Miks første hjort!
Mik og jeg var efterhånden blevet vant til proceduren… Vi kørte ud i den store skov med vores guide, Roman, for at bruge den første halve time af jagten på at lytte efter hjortebrøl. Både morgen og aften var der masser af brølende hjorte men selvom vi nu havde hørt mange brøl, kunne vi ikke lade være med at kigge på hinanden og smile hver gang disse dybe toner rungede i skoven. Vi kunne straks mærke spændingen stige… At stå der i mørket, med stjernehimlen over sig og lytte til de forskellige hjorte er bare en magisk oplevelse!
Denne morgen havde vi sneget os op langs en skovkant og sad i en lille hochsits hvor vi kunne kigge ud over en stor mark. Som nattemørket langsomt veg for morgengryet, vågnede skoven og de små fugle begyndte som på kommando at pippe og pusle rundt i skoven. Rådyrene kom forsigtigt til syne og begyndte at esse på marken og en stor rotte vildsvin kom den anden vej, fra marken og ind i skoven. På få minutter havde den stille nat, kun afbrudt af hjortebrøl, forvandlet sig til en travl skov med masser af lyde og så selvfølgelig de alt overskyggende brøl fra skovens konge… Vi kunne tydeligt høre en hjort gå inde i skoven bag os og hans langtrukne brøl kom tættere og tættere på skovkanten! Ind i mellem kunne vi også høre hvordan han fejede på træer og buske og det var helt tydeligt at han var på vej op imod kanten af marken. Alligevel sad Mik og jeg blot som forstenede observatører og bare stirrede ud i morgengryet, så da han pludselig stod et par meter inde på marken og lagde geviret ned langs ryggen for at udgive et rungende brøl, var vi slet ikke klar! Roman stod bag os og hviskede ophidset: “Gutes hirsch, shissen!” Mik fik riflen op, jeg forsøgte at få kameraet i fokus og i det, begyndte hjorten at trave ud over marken…
Roman blev ved med at sige: “shissen, shissen” og da det ikke virkede, forsøgte han sig med det eneste engelske ord han kunne: “shoot, shooooot!” Hjorten travede dog lidt skråt væk fra os, så der var aldrig rigtig tale om en fornuftig skudvinkel!
Mik og jeg havde talt meget om skudplacering, skudvinkler osv. så Mik var helt klar over at han blot skulle blive ved med at sigte, det kunne jo være hjorten drejede sig lidt… Det gjorde den nu ikke og før vi vidste af det, var han 300 meter ude og havde kursen sat mod den modsatte skovkant! Roman var ikke imponeret, men jeg var nu alligevel stolt af Mik. Hans første skud til en stor kronhjort burde ikke være på en travende hjort, skråt bagfra! At afholde fra at skyde, er ofte svært, men i virkeligheden en af de fineste elementer ved at være jæger! Vi havde efterhånden haft så mange lige-ved-og-næsten chancer, at jeg sagtens kunne forstå Miks frustration, men at han ikke skød efter denne hjort var, efter min mening, rigtig fint “jæger-håndværk”!
Vi gik ned fra hochsitsen og fortsatte ind i skoven hvor vi de foregående dage havde haft tæt kontakt. Denne morgen var da heller ingen undtagelse og efter få minutter stod vi midt mellem 3-4 brølende hjorte! Vi indledte en pürsch på den klassiske “polske-polka” vis, hvor vi stod helt stille og lyttede og når hjorten så brølede, så tog vi hurtigt 3-5 skridt! På denne måde kom vi helt tæt på hjorten men der var aldrig rigtigt frit skud, vi så ham kun som korte glimt eller de flotte hvide sprossser imellem træerne!
Vi var efterhånden kommet langt ind i skoven og befandt os ved en lille lysning med tæt skov på venstre hånd og en mose på højre. De hinder som hjorten gik med var faldet til ro og det var tydeligt at hjorten blot stod og brølede af de andre hjorte… Vi kunne ikke komme tættere på men som en sidste mulighed gik Roman i en stor bue udenom for at forsøge at trykke dem retur, henover den lille lysning vi stod ved.
Da den lille ruddel satte i bevægelse, knagede og bragede det igennem den ellers stille skov og Mik knugede riflen endnu hårdere… Han stod klar med riflen i skydestokken og længe lød det som om rudlen havde kurs direkte mod lysningen! I sidste øjeblik skiftede de dog retning og passerede os på venstre hånd, henover et lille spor! Først kom førerhinden forsigtigt ud og derefter fulgte 4-5 hinder og kalve i jævn fart over det smalle spor. Til sidst kom hjorten, dog alt for hurtigt og alt for tæt på den sidste hind! Mik pustede ud og selvom han var klar, så var den chance altså også lidt for smal! Mæt af oplevelser og spænding kørte vi retur til hotellet, fik lidt god mad og en tiltrængt lang lur!
Den følgende aften, som skulle vise sig at blive skelsættende i Miks jægerliv, begyndte egentlig som de foregående… Vi stod midt i skoven og forsøgte at skelne de forskellige hjorte fra hinanden. Roman kendte skoven og han mente også at kunne høre forskel på de forskellige brøl. Vi kunne også høre forskel på hjortene, men Roman mente at kunne aldersbestemme dem, efter hvor dybt de brølede… Vi sneg os lidt rundt i skoven og som aftensolen veg for tusmørket kunne vi høre intensiteten i hjortebrølene stige, samtidig med at iveren steg i os! Vi kom ud af skoven, ud til en stor harvet mark hvor vi tydeligt kunne høre en hjort brøle! Marken var sandet og lyste nærmest op i måneskinnet og midt ude på den, stod hjorten med hovedet majestætisk tilbage og brølede så det rungede i skoven og dampen fra hans ånde hang i luften… Det var vanskeligt at vurdere geviret, men både Roman og jeg mente at dyret var stor af krop og da Roman tog den endelige beslutning om at Mik måtte skyde, kom skydestokken op og riflen kom i skulderen. Selvom jeg blot kiggede på, kunne jeg mærke mit hjerte hamre og min puls dunkede i ørerne. Jeg kunne høre Miks åndedrag i mit headset og mens han intenst kiggede i sigtekikkerten, hviskede vi sammen… Jeg havde målt hjorten til at være 150 meter væk, så efter at have klikket på kliktårnet, spurgte jeg: “Kan du se den tydeligt nok?” “JA!” nærmest gispede Mik… “Vil du skyde?” spurgte jeg… “JA!” svarede Mik…
Skuddet gik og selvom jeg kun kiggede på kameraets skærm, som viste Mik i det grønne skær fra “nightvision-moden” så kunne jeg tydeligt høre et kugleslag! Roman udbrød: ” GUUUT, Hirsch kaput!” Mik tog hurtigt ladegreb og fastholdt sigtet. Jeg sneg min håndkikkert op og kunne se at hjorten rigtig nok lå der, men han havde stadig hovedet oppe og lå og kiggede rundt… Jeg spurgte Mik om han også kunne se den og endnu engang svarede han kort: “JA!”… Roman var lykkelig og blev ved med at sige “gut, gut, gut” men både Mik og jeg var ikke helt overbevist… Hjorten lå helt tydeligt og kiggede rundt og var altså stadig ved bevidsthed, det var ikke bare krampetrækninger, så Mik skød igen! Denne gang hørte jeg igen kugleslag og da håndkikkerten kom op, for anden gang, lå hjorten nu helt stille med hovedet og geviret hvilende på den lyse pløjemark…
Forløsningen var enorm og på vej ud til hjorten løb der mange tanker igennem mit hoved. Jeg har en god fornemmelse af at noget lignende skete i Miks hoved og jeg tror vi begge to afspillede alle de mange oplevelser, som alle vores timer i denne skov havde budt os. Alle de sanseindtryk som hjortejagt kan tilbyde og som, hvis man er vedholden, dygtig og lidt heldig kan resultere i denne sidste gåtur, ud mod en nedlagt brunsthjort! Fremme ved hjorten var Mik lidt overvældet over situationen og det var tydeligt at det hele lige skulle bundfælde sig før at han kunne sætte sig ved den flotte hjort og endelig løfte og beundre det prægtige gevir! Roman kom med en egetræsgren, som han, på den traditionelle måde, delte i tre. Én gren blev sat i hjortens mund, som symbol på det sidste måltid, én gren blev lagt på skudhullet og den sidste blev overrakt til Mik med bøjet hoved…
Med grenen i hatten, satte Mik sig ved sin allerførste nedlagte hjort. I nattemørket, under stjernerne og med hjortebrøl som lydkulisse lod jeg ham sidde lidt i stilhed og bare opleve og nyde dette helt særlige øjeblik, som jeg er helt sikker på at han vil huske til evig tid…
Filmen om Miks første hjortejagt kommer snart her på bloggen.
I mellemtiden kan i se en lille video, på min Facebook side, af Mik ved sin hjort HER!
Jagten var arrangeret af DIANA jagtrejser.
Knæk og bræk!
