Monteria i Portugal. Dag 1

Flokken af hunde halsede hidsigt og Emil og jeg kunne høre at drevet kom tættere og tættere på! Hvad hundene var efter anede vi ikke, men nu var det bare med at være klar…

I sidste uge var jeg blevet inviteret med på en klassisk Monteria i Portugal. Jagten var arrangeret igennem jagtrejseportalen Rainsford Hunting og jagten var en to dages jagt på primært kronvildt, men der ville også være gode chancer for vildsvin.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så var det med lidt blandet følelser at jeg sagde ja til denne tur! Jeg har simpelthen hørt så mange dårlige og grimme historier fra disse store drivjagter, at jeg var meget i tvivl om hvor vidt jeg overhovedet skulle deltage… Men, jeg forsøger virkelig at leve efter mit eget hjemmestrikket motto: “Prøv det først, dan mening bagefter!”

Med dette mantra i baghovedet, drog jeg afsted med Frederik og min gode ven og fotograf, Emil!

Den klassiske Monteria er en oldgammel tradition på den Iberiske halvø og er nu til dags vel ikke meget anderledes end en centraleuropæisk drivjagt. Der er dog markante forskelle, for på en Monteria er det ikke unormalt at der deltager 30-50 skytter, 5-20 drivere og 100-500 hunde! Den ene såt der afholdes om dagen er på et enormt område og kan sagtens være på op til 1.000 hektar!

Jagten stammer formentlig fra de kæmpe store parforcejagter, hvor jagten med de mange hunde egentlig var uden skydende deltagere! De store flokke af hunde skulle selv fange de vilde dyr og hvis de ikke selv slog dyrene ihjel, så stak jægerne dem med lange knive eller med spyd! I takt med at rifler blev mere og mere udviklet og nok især med at der faktisk opstod en social og senere hen et økonomisk aspekt i disse jagter, ja så udviklede de sig til jagter med skytter.

Min far har deltaget på adskillige Monteriaer i Spanien og han har altid med begejstring i stemmen fortalt om de gode stemning som hersker blandt de mange deltagere. En Monteria er en jagt-festdag og alle griner, spiser, drikker og råber højt, ligesom man forventer en masse sydeuropæer skal opføre sig!

På denne turs første morgen, er det da også den stemning som rammer os lige da vi træder ind i den store spisesal! Der sidder vel 50 jægere, drivere, chauffører og hundefolk og lydniveauet er HØJT! Spændingen og forventningens glæde er lige så tyk som cigarrøgen og alle smiler, griner og taler…

Jeg havde efter råd fra min far, besluttet mig for at tage noget pænt jagttøj på og jeg fik da også enkelte anerkendte nik fra de ældre Portugisere da vi gik rundt og sagde godmorgen! Festen kunne nu begynde og efter morgenmaden samledes vi alle udenfor spisesalen for at afholde parole, trække lod om pladserne og for at bede en bøn. Bønnen som afsluttede hele dette cirkus var helt tydelig alvorlig og seriøs, men så snart den var færdig, udbrød alle i festlige råb og klapsalver! Et tydeligt tegn på at dette vitterligt var en jagtfest men afholdt i seriøse og sobre rammer!

Emil og jeg fik en post nogenlunde midt i det 1.000 hektar store drev. Vi havde en god udsigt over to store slugter og kunne skyde frit ud til ca. 300 meter! Driverne ville starte på forskellige lokationer og dermed kunne dyrene komme fra alle retninger. Reviret her, var et stort hegnet område på ca. 3.000 hektar og lovgivningen dikterer at der kun må drives jagt én gang om året på dette revir! Derfor bliver der afholdt to jagtdage, på hver ca. 1.000 hektar. På denne måde ville der altid være 1.000 hektar som fik ro og fred i mindst et år.

På drivjagt starter jeg altid med at måle forskellige afstande, så jeg ved hvor jeg kan skyde og dermed kan jeg koncentrere mig om selve skuddet, når dyrene kommer løbende! På denne post kunne jeg skyde helt ud til 300 meter og dermed var det vigtigt for mig at have styr på de forskellige afstande til forskellige naturlige fix-punkter! Jeg besluttede mig hurtigt for hvor jeg ville skyde til løbende vildt og hvor jeg med skydestokken kunne skyde til stillestående dyr.

Drevet var en lille time gammelt da Emil og jeg tydeligt kunne høre en masse hunde komme drivende med fuld halsen bagved os! Pludselig så jeg et lille vildsvin løbe igennem de tætte buske, langs slugten på min venstre side… Hundene var langt bagved og grisen løb i et støt tempo på ca. 100 meters afstand. Så snart Emil havde kameraet på grisen og jeg følte at jeg havde et godt hold på det lille dyr, skød jeg første skud! Jeg følte det var et godt skud, men grisen løb videre og på grund af de mange buske, var den svær at få hold på… Jeg skød vist tre skud efter den hurtige gris og i det jeg skød det sidste skud, forsvandt den ind i en lille tæt busk! Jeg så den aldrig komme frem igen og selvom jeg ikke havde set den falde, så var jeg overbevist om at den var død!

Jeg fik dog ikke lang tid til at stå og tænke over dette, for pludselig kom der en kronhind løbende ned i den samme slugt! Hundene var stadig ikke kommet frem og jeg svang hurtigt riflen efter det flygtende dyr… I sigtekikkerten kunne jeg se at hinden var blevet påskudt i det ene forløb, så med det samme sagde jeg til Emil at jeg ville skyde så snart jeg kunne uanset om han var klar med kameraet eller ej! Hinden satte farten en smule ned og så snart den lille røde prik slap bringen, for at fortsætte svinget, faldt skuddet! Hinden blev truffet lige ved overgangen mellem halsen og kroppen og faldt stendød til jorden! En dejlige fornemmelse at have afsluttet en anskydning, for på denne jagt og i dette terræn, var sådan et dyr aldrig nogensinde blevet eftersøgt ordentligt og da slet ikke fundet!

Hundene arbejde stadig på bakken bag os og efter få minutter kom endnu et lille vildsvin løbende igennem slugten! Jeg nåede at tænke at med denne fart og med denne mængde dyr, så ville jeg da løbe tør for patroner inden de ca. 4-5 timer var gået!

Denne gris var lidt længere væk og jeg kunne se at den ville passere et lille spor hvor der både var et godt billede til kameraet, men også et par meter hvor jeg kunne følge den uden buske og træer som ville være i vejen! Så snart grisen var fri på det lille spor, hviskede Emil: “Jeg har den, SKYD!” og som på kommando skød jeg! Grisen blev truffet, men lige i det bagerste af ribbenene! Den satte sig ned med bagenden og drejede et par gange rundt om sig selv, før den fortsatte ned af sporet direkte imod vores position! Jeg kunne se i kikkerten at blodet fossede ud og vidste at vildsvinet var dødeligt ramt. Det betød dog ikke at jeg ville holde op med at skyde igen, men nu var den inde mellem alle buskene og de små træer, så jeg måtte bare holde svinget og så skyde når jeg følte at jeg havde et godt hold… Andet skud kunne jeg se ramme på skulderen, men den lille gris fortsatte stadig sin flugt! I det tredje skud svang jeg lidt mere med og da kuglen ramte lige bag øret, trillede grisen og lå stille midt i en lille tjørnebusk!

Hundene kom nu tordnende over bakkekammen med fuld halsen og de fulgte alle den sidste gris spor! Det var alle mulige forskellige hunderacer, små og store og de forskellige toner af hundeglammen blandede sig med lyden af klokker fra hundenes halsbånd. Et par af dem passerede den døde hind, men det var helt tydeligt at de allesammen var fuldt fokuseret på den friske vildsvinelugt! De hurtigste hunde kom frem til grisen og mens nogen tog forsigtig standhals, sprang andre direkte frem og begyndte at ruske i den døde gris. Lige netop dette scenarie havde jeg frygtet, for nu stod der ca. 10 hunde, langt fra deres hundefører og tidligt i drevet og frygten var at de nu ville æde dette dyr igennem de næste mange timer… Der gik dog heldigvis ikke længe, før de alle igen løb igennem terrænnet i forskellige retninger og mens jeg lettet fik genladt riflen, koncentrerede jeg mig igen om omgivelserne…

Såterne på en Monteria er lange og vi havde vel kun været igang i en lille time! Det skulle dog vise sig at stilne betydeligt af på vores post og resten af såten bød kun på yderligere to dyr! Der kom to hinder, hver for sig, men de løb begge væk fra mig, så jeg kun kunne afgive et skud direkte ned i ryggen eller direkte ind i spejlet! Ikke et skud jeg bryder mig om, selvom de lokale ingen problemer ser i dette, men de fik altså lov til at passere min post uden skud…

Da såten var slut, kom vores chauffør for at hente os. Vi fik hurtigt markeret hvor hinden og den sidste gris lå, men den første gris kunne vi simpelthen ikke finde! Chaufføren var ikke særlig interesseret i at lede alt for længe og det var tydeligt at han syntes vi havde travlt og skulle komme tilbage til bilen! Vi havde hørt rigtig mange skud igennem hele såten, så der ventede selvfølgelig også et kæmpe logistik arbejde i at få samlet alle dyr op til den parade som vi skulle afholde efter frokosten… Skuffet og lidt irriteret forlod vi slugten.

Chaufføren fortalte på  gebrokkent engelsk at der ville komme et hold med traktorer og æsler, som ville sørge for at alle dyrene kom frem til paraden! Jeg ville gerne have brugt lidt længere tid på at lede, men sådan blev det ikke….

Frokosten var, om muligt, endnu mere festlig end morgenmaden og alle fortalte højlydt og i munden på hinanden om deres mange oplevelser!

Efter en dejlig frokost, var der en imponerende parade på 126 nedlagte dyr! Der var en del flotte kronhjorte og så ellers vildsvin og hinder. En fantastisk afslutning på min allerførste Monteria jagtdag og med endnu en jagtdag ventende forude, var begejstringen høj! Næste dag skulle vise sig at blive endnu bedre for mig og den historie, kan du naturligvis læse mere om, lige her på bloggen, om et par dage…

Filmen bliver formentligt lagt op om et par uger.

Knæk & Bræk!