dag…
To uforglemmelige dage var overstået og for mig (nok også for Peter!) vil lige netop dette års sneppejagt altid stå helt skarpt i erindringen! Vi skød ikke mange snepper, men med en samlet parade på to kronhjorte, to rådyr, fem snepper og en bekkasin så har vi dog konkluderet at sneppeturen 2021 ikke var så ringe endda… Som man ville have sagt på vestjysk!
Knæk & Bræk!
