Min første buk!

Min første buk!

17.6.98
Dette er historien om min allerførste buk! Jeg var 19 år gammel og skulle på bukkepürch sammen med min far hos min gudfar. Vi kørte til reviret sent om eftermiddagen og aftalte at jeg skulle pürsche alene rundt mens min far ville forsøge et andet sted i skoven. Jeg kan huske at jeg var både ret stolt men også temmelig nervøs for at være helt alene på riffeljagt. Jeg var udrustet med den gamle Mauser i kaliber 8×57 og sammen med den følte jeg mig godt klædt på!
Det var en pragtfuld sommeraften og solen skinnede igennem de tætte bøgetræers kroner. Fuglene kvidrede og den der helt specielle lugt af varm bøgeskov ramte mig idet jeg steg ud af bilen. Efter at have suget det hele til mig et øjeblik gik jeg stille og roligt dybere ind i skoven ad grusstien. I denne del af skoven kom der altid  mange skovgæster så dyrene var vant til trafik på stierne. Jeg var ikke nået mange hundrede meter igennem skoven før jeg opdager en lille bevægelse inde på min venstre side… inde imellem de høje slanke bøgetræer var der en masse selvsået bøgeskrub og igennem det hele løb der et lille vandløb. Det var lige på kanten af dette vandløb at jeg havde set en bevægelse blot 30-40 meter væk. Efter at have stået helt stille og sikkert uden at trække vejret, i et par sekunder rystede dyret på hovedet og imellem de flappende øre så jeg hvide sprosser! Jeg kan stadig helt tydeligt genkalde  det isnende chok jeg fik da jeg på den korte afstand så en smuk ulige seksender træde ud af bøgeskrubbet… Bukken gik stille og roligt og nippede lidt hist og her og den havde overhovedet ikke set mig! Jeg havde egentlig fået helt frie tøjler af min gudfar med hensyn til afskydning. Da det var min første rigtige bukkejagt måtte jeg skyde lige hvad jeg ville men jeg havde jo selvfølgelig drømt om at skyde en “rigtig buk” som den første. Denne buk var helt sikkert i den kaliber og så snart at den gik bag et af de store bøgetræer sneg jeg mig lidt tættere på for at kunne få fast anlæg på en af stammerne. Dengang havde jeg aldrig hørt om en skydestok og det var aldrig noget jeg havde set andre jægere bruge! Tænk hvor tiderne heldigvis har ændret sig.
Jeg får riflen på plads og står helt klar med fint anlæg på stammen og venter blot på at bukken skal stå helt fri… Den stiller sig op midt i en solstråle og før jeg egentlig ved hvad der skal ske, finder jeg bladet i sigtekikkerten og kan huske min fars mange lange forklaringer om vinkler, skudplacering, kuglefang osv. Skuddet går uden én egentlig overlagt beslutning og med den lidt grove rekyl fra riflen mister jeg bukken af syne… Da jeg igen kigger i gennem kikkerten er bukken væk! Jeg bliver ramt af voldsom bukkefeber og det hele er gået så hurtigt at jeg pludselig kommer i tvivl om alting: Var det en buk? Var der overhovedet et dyr? ramte jeg? er den anskudt?
Efter at have stået i lang tid og sundet mig lister jeg mig langsomt frem og efter få meter ser jeg den fine røde sommerbuk ligge stendød lige der hvor den havde stået da jeg skød. Jeg betragtede den længe og sad og beundrede den fine opsats. Det var fra før mobiltelefoner overhovedet var opfundet så jeg kunne ikke ringe til min far selvom jeg gerne ville dele dette øjeblik med ham! Jeg kan huske at jeg var i tvivl om hvad jeg skulle gøre og jeg turde ikke gå hen i den del af skoven hvor han jagede da jeg var bange for at det ikke var noget “man” gjorde… Jeg tror jeg gik lidt rundt i skoven, men blev ved med at komme tilbage til bukken for blot at være ved den. Jeg vidste ikke hvordan man brækkede et dyr, så jeg kunne intet fornuftigt foretage mig… Det var nogle laaaange timer at vente til solnedgang og da vi endelig mødtes ved hovedbygningen var jeg slet ikke til at styre! Jeg faldt min far om halsen og fortalte at jeg havde skudt min første buk! Min far, min gudfar og skytten kørte ud for at hente bukken og lige der delte vi allesammen en oplevelse som de gamle jo havde prøvet før, men som var hel ny for mig! De smilte næsten lige så meget som mig og skytten, Jan lærte mig at brække et rådyr. En riffeljæger var blevet født og jeg må indrømme at hver gang jeg kigger på mine bukkeopsatser på væggen, så er det denne buk jeg kigger på først. Den vil altid have en særlig plads i min erindring og selvom det ikke var verdens længste pürsch så var den så intens og spændingsmættet at jeg også ved den oplevelse fandt ud af at trofæjagt ikke blot handler om en pointmæssig stor oplevelse, men at historien bagved trofæet faktisk er endnu vigtigere!