En jagtdag i hundehøjde

Tænk hvis hunde kunne tale, eller skrive historier… Jeg er sikker på at min unge tyske ruhåret hønsehund, Maddie ville fortælle følgende historie, om årets sidste fuglejagt i søndags:

Når fars vækkeur ringer rigtigt tidligt betyder det oftest JAGT! Derfor springer min søster (Mille) og jeg ud af sengen samtidig med at den første tone har lydt fra alarmen! Normalt pakker far alt sit jagtgrej aftenen før, så hele natten har vi faktisk ligget halvvågne for at han ikke skal kunne snige sig afsted, uden os!

Mens far tog sit pæne tweed tøj på og bandt sit slips, forsøgte jeg at spise noget morgenmad. Det var ikke nemt, for jeg var så spændt og ophidset over at vi skulle på jagt at jeg ikke rigtigt kunne koncentrere mig! Det resulterede så i at jeg kom til at drysse hundemad over hele huset, for hver gang jeg havde taget en mundfuld, så løb jeg ned af gangen for lige at se om far stadig var der og om vi snart var klar…

Endelig blev bilen pakket og Mille og jeg blev kommanderet ind i vores bur. Efter en meget lang køretur på ca. 1 time kørte vi ind på en velkendt gårdsplads med perlesten. Her bor fars gode venner Christian og Nadia, men der bor også tre af mine venner, nemlig Ruska, Hektor og Islay. Ruska er en ældre Rhodesian ridgeback og vi er vel egentlig ikke rigtige venner, for hun knurrer tit af mig og syntes nok jeg er lidt for ivrig og irriterende! Hektor er en ret flot Spignone og vi har næsten lige stort skæg! Han kan godt løbe hurtigt, men han er ikke så sjov som Islay! Islay er ligesom mig og vi elsker at løbe om kap samtidig med at vi kan bide lidt i hinanden! Hun har et par gange vist mig hvordan vi kan slippe væk fra far og Christian og så kender hun alle de gode steder med masser af fasaner…

Efter at far havde sagt godmorgen til alle de andre jægere og skytten, fik Mille og jeg endelig lov til at komme ud af bilen! Jeg løb en hurtig runde mellem alle bilerne og jægerne og selvom jeg virkelig skulle tisse, så var der alt for megen spænding i luften til at jeg kunne få sat mig ned… Det var først da jeg så Mille tisse, at trangen overvandt mig! Far havde efterhånden fået snøvlet sin jakke og støvler på og vi skulle nu have snor på og sidde pænt mens værten holdt parole… Efter dette, var det op i skyttevognen og afsted til første såt! Vi blev placeret som en af de sidste poster med ryggen til en majsstribe, som løb langs skoven. Foran os lå der en aflang remisse med majs omkring og mens jeg forsøgte at gå pænt hinter, fyldtes mine næsebor med den dejlige duft af fasaner… Jeg forstår simpelthen ikke helt hvorfor at vi skal gå så langsomt, når vi jo godt ved hvor fuglene er henne?! Nå, endelig var vi på plads og jeg kunne se og høre klapperne begynde i den fjerneste ende af remissen… Fuglene løb inde under grenene og mellem majsene og jeg var lige ved at eksplodere indeni! Hvorfor skulle jeg sidde med den dumme snor på og bare kigge på alle fuglene?! Da den første kok kom på vingerne med en højlydt kaglen og med baksende vinger, holdt jeg helt op med at trække vejret! Jeg fulgte den flotte fugle stige højt op og flyve direkte mod de skytter som stod midt for. Et skud skulle der til og fuglen faldt død mod jorden! Nu kunne jeg ikke mere, efter en dyb indånding og en hurtig piruette, kom der et langtrukkent hyl ud af min mund! Spændingen og iveren var simpelthen for meget og jeg kunne næsten ikke holde ud at se en af de andre hunde samle fasankokken op! Jeg er egentlig ikke vildt interesseret i at apportere, men jeg ved at far elsker når jeg gør det, så jeg ville simpelthen så gerne hente den fugl! Far skældte ud og selvom jeg forsøgte at stoppe mit hyleri, så var det som om at lydene kom helt af sig selv… Mille kiggede irriteret på mig hver gang jeg lavede en piruette, for så rykkede jeg jo også i hendes snor! Fuglene blev ved med at flyve og skuddene bragede fra alle sider! Far skød også et par haner men heller ikke disse måtte vi hente! Jeg forstod det ikke men da såten næsten var slut fik vi endelig lov til at blive sluppet. Jeg ved ikke om far var bekymret for om jeg ville løbe ind i selve såten, for det kunne jeg naturligvis ikke finde på… Tror jeg nok!

Mille havde set hvor der var faldet et par fugle, så hun løb straks ind i majsene og fandt en kok! Det betød jo at jeg selv måtte finde en og efter en kort løbetur, lå der en hel masse i en lille bunke! Jeg nåede at tænke at det da var mærkeligt at de lå så pænt samlet, men jeg nappede en og løb tilbage til min far. Da jeg var næsten tilbage og far var begyndt at smile, løb Mille tilbage mod majsene og i et kort øjeblik, glemte jeg alt om fasanen i min mund! Jeg spurtede  efter Mille, blot for at høre far fløjte på mig… Lidt slukøret huskede jeg den fugl jeg havde i munden, den skulle jo afleveres… Far roste mig meget og da fuglen var i hans hånd fik jeg heldigvis lov til at løbe tilbage i majsene! Jeg fandt ikke flere fugle, men jeg kiggede grundigt efter!

Der var ikke andre hunde i skyttevognen, så der var masser af kælende hænder og selvom det altid er rart at blive aet, så var tempoet altså for langsomt! Bilen kørte langsomt og alle menneskerne snakkede og grinede sammen, samtidig med at de gik virkelig langsomt på post. Det var som om, at det for dem, gjaldt det ikke kun om at skyde fasaner, men ligeså meget det gode selskab som var vigtigt.

I dagens anden såt, blev vi placeret i noget højt skrub, med en lille sø på vores venstre side. Der kom mange fasaner og selvom far skød en helt masse, så lod han alle hønerne flyve videre uden at skyde efter dem! En fasan er vel en fasan?!

Den første kok som faldt til jorden var ikke helt død og far slap med det samme både Mille og jeg! Jeg løb alt hvad jeg kunne og forsøgte at huske hvor fuglen var faldet ned henne… Jeg var langt foran Mille og jeg må indrømme at jeg allerede glædede mig til at hente fasanen foran min gamle og døve søster. Sådan gik det dog ikke! I min iver for at løbe hurtigere end Mille havde jeg vist både glemt hvor fasanen var faldet ned henne og jeg havde også  glemt at lugte efter den! Nu stod jeg pludselig langt væk og kunne se at Mille havde fundet hanen og var allerede i gang med at apportere den, til fars store glæde! Jeg luntede lidt slukøret retur, men i det samme kom der en underligt flyvende hane ovre fra en af de andre jægere! Far råbte “APPORT” til mig og jeg løb alt hvad jeg overhovedet kunne efter denne fugl! Den landede hårdt ude på søen, men i stedet for at lande i et stort plask, så lød der en underlig hul lyd og fasanen gled hen over den underligt hårde overflade! Efter et par meter rejste den sig og løb lige mod et stort pilebuskads! Jeg spurtede ned til vandkanten for at kaste mig ud, men jeg kunne godt se at der var noget anderledes ved vandet- det var helt stift! Jeg gik forsigtigt ud og mens far råbte “Videre” til mig, samlede jeg lidt fart og løb efter fasanen! Det gyngede underligt under mig og mine kløer kunne ikke rigtig få fat, men jeg kunne både se og lugte kokken som nu var begyndt at løbe igen! Jeg fik heldigvis indhentet den og med vingerne baskende i mit ansigt løb jeg tilbage til far og Mille.

På denne post skød far mange fasaner og både Mille og jeg hentede den ene efter den anden! Det var noget vanskeligt terræn, så jeg skulle virkelig bruge næsen for at finde fuglene, men jeg tror faktisk at jeg fik hentet flere end Mille!

Den næste såt var min favorit såt på hele dagen, for her skulle far gå som en slags sidepost og så stå stille som bagpost. Vi stod ude på en oversvømmet eng og Mille og jeg fik lov til at søge frit i de høje siv og det visne græs! Far skød en enkelt kok, som Mille fandt og jeg fandt en fasan som jeg havde en flot stand for! Far kommanderede “REJS!” men da fuglen fløj op skød han den ikke! Det var åbenbart også en høne og dem skød de slet ikke nogen af! Jeg var lidt irriteret, men far roste mig for standen og så fik vi lov til at søge videre… Jeg elsker at søge efter fugle! Når jeg får lov til at løbe igennem siv og brombær og bare snuse efter den fortryllende duft af fugle, så er det som om mit liv giver rigtig mening! Jeg forstår ikke helt hvad der sker når min krop stivner i en fast stram stand, men mit hjerte banker og hele min krop sitrer af spænding og velvære! Nogen gange følger jeg lidt efter Mille, for hun ved altid hvor fuglene gemmer sig, men hun løber bare så langsomt, så jeg er faktisk begyndt at søge selv. Jeg må dog indrømme at nogen gange, så løber jeg, bare for at løbe hurtigt! Far har det dog med at fløjte mig retur når dette sker, det er som om han kan se når jeg bare løber rundt…

Efter denne såt, fulgte endnu en pause hvor alle jægerne bare snakkede og spiste suppe! Nogle af hustruerne og kæresterne kom ud til os med en masse børn, så der var heldigvis et par rugbrødsmadder og boller som jeg kunne spise, når børnene ikke holdt øje, men ellers kedede jeg mig meget! Endnu engang spildte vi tiden med snak og latter, skulle vi ikke på jagt?!

Resten af dagen fortsatte med mange fasaner og selvom jeg stadig havde svært ved at lade være med at hyle, så fik jeg dog lov til at hente et par fugle! Far skældte mig ud når jeg ikke kunne være stille, men han forstår vist ikke at det simpelthen er så frustrerende at se alle de labradorer hente fasanerne, når jeg jo løber meget hurtigere end dem og måske endda også ser lidt flottere ud imens…

Efter dagens sidste såt, blev jeg sat ind i en dejlig varm bil, hvor Mille sad i forvejen! Hun var nemlig faldet igennem den underlige overflade på søen i parken og far havde hevet hende op ad vandet og båret hende op i bilen. Min gamle søster havde hentet en fasan ude på vandet og et par meter fra bredden faldt hun igennem! Hun kunne ikke selv komme op, så far blev nød til at hive hende op! Mille havde siddet helt kold og våd i armene på far, med en stor flot kok i munden! Efter at have afleveret den, blev hun hurtigt tørret af i et håndklæde og blev sat ind i bilen med varmen kørende for fuld udblæsning! Derfor var bilen dejlig varm nu og jeg kunne mærke søvnen komme snigende. Jeg nåede dog lige at tude med på de fortryllende toner fra jagthornene og derefter sov jeg dejligt hele vejen hjem til Køge, mens jeg drømte om høje fasankokke og hurtige løbeture igennem skovene…