Bjergzebraen som jeg aldrig glemmer…

Juli 2008.

Min guide Kiepie hviskede ophidset og forpustet at zebrahingsten var den som stod alene ved nogle små træer… Han pegede febrilsk på et kroget træ, som jeg skulle skyde fra og mens jeg gjorde mig klar til at afgive skuddet, havde jeg ingen anelse om at netop denne jagtsituation skulle udvikle sig til at blive min absolut værste jagt-oplevelse og et afrikansk minde som jeg vil huske til evig tid…

Jeg har egentlig aldrig rigtig drømt om at nedlægge en zebra! Der er meget få dyrearter som jeg ikke vil jage, men lige netop zebraen har aldrig rigtig sagt mig noget… Om det er fordi den minder for meget om en hest (I ved jo hvordan jeg har det med heste!) eller fordi at den ikke har horn eller opsats skal jeg ikke kunne sige. Jeg kan huske som helt lille at have set TV-programmer fra Afrika hvor zebraer og gnuer næsten altid gik sammen og gnuen ville jeg gerne skyde men ikke zebraen… Jeg troede faktisk også dengang, at zebraen blot var mor-gnuen..:)

Da Steen Andersen og jeg sad og skulle planlægge hvad vi skulle nedlægge til denne filmoptagelse, så kom der dog den ide op, at vi da skulle jage både en bjergzebra og en steppezebra. Derved kunne vi vise de to temmelig forskellige dyr, de forskellige trofæer og den forskellige jagtform frem. Det lød som en god ide og jeg aftalte hurtigt med min gode ven og fotograf, Malte Udsen at han kunne få skindet af den zebra jeg skød, da Malte tidligere havde mistet et zebraskind fra hans første nedlagte afrikanske dyr!

Jeg tror egentlig at vi trak lod og Malte og jeg skulle jage bjergzebraen og Steen og Christian Ravn skulle forsøge sig med steppezebraen. Malte, Kiepie og jeg brugte 3 lange, varme og hårde dage med at jage den samme zebraflok op og ned af de stejle småbjerge. Hver gang vi kom nær den ene bjergkam, så vi lige flokken forsvinde over den næste… Zebraerne var sky og på vagt og selvom vi knoklede på og forsøgte os med forskellige bagholdsangreb og snedige teorier om hvor de ville være på et givent tidspunkt, så skulle der altså 3 lange dage til i den stegende hede!

Vi var egentlig på vej hen til en dal hvor Kiepie mente at flokken ville hvile, da vi så et par zebraer springe op ad bjergsiden og forsvinde over toppen! Et syn vi nærmest var blevet van til, men ikke desto mindre foreslog Kiepie at vi lige gik op og kiggede i den modsatte dal… Der var blot et par hundrede meter til toppen så vi tog ikke vand eller ekstra batterier til kameraet med, vi skulle jo bare liiiige kigge… En klassisk fejl og da vi havde passeret 3-4 bjergtoppe i hælene på zebraerne, var vi både tørstige og ved at løbe tør for batteri til kameraet!

På vej op ad den sidste bjergside kunne jeg ikke lade være med at beundre disse dyrs helt utrolige vagtsomhed! Hver gang vi nærmede os bjergkammen, så sneg vi forsigtigt hovedet op og i ly af træer og buske sneg vi os over, så vi ikke stod i silhuet imod himlen. Alligevel var der mindst én af dyrene som opdagede os og med et fnys løb flokken på ca. 12-15 dyr i fuld fart op og over den modsatte side.

Måske var denne sidste bjergside ekstra stejl, eller også var vi bare varme og trætte og derfor tog det ekstra lang tid at komme op, men zebraerne var faldet til ro og stod nærmest og sov i skyggen under træerne!

Her var vores chance og derfor var Kiepies ophidselse og begejstring da heller ikke til at tage fejl af! Den enlige og gamle hingst stod lidt væk fra hopperne og de små føl og stod nærmest som forstenet i skyggen af nogle små træer.

Jeg kan ikke huske hvad Kiepie sagde afstanden var, men jeg kan huske at vi snakkede om at jeg skulle sigte lige lidt over toppen af ryggen, over skulderen. Anlægget på det lille træ var stabilt og da Malte havde kameraet på plads og alt var i fokus, hviskede han forsigtigt: “KLAR!”

Jeg fulgte trådkorset op langs forbenet, op til ryggen og lidt op… Hingsten stod helt stille og jeg lod skuddet gå…

Afstanden ned til zebraen viste sig dog at være meget længere end vi havde vurderet så kuglen ramte lige der hvor forbenet møder det nederste af brystkassen! Da vi stod oppe på toppen af bjerget og hingsten stod i bunden, var vinklen så stejl at kuglen gik igennem forbenet, ind i det nederste af brystkassen for at gå ud og igennem det modsatte forben!

Dyret gik kortvarigt i jorden men kom op igen og humpede på to overskudte ben ind imellem de små træer. Resten af zebraflokken løb lidt op af den modsatte bjergside, men de var helt klart usikre over at hingsten ikke fulgte med.

Jeg fik skudt to gange mere til zebraen, men den var i konstant og uregerlig bevægelse og begge skud gik lige over ryggen på det såret dyr! Efter ca. 50 meter lagde han sig bagved nogle tætte buske og vi kunne ikke se ham…

Kiepie mente at det første skud var godt, men vi løb alligevel ned af bjerget, ned mod træerne som skjulte zebrahingsten.

Jeg var meget lidt stolt af mig selv og hele vejen ned af bjerget ønskede jeg blot at jeg kunne spole tiden tilbage og tage det skud om! Lige før skuddet havde jeg været fuld af selvtillid, men denne fysiske nedtur af bjerget, afspejlede bogstavelig talt min psykiske nedtur…

Vi sneg os langsomt frem mod træerne og jeg kunne ane det sort/hvide mønster mellem grenene. Zebraen lå på siden og det var tydeligt at den stadig trak vejret, ret tungt endda! Da der endelig var frit skud imellem træer, buske og grene, skød jeg igen, denne gang lige midt i brystkassen på hingsten. Den reagerede prompte ved at sætte sig op og røste voldsomt på hovedet! Jeg havde repeteret og var klar til at skyde igen, men det var tydeligt at dette blot var dødskramper… Zebrahingsten bankede hele mulen hårdt ned i den stenet afrikanske jord, så hårdt at jeg nærmest kunne mærke det op igennem støvlesålerne! Han rullede om på siden og udsendte et hjerteflænsende vrinsk som mest af alt lød som et skrig… Det skrig ekkoede igennem dalen og ramte mig igen og igen… Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder og selvom det var ovre og selvom det ikke var første (-eller sidste gang!) gang jeg har måtte afgive et fangstskud, så var der noget helt særligt ved denne zebrahingst!

Jeg blev stående og sigtede på det nu døde dyr, imens jeg kunne ane zebraflokken langsomt fortrække op af bjergsiden. De havde ikke travlt og stoppede mange gange og kiggede tilbage ned imod os.

Kiepie kom forsigtigt frem og lagde hånden på min skulder og efter at have afsikret riflen satte jeg mig ned og bare græd!

Denne gamle zebrahingst havde virkelig været en formidabel modstander og jeg var så ked af at afslutningen skulle gå som den gjorde! Havde skuddet blot siddet et par centimeter højere eller havde vinklen blot været lidt fladere, så havde det været et perfekt skud! Normalt filmede Malte alt der skete på jagten, men han forstod hurtigt at jeg havde brug for lidt ro og efter at vi havde siddet lidt i skyggen, snakkede vi om den underlige opbygning vi jægere er lavet af… Den ene del af os kan slet ikke lade være med at gå på jagt og slå smukke dyr ihjel, mens en anden del af os er fyldt op med kærlighed og respekt for de vilde dyr! Sådan har jeg det i hvert fald og her på det røde afrikastøv, overskyggede dyreelskeren i den grad jægeren i mig!

Det tog lang tid før jeg nærmede mig den flotte hingst men det endte da med at jeg også godt kunne smile på trofæbillederne, men der er gået mange år før jeg sådan rigtig har fundet mig til rette i den historie… Jeg er den dag i dag, stadig ked af oplevelsen og jeg ville stadig have gjort det hele om hvis jeg kunne, men omvendt så kan jeg godt lide at besøge Malte hvor denne zebra er forvandlet til et smukt trofæ foran hans sofa.

Vi drikker altid lige en Gin & Tonic og faktisk også en Whisky Cola (for at illustrere både de sorte og hvide striber) og så tænker vi begge tilbage på den dag og hører igen for vores indre, lyden af hingstens skrig som ruller igennem bjergdalen…

Næste måneds trofæhistorie handler om det sidste dyr jeg nedlagde på denne jagttur og bare rolig, DEN jagt, gik helt som den skulle…

Knæk & Bræk!

Jagten var arrangeret af Limpopo Travel og hvis du er medlem af Huntersmagazine.tv, så kan du se filmen HER!