Namibia turen- Den første morgen

Rune lagde forsigtigt, men målrettet sin riffel tilrette i skydestokken… Trackeren hviskede hæst: “It’s the third from the left…” Jeg kunne høre det lille klik fra sikringen og jeg tror vi alle tre holdt vejret i spænding!

For et års tid siden vandt Rune en gratis jagtrejse til Namibia. Konkurrencen, på bloggen, var arrangeret i samarbejde med Buhlsjagtrejser og destinationen var Heiko Bindings “Kantaneno” ranch i Namibia. Farmen råder over ca. 22.000 hektar og jagten var en decideret reguleringsjagt med mulighed for mere klassisk trofæjagt. Parolen var dejlig simpel, trackerne ville udpege reguleringsdyrene for os, primært køer eller tyrer med knækket eller skæve horn. I “pakken” kunne vi skyde red hartebeest, sort gnu, vortesvin og sjakal. Derudover kunne vi tilvælge flere reguleringsdyr til en billig pris, eller trofædyr til afregning efter prisliste.

De næste par dage vil jeg fortælle om vores oplevelser, så vær forberedt på at der går lidt AFRIKA i den..:)

Hele gruppen af 7 jægere rejste fra Kastrup til Windhoek i sidste uge. Vi fløj over Doha i Qatar og her havde vi et langt “stop-over”. De mange timer fik vi dog brugt på et fantastisk besøg i Doha, med gratis hoteltransport, gratis visum og gratis ophold på et flot hotel. Vi vandrede rundt på et spændende marked, hvor de mest spektakulære oplevelser var falkeopdræt og politiets stald til deres araberheste.

Efter at være landet i Namibia fik vi hurtigt indlogeret os, indskudt vores rifler og så fandt vi ellers allesammen vores pladser rundt om bålstedet… Med en Gin & Tonic i hånden og Heikos rolige men spændende historier om dyrene, jagtformen og skudplaceringerne i ørerne, sad vi og tilberedte vores egen mad, nemlig “Bushman fondue”.

Heiko havde placeret en stor gryde med rapsolie ind i bålet og udstyret med hver vores lange grillgaffel, kunne vi så selv stege vores marineret zebrakød. Når kødet havde været i gryden i et par minutter, så holdt man kødstykket lidt ind i flammerne, for både at få lidt stegeskorpe, men også for at få brændt olien af. Det smagte himmelsk og mens de afrikanske nattelyde blandede sig med flammernes knitren og de ivrige og spændte samtaler mellem os alle, kunne jeg godt mærke at den her tur ville blive noget særligt… Det er altid med en vis spænding at jeg tager på disse gruppeture, når deltagerne ikke kender hinanden, men med denne start, kunne det kun blive godt- Og det blev det!

Den allerførste jagtmorgen havde jeg fået lov til at følge efter Rune på hans allerførste jagt i Afrika. Rune har taget jagttegn for et par år siden og det var tydeligt at mærke at spændingen var høj da vi kørte ud i det helt særlige morgenlys, som en solopgang i Afrika kan tilbyde… Vi sad bagpå ladet af en gammel Toyota Landcruiser og nød udsigten og alle lydene.

Efter en kort tur, steg vi ned og indledte en pürsch ned mod en stor lysning i bushen. Rune gik lige bag trackeren og da vi nærmede os lysningen sank de begge to lidt sammen og deres bevægelser blev langsommere og mere spændte. Jeg kunne skimte at der ca. 100 meter væk stod en lille flok sorte gnuer og stirrede direkte op imod os… De stod helt stille og nærmest prustede af os, mens deres karakteristiske hvide haler, piskede fra side til side. Trackeren stillede skydestokken op og mens Rune gjorde sig klar, kiggede trackeren ivrigt i kikkerten for at udvælge et af dyrene.

Den lille flok havde opdaget at noget var forkert, så mens trackeren og Rune talte om de forskellige dyr, så mistede flokken tålmodigheden og løb prustende længere væk over lysningen… Afstanden blev for lang og trackeren ledte os tilbage mod bilen. Vi kørte et lille stykke hvor Rune og jeg fik talt situationen lidt igennem. Nu havde vi haft den første kontakt med de afrikanske dyr og Rune følte faktisk at det havde været godt at denne, første, situation ikke havde ført til et skud!

Vi forlod bilen igen og sneg os igennem bushen. Målet var endnu en lille lysning med et lille vandhul. Taktikken var, at gnuerne typisk ville bruge morgenen til at søge vand, så derfor var disse vandhuller det første som skulle kigges ud…

Trackeren lavede pludseligt nogle hurtige bevægelser frem og tilbage og sank derefter lidt sammen med kroppen! Rune og jeg vidste med det samme at han havde set nogle dyr og selvom vi ikke selv havde set dem, steg spændingen voldsomt! Rune fortrak ikke en mine og koncentrationen lyste ud af øjnene som scannede terrænnet foran os.

Vi brugte hele tiden små buske og træer så vi var så godt skjult som muligt, mens vi langsomt listede os tættere på det lille vandhul. Trackeren nærmest krøb rundt om en busk og satte langsomt skydestokken op… Både Rune og jeg sneg os efter ham og lige foran os, stod der en lille håndfuld gnuer. Selvom vi havde været godt skjult under hele pürschen, så havde alle dyrene allerede opdaget os! De stod med front mod os, ca. 100 meter væk og endnu engang var den eneste lyd, de høje brummende prust og den eneste bevægelse var de hvide haler som svingede frem og tilbage…

Rune havde fået riflen på plads i de to støttepunkter på Viperflexen og efter at have sikret sig hvilket dyr der var tale om, kunne jeg høre det lille klik fra sikringen… Jeg holdt vejret og kunne mærke mit hjerte banke! Rune var blot sekunder fra at affyre sit allerførste skud på det afrikanske kontinent og jeg håbede inderligt at det ville gå godt… Gnuerne stod stadig med front mod os og selvom Rune og jeg havde brugt lang tid på at tale om skudplacering, så er et spidst skud ikke noget vi danskere er så vant til, så jeg stod med tilbageholdt åndedrag og krydset fingrer… Alt sammen helt unødvendigt, for da skuddet gik, kunne jeg tydeligt se kuglen ramme gnuen lige midt i brystkassen! Gnuen sank sammen og slog med hovedet og forsøgte så at følge med den flygtende flok… Rune genladede og var lidt usikker på hvad der egentlig var sket! Trackeren løb straks frem og vi fulgte begge efter ham. Efter få meter så vi en lille støvsky hvor gnuen var faldet om og midt i det røde støv, kunne vi alle se den lyse hale lave et sidste dask og derefter stilhed… Lige dér gik det op for Rune at han havde skudt sit første afrikanske dyr og følelserne fik lov til at løbe frit. Han lavede nærmest en lille stepdans rundt om sig selv, mens han afladede riflen! Han kunne ikke rigtig sætte to sætninger sammen og efter at jeg havde forsøgt at få ham til at sætte et par ord på oplevelsen, lod jeg ham blot være for at nyde hele situationen… Vi gik sammen op til den gamle gnu og Rune sad længe og bare betragtede dyret. Efter lang tid fik vi snakket lidt om skuddet, trofæet, oplevelsen og endelig kunne Rune lægge hånd på sit første trofæ, nedlagt på dette fantastiske kontinent!

Vi tog en masse billeder, mens Runes ellers rolige væsen og lidt tilbageholdende jyske mimik, virkelig fik problemer med at holde igen! Der blev grint og hele hans  ansigt var præget af et bredt smil. Afrika var allerede gået i blodet på ham!

Mens trackeren hentede bilen sad Rune og jeg og sludrede og jeg spurgte Rune om hvad han nu ville jage… Han svarede at han faktisk gerne ville undlade at jage mere denne morgen, for denne oplevelse skulle lige bundfælde sig lidt! En sympatisk indstilling som jeg sjældent oplever hos relativt nye jægere og jeg må indrømme at jeg næsten også selv havde det sådan og vi var vel egentlig begge to klar til at køre hjem og få morgenmad!

Det er desværre sjældent at jeg får lov til at gå bag en anden jæger og oplevelsen havde været næsten lige så spændende, hvis ikke mere, end hvis jeg selv havde haft riflen i hånden! Når man selv skal skyde, så får man ofte “tunnelsyn” og koncentrer sig så meget om skuddet, dyrets opførsel og trackerens instrukser. Jeg kunne fortælle Rune om alle mulige detaljer som han slet ikke selv havde oplevet, fordi han netop var så koncentreret…

Da vi havde fået læsset gnuen på bilen og kørt den til slagterummet, fortsatte vi dog morgenens jagt… Nu var det min tur og vi sprang endnu engang af bilen, midt ude i den afrikanske bush. Solen var kommet helt op og temperaturen nærmede sig hurtigt de 35 grader! Alle morgenens lyde og synsindtryk havde ændret sig til fladere farver, nu hvor solen brændte ubarmhjertigt og alle fuglene som havde sunget til solopgangen var erstattet af cikadernes og græshoppernes insisterende larm.

Efter en times tid hvor vi egentlig bare vandrede imellem de mange små tjørnetræer, sank trackeren lidt sammen og flyttede igen hovedet rykvis fra side til side… Det er den samme metode som de vilde dyr benytter sig af, når de tror de har set noget. Teorien er vist, at hvis man stirrer direkte mod et punkt, så ser man ikke lige så godt som hvis man flytter øjnene og også bruger det periferere syn… Derfor kan det være smart at flytte hovedet lidt, i stedet for blot at stirre på det samme punkt. Efter lidt tid, så jeg endelig en enlig hartebeest ko stå i skyggen under et lille træ! Vi sneg os lidt tættere på men da der kun var ca. 100 meter derhen, turde trackeren ikke gå tættere på. Vi havde fået fortalt fra Heiko at mange af hartebeest køerne allerede havde sat deres små kalve. Derfor var det usikkert om vi alle kunne få skudt hartebeest og derfor havde vi da også fået lov til at bytte til andre arter… Ingen af os ville jo skyde en ko fra dens kalv, så vi skulle kigge os godt for, før vi skød til disse flotte, lidt særpræget dyr.

Jeg spurgte trackeren om han kunne se en kalv, men han svarede blot at den var alene! Jeg har aldrig set en hartebeest ko være alene, så med usikkerheden og tvivlen boblende, lagde jeg riflen i skydestokken… Koen stod med halsen og det forreste af brystet frit og mens trådkorset hvilede lige på overgangen mellem krop og hals, spurgte jeg endnu engang trackeren om jeg kunne skyde og om den var alene… Han svarede ivrigt: “yes, shoot!”

Tvivlen nagede stadig lidt i mig, men omvendt så måtte jeg jo også stole på hans lokale viden og så mange hartebeests, har jeg jo heller ikke set på…

Jeg lod skuddet gå og kunne se koen gå direkte i jorden og med sitrende ben lå den helt stille mens en hel flok hartebeests pludselig spurtede gryntende forbi os! Der var mindst 30 dyr og jeg kunne se i hvert fald 3 små kalve som løb kaldende sammen med flokken!

Vi skyndte os frem til koen og jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at vi nu enten ville komme frem til en lille kalv som stod sammen med den døde ko, eller en død ko med masser af mælk i patterne!

Heldigvis var ingen af disse to skrækscenarier det vi mødte, men blot en fin gammel hartebeest ko som lå stendød lige der hvor den havde stået… En tung sten faldt fra mit hjerte og endnu engang kunne jeg blot minde mig selv om at man altid skal følge sin egen mavefornemmelse og sunde fornuft, også selvom man er på et fremmed kontinent! Man skal ikke skyde, med mindre man føler det er det helt rigtige at gøre…

Rune og jeg fik endnu engang mulighed for at sidde og snakke det hele igennem, mens trackeren hentede bilen.

Vi havde begge tænkt tanken at denne ko nok ikke var alene og i virkeligheden burde jeg slet ikke have skudt! Det var rent held at denne ko ikke havde en kalv og selvom alt endte godt, så var det en lærerig formiddag for os begge…

Tilbage på ranchen kom alle de andre jægere dryssende hjem med rødt Afrika støv i håret og enkelte solskoldede næser, men alle med mange oplevelser i rygsækken! Brunchen blev indtaget mens alle morgenens historier fløj på kryds og tværs over bordet og efter et hurtigt dyp i poolen, gik alle retur til vores værelser for at få en tiltrængt lur…

Resten af de mange oplevelser, kan du læse mere om de næste par dage, lige her på bloggen…

Knæk & Bræk!