Drivjagt i Estland

Min guide stirrer intenst på Garmin GPS’en som han knuger i hånden. Jeg kan tydeligt høre en af hundeførernes ophidset stemme i den øresnegl som guiden har i øret. Selvom jeg ikke forstår et eneste ord, er det tydeligt at der sker noget ekstraordinært og spændende… Guiden kigger op på mig og med helt udspilet øjne, spørger han mig: “Are you ready?! The dogs are after a bear, and it’s coming this way!!”

Hele sidste uge var jeg i Estland for at jage elg. Efter en hel uge med jagt, naturoplevelser, spænding, hyggeligt selskab med 8 nye jagtkammerater og endda en smule dramatik, så er det lidt svært nu at sidde og forsøge at gøre status. Alle oplevelserne skal lige fordøjes og mens jeg sidder her i min stue, driver mine øjne hele tiden hen på det flotte trofæ som ligger på mit spisebord…

Den allerførste morgen var jeg så heldig at nedlægge en flot 6-takkers tyr (læs historien HER!) men da det jo var en grupperejse, var håbet jo at alle fik skudt elg. For at holde nogenlunde styr på alle oplevelserne og minderne har jeg udvalgt 6 situationer, som stadig står helt klart for mig. Vi ligger ud med historien om den heldige vinder af jagtrejsen,  Martins allerførste nedlagte elg… Endda en elgtyr!

MARTINS VINDERELG:

Martin Frederiksen var ligesom de fleste af os, før denne tur, elgdebutant! At netop han skulle vinde denne rejse var derfor ekstra godt og jeg håbede så inderligt på at han ville få held med at nedlægge en elgtyr. Dette skete så allerede på den allerførste jagtdag og så vidt jeg husker på det første drev… Min fotograf Emil og jeg fik en post langs en af de utallige lange lige skovveje. De fleste skytter stod sammen med en Estisk guide som både havde radio og GPS så de alle kunne snakke sammen og se hvad hundene lavede. Typisk havde hver post temmelig meget “råderum”, dvs. at hvis drevet nærmede sig, men langt væk fra hvor en skytte stod, så kunne guiden og skytten flytte sig, så en skudchance kunne opstå.

I dette drev var der relativt hurtigt kontakt med elg og ifølge hundeførerne var der tale om en ko med en ung tyr! Selvom det var nærliggende at kigge på GPS skærmen, for at se hvor langt væk hundene var, så var det jo drivjagt og der var jo stor sandsynlighed for at andre elge eller endda bjørn, kunne snige sig ud af de store såter, uden at der var en hund med. Derfor gjaldt det jo om at være på vagt hele tiden også selvom dette drev var ca. 2 km. væk! Koen og tyren passerede skyttekæden uden at nogen kunne komme til skud og straks reagerede alle de lokale! Vi blev gennet ind i bilerne og med GPS’en i hånden ræsede vi nu et par kilometer længere væk for at opstille en ny skyttekæde. De første par gange at dette skete, syntes jeg at det hele virkede lidt kaotisk, men med radio og GPS, havde guiderne fuld kontrol over hvor vi blev flyttet hen og det hele var faktisk nøje koordineret, selvom det for mig virkede lidt “Rock-and-roll” agtigt! En af de andre skytter kaldte det faktisk for “Pokemon GO” for jægere med store Land Cruisere…:)

Da vi var kommet foran drevet med koen og tyren, blev vi stillet op langs en vej. Drevet havde kurs direkte imod skyttekæden og med spændingen helt oppe i det røde felt, passerede de to store dyr lidt længere nede af vejen, på vores højre side. Endnu engang var der ingen skytter som kunne komme til at skyde, så atter sprang vi ind i bilerne og kørte længere ind i skoven… Med træstammerne susende forbi bilvinduet forsøgte vores guide og chauffør at gennemskue hvor elgene var på vej hen og dermed også hvor en fornuftig post ville være. Emil og jeg endte som den sidste skytte i kæden, med Martin på vores venstre side og en lysning foran os og bagved. Drevet var på vej fra vores venstre side og enten ville de to dyr bryde ud på lysningen foran os eller krydse over vejen mellem Martin og os… Guiden stod nærmest og kommenterede på drevet, via hans GPS og nu kunne vi også høre hundens halsen. Jeg kiggede intenst ud på lysningen foran mig, jeg var helt sikker på at de to elge ville komme ud lige foran mig! Min koncentration blev dog brudt af et enkelt skud fra Martins post! Vores guide så glad ud og da han kort efter fik en skrattende melding i øresneglen, grinte han til mig og sagde: “Bull down!” Vi begav os over mod Martin og midt på vejen lå hans skydestok og et enkelt patronhylster… 10 meter på den anden side af vejen, stod Martin og guiden. Martin stod nærmest som forstenet og ved hans fødder lå hans allerførste elg! Da vi nærmede os, kunne jeg tydeligt se at han var lidt overvældet og måske også lidt overrasket over hvor hurtigt det hele var gået. De to elge var kommet i trav ud af skoven blot 20-30 meter fra Martin. Tyren gik bagerst og Martin lod skuddet gå lige efter at elgen var nået ud på lysningen. Tyren blev truffet perfekt og slog nærmest en kolbøtte og lå nu her lige foran os! Vi kunne ikke se hovedet, da den var landet direkte oven på dette! Da vi fik hevet det frem viste det sig at være en rigtig fin 3 takkers tyr, som dog havde knækket den ene stang i faldet! Ikke noget problem en fornuftig konservator ikke kunne fikse og bestemt ikke noget problem som Martin lod sig mærke af!

Vi fik taget en masse billeder og som alle de andre skytter kom til, fik Martin lov til at fortælle historien igen og igen… Efter at det store dyr var blevet brækket, blev den læsset på traileren og så var vi klar til et nyt drev og nye spændende oplevelser! Martin satte sig med et stort smil og en lille grangren i hatten, ind i Land Cruiseren og endnu engang gik det over stok og sten for at finde flere elge…

CARSTENS ELGTYR:

Carsten strålede og smilet var slet ikke til at tørre af hans glade ansigt! Som han sad der bagved den store elgtyr, virkede elgen både større og Carsten virkede mindre! Det havde været en kort såt og havde budt på denne, nu nedlagte 6-takkers tyr. Tyren var kommet forbi Carsten som skød to skud på kort afstand og på trods af to gode træffere, så var tyren alligevel løbet ca. 200 meter. Herinde i de tætte træer kom jeg nu frem til Carsten som nu også kunne melde sig ind i “Elgjægernes klub”. I løbet af de næste par minutter kom alle de lokale og de resterende skytter frem og lykønskninger og håndtryk blev udvekslet. Carsten fortalte historien om hvordan tyren var kommet, de to skud og derefter ventetiden før hundemanden kunne melde “Bull is dead!” Han blev nødt til at fortælle den igen og igen, ligesom Martin, i takt med at skytterne kom frem til tyren. Hver gang blev historien fortalt med spænding i stemmen og Carstens smil blev større og større!

Tyren lå så langt inde i denne mose og de små træer stod tæt. Esterne havde dog en smart løsning for at få bjerget elgen. De havde et transportabelt spil, som de bandt fast til ét træ og derved kunne spillet trække elgen 20-30 meter, før at spillet blev flyttet længere væk. Carsten fulgte sin elgtyr hele vejen ud til traileren, stadig med et smil på læben, grankvist i hatten og friske blodstriber malet på kinderne…

FAR OG SØN SÅTEN:

Turens næstsidste såt, på jagtens sidste dag, bød på masser af action! Emil og jeg stod for en gangs skyld alene og altså uden guide og GPS oversigt… Vi stod på en skovvej, foran en lille bakke, beklædt med brombær og lave træer. Drevet startede i hver sin ende med to hunde. Der var næsten ingen vind og vi kunne efter kort tid høre at begge hunde havde kontakt med elge! Ca. 100 meter nede af skovvejen stod Benny på post sammen med Hannes. Efter en times tid så jeg at begge havde rykket sig lidt frem og især Benny så MEGET klar ud! Hannes stod bagved Benny og pegede ind i skoven, mens han forsøgte at signalere til mig, at noget var på vej. Jeg var også klar og mine øjne forsøgte at se indimellem stammerne og henover den lille bakke, mens jeg prøvede at holde hovedet så meget i ro som muligt! Ud af øjenkrogen så jeg pludselig et af de små træer bevæge sig og ud af ingenting, stod der en 6-takkers tyr og kiggede stift på mig! Dette store dyr på næsten et halvt ton, havde travet igennem skoven og det lave brombærkrat uden at vi havde hørt en eneste kvist knække! Hunden var tæt bagved og vi kunne nu høre enkelte bjæf… Jeg forsøgte at få riflen til skulderen uden at lave nogle hurtige bevægelser. Tyren nedstirrede mig mens de to store ører, som det eneste, på dyret bevægede sig. Hver gang hunden bjæffede, drejede tyren det ene øre mod hunden, mens det andet stadig var vendt mod Emil og jeg… Tyren stod nærmest på toppen af bakken og selvom jeg tydeligt kunne se både halsen og brystkassen, erkendte jeg at jeg ikke kunne skyde! Der var intet kuglefang og tyrens gevir stod nærmest i silhuet imod den grå himmel… For at skyde, skulle elgen tage et par skridt ned af bakken, men efter nogle lange sekunder, snurrede den rundt og forsvandt, endnu engang helt lydløst igennem skoven… Den passerede igen Bennys post og jeg så ham sigte ind imellem træerne. Der lød dog intet skud, før et par minutter senere hvor tyren må have passeret Svend, som var Bennys naboskytte. Selvom jeg forspildte min chance, kunne jeg mærke glæden over at en af de andre fik chancen til en elgtyr! Efter såten samledes vi ved Svend som dog måtte erkende at han havde skudt forbi til tyren! Vi ledte længe efter blod, men vi kunne intet finde og nogle af hundefolkene havde også set tyren senere i drevet! Det havde dog ikke været den eneste chance Svend havde haft i denne såt. Han havde nedlagt en elgkalv i et perfekt skud, da en ko var kommet ud på en lysning med to kalve. Kalven var faldet i skuddet og selvom Svend havde været klar på et skud til den anden kalv, så forsvandt koen med kalven igen i skoven…

Guiderne var ivrige for at få kalven på traileren og komme videre, da de fortalte at en anden skytte også havde nedlagt en elg! Vi sprang i bilerne og kom frem til en lille græseng, langt fra hvor vi andre havde stået. Her havde Svends søn, Martin stået med sin guide og da de var så langt væk fra drevet, havde de blot stået og sludret lidt sammen, da der pludselig var kommet en fin 6-takkers tyr travende op imod dem, henover græsengen! Martin reagerede hurtigt og skød først et skud ind midt i brystet! Tyren vendte siden til og et til skud på bladet fik tyren til at ligge sig i det tørre, lyse græs!

Ale skytterne og de Estiske guider samlede sig rundt om den nedlagte tyr og de to skytter stilte sig skulder ved skulder foran tyren. Mens Martin blæste “Elgens død” på jagthornet kunne vi andre nyde synet af to stolte elgjægere, endda far og søn! Det var tydeligt at Svend både var stolt over sig selv og Martins flotte tyr, men nok mere var han stolt og glad over at høre de flotte toner fra Martins horn! Det fine signal, som vi nu havde hørt en del gange, var velkendt, men stadig betagende og mens tonerne gav genlyd på græsengen, stod vi vist alle og var lidt eftertænksomme…

BJØRN!

Vi havde flyttet post et par gange. Vi stod nu på en skovvej med udsigt udover en lille lysning hvor fyrretræerne var blevet fældet for et par år siden. Nye træer var på vej op og mellem disse var det gule græs og unge birketræer den eneste anden bevoksning. Vi kunne se på GPS’en at drevet var på vej væk fra os, men da det var direkte på vej mod nogle andre skytter blev vi stående og afventede hvad der ellers kunne ske… Pludselig skiftede hunden dog kurs og var nu direkte på vej mod os! Min guide stirrede intenst på Garmin GPS’en som han knugede i hånden. Jeg kunne tydeligt høre en af hundeførernes ophidset stemme i den øresnegl som guiden havde i øret. Selvom jeg ikke forstod et eneste ord, var det tydeligt at forstå at der skete noget ekstraordinært og spændende… Guiden kiggede op på mig og med helt udspilede øjne, spurgte han mig: “Are you ready?! The dogs are after a bear, and it’s coming this way!!”

Jeg sank lige en ekstra gang og kiggede på Emil… Vi havde vist begge et drømmescenarie om at brunbjørnen godt måtte komme springende henover lysningen og så falde for en perfekt kugle imens Emil filmede det hele! Vi var begge helt klar og mine øjne afsøgte hver en krog af mit synsfelt samtidig med at guiden holdt GPS’en, så jeg kunne følge med! Hundens position og derved også bjørnens, var nu blot et par hundrede meter fra skovkanten og jeg stod klar med riflen! Jeg hørte dog også guidens ærgerlige fnys, da drevet pludseligt slog af og det lille hundeikon på skærmen af GPS’en var nu på vej direkte væk fra os…

Der var ingen skytter som rent faktisk så denne bjørn, men Christian Rysgaard, som havde været sammen med hundeføreren havde været tæt på, meget tæt på! De to havde været efter drevet med koen og kalven da det flere gange var stoppet og hunden havde haft det som svenskerne kalder for “standskall”, altså hvor hunden holdt elgen i skak og derved kunne Christian og guiden snige sig ind på elgene. De to elge var dog løbet, i bogstavelig forstand, lige henover en brunbjørn som lå og sov i noget tæt buskads! Dette var bjørnen vågnet af og da hunden så kom frem stod der pludseligt en stor brunbjørn foran den! Guiden havde fortalt til Christian at han kunne høre hunden ændre tone i halsen og nu var det altså et bjørnedrev! Christian og guiden havde kun været 20-30 meter fra bjørnen og hunden og da de kom frem, kunne de sagtens se bjørnens leje og de store bjørne- & elgspor!

Da såten var slut og vi alle samlede os, var det tydeligt at vi stadig var temmelig ophidset! Vi havde alle hørt fra guiderne om at der var bjørn i drevet og vi havde alle håbet på at drevet var kommet ud, lige der hvor vi selv stod…

22 KM DREV MED TYR:

Da Carsten skød sin tyr, viste det sig senere at Svend faktisk også havde skudt til den! Derfor havde vi en vigtig snak omkring hvad der skulle ske, hvis mere end en skytte skød til det samme dyr. Vi aftalte at den skytte som ramte dyret først, var dyrets og det eventuelle trofæs ejermand. Denne snak burde vi nok have haft den allerførste dag, men det blev først på 3. dagen at den skulle blive rigtig aktuel!

Begge hunde i dette drev, havde kontakt med elge, men ingen ville ud af såten! Vi kunne se de to drev gå rundt og rundt og efter næsten to timer, prøvede hundeførerne at presse dyrene ud, både ved at larme inde i såten og ved at skyde skud af…

Det ene drev bevægede sig endelig og langsomt mod skyttekæden og ud på et smalt skovspor sprang en ko og tyr lige foran Martin Sandager! Han skød resolut koen i ét skud, men kunne ikke nå at få ordentligt hold på tyren! Denne løb videre og forbi Benny som skød to skud! Tyren fortsatte dog og vores guide kommanderede os straks ind i bilen! Bagi i bilen sad nemlig guidens 3 årige Jämthund og nu skulle den i aktion!

Vi ræsede igennem skoven og kom frem til et sted hvor tyren havde passeret og her havde en af de andre hundefolk stoppet den første hund på sporet. Denne hund havde efterhånden drevet ca. 18 kilometer med tyren og nu skulle der altså en frisk hund i gang. Der var tydeligt blod på vejen og hunden optog da også sporet med det samme og forsvandt ind i skoven.

Kort efter, indså vi desværre at hundens GPS-sender i halsbåndet, ikke var synkroniseret med håndenheden! Vores guide bandede og svovlede imens Land Cruiseren  fræsede igennem skoven. Han forsøgte at gætte sig til hvor den såret tyr ville løbe hen og mens vi fløj ned af en stor motorvej, som løb igennem skoven, så vi lige bagdelen af tyren forsvinde i skoven ved en af afkørslerne! Vi stoppede bilen midt på afkørslen og sprang ud, ligesom hunden kom på sporet! Guiden fik hurtigt GPS delene synkroniseret og hunden fik lov til at løbe videre efter tyren.

Vi kørte et par kilometer længere langs motorvejen og ved næste afkørsel, ræsede vi ned af et lille skovspor langs en bred flod. Her sprang vi ud, da drevet var på vej direkte imod os… Vejen vi stod på, lå oppe på en stejl bakke og for bunden af bakken løb floden. På den modsatte bred, var der et langt fladt stykke, hvor høje siv stod tæt helt op til skovkanten.

Som på kommando, kom tyren frem på den modsatte bred, idet min guide hviskede: “get ready!” Hunden gøede tæt på tyren, men på grund af de høje siv, kunne jeg kun se toppen af ryggen på elgen. Guiden hviskede ivrigt: “Shoot, shoooot” men så længe jeg ikke vidste hvor hunden var, ville jeg ikke skyde! Vi spurtede ned af skovvejen, ned mod dér hvor elgen nok ville komme op og efter et par hundrede meter gjorde vi os klar igen… Vi kunne se elgen svømme i floden og den havde kurs lige op imod skovvejen. Jeg kiggede ned af sporet for at gøre klar til et skud, men ca. 100 meter væk, kom der nu en af de andre Land Cruisere rundt om et sving! Guiden nærmest brølede i radioen om at bilen skulle bakke og det gjorde den så også, nærmest med hjulspin! Få sekunder efter kom den store tyr op på sporet og i langsomt trav fortsatte den ind imod skoven… Jeg kunne tydeligt se blodet løbe ned af det ene forben, men jeg kunne også stadig se den anden bil for enden af vejen, så endnu engang kunne jeg ikke skyde! Vi løb efter elgen ind imellem træstammerne og her kom der endelig en chance… Elgen løb på tværs, foran mig og hunden var nu ca. 30 meter bagved… Den røde prik fra sigtekikkerten hvilede lige på den forreste del af skulderbladet og første skud kunne jeg tydeligt se ramme lige midt på skulderen! Vandet sprang fra elgen da kuglen traf, men tyren fortsatte som om intet var sket! Jeg skød igen, med samme resultat! Jeg løb et par meter længere ind i skoven og skød et tredje og et fjerde skud som alle ramte!

Efter fjerde skud stoppede tyren op og gjorde front mod hunden! Jeg løb tættere på, samtidig med at jeg puttede to ekstra patroner i kammeret. Elgen stod og svajede lidt frem og tilbage og jeg var sikker på at den var ved at dø! Da jeg var ca. 20 meter fra den, gjorde den dog stadig udfald imod hunden og det var tydeligt at hunden også var blevet mere modig og kom alt for tæt på den store elg! Hunden forsøgte at komme rundt om det svingende gevir og da tyren drejede hovedet efter hunden, kunne jeg skyde et femte og sidste skud på halsen, lige der hvor halsen møder kroppen. Elgen faldt om i knaldet og med det samme var hunden over den!

Efter næsten 3 timers jagt, ca. 22 kilometers drev og 8 skud affyret lå denne store flotte tyr endelig stille på mostæppet under de gamle grantræer! Jeg sad med hunden og forsøgte at få pusten og gennemtænkte de hektiske sekunder som havde afsluttet denne lange jagt… På et øjeblik var alle samlet og Benny kunne endelig tage det flotte trofæ i hænderne. Alle var glade for resultatet og jeg så de to hundeførere lave et diskret men velfortjent High-five, de var begge meget stolte af deres hunde!

8 NYE JAGTKAMMERATER:

Det var mit første besøg til Estland og jeg må sige at jeg er virkelig imponeret over at have deltaget i en så velorganiseret drivjagt! Der var styr på hundene, bilerne og alle vidste hvad de skulle gøre og hvad de andre gjorde…

Naturen var smuk, jagten var spændende, men det bedste var at rejse hjem til Danmark igen med 8 nye jagtkammerater! Når 9 fremmede mennesker kan samle sig som én gruppe og nyde hinandens selskab i 6 dage så er det at  jagtfællesskabet rigtig viser sig fra sin bedste side! Jeg håber ikke der går længe før vi alle kan mødes igen og udveksle røverhistorier og mindes tilbage til de store dybe Estiske skove… Der hvor der er masser af elge og også enkelte brunbjørne…

Turen var arrangeret af Buhls jagtrejser!

Knæk & Bræk!