Ræve regulering for begyndere…
Jeg føler mig egentlig ikke som en uerfaren jæger, men engang imellem oplever jeg nye aspekter af jagten som virkelig får mig til at sætte spørgsmålstegn ved mine egne evner og formåen…
Efter et mærkværdigt jagtår med alt for mange aflyste jagter og rejser, havde jeg besluttet mig for at februar skulle være måneden hvor jeg ville forsøge mig med at regulere et par ræve… Ræve er et fascinerende dyr og især lokkejagten hvor man kan kalde dem til sig har altid haft en enorm tiltrækning på mig. Jeg har ikke prøvet det ret mange gange, men jeg har til gengæld set afsindigt mange videoer om hvordan andre har gjort det, med stor succes! Jeg har øvet mig på mit kald, et Nordic Mini Predator og da sneen dalede fint her på Fyn, skulle det være.
Mit udsete jagtområde var et fantastisk moseområde, hvor der huserer masser af ræve. I nysneen var det tydeligt at se de mange spor fra mere end en håndfuld ræve og udover de åbne enge kunne jeg følge fodsporene fra mosen og op mod skoven til alle sider.
Den første aften jeg var på plads i tårnet kaldte jeg ivrigt efter forskriften: kald i ca. 20 sekunder. Hold pause i ca. 8-10 minutter. Ved mit allerførste kald, lettede der 50-60 ravne og krager fra mosen og disse fløj straks lige imod mit tårn. Da de så opdagede at det bare var et tossede menneske som lød som en såret hare, fløj de straks væk igen. Det gav mig dog selvtillid til at mit kald da måtte lyde nogenlunde naturligt og jeg fortsatte med at kalde…
Intet andet skete, før der i det absolut sidste lys kom en ræv løbene hen over engen, langt ude i det fjerne. Jeg kaldte alt hvad jeg havde lært, men ræven reagerede overhovedet ikke!
Næste aften sad jeg igen i tårnet og kaldte en smule mindre end første aften. Igen skete der ingenting og selvom jeg i mit indre sind kunne forestille mig hvordan rævene ville komme styrtende ud af skoven og mosen, for bare at løbe lige i mod mig, som de jo gjorde på alle de film jeg havde set, var det som om at alle rævene var blevet døve…
En halv times tid efter solnedgang havde jeg nok mistet modet en smule og sad vistnok lige og kiggede lidt på Instagram… Ud af øjenkrogen så jeg dog pludselig et stort flot rødt rævehoved, bare 20 meter fra tårnet inde midt i sivene… Ræven havde både set mig og lugtet min fært og så snart vi fik øjenkontakt snurrede den rundt og løb i fuld fart ud over engen!
Jeg forsøgte at få hold på den, men det lykkes ikke…
Den tredje aften sad jeg der så igen. Denne gang havde jeg besluttet mig for ikke at kalde før jeg faktisk så en ræv, for så at se effekten af mit kald på denne ræv.
Omkring solnedgangstid sad jeg så i kolde men smukke omgivelser og kunne nyde vinterlandskabet og alle de mange fasaner som højlydt fandt en gren at sove på. Med et så jeg en lille ræv komme listende langs den frosne bæk!
Inden jeg havde nået at tænke to sammenhængende tanker havde jeg listet riflen til skulderen og nu hvilede den lille røde prik i sigtekikkerten lige på skulderen af ræven… Ræven gik roligt og snusede og lige som den trådte helt fri af sivene, stoppede den op og sikrede fremefter…
Glemt var alle mine tanker om at afprøve kaldet og før jeg vidste af det havde jeg skudt, repeteret og ræven var stendød!
Jeg følte mig glad over situationen samtidig med at jeg var irriteret på mig selv over ikke at have overholdt aftalen med mig selv!
Her var en oplagt chance til at få afprøvet min kaldeteknik og så kunne jeg ikke engang afholde mig selv fra bare at skyde ræven!
Jeg gik ned til den lille tæveræv og beundrede dette smukke dyr imod den kridhvide nysne… Det er ikke ofte vi får lov til at opleve jagt i perfekt frostsne her i Danmark, så når det sker er det en særlig oplevelse!
Jeg hankede op i ræven og gik retur mod bilen på trods af at der egentlig stadig var masser af tid inden lukketid.
Oppe ved bilen blev jeg nødt til at ringe til skytten, da han havde drillet mig tidligere den dag over mit manglende held eller dygtighed! Efter jeg havde forklaret hvad der var sket spurgte han straks: ”Du er vel blevet siddende i tårnet? Den tæveræv er højst sandsynligt i løbetid og har netop løbet tværs igennem mosen, så alle hanrævene vil komme trissende i hendes fodspor…”
Jeg følte mig på en gang som en nybegynder og en idiot! Selvfølgelig vil hanrævene følge efter tæverne i denne tid hvor det jo netop er deres rolletid! At jeg ikke selv havde tænkt den tanke forbløffede mig og det viser sig jo bare, at selvom man føler at man ved en ting eller to omkring jagt, efter 25 år med jagttegn, så er det aldrig for sent at lære noget nyt!
I morgen prøver jeg igen, for der er helt sikkert flere ræve i den mose og denne gang vil jeg prøve at afprøve det kald INDEN jeg skyder ræven…
Knæk & Bræk!
Hej Jacob rigtig god artikel om den spændende rævejagt. Som du selv har erfaret virker lokkekaldet ikke så godt når rævene roller, da de ikke tænker så meget på mad. Derfor er min holdning at det er bedre, hvis du kan lyde som en ræv (jeg kan dog ikke, men har hørt det gjordt) eller bare sidder og obs som du gjorde, da du skød ræven, da de er meget aktive i rolle-tiden. Kaldet virker bedre i sen sommer / efteråret/ tidlig vinter , og nemmere med yngre ræve. god aften og knæk og bræk.
Hej Anders.
Tak og ja, du har nok ret… Ved bare ikke helt hvordan jeg skal sige for at imitere end løbsk tæveræv..;)