Bukkejagt i Polen: Dag 2-Den forkerte enhjørning!

Efter en forrygende morgen (Læs de første historier her: 1. historie & 2. historie ), gik vi alle sultne til det store morgenmads bord. Efter at alle var blevet mætte, sad vi længe i den varme sol og snakkede alle vores forskellige oplevelser igennem. Stemningen og kemien i vores lille gruppe blev bare bedre og bedre og vi gik lige så langsomt fra at være nye rejsekammerater til at forme egentlige venskaber og stærke relationer!

De få timers søvn som vi havde fået den første nat, indhentede os dog til sidst og alle mand fik en god lang middagslur, inden vi igen mødtes over middagsbordet, før vi skulle på aftenens jagt.

Rudolph og min, muntre guide Jan, forklarede på det helt særlige “Jagt-sprog” som bestod af polske strofer, blandet med tyske og engelske ord og en masse fagter, at vi først skulle køre lidt rundt for at kigge, indtil at temperaturen ville falde lidt i takt med at solen ville gå ned… Derefter skulle vi gå ned til et stort eng-område hvor han vidste at en stærk buk holdt til!

I en times tid kørte vi rundt og nød det smukke landskab som lå badet i solskin og hist og her så vi da også både råer og et par bukke. Ikke nogen som Jan mente var gamle nok, så efter at have parkeret bilen og smurt os godt ind i rigeligt med myggespray, sneg vi os ud mod det store engstykke.

Vi gik langs en stor rapsmark på vores ene side og en stor mose på den anden. Vi kom frem til rapsmarkens hjørne og stod længe og kiggede i kikkert. Der var en enkelt rå som essede langt væk, men ellers blev den stille aften kun afbrudt af store flokke af traner som fløj lige hen over os.

Jan og jeg opdagede samtidigt en buk som gik langs med et gammelt træhegn, ca. 300 meter væk! Det var tydeligt at det var en buk, for selv inden jeg fandt ham i håndkikkerten kunne jeg se at han fejede hidsigt på både hegnet og de små buske!

Mit hjerte begyndte at hamre vildt, da jeg i kikkerten opdagede at bukken kun havde én stang! Der var kun en fin 3-sprosset stang på højre side og den venstre manglede helt! Jeg elsker abnorme bukketrofæer og vil egentlig hellere skyde skæve, underlige eller krøllede bukke end en decideret regelmæssig guldmedalje! Jan kunne sagtens mærke på mig at jeg var ivrig og efter at have kigget ordentlig efter i sin egen kikkert kiggede han på mig og med et stort grin, sagde han “gutes bock… schissen!”

Bukken gik nu langs med træhegnet og vi indledte alle tre en forsigtig pürsch parallelt med ham, udover den åbne eng. Vi havde ikke noget at gemme os bagved, så der var ikke andet for end at tage en masse hurtige skridt så længe bukken havde hovedet nede og så stå helt stille når han kiggede op! Tre mand midt på en åben eng er ikke sådan lige at overse, så jeg var ikke særlig optimistisk… Jeg ville virkelig gerne skyde denne buk men med den åbne eng imellem os, kunne jeg godt se at vi næppe kom ret meget tættere på… Jeg overvejede kort at skyde fra hvor vi stod, men afstanden var ca. 300 meter og med det høje græs rundt om bukken, som i øvrigt hele tiden var i bevægelse, så var det heller ikke en god situation!

Pludselig var bukken væk! Selvom vi alle tre havde stirret intenst over mod den, var den simpelthen forsvundet! Jan slog lidt opgivende ud med armene og pegede videre ud af engen som om at vi blot skulle fortsætte vores gåtur… Jeg var frustreret og ærgerlig over at den helt særlige buk var væk og med tøvende skridt fortsatte jeg langsomt efter Jan.

Jeg havde ikke taget mange skridt før Rudolph ophidset viskede: “Den er derovre!! Bukken er gået tilbage!” Jeg snurrede rundt og ganske rigtigt, bukken havde åbenbart vendt om og gik nu den modsatte vej langs med hegnet. Lige som vi fik udpeget den til Jan og han forstod hvad der var sket, skiftede bukken igen retning og gik nu målrettet op imod den næste store mose, direkte væk fra os! Vi nærmest løb så hurtigt vi turde efter bukken og da han var ca. 50 meter fra skovkanten, gik han pludseligt parallelt med os! Det var tydeligt at han var på vej ind i de beskyttende træer og den eneste chance jeg ville få var altså NU! Afstanden var lidt over 200 meter og med pulsen hamrende i ørerne fik jeg riflen op i skydestokken og fandt den spadserende buk i sigtekikkerten… Som om at bukken havde hørt mine bønner, stoppede han op og stod med højt løftet hoved… Jeg vidste at jeg ikke havde mange sekunder til at få afgivet skuddet, men jeg nåede alligevel en kort ordudveksling med Rudolph:

“Har du ham?”

“JA!”

“Ruller du?!”

“JA!”

BANG!

Bukken faldt om i det høje græs og Jan stor grinede og klappede mig på ryggen mens endnu en stor flok traner fløj lige hen over hovedet på os! Jeg kunne ikke helt begribe hvor heldige vi havde været! For det første at finde en så speciel buk og dernæst at fuldføre en umulig pürsch og et langt skud!

Jan gik tilbage til bilen for køre rundt om den store eng og mose og så skulle vi mødes ved bukken.

Sjældent har min bukke feber raset så hårdt på hele den lange gåtur, men den rare fornemmelse og glæde over den gode situation, ændrede sig hurtigt til en mere nervøs hjertebanken og forvirring! Fremme ved der hvor vi mente bukken havde stået, var der hverken buk eller blod! Rudolph og jeg vandrede rundt og tilsidst kiggede vi optagelsen efter for at finde ud af præcist hvor bukken havde været! Nogenlunde samtidig dukkede Jan op og da han forstod situationen, smilede han bare og lukkede forventningsfuld den unge sporhund ud af bilen! Den fandt faktisk hurtigt et tydeligt blodspor og efter få meter kunne jeg konstatere både lunge shweiss og hjerteblod! Den urolige fornemmelse inde i mig, fortrak i takt med at blodsporet blev mere og mere tydeligt og selvom den unge hund var helt umulig til at gå på sporet, så bar vi vist alle over med den…

Bukken havde simpelthen rejst sig fra skudstedet og havde formået at løbe ca. 50 meter med en rigtig fin bladkugle! Jan gik forrest og så snart han kunne se bukken mellem brændenælder og det høje græs, vendte han sig om med et ærgerligt og skuffet udtryk! Han så nærmest ulykkelig ud og jeg blev pludselig meget bekymret og ængstelig for om hvad der var galt! Min største frygt var at jeg havde taget fejl og at det var en rå som lå der, men efter et par hastige skridt, kunne jeg konstatere at det dog var en buk! Jan var ærgerlig fordi at det vi begge havde troet var en ægte “enhjørning” viste sig at være en udemærket 6-ender som blot havde knækket den ene stang! Det var ikke det værste, men Jan mente at bukken så ung ud og derfor var han så ked af det…

Stærke, gode og gamle bukke kommer jo ikke som et mirakel på et jagtrevir, hvis man skyder de unge bukke og som præsident for jagtklubben var det helt tydeligt at Jan var både ked af det og skuffet!

Han forsøgte at være tapper og ikke vise sin skuffelse alt for meget overfor mig, men med en underlig mut stemning begyndte han at brække bukken… Efter at have skåret kæben op, udbrød han dog i en lettet latter! Jan havde kigget på tænderne og det viste sig at han havde fejlvurderet bukkens alder! Jans glæde over at det var en ældre buk var smittende og pludselig var hele stemningen vendt til noget helt særligt og positivt! Mens solens sidste stråler skinnede igennem de høje træer inde i mosen og nattergalens sang kunne høres fra samme mose, sad vi alle tre og beundrede  bukken. Selvom det ikke var en abnorm “enhjørning” og selvom det ikke var et drømmetrofæ, så ved jeg at jeg altid vil kunne huske denne specielle buk! Jeg vil huske tilbage på den intense pürch, det vanskelige skud men især vil jeg huske på Jans reaktion! En jæger som står ved sine principper og som føler skuffelsen så intenst, da han troede at vi havde skudt en ung buk! En god afskydningspolitik som hvis den følges, skaber gamle bukke…

Endnu en fantastisk dag var slut i dette polske bukke-paradis og efter blot nogle få timers søvn, skulle vi igen på jagt!

Hvordan den sidste jagtdag gik, kan du læse mere om snart, her på bloggen…

Knæk & Bræk!