I den gode sags tjeneste…
Jeg har en god ven som laver mange juletræer. På et af hans mere fjernt liggende områder, hvor han ikke selv har tid til at komme så tit, har jeg fået lov til at gå på jagt. Det er primært råvildt, men der er også rigeligt med dåvildt som kommer for at spise juletræerne, så der er nok at jage.
Jeg har tidligere skudt to rådyr som begge havde deres maver fyldt med lysegrønne grantoppe, så det er tydeligt at disse dyr godt kan lide de spæde juletræer!
Forleden morgen havde jeg netop udvalgt de familier som skulle modtage nogle pakker af dåvildtkød, som jeg havde doneret i Facebook gruppen ”jægernes julehjælp”. Jeg var trist over at jeg ikke havde mere kød jeg kunne donere og så fik jeg ideen at jeg da kunne slå to fluer med et smæk… Hjælpe min ven med at passe på hans juletræer og samtidig skaffe noget lækkert vildtkød som jeg kunne donere væk!
Jeg kørte tidligt afsted igennem det sydfynske landskab som selv i mørke lyste op af frost og et let lag sne… Der var ikke en sky på himlen og mens jeg stod ved bilen og gjorde mig klar kunne jeg mærke at der heller ingen vind var. Solen var så småt på vej op men allerede efter de første to skridt, kunne jeg fornemme at dette ville blive en udfordrende jagt! Hvert skridt jeg tog i det frosne græs, lød som om jeg havde en pakke frisk cornflakes på hver fod og i den helt stille morgen larmede jeg så meget at selv de små halemejser i trætoppene fløj skræmte væk!
Efter små 50 meter, havde jeg da også skræmt to rådyr på benene, som med høje spring og deres kridhvide spejl slået helt ud beviste at jeg ikke ville få nogen som helst succes med at pürsche rundt!
Jeg gik i stedet frem igennem de gamle juletræer til den store lysning som var tilplantet med de helt nye træer. Græs og ukrudt stod i hoftehøjde og dækkede hele området…. Jeg stod på en lille høj og nød de varme stråler fra den opgående sol samtidig med at jeg afsøgte den store lysning. Selv hvis et rådyr stod op, ville det være svært at se så jeg kiggede mest efter bevægelser… Intet skete og efter et par minutter skiftede jeg fokus til den modsatte kant. Her stod der gamle juletræer og langs med disse gik der et spor med lavt græs…
Jeg ville gerne snige mig mere rundt, dels fordi at det er mere spændende men også fordi at frostvejret var begyndt at trænge op igennem mine støvler!
Med ét så jeg dog et rådyr springe over et lille spor mellem de gamle træer og den dybe brune farve fra pelsen skinnede i solens stråler! Dyret var væk lige så hurtigt som det var kommet frem, men jeg havde dog en formodning om at det nok ville trække frem mod de nye træer…
Jeg lagde min riffel op i skydestokken og gjorde mig klar. Afstanden var lige knapt 200 meter og hvis dyret ville komme frem ved de høje træer, skulle det bare gå ud på sporet, så ville kuglefanget være i orden…
Der gik vel 5 minutter, som mest af alt føltes som 35, men frem kom dyret.
Pludselig var der dog tre dyr! To råer i nogenlunde samme kropsstørrelse og en yngre buk!
De gik lidt frem og tilbage langs de gamle juletræer, før en af råerne trak ud på sporet… Som på kommando, stillede den sig med siden til og sikrede direkte op imod mig på den lille bakke! Jeg tror ikke hun havde set mig og da der ingen vind var havde hun nok heller ikke fået fært af mig!
Men et eller andet var der galt og jeg fornemmede at skuddet skulle tages nu!
Sigtet hang helt roligt midt på skulderen og det dybe drøn fra min K95 i kaliber 8,5×55 flængede igennem den helt stille morgen! Råen sprang direkte op i luften, slog en baglæns kolbøtte i luften og landede på ryggen midt på sporet! De to andre dyr sprang straks ind i det høje juletræer og forsvandt!
Råen lå stille og som ekkoet fra skuddet forsvandt kom stilheden tilbage… Frosten i græsset glinsede som diamanter i sollyset og med en enorm lykkefølelse gik jeg frem mod rådyret…
Jeg havde beskyttet min vens juletræer (i hvert fald i et par timer!) og jeg havde skaffet noget lækkert kød til en masse trængende mennesker…
En fantastisk morgen som jeg sent vil glemme.
Endnu engang vil jeg slå et slag for facebook gruppen ”Jægernes julehjælp”. Til alle jer jægere som har lidt vildtkød de kan undvære, skynd jer ind og glæd en helt masse mennesker som har det svært!
Knæk & bræk og glædelig jul alle sammen!