Den irske sikahjort
Hvert skridt vi tog i den sne- og frost dækket skovbund larmede helt enormt i den ellers så stille skov… John virkede ikke synderligt begejstret for situationen, mens vi hurtigt gik dybere og dybere ind i skoven.
Vi befandt os på et af de store godsers terræn og skovene omkransede store græsenge med beplantninger i flotte organiske former. Selv de oldgamle stengærder fulgte terrænnets former og enkelte gamle egetræer stod majestætisk plantet på udvalgte punkter.
Et terræn som har været nøje udtænkt til både landbrug og natur forherligelse…
Efter en lang gåtur igennem skoven, forklarede John at vi var kommet i god vind til at kigge ud på et par af de store enge, hvor han tidligere havde set store hjorterudler. Efter sikaernes brunstperiode samles hjortene oftest i rene hjorterudler og det er ikke unormalt at se rudler på 20-50 hjorte stilfærdigt esse sammen side om side. De lange uger med brunst har sat deres spor og hjortene kæmper en kamp med at få fyldt deres fedt- og muskeldepoter op igen inden vinterens kolde temperaturer sætter ind.
Mens Gub og jeg forsigtigt og langsomt trådte i Johns fodspor i sneen nærmede vi os langsomt en af de gamle stengærder og en stor lysegrøn græseng rullede op imod den modsatte sides skovkant. Græsset var bidt helt ned til skosåls højde og overalt hvor jeg kiggede, var der spor efter sika… Fremme ved stengærdet kiggede vi forsigtigt over toppen og nede på engen gik der to rudler! Begge var med hinder og kalve og enkelte spidshjorte og altså ikke hvad vi var på udkig efter. Nu var udfordringen dog at vi skulle forsøge at snige os forbi disse to rudler uden at de skulle opdage os. For selvom hjortene ikke går sammen med hinderne, så vil de dog reagere hvis hundyrene ville flygte eller endnu værre: hvis deres karakteristiske advarsels pift ville runge over engene…
Vi fortsatte foroverbøjet og med uendelig langsomme skridt langs gærdet og pludselig frøs John foran mig! Hans højre hånd sitrede mens han indikerede at vi skulle stå stille! Jeg var midt i et skridt og stod nu foroverbøjet og i en ubehagelig stilling, men som jeg fulgte Johns blik så jeg en sikahjort bare 100 meter væk! Hjorten kiggede direkte op imod mig og igen blev jeg overrasket over disse dyrs opmærksomhed. Ville vi da aldrig komme tæt nok på en sika som ikke allerede havde opdaget os?!
Hjorten mistede dog hurtigt interessen og fortsatte med at esse. Vi kunne alle sammen rette os op og med kikkerten for øjnene kunne jeg se at det var en ung spidshjort. Hjortens lange lyse stænger rakte op langt over ørene og dette var helt tydeligt en af de spidshjorte som John ikke ville have skudt! Jeg havde da også håbet på en større hjort, nu hvor det var planen at jeg skulle skyde min første rigtige trofæhjort…
Mens jeg betragtede spidshjorten dukkede der flere hjorte op og med et, var der pludselig 8 hjorte! Alle gik roligt og spiste af det lysegrønne græs og bevægede sig langsomt lidt skråt væk fra os… Hjortenes rolige adfærd stod i stærk kontrast til mine rystende hænder og bankende hjerte! Her stod vi med rullende kamera og en hjorterudel som roligt gik og essede. Der var masser af tid til at udvælge den rigtige hjort og hjortefeberen hamrede rundt i hele min krop!
Ud af alle hjortene fokuserede jeg på en som kropsmæssigt skilte sig ud fra de andre. Den havde større hals og virkede mere kompakt og hver gang andre hjorte var i nærheden, fik de et resolut hak med hjortens gevir!
I kikkerten kunne jeg se at det var en ulige 8-ender og John havde fortalt at ifølge hans erfaring, så ville en voksen hjort aldrig blive en lige 8-ender, hvis han i et par år havde sat op med kun 7 takker… Det måtte være den hjort der skulle skydes.
John hviskede til mig at jeg skulle gøre mig klar og mens jeg satte skydestokken op fokuserede jeg udelukkende på den ulige 8-ender i sigtekikkerten…
Længe stod jeg med riflen klar og stilheden hang tungt over os mens John grundigt kiggede på alle hjortene… De 8 dyr var blevet til mindst 12 nu men efter lang tids betragtning lænede John sig tæt til mig og hviskede at det var den ulige 8-ender jeg skulle skyde. Han var den største af alle hjortene og en perfekt både afskydningshjort og for mig et fint trofædyr!
Jeg tog forsigtigt ladegreb og ved den mekaniske lyd rejste alle hjortene straks deres hoveder og stirrede stift mod os…
John hviskede: ”shoot when you are ready” og samtidig kunne jeg høre Gub sige: ”Skyd! Jeg har den, kameraet ruller…”
Hjorten stod med rejst hoved og med hele siden til. Mit sigte var roligt på skulderen og jeg følte en ro falde over mig… Hjorten stod perfekt, kameraet rullede og der var egentlig kontrol over situationen. Alligevel kunne jeg mærke at hjorten nok ikke ville blive stående alt for længe så mens min finger langsomt klemte om aftrækkeren huskede jeg tilbage på Johns ordre om at skyde midt på skulderen…
Skuddet gik og jeg så kuglen ramme hvor jeg havde ønsket den! Hjorten sprang fremad mens alle de andre hjorte løb lidt forvirret rundt!
Jeg genladede og fandt straks hjorten igen i sigtekikkerten… Den var ikke løbet ret langt og stod nu og sikrede sammen med de andre dyr. Der var intet blod at se og da de andre hjorte begyndte at løbe væk fra os, løb hjorten med…
Jeg forventede at se hjorten falde om og samtidig overvejede jeg at skyde igen, selvom jeg var overbevist om at det første skud var et godt træf!
Rudlen var nu over 200 meter væk og hjorten fortsatte stadig med at små løbe væk fra os!
John gav mig et forsigtigt klap på skulderen og sagde: ”Good shot.”
Jeg forstod ikke hvad der foregik og det var først da jeg rejste hovedet fra riflen at jeg så Johns smil og han pegede ud over græsengen til venstre for os… Der lå hjorten stendød mindre end 50 meter fra skudstedet!
Idet jeg havde genladet havde hjorten løbet om bagved en lille busk som stod foran os og derved havde jeg mistet den af syne. I forvirringen havde jeg så fulgt en anden hjort og derved havde jeg ikke set den falde om!
Min forvirring forvandlede sig til lykke og begejstring og jeg trykkede Johns udstrakte hånd. Min første trofæ sikahjort var en realitet og vi kunne gå frem mod det smukke dyr mens de første vinterstjerner tonede frem på den frostklare himmel over os…
Hjorten var en ældre fyr med masser af ar på halsen og i hovedet fra tidligere slåskampe!
En aften som jeg sent vil glemme og et trofæ som for altid vil komme til at minde mig om at jagten på sika, er noget helt særligt!
Knæk & Bræk!
