Eventyrjagt på drømmetrofæet

Jeg kom hjem fra Kirgisistan i onsdags og det har ærligt talt, taget lidt tid lige at få styr på alle oplevelserne og tankerne! Jagten på disse fascinerende og smukke dyr oppe i de stejle og brutale bjerge var noget som jeg havde glædet mig til i mange år! Jeg havde gjort mig mange tanker og forhåbninger og der var nok også sneget sig et par forventninger ind… På trods af dette, viste jagten sig at være endnu hårdere end jeg havde frygtet og endnu smukkere end jeg havde forestillet mig!

Jeg drog til Kirgisistan sammen med fire gode venner og min efterhånden jagt-rutineret fotograf David Kristensson. Rejsen var arrangeret af Buhls jagtrejser og de mange samtaler med Henning Olsen, som har været mange gange i netop Kirgisistan, havde virkelig tændt op i drømmen om en eventyrlig drømmerejse!

Vi 5 jægere blev delt op i to grupper således at jeg skulle bo og jage med Malte Udsen og Christian Sehestedt Juul. Else-Marie og Troels Schebye skulle bo og jage i et andet område og vi skiltes i Bishkek lufthavn med masser af “knæk & Bræk” og gode ønsker for hinanden. David, Christian, Malte og jeg kørte derefter ca. 10 timer øst på, hvor vi ankom til vores “basecamp” sent om aftenen. Her overnattede vi og kørte derefter videre næste morgen, for at komme rigtig op i bjergene. “Basecampen” var placeret langt ude i ødemarken og de rullende, stejle bakker fortsatte ud i horisonten hvor de høje bjerge med masser af sne på,  rejste sig majestætisk imod himlen.

Når jeg rejser til udlandet generelt og på jagtrejse især, forsøger jeg altid at tilpasse mig efter de lokale forhold. Vores vestlige punktlige og til tider lidt stresset planlægnings tendens, passer sjældent ret godt til de lokales levemåde… Det skulle da også vise sig som en lille udfordring allerede ved ankomst til “Basecampen”! Her drøftede vi planen for den kommende dag med bossen og han fortalte at planen var at vi skulle køre fra lejren kl. ca. 8. Vi spurgte om vi ikke kunne køre kl. 7 og modvilligt indvilligede han… Næste morgen stod vi tidligt op og spiste hurtigt morgenmad, vi var særdeles ivrige for at komme videre op mod vores “Jagt-camp”. Da vi stod klar ved bilen kl. lidt over 7, fik vi så fortalt at vi ikke kunne køre for kl. ca. 10, da hestene jo lige skulle ride i forvejen! Det kunne han jo have fortalt os aftenen før, men vi fik tiden til at gå med at kontrolskyde vores rifler og gennemgå den sidste ompakning af alt vores grej.

Alle vores tasker og oppakning stod klar ved bilen og vi havde fået at vide at vi ville kunne køre helt op til vores “jagt-camp”. Da vi endelig var klar til at køre, kl. ca. 10, kiggede chaufføren og bossen på alt vores grej og fortalte at det blev vi nødt til at pakke om! Planen var nemlig at vi skulle køre i bil i et par timer, for så at møde hestene og læsse disse med udstyret og så ride de sidste par timer op til “jagt-campen”. Det kunne de jo også godt have fortalt os i de ca. 3 timer hvor de havde stået og drukket the og røget smøger lige ved siden af bilen og oppakningen… Vi fik dog hurtigt pakket om og alt hvad der ikke virkede som livsnødvendigt, blev efterladt på vores værelser!

Efter et par timer i bil mødtes vi med guiderne og hestene, som var redet i forvejen. Midt på den snoede og stejle vej blev vi så ellers kommanderet op på en hest hver og så var det bare derudaf, eller rettere der op af!

Der blev ikke spildt mange ord på instruktioner eller gode råd til ridningen, vi blev blot sendt afsted og så snart at guiderne syntes at vores heste gik for langsomt, så fik hestene et ordentligt slag med guidernes små, korte piske! Hesten som blev ramt reagerede prompte og satte i enten et kort galop eller et ivrigt trav og reaktionen kom tit helt bag på en af os urutineret ryttere!

Efter et par timer på hestene i sne og slud ankom vi til vores “jagt-camp”. Campen bestod af to gamle skurvogne hvoraf vi alle 8 skulle bo i den ene.

Skurvognen var delt op i to rum, med et koksfyr i midten. “Vores” afdeling bestod af en køjeseng med to køjer og et slidt bord i midten. I den anden ende boede guiderne og dette rum skulle også fungerer som køkken. En primitiv camp i ordets mest ekstreme forstand, men mens vi aflæssede hestene, så guiderne flere Ibex flokke oppe på de snebeklædte bjerge og alle bekymringer om en beskidt og udfordrende camp blev hurtig glemt! Vejret var dog for dårligt til at guiderne mente at det var forsvarligt at begive sig ud, så vi brugte aftentimerne på at få styr på vores rifler og få pakket vores rygsække, som skulle indeholde alt hvad vi kunne få brug for næste dag.

Det havde sneet hele natten, så vi stod op til et smukt snedækket landskab og efter en hurtig morgenmad red vi ud i samlet flok kl. ca. 7.30. Guiderne var begejstret for sneen, da det betød at det var betydelig nemmere at se ibex flokkene på den hvide baggrund. Efter et par timer havde guiderne fået et overblik over et par ibex flokke og planen var at Christian og Malte skulle gå efter én flok og jeg skulle gå efter en anden.

Hver morgen og aften trak ibex’erne ned fra de høje bjergtinder for at æde det tørre og gule græs i dalene. Midt på dagen og om natten holdt de til på tinderne og var derfor umulige for os at komme i nærheden af.

David og jeg blev ledt af vores guider, Ibek og Sultan som holdt et højt tempo hen mod ca. 20-30 dyr som så småt var på vej op ad bjerget igen. Ibek bandt min hest fast til sin egen og så gik det ellers over stok og sten! Vi red på tværs af bjerget hen over nogle store “slides” hvor store og små sten lå løst og med våd sne øverst. Ikke noget særligt behageligt underlag at ride på og da slet ikke i rimelig høj fart! Min hest skred og snublede ofte og hvis ikke det var fordi det var endnu mere skræmmende selv at gå på stenene, så var jeg steget af hesten! Mange taknemmelige tanker røg ud til min overbærende rideinstruktør, Louise, for hvis jeg ikke havde haft et par undervisningstimer med hende, havde jeg ikke holdt til bare 10 minutter på dette bjerg.

Jeg forsøgte forgæves at forklare Ibek at vi skulle vente på David, men han insisterede på at vi to skulle ride i forvejen for at se om vi kunne nå et hurtigt skud til flokken, som nu havde opdaget os og var på vej op af i en fart…

Planen mislykkes selvfølgelig og jeg prøvede igen at forklare at uden David og kameraet, ingen skudchance… Det huede ikke rigtig Ibek og endnu engang blev jeg mindet om hvor vanskeligt det kan være at forklare lokale guider at når man filmer jagt, så er kameraet og fotografen jo faktisk vigtigere end skytten! Ibek kiggede blot på mig med hans gråblå øjne og rystede på hovedet, som for at sige: “hvad ved DU egentlig om Ibex jagt!”

Ibex flokken stod nu helt oppe på de høje tinder og så majestætiske og smukke ud med den blå himmel som baggrund. David, Sultan og jeg gemte os bagved en stor sten midt på bjerget og Ibek red væk med alle hestene for at finde et punkt længere væk hvor han kunne spotte for os.

Her lå vi tre så i 5 lange og kolde timer og håbede på at flokken af ibex ville komme ned i dalen igen om eftermiddagen. Dyrene stod stadig oppe på tinderne og kiggede ned i dalen så det var vigtigt at vi lå gemt bagved den store sten. Det betød at når vi skulle tisse, så blev vi nødt til at glide ned af den stejle bjergside i læ af stenen for så at ligge på ryggen eller siden og tisse… Det var så stejlt at vi ikke bare kunne ligge på på bjerget, vi blev nødt til at finde en sten at sætte fødderne imod og så ellers ligge med spændte benmuskler for at undgå at glide ned af bjergsiden! Forplejningen hang på hestene som Ibek var redet afsted med, så det blev til en mager frokost bestående af lidt kiks, chokolade og så et par varmende dråber af en god Dalmore Whisky som jeg havde med i en lille lommelærke! Første gang Sultan smagte de stærke skotske dråber var han nærmest ved at kaste op og hans vejrbidte venlige ansigt blev forvrænget i nogle voldsomme grimasser! Men der gik kun et par minutter, så spurgte han om der var mere..:)

Sent om eftermiddagen begav flokken sig endelig ned fra bjergtoppen men desværre valgte de at gå en anden rute og passerede os derfor på over 600 meters afstand. Ibek kom med hestene i det tiltagende mørke og hjemturen som tog et par timer, i buldermørke, var ikke bedre eller tryggere end da vi red ud i dagslys!

Hjemme i hytten mødte vi Christian som fortalte om en dramatisk og begivenhedsrig dag, som havde indeholdt både et styrt med hesten, et forbiskud  og nogle vilde ridt op og ned af stejle bjergsider. Malte havde nedlagt en fin Ibex efter at have ramt den lavt i første skud og efter en hæsblæsende og voldsom eftersætning havde han og guiden fået den skudt inden at mørket havde sat ind og afsluttet eftersøgningen! Stemningen i den lille vogn var ubeskrivelig… Vi havde alle haft en intens dag på bjerget og vi skulle nok lige fordøje oplevelserne en smule… Jeg selv var forbløffet over hvor hårdt og barskt terrænet var og jeg måtte indse at jeg aldrig nogensinde havde været på jagt et sted hvor jeg følte mig så meget på udebane! Sceneriet var ufatteligt smukt og overvældende, men samtidig var det sindssygt hårdt og barskt! Den tynde luft bevirkede, efter bare 10 meters kravlen eller opstigning på egne ben, at jeg var forpustet og hjertet hamrede i brystet! Når jeg sad på hesten så gik der mange tanker med at analysere terrænnet, stenene og hældningerne og udover det mentale arbejde så brugte jeg også kræfter på at sidde ordentligt på hesten og følge dens bevægelser…

Aftensmaden bestod af Maltes ibex kød, som guiderne kogte sammen med kartofler og trætte og mætte gik vi til ro i vognen.

Næste dag startede vi ud i flot solskin og David, Sultan, Ibek og jeg red langt ind i den smukke dal for at forsøge med en anden bjergside end den vi havde siddet ved dagen før. Jeg havde det decideret dårligt denne dag, med tung hovedpine og en smule kvalme! Strabadserne fra dagen før havde sat sine mærker og jeg formodede at jeg ikke havde hverken spist eller drukket nok de 5 timer vi tilbragte midt på bjergsiden.

Jeg drak ivrigt fra min “Camelbag” og med en solid morgenmad (Den samme Ibex og kartoffel gryde som fra aftenen før!) og et par Iprener i maven håbede jeg at jeg ville få det bedre…

På ca. 2 kilometers afstand spottede begge guider en flok ibex’er på vej ned ad bjergsiden. Endnu engang blev jeg forbløffet over deres evne til at se dyrene, selv på 2 kilometers afstand! Jeg havde selv svært ved overhovedet at se dem med min store håndkikkert! Planen blev hurtigt lagt, Sultan ville blive nede i dalen med mit spottingscope for at holde styr på hvad flokken af ibex foretog sig. Ibek, David og jeg skulle så forsøge at komme på skudhold af flokken hvor de to guider havde spottet en stor buk imellem. Ibek og Sultan testede deres walkier og afsted gik det så op ad bjergsiden…

Vi red i zigzag op ad bjerget i en times tid og da det blev for stejlt for hestene steg vi af. Sultan havde fortalt på walkien at flokken var på vej roligt hen i mod os og spændingen steg i min udmattet og forpustet krop! Ligesom vi står i en samlet klump blandt hestene, vælger min ellers godmodige hest “Torro” at bide guidens hest i rumpen! Dennes hest reagerede prompte og sparkede voldsomt bagud med et af bagbenene og ramte heldigvis ikke “Torro” men mit venstre skinneben! Jeg havde lykkeligvis hele min vægt på mit højre ben og derfor skete der ikke andet end at mit venstre ben forsvandt ind under mig og smerten var ikke værre end en hård fodboldtackling. Det var dog ikke den bedste start på en hård opstigning på ca. 300 meter, op til en stor klippeblok. David og jeg knoklede for at komme op ad bjerget og meget af opstigningen foregik på alle fire, da det var stejlt og bjergsiden var fyldt med løse sten… Med dunkende hovedpine og ikke en eneste iltmolekyle i mine lunger krøb vi i ly bagved stenen. Ibek var helt oppe at køre og blev ved med at hviske: “Ibex, Ibex, 200 meters!” David kom på plads med kameraet mens jeg forsøgte at få vejret og koncentrere mig om at indstille kliktårnet på kikkerten og indstille parallaksen på siden… Rygsækken kom op på klippen og jeg kunne se en masse hundyr trække langsomt op ad bjergsiden blot 200 meter væk! Bukkefeberen begyndte at blande sig med min generelle dårlige tilstand og mens jeg forgæves prøvede at finde den store ibex buk som åbenbart stod lidt over hundyrene, hviskede Ibek stadig: “Ibex shoot, Ibex shoot!”

Ved at kigge på Davids kamera kunne jeg se at han havde fundet bukken og min puls steg endnu højere, da jeg sagtens kunne se at det var en stor buk! Jeg kunne dog ikke finde den i min sigtekikkert og flere gange prøvede Ibek at finde den, men når han så fandt den i sigtekikkerten, så slap han bare riflen, som så selvfølgelig pegede lige op i himlen når jeg skulle kigge i sigtekikkerten…

Frustrationen begyndte at stige i os alle tre og tonen i vores hvisken blev skarpere og skarpere! Pludselig begyndte et par af de ellers rolige hundyr at pifte i en høj skinger tone og selvom jeg aldrig havde hørt denne lyd før, vidste jeg instinktivt at det nok var ibex’ernes advarselslyd! Bukken forsvandt og jeg kunne tydeligt se at der var uro i de ca. 20 ibex’er! Ibek var sur og opgivende og forsøgte på en blanding af kirgisisk og tegnesprog at forklare at nu var chancen væk! Bukken dukkede dog op igen, nu på 400 meters afstand og han stod lige op ad klippevæggen og kiggede ned imod os…

David fik hurtigt zoomet ind på den og jeg fik klikket tårnet op på 400 meter… Jeg zoomede lidt ind på den store V8 sigtekikkert og forsøgte at få vejrtrækning og nerverne lidt i ro… David bekræftede at han optog og var klar, Ibek nærmest hvæsede af mig og første skud gik af… Jeg følte egentlig at jeg havde rigtig godt hold på bukken men skuddet ramte ca. 20 cm til højre for ham! Bukken reagerede overhovedet ikke og jeg fik lynhurtigt repeteret og sigtede igen… Skud nummer to ramte præcist det samme sted og dét var for meget for den store ibex! Den sprang ned ad bjerget og lige inden den forsvandt over bjergkammen, væk fra os, skød jeg et skud mere som slet ikke var i nærheden af at ramme!

Stilheden var nærmest øredøvende og vi var alle tre så umådeligt skuffet og frustreret! Set tilbage på de to første skud, så konkluderede jeg at jeg ikke korrigerede mit sigte da jeg nok var lidt i tvivl om sigtet på det første skud! Det måtte være vinden oppe fra bjerget som havde flyttet træfpunktet de fatale 20 cm og min irritation over ikke at have korrigeret efter det første skud var enorm! Det var en kæmpe buk, David havde det perfekte billede og så bommede jeg! Jeg så selv hvor det første skud ramte og David hviskede endda til mig at det ramte til højre og min eneste forklaring på hvorfor jeg ikke reagerede og ændrede mit sigte efter det første skud, måtte være udmattelse og mangel på koncentration!

Efter lang tid, hvor vi alle lige skulle sunde os lidt, begyndte den nu endnu længere og tungere nedstigning ned til hestene… Jeg forbandede mig selv hele vejen hjem til campen og stemningen steg først da David sad på sengen med computeren for at se lidt på de optagelser han havde lavet… Vi havde, i situationen, formodet at advarselsfløjtene fra hundyrene kom fordi de havde fået fært af os. Det skulle vise sig at grunden til flokkens uro var en helt, helt anden!

Hvad der havde forpurret jagten, må i vente til at finde ud af når filmen er færdig, men jeg kan godt løfte sløret for at det var ret spektakulært, det vi oplevede på bjerget!

Jagtdagen var slut for os og trætte og udmattet gik vi tidligt i seng, for næste morgen skulle vi op kl. 4!

Resten af historien og filmen fra denne barske men eventyrlige rejse kan i læse mere om snart, lige her på bloggen…

Håber i vil læse med!