Gubs første sikahjort!
Det var en kold morgen… Vinden blæste os lige i ansigtet og de små iskrystaller ramte mit ansigt som små nåle.
Solen var så småt på vej op, men da vi stod helt nede i dalen under bjerget, var det stadig små mørkt rundt om os.
Gub og jeg var alene da det var Johns hustrus fødselsdag og John mente at vi sagtens kunne klare os selv. Jeg bar på kameraet og Gub havde riflen og målet var at finde en god sika hjort til Gub…
Mathias ”Gub” er ikke bare en dygtig fotograf, han er også en ivrig jæger og når vi er på rejser sammen, forsøger jeg altid at lade ham jage hvis der er mulighed for det. Vi har efterhånden delt mange jagtoplevelser sammen og det er en kæmpe fornøjelse at jage med ham, uanset om det er mig eller ham som bærer på riflen…
Vi kunne se dyr på stort set alle bjergsiderne, men vi kunne ikke rigtig finde en fornuftig måde at komme uset op til dem. Resultatet blev da også at den rudel som var tættest på os hastigt løb op og væk henover bjergtoppen over os inden vi havde gået ret mange meter… Vi fortsatte op igennem den dybe sne som dækkede det uvejsomme terræn og da vi var nået halvvejs op kunne vi gemme os bagved et enligt grantræ.
Efter den første rudel var gået over bjergtoppen var det som om at alle de andre dyr fulgte samme rute. Der var adskillige rudler i bevægelse og de gik alle roligt men bestemt mod den samme bjergtop ca. 300 meter over os…
En lille rudel hjorte gik over os og mens Gub gjorde sig klar med riflen, målte jeg afstanden og gjorde kameraet klar.
Afstanden var 300 meter og hjortene gik og små sloges og var helt tydeligt ikke særligt urolige. Spændingen steg og jeg kunne mærke mit hjerte begynde at hamre i mit bryst! Med rystende hænder forsøgte jeg at stille skarpt på hjortene. Jeg nåede lige at tænke: ”Nu sker det, nu skyder Gub sin første sikahjort!”
Jeg var glad, spændt og en lille smule stolt over at være med til at opleve dette, men ligesom jeg kunne mærke at Gub skulle til at afsikre riflen, sprang hjortene op på en stor klippe, stod et øjeblik og sikrede og så gik de roligt henover bjergtoppen…
Vi pustede begge ud i fortvivlelse og mens jeg pegede kameraet på Gub, talte vi om planen… Ingen af os var særligt optimistiske over at skulle eftersætte hjortene, for ikke nok med at der var langt op til toppen, så anede vi ikke hvordan terrænet var deroppe og vores mangel på erfaring i disse bjerge gjorde ikke vores chancer bedre!
Jeg tror vi begge var klar over at dette nok var vores chance, denne morgen, men mens Gub forklarede vores dilemma til kameraet, så jeg pludselig en ny rudel gå langs bjergkammen over hans hoved!
Der var 8 hjorte og de gik roligt og langsomt i samme retning som alle de andre dyr og mens Gub igen gjorde sig klar med riflen, forsøgte vi begge at finde den bedste hjort.
Parolen fra John havde været klar: Vi måtte sådan set selv vælge hvad vi ville skyde, men John havde også fortalt os om hans egen afskydningsplan, så vi kiggede efter gamle trofæhjorte eller dårlige unge hjorte med ulige trofæer…
Til sidst i den lille rudel gik der en flot og stor 8-ender og han var helt tydeligt den største hjort af dem alle.
I midten af rudlen begyndte to mindre hjorte at slås. Det var ikke en voldsom kamp, men mere en rolig og afmålt styrkeprøve, men så snart den store hjort så dette gik han straks hen og skubbede den ene hjort væk og fortsatte kampen med den anden!
Den mindre hjort gav dog hurtigt op og gik roligt væk efter de andre hjorte…
8-enderen stod midt på bjerget med siden til. Hans sorte pels virkede endnu mere sort mod den snedækket bjergside og han stod roligt og beskuede de andre hjorte…
Gub tog sikringen og jeg målte igen afstanden… ”300 meter, 12 klik. Kameraet ruller…”
Nærmest hvæsede jeg, samtidig med at jeg stirrede på kameraets lille skærm. Hjorten stod stadig helt perfekt og i høretelefonerne kunne jeg høre Gubs åndedrag ændre sig til et par rolige dybe indåndinger…
Skuddet gik og hjorten stod direkte på næsen og forsvandt i en stor sky af sne… Han kurrede lidt ned af bjerget og lå og sparkede med stive ben. De andre hjorte stod som forstenet og stirrede på den liggende hjort. Med ét kom han på benene og sprang lige op i luften og forsvandt ned i en kløft!
De andre hjorte løb henover bjergkammen og stilheden sænkede sig over os… Der gik et par lange sekunder hvor den eneste lyd var vindens susen og jeg tror Gub og jeg begge lige skulle fordøje hvad der var sket!
Jeg var helt vildt stolt! Stolt af Gub og det lange skud og stolt af at vi var lykkedes med vores plan og havde formået at navigere det vanskellige terræn og var kommet til en skudchance til de sky sikaer!
Der gik lang tid med at gå de sidste 300 meter op af bjerget men selvom vi begge var overbevist om at hjorten var godt ramt, så var det med en udpræget usikkerhed at vi nærmede os den kløft som hjorten var forsvundet i. Nu havde vi set fire andre sikaer løbe op til 100 meter med gode bladkugler, så hjortens reaktion på skuddet havde forvirret os en smule! Jeg var ærlig talt en smule bekymret for at det var en alt for høj kugle og i værste fald var hjorten måske tapskudt og derfor ville jeg gerne derop så hurtigt som muligt…
Hjorten lå dog stendød, halvt dækket af den fine pulversne i den lille kløft…
Vi stoppede begge som ramt af lynet og bare stirrede på dyret på afstand… Morgensolen havde netop brudt frem over bjergkammen og sendte sine varme stråler ned over os og hjorten og fik de små iskrystaller til at glimte som millioner af små diamanter…
Det var ikke mange ord Gub kunne fremstamme og mens jeg holdt kameraet på ham, nærmede han sig forsigtigt. Hjorten var en nydelig 8 ender med masser af ar i panden og på halsen og helt tydeligt en voksen hjort som havde været særdeles aktiv i den overstået brunst!
Vi brugte lang tid på bare at beundre hjorten, udsigten og tog en masse billeder. Der var masser af smil og latter og selv den lange tur ned til hvor John ville hente os kunne ikke dæmpe vores humør!
Hjorten blev brækket og i skjorteærmer kunne Gub trække sin allerførste sikahjort ned af bjerget…
En fantastisk morgen i de Irske bjerge og en morgen som jeg nok aldrig vil glemme, selvom det slet ikke var mig som trykkede på aftrækkeren!
Knæk & Bræk!
