Oryxjagt i Namibia

Et par dage efter jeg var kommet hjem fra Sydafrika stod jeg nu igen i Kastrup lufthavn. Denne gang for at tage til Namibia sammen med 7 gode venner!

Vi skulle jage hos Estreux Safaris sammen med Anton Esterhuizen.

For mange af mine venner var det første jagtrejse til Afrika og spændingen strålede ud ad deres øjne! Snakken gik ivrigt mellem os, mens vi fik overstået de formelle procedurer og nogle lange timer senere sad vi alle i en Land Cruiser på vej mod Antons revir langt mod nord, tæt på Etosha National park.

Når vi var så mange jægere, fordelte vi os så vi jagede to mand sammen med én guide. Vi skiftede bil og guide næsten hver dag, så alle fik mulighed for at jage med hinanden og fordelingen foregik sådan så de forskellige jagtlige ønsker kunne passe sammen.

På tredje dagen jagede jeg sammen med min gode ven Christian og vi havde sådan set de samme jagtlige ønsker… Vi ville begge gerne skyde oryx og hvis muligheden skulle opstå så også en Damara Dik-dik. Formiddagen gik forrygende da Christian skød en gammel fin Damara Dik-dik! Jagten havde været intens og spændende og med den lille bitte antilope afleveret tilbage i slagterummet, kørte vi nu ud i terrænet igen for at kigge efter en oryx til mig…

Namibia har været hårdt ramt af tørke i de sidste to år og vegetationen var da også decideret afbrændt! Ingen steder så vi græs og Anton fortalte at især blesbukkene, gnuerne og zebraerne havde det svært! Oryxen er noget mere hårdfør og kan bedre optage væske igennem den føde som den æder. Hvis der er friskt vand tilgængeligt vil de dog søge mod vand, men ellers kan de klare sig uden!

Anton, Christian og jeg satte os i skyggen af et lille tjørnetræ og havde udsigt ud over en tør flodseng. Længere oppe af den tørre dal var der en vandpumpe og et lille vandhul. Sent om formiddagen og hen på eftermiddagen kom både oryx og vortesvin ofte til dette vandhul og her sad vi så og nød den lille smule skygge som det lille tjørnetræ gav os. Solen bagte ned og mens temperaturen nærmede sig de 40 grader, ændrede lydkulissen sig rundt om os. De sangfugle som havde kvidret hele formiddagen forstummede og til sidst var der kun den monotomme lyd af cikader, græshopper, fluer og så den evindelige kurren fra duerne som fløj frem og tilbage til vandhullet.

Efter en times tid så vi alle tre en enlig oryx tyr komme ud af buskadset på den modsatte side… For mig er oryxen indbegrebet og symbolet på Afrika! Den er smuk, hårdfør og til tider farlig! En perfekt sammenligning med et fantastisk kontinent og et lige så fantastisk dyr. Denne tyr kom langsomt travende hen over flodsengen og henover en lille bakke overfor os… Jeg rejste mig langsomt op men selvom jeg var delvist skjult af en lille busk og bevægede mig langsomt, så så den årvågne oryx alligevel en af mine bevægelser da jeg slog viper flexen op! Tyren stoppede som ramt af lynet og stod nu og stirrede direkte op imod mig!

Jeg var fanget med skydestokken slået op, men med riflen kun halvt på plads… Oryxen stod perfekt med siden til og afstanden var blot ca. 100 meter…. Oryxen stod bomstille, samtidig med at dens lange busket hale hele tiden slog de irriterende fluer væk. Vi stirrede på hinanden i lang tid og endelig begyndte den at slå lidt med hovedet og kiggede kort væk, for så at flå hovedet tilbage og genoptage den intense stirren. En opførsel som jeg har set mange gange før og en metode som byttedyr ofte bruger for at lokke et eventuelt lurende rovdyr til at indlede sit angreb! Jeg havde på fornemmelsen at oryxen ikke ville fortsætte sin færd frem mod vandhullet og jeg var også godt klar over at han nok ikke ville blive stående ret meget længere… Jeg kunne dog ikke rigtig gøre noget ved situationen, for hvis oryxen så flere bevægelser fra den mistænksomme busk, ville den nok blot styrte tilbage i dækning!

Ganske rigtigt, så brød den endelig øjenkontakten og kastede sig rundt og løb i en støvsky op af bakken op mod buskadset… Jeg fik hurtigt riflen op på plads i skydestokken og fik rykket mig en smule, hvis nu oryxen skulle stoppe inden de beskyttende grene…

Det gjorde han og stillede sig med venstre side imod mig i en meget skrå position. Tyren stirrede stadig tilbage efter mig og mens Anton hviskede: ”Hvis du har et skud, så tag det!” forsøgte jeg at få styr på sigtet… Tyren stod meget skævt og mit sigte fandt hvile nogenlunde midt på oryxens venstre side, for på den måde at kuglen skulle gå ud midt på den modsatte, højre skulder. Sigtet var fast og dyret stod stille… Jeg trak vejret roligt og lod skuddet gå! Et kort sekund var genlyden fra lyddæmperen det eneste som jeg kunne høre rulle tilbage i dalen. Duerne, cikaderne og græshopperne var alle forstummet mens oryxen haltende og besværet forsvandt ind i buskadset…

Mens støvskyen lagde sig fra oryxens kraftige klove, genoptog cikaderne og græshoppernes deres larmende ”tik-tik-tik” lyde og Anton sagde at han vist nok havde set oryxen gå ned lidt længere inde imellem de krogede træer…

Jeg så det ikke selv, men jeg var sikker på at kuglen sad hvor den skulle og jeg var også sikker på skudplaceringen.

I Afrika genoptager man forfølgelsen af et påskudt dyr med det samme, så efter at have fyldt magasinet op og skruet ned for forstørrelsen på sigtekikkerten, gik vi nu alle tre hen mod skudstedet…

Vi kunne tydeligt se hvor oryxen havde sat af i sin sidste flugt, men der gik nogle meter før der var et regulært og stabilt blodspor at følge! De afrikanske antiloper er skudstærke og hvis ikke der er et udgangshul, så går der en gang imellem temmelig lang tid før blodet kommer ud af indgangshullet! Selvom vi hurtigt og nemt kunne følge blodsporet, så var det med den velkendte og stigende følelse af tvivl, som fulgte mig på sporet… Det var dog helt unødvendigt for blot hundrede meter igennem buskadset, lå den smukke oryx tyr, stendød og med en kugle som havde ramt lige der hvor jeg havde sigtet.

Som sædvanligt når jeg sidder ved siden af et nedlagt dyr og måske i særdeleshed en oryx blev jeg ramt af en melankolsk og nærmest lidt trist følelse… Disse dyr er simpelthen så smukke og prægtige og mens øjnene blev uklare og den dyb sorte farve blev mere grålig, sad jeg og reflekterede over de mange oplevelser og følelser vi jægere kommer til at opleve.

Anton hentede efterfølgende Land Cruiseren og ved fælles hjælp fik vi læsset oryxen op bag på og så blev tyren kørt retur til slagterummet. Når temperaturen nærmer sig de 40 grader, så gælder det om at få kødet og skindet så hurtigt som muligt tilbage til slagterummet ellers går det simpelthen til!

Christian, Anton og jeg skulle videre på jagt, vi var langt fra færdige med en dag som skulle byde på mere spænding og en lille smule dramatik…

Med to dyr i kølerummet var vi godt i gang, men vi var slet ikke færdige!

Følg med her på bloggen, hvor de næste historier fra Namibia vil blive offentliggjort!

Knæk & Bræk!