Zebra drama-Igen!

Den her historie har egentlig rødder helt tilbage til 2008!

Jeg var på en jagtrejse/filmoptagelse sammen med mine to gode venner, Malte Udsen og Steen Andersen. Vi jagede i et fantastisk område i det Nordlige Namibia og en af de historier vi gerne ville fortælle var jagten på henholdsvis Burchell zebraen i lavlandet og bjergzebraen oppe i bjergene… Hvis ikke du gider at læse den lange historie HER så kan jeg kort fortælle at min jagtsituation med bjergzebraen endte med et for lavt første skud, adskillige opfølgende skud og en flot gammel zebra hingst som udstødte et døds-vrinsk som skar dybe ar i mit hjerte… Jeg kan stadig høre vrinsket og det ekko som bjergsiderne leverede og jeg har stort set lige siden ikke haft lyst til at jage zebra igen!

På trods af dette, vil jeg dog gerne over den oplevelse og erstatte den med en mere succesfuld zebrajagt. Derudover har jeg vist også lovet min hustru et zebraskind til stuen… Svært at skaffe, hvis jeg ikke vil nedlægge en zebra selv!

Så jeg måtte forsøge mig med en Burchell zebra da jeg gæstede Kelvin og Syncerus safaris for et par uger siden. Med mig havde jeg et lille hold af gode venner og så min hustru Wendy, som også fungerede som fotograf på denne tur.

Målet var udover zebraen at jage Kudu og Limpopo bushbuck og hvad der så ellers lige måtte komme forbi af gode jagtoplevelser…

Vi havde indledt denne dags jagt med at pürche rundt i et 8.000 hektar stort område hvor stort set alle de almindelige afrikanske arter holdt til. Vi havde set mange dyr og havde haft et par meget nære oplevelser med bøffelflokke, men vi skulle helt hen på eftermiddagen før at vi kunne indlede en decideret pürsch på en lille gruppe zebraer…

Der stod tre dyr ude i en form for lysning og Kelvin indledte en langsom pürsch rundt om disse for at bringe os i en position hvor jeg ville kunne skyde på blot 150 meters afstand. Langsomt krabbede vi os rundt om en gruppe træer og mens jeg satte skydestokken op hviskede Kelvin at alle tre var afskudsbare dyr og der var ingen føl med dem. Altså tre voksne dyr, nu skulle jeg bare udvælge en der stod fornuftigt…

Wendy hviskede at kameraet var klar og rullede og imens kiggede jeg igennem sigtekikkerten på de tre dyr.

Alle tre stod temmelig spidst på os og selvom de ikke havde set os, så var de helt opmærksomme på at noget var galt! End ikke deres haler bevægede sig, som de ellers konstant gør, for at holde fluer og lignende væk, de tre dyr stod helt stille og bare stirrede!

Efter et stykke tid slog den ene zebra dog med sit hoved og tog et enkelt skridt… Nu var dens skulder og hals fri af den halvhøje bevoksning og dette var det eneste af de tre dyr som stod fornuftigt til et skud.

Jeg forsøgte at få min vejrtrækning lidt i ro, jeg kunne mærke at den gamle zebra historie lurede i mit hoved… Selvom det var 15 år siden at jeg skød det skæbnesvangre skud i Namibia, så var det som om jeg var transporteret direkte tilbage til dengang! Mine hænder rystede, mit hjerte hamrede og mine øjne var sammenklemte af sveden som løb af min pande…

Jeg lukkede kortvarigt begge øjne og havde en alvorssnak med mig selv og tog derefter et resolut sigte lige på kanten af zebraens højre skulderblad. Med den vinkel som dyret stod i, ville kuglen ramme på forkanten af højre skulderblad og så gå ud nogenlunde midt på det venstre… Skuddet gik, zebraen kastede sig frem med et helt stift forløb og mens kugleslaget stadig ekkoede i lysningen, løb den frem med højtløftet hale!

Jeg nåede netop at bemærke at de to andre zebraer løb med deres haler nede og hele skudtegnet fik mig til at have en god fornemmelse af skuddet…

Efter et par minutter gik vi frem mod skudstedet og Kelvin og jeg gik og snakkede om skuddet og zebraens reaktion. Vi var begge godt tilfredse og formodede at dyret ville løbe et par hundrede meter og så ligge forendt…

Vi tog fejl…

Langt de fleste af de afrikanske dyr er særdeles skudstærke og kan med helt perfekte kugler løbe temmelig langt.

Dette lettere optimistiske faktum løb igennem mit hoved mens vi lige så langsomt gik på blodsporet… 100 meter. 200 meter. Efter 300-400 meter blev jeg dog temmelig bekymret! Selvom blodsporet var tydeligt og der var masser af blod at følge, så var vi nu nået frem til det første sted zebraen var stoppet op. Blodet havde lavet en decideret pøl i det rustrøde sand og alligevel var zebraen løbet videre! Den gik ikke længere med de to andre, men havde søgt hen imod noget helt tæt bush som satte vores hastighed noget ned…

Efter ca. 1 kilometer pegede trackerne på nogle mærker i jorden og Kelvin fortalte at her havde zebraen rullede rundt på sin skulder for at forsøge at lukke blødningen! Der var stadig masser af blod, men hvis zebraen havde fornuft nok til at rulle, så var min frygt at den ikke var dødeligt ramt!

Kelvins beroligende smil var også forsvundet og med sammentrukne og bekymret miner sneg vi os langsomt afsted på sporet mens solen hastigt gik ned bag bjergene i horisonten…

Inde i det tætte bush virkede det allerede decideret mørkt, men vores to trackere formåede alligevel at følge sporet. Vi nåede dog ikke så langt da der pludselig lød både en rumlen og et par dybe grynt mindre end 20 meter fra os… Kelvin hvæsede så lavt han kunne: ”Buffalo!” Hvis ikke ordet i sig selv indgydede frygt i mig, så var hans helt udspilet øjne den sidste indikator på at det her var helt gal!

Vi havde flere gange den dag stødt på større og mindre flokke af bøfler med helt små kalve. Kelvin havde forklaret at ikke nok med at køerne og til dels også tyrene ville forsvare deres kalve, endda temmelig agressivt, så blev bøflerne også rasende hvis de kunne lugte blod! Ofte ser man gamle tyre stange en anskudt bøffel, fordi de simpelthen bliver fanget af en form for blodslyst!

Det sidste sted vi ønskede at være, var hvor vi var lige nu: i helt tæt bush, i mørke, med blod i luften og omringet af en flok bøfler med små kalve!

Langsomt men bestemt trak vi os tilbage og da vi var kommet i sikkerhed et par hundrede meter væk kunne jeg tydeligt mærke på både Kelvin og de to trackere at det havde været en snert for spændende…

Vi markerede blodsporet og i buldermørke kørte vi hjem mod logden.

Jeg sad alene oppe bag på Land cruiseren med alle mine tanker og følelser… Det var en lang og kold køretur, men den passede sådan set fint til hvordan mit humør var.

Tilbage i lodgen sad vi alle længe rundt om bålet og hyggede og sludrede, men i mit hoved var der kun en ting som rumsterede rundt… Jeg havde tænkt hele scenariet igennem tusindevis af gange og selvom vi jo stadig ikke havde fundet zebraen, så følte jeg at vi havde gjort alt rigtigt! Jeg var tilfreds med skuddet og sigtet var lige på forkanten af højre skulderblad, så kuglen ville gå ud nogenlunde midt på den modsatte skulder. På trods af at dette alt sammen føltes rigtigt, så var der stadig en hel del tvivl… Zebraen var løbet alt for langt hvis altså kuglen havde ramt hvor jeg havde sigtet! Altså måtte kuglen sidde et andet sted og det var det som bekymrede mig!

Det sidste jeg tænkte inden jeg faldt i en urolig søvn var at jeg blot håbede den stakkels zebra ikke ville lide alt for meget med en dårligt placeret kugle…

Næste morgen indtog jeg morgenmad hurtigt og i stilhed. Jeg ville gerne afsted og snart efter sad jeg igen oppe på Landcruiseren i den flotte, men kolde solopgang. Wendy var sød og forsøgte at opmuntre mig med en kommentar om: ”Hør nu her, den er jo sort og hvid, hvor svær kan den være at finde…?” Det hjalp ikke rigtigt og efter mit sølle forsøg på et smil, fortsatte køreturen i sammenbidt stilhed.

Vi fandt hurtigt stedet hvor bøflerne havde stoppet vores tracking og uden yderligere ceremoni optog de to trackere sporet som om intet var hændt… Vi gik på sporet yderlige et par kilometer hvor blodsporet langsomt blev tyndere og tyndere. Flere gange mistede vi sporet og måtte bruge lang tid på at gå tilbage og langsomt cirkle rundt indtil vi fandt endnu en lille bloddråbe.

Efter ca. 3 timers tracking var det nu blevet varmt og jeg kunne tydeligt mærke at både trackerne og Kelvin var fortvivlet… Der var ikke meget blod at se på jorden og fornemmelsen af at Kelvin ville afblæse eftersøgningen voksede større og større i mit sind…

Vi var kommet til en lille lysning hvor trackerne igen havde mistet sporet. Jeg sad sammensunket på jorden mens Kelvin talte i radioen med de to trackere som var gået tilbage for at finde sporet… Vi havde nok siddet der i omtrent en halv time, i komplet stilhed…

Jeg var overbevist om at nu ville vi give op, da Wendy pludselig ophidset hviskede at jeg skal komme… Wendy var helt tydeligt opmærksom på min sindstilstand men jeg var overbevist om at hun blot havde set en fin lille fugl eller et sødt lille egern som hun håbede ville opmuntre mig lidt…

Jeg ignorerede hende til at begynde med, men hun blev ved med at nærmest hvæse ad mig i en mere og mere ophidset tone!

Jeg vendte mig om mens jeg rejste mig op så jeg Wendy stå og pege hen mod en lille klat buske bare 30 meter fra os… Lige der, i en solstråle lå der en død zebra! Den lå halvt inde under en lille busk og solstrålerne blev opbrudt af buskenes grene. Skyggerne fra grenene og solens skarpe lys lavede et fint mønster henover zebraens i forvejen imponerende mønster af sort og hvidt…

Jeg stolede ikke helt på mine egne øjne, men jo mere jeg stirrede i komplet uforstående stilhed, jo mere gik det op for mig at denne lange og sindsopslidende eftersøgning var ovre! Kelvin kom hurtigt til og sammen stod vi og var forbløffet!

Vi var forbløffet over hvor langt den var løbet, over hvor svært sporet havde været at følge og så var vi selvfølgelig forbløffet over at vi havde været på lige netop dette sted i en halv time, uden at have opdaget det store dyr!!

Trackerne kom også hurtigt tilbage og de kunne genfortælle ud fra sporene på jorden hvordan zebraen var kommet gående, nu i langsommere fart end da den havde været ved bøflerne. Måske havde bøflerne også forskrækket zebaren så den havde sat farten endnu mere op, hvem ved?

Lige ved den lille busk må den endelig være forblødt for den var væltet lige om på siden, sparket lidt med det ene bagløb og så ellers lagt stille, stendød!

Min frygt havde lige siden i går været at komme frem til en zebra som havde sat sig og langsomt var død… Ifølge trackerne, var dette smukke dyr nærmest faldet død om, men dog efter mindst 6 kilometers løb…

Jeg kunne nu for anden gang i mit liv sætte mig ved en smuk zebra, men med decideret blandet følelser i mit sind. Jeg var glad, fordi vi havde fundet dyret og at det ikke havde lidt alt for meget, men samtidig utrolig trist over at det prægtige dyr skulle gå så meget igennem.

Det viste sig at kuglen var truffet midt på halsen og over en håndsbredde fra hvor jeg havde sigtet! Jeg var vred på mig selv, for den eneste fornuftige forklaring jeg kunne komme på, var at jeg havde rykket skuddet også selvom det havde føltes helt rigtigt da jeg tog aftrækket…

Vi sad længe ved zebraen i stilhed, hver af os med vores egne tanker…