Irske glæder!

For et par uger siden rejste jeg mod Irlands snedækket bjerge sammen med Claus Axel Frid Christiansen og min gode ven og fotograf Mathias ”Gub” Wiedemann Rørne. Planen var at jage sika med den legendariske guide og outfitter John ”sika” Fenton!

Jeg kan huske at have læst jagtberetninger og fortællinger i jagtbladene som lille dreng, om selveste John Fenton og at endelig få lov til at jage med ham, fyldte mig med spænding og en lille smule nervøsitet! John har en utrolig rolig måde at udtrykke sig på, men han ved også lige præcis hvordan han gerne vil have det og så har han trods alt over 30 års erfaring med at jage i de smukke Wicklow mountains!

Den første jagtdag var kold, smuk og mens solen langsomt stod op bagved bjergene begav vi os op ad i tæt flok. John og hans unge hund Willow forrest og Gub og jeg i tæt forfølgelse.
Første jagtdag med en ny guide er altid spændende og jeg tror at både guide og jæger lige skal se hinanden lidt an… Jeg havde fået få, men direkte ordrer om at gå med u ladt riffel og at skuddet skulle placeres midt på skulderen. Sikaerne har forbløffende små organer i forhold til deres størrelse og hjerte lunge regionen er lige netop dækket af selve skulderbladet. John satte ud i et raskt tempo, selvom jeg kunne se hundredevis af sikaer spredt ud på bjergsiderne over os. John havde helt tydeligt en plan og efter en times tid med rask vandren, drejede han skarpt ind i en granbeplantning og nu gik fremmarchen i et helt andet roligt og langsomt tempo…

Sikaen blev introduceret til Irland for flere hundrede år siden af en engelsk lord som hjemtog forskellige dyr fra sit ophold i bla. Japan. Historierne går på at tre sikaer overlevede rejsen sammen med en lille flok Eland! Eland antiloperne klarede sig ikke ret imponerende, men sikaerne trivedes og nu er de tre dyr blevet til flere tusinde som lever spredt rundt i det irske terræn! Elanderne har ingen set noget til siden…

John kravlede forsigtigt under en af de lavt hængende grangrene og satte straks skydestokken op og vinkede os frem med en ivrig højre hånd…

Gub og jeg kravlede efter og mens jeg lagde riflen op i skydestokken kunne jeg se en lille rudel sikaer gå og esse hundrede meter over os.

John virkede ivrig og en smule nervøs og mens jeg tænkte at disse dyr ikke havde set os og alt var sådan set godt, så så jeg at rudlen var meget større end de få dyr jeg havde set! Ud over de dyr som stadig essede så jeg nu ca. 50 dyr som stirrede stift ned mod vores position! Et højlydt pift skar sig igennem den kolde morgenluft og som i én bevægelse rejste alle dyrene deres hoveder og sikrede ned mod os!

Endnu et pift lød og nu satte de ca. 100 dyr i raskt løb op mod toppen af bjerget…

Jeg ved godt at sikaer er notorisk opmærksomme og sky, men at disse dyr havde set vores forsigtige og langsomme bevægelser inde midt i den tætte og mørke granskov og endda med den skarpe morgensol lige i deres ansigter, kom bag på mig!

Mens vi stod der og sundede os lidt, kunne jeg bruge lidt tid med min kikkert… Som mine øjne vænnede sig til terrænet, dukkede der dyr op på stort set alle bjergsiderne. Så snart jeg så et dyr og fokuserede på dette, var det simpelthen som om at andre dyr materialiserede sig op af jorden mens jeg så på det! Der var sikaer overalt og John og jeg diskuterede kort en plan for at komme op ad bjerget uden at blive opdaget…

Det ville være umuligt at undgå at blive set, men tricket var at vi skulle undgå opdagelse af de dyr som var tættest på os. Et eneste pift eller et dyr som løb med deres hvide spejl slået ud, ville advare hele bjerget om at noget var galt… Hvis dyr som var langt væk så os, så ville de blot løbe væk og det ville forhåbentligt ikke skræmme de dyr som var bare et par hundrede meter over os…

Vi fortsatte op i den høje lyng og søgte mod en lille bæk som forhåbentligt ville dække os en smule mod de hundredevis af overvågne øjne…

Vi nåede dog ikke særlig langt før en hind og en kalv løb på tværs af bjerget foran os! De var ikke helt klar over hvor vi var, men de var helt tydeligt skræmte og jeg nåede at tænke at nu var vores morgenjagt nok ovre…

De to dyr sprang elegant hen over bjergsiden og nu begyndte enkelte fløjt også at lyde over os… Jeg satte skydestokken op da jeg håbede at resten af rudlen ville følge samme rute som de to dyr men intet skete… Lige som mit spinkle håb var ved at dø ud, kom en enlig hind springende henover bjerget og stoppede op midt på den solbeskinnet bjergside! Solens spæde men varme stråler gav et fantastisk lys og hinden stod blandt de mørkegrønne buske, det lyse gule græs og den kridhvide sne… Det var et smukt syn i kikkertsigtet, men der var dog ikke megen tid til at nyde det, for hinden ville ikke blive stående ret længe! John hviskede at afstanden var 180 meter og de sidste ord jeg hørte var: ”skyd når du er klar…”

Gub hviskede også samtidig: ”Jeg har den, kameraet ruller!”

Jeg ladede resolut riflen og tog sikringen…

Nu var det bare op til mig.

Johns instruks om at skyde midt på skulderen rungede i mit hoved og jeg følte mig faktisk en smule nervøs! Den første jagtsituation med en ny guide er, som nævnt, altid lidt en prøvelse hvor vi skal se hinanden lidt an. Gub og jeg havde vistnok bevist at vi kunne bevæge os nogenlunde fornuftigt i det besværlige terræn, nu var det op til mig at bevise at jeg også kunne levere et fornuftigt skud…

Den røde prik hvilede roligt og stabilt på skulderen og mens hinden stod og sikrede ned mod os forsøgte jeg at få styr på min vejrtrækning.

Skuddet gik og selvom jeg kunne se kuglen slå ind på skulderen, viste hinden nærmest intet skudtegn! Hun sprang frem og løb nærmest upåvirket afsted! Først efter ca. 50 meter begyndte farten at gå af og med næsen og frontpartiet pløjende igennem den snedækkede lyng styrtede hun i en forlæns kolbøtte! Sneen hang som små diamanter i en sky omkring dyret mens bagløbene slog op i luften…

Jeg var forbløffet over at min .300 Blaser magnum ikke havde slået dyret direkte i jorden! John forklarede dog at når det kommer til skudtegn fra sikaer, så kan man ikke bruge sin erfaring fra andre dyreracer til noget som helst!

Sikaerne er enormt skudstærke og vil yderst sjældent gå i jorden, selv med en perfekt kugle midt på skulderen!

Mens vi stod og talte om dette så jeg en helt sort spidshjort komme frem på bjerget bare 50 meter fra hvor hinden havde stået… Jeg kiggede straks i kikkertsigtet og kunne konstatere at det var en lille spidshjort med horn langt under ørehøjde! John havde forklaret mig at han gerne ville have skudt spidshjorte til og med ørehøjde, alle over ørene ville han gerne frede…

Igen fandt den lille røde prik skulderpartiet mens John og Gub begge hviskede at jeg skulle skyde… Min nervøsitet var nu helt væk og hele skudafviklingen gik meget mere roligt…

Hjorten blev også ramt hårdt og med sænket hoved spurtede han en smule kortere end hinden og forendte også i en sky af glimtende sne og en kolbøtte i den tætte lyng…

John mumlede et lavmælt: ”good shot” mens han roligt fandt sporlinen frem til lille Willow. Den unge hund havde hele morgenen gået roligt ved siden af, eller bagved John, men nu hvor sporlinen kom frem steg hendes begejstring og hun trak straks frem foran os, klar til at finde sporet…

Vi startede på hindens spor og efter at Willow havde vist os hvor skudstedet var, gik hun i en lige linje på sporet. Selv med sneen som hjælp var det nærmest umuligt at finde blod, før efter mindst 20-30 meter og igen kunne jeg konstatere at de her dyr er skudstærke! Min tidligere erfaring med .300’eren er at langt de fleste dyr op til kronvildt størrelse oftest bare falder stendøde om i skuddet. Hvis ikke, så går de ikke særlig langt og der er markant blod og sweiss at følge, lige fra skudstedet til hvor dyret er forendt! Med hinden gik der lang tid før vi kunne se lungeblod og hjerteblod i den fine sne og selv med både hjerte og lunge skudt i stykker var hun alligevel løbet næsten 100 meter! Havde vi ikke haft Willow og den afslørende sne, ville det kræve lang tids eftersøgning bare at finde et dyr som var dødskudt fra starten! Jeg vil slet ikke tænke på hvordan en eftersøgning af et dårligere skudt dyr ville ende i det terræn!

Vi trak de to dyr sammen og John viste mig hvordan han gerne ville have dyrene brækket. Vi havde en lang tur retur ned af bjerget og John ville ikke have alt for meget jord og skidt ind i dyrene.

I skjorteærmer og med solens varme stråler på ryggen arbejde vi side ved side og derefter kunne vi trække et dyr hver. Dette foregik absolut ikke side ved side, for trods Johns noget højere alder, så trak han simpelthen det dyr så hurtigt og nemt ned af bjerget at han hurtigt fik lagt distance mellem os… Min undskyldning var naturligvis at jeg skulle stoppe engang imellem for at lave film, men sandheden var jo nok at John simpelthen bare var i bedre form og han har trods alt slæbt tusindevis af dyr ned af disse bjerge…

En pragtfuld morgen var slut og mens vi indtog en velfortjent morgenmad på den lokale pub, sad jeg og tænkte tilbage på alt det vi havde oplevet og så drømte jeg frem til at det vi stadig havde foran os…

Fortsættelse følger…

Knæk & bræk!