Et minde af de helt særlige…

I dag er det præcis et år siden at jeg drog til Kirgisistan sammen med 3 gode venner!

Jeg tror ikke der er gået én eneste dag siden, hvor jeg ikke har tænkt tilbage på den strabadserende, men fantastiske tur!

Filmen fra dette eventyr har jeg nu efterhånden set en hel del gange, men på trods af dette, får jeg stadig både kuldegysninger og tårer i øjnene over minderne, oplevelserne og den følelsesmæssige rutschetur som jeg blev udsat for…

Jeg kan stadig huske den primitive togvogn vi boede i, lugte det lille koksfyr i mellemgangen og den ubehagelige fornemmelse af at ligge på et skævt gulv og forsøge at sove, mens hele ens krop var kold og øm… Smagen af den søde morgenthe og de gamle hårdkogte æg, sammen med en lidt underlig suppe som var kogt på fåre- eller gedekød!

Hovedpinen, som vækkede mig om natten og som var min konstante medrejsende, efter dag 2 og den kvalme som fulgte med…
Jeg husker tilgengæld også godt de ubeskrivelige smukke omgivelser og synet af ibexerne som dansede rundt på de stejle bjergsider! Glæden vi delte sammen, 4 gode venner, når en jagtsituation lykkedes og sammenholdet når moralen eller humøret var lavt!

Mit eventyr i de Kirgisiske bjerge, vil jeg aldrig glemme og spændingen og kærligheden ved bjergjagt har for alvor taget fat i mit jægerhjerte!

Hvis du ikke har set filmen fra denne tur, kan du se den her:

Her er et lille klip hvor jeg taler lidt om det grej jeg havde med: