Kuduen som forsvandt!
Et par dage efter den dramatiske zebrajagt, (Læs den historie HER!) kørte Wendy, Kelvin og jeg igen ud i den afrikanske bush…
Målet for dagens jagt var også den egentlige årsag til vi overhovedet var på jagt på lige netop dette tidspunkt, nemlig en stor gammel kudutyr!
Vi var midt i kuduens brunsttid og den lokale landmand havde fortalt at han havde set mindst tre gamle tyre som havde jagtet rundt med hunnerne. De gamle kudutyrer lever oftest væk fra køerne og kalvene og i visse tilfælde vil de slå sig sammen i små herregrupper. De helt gamle og rutineret tyre lever oftest alene og ses sjældent, men når brunsten er i gang, vil de søge sammen med køerne og deres ellers høje opmærksomhed og forsigtighed vil blive erstattet af ren elskov og decideret uforsigtighed!
Parolen var relativ simpel: Vi ville køre og pürsche rundt og kigge efter de små flokke af kudukøer. Chancen for at der ville være store tyre i nærheden af køerne var høj og hvis vi kunne komme tæt på køerne uden at de opdagede os, så ville vi være i en god situation for at få sigtekornet på en god tyr…
Vi skulle dog langt op af formiddagen før vi fik kontakt med den sky kudu!
Kelvin kravlede langsomt frem mod et vandhul med Wendy og jeg lige i hælene… En lille flok kuduer havde netop forladt vandhullet og vi så blot deres bagdele forsvinde ind blandt de tætte buske foran os.
Vi sad i et par minutter og ventede og så lige akkurat at den lille flok passerede en sidevej langt nede på vores venstre side.
Vinden svøb sagte rundt om os og middagsheden gjorde at vi absolut ikke kunne regne med nogen form for fast vindretning. Alligevel sneg vi os efter flokken ned langs den smalle vej, som egentlig ikke var mere end et overgroet hjulspor…
Efter nogle hundrede meter kom vi til et af områdets vildthegn. Disse hegn er over 3 meter høje og har mange stramme tråde spændt imellem stængerne og alligevel stopper dette ikke de vilde dyrs færden! De små og mindre dyr vil grave eller bare møve sig under hegnet og de større dyr såsom kudu og eland, vil blot hoppe over hegnet!
Jeg har jaget mange steder i Sydafrika og dyrehegn er simpelthen bare en del af at gå på jagt i dette land. Det irriterer eller påvirker mig ikke rigtigt længere og da vi forsigtigt kiggede ned langs dette hegn, så havde nogen af kudukøerne allerede sprunget over hegnet og stod og nippede af buskene på den anden side af hegnet. Denne lille gruppe var bare 50 meter fra os og havde ikke opdaget os…
Kelvin og jeg krøb i skjul bag et væltet træ og kiggede intenst op langs hegnet, for der burde være flere dyr i flokken.
Med et kom endnu en kuduko ud på vores side af hegnet og hun gik parallelt med de dyr på den anden side. Kelvin og jeg lagde os ned på maven og møvede os langsomt ud til midten af sporet for at kunne kigge ordentligt ned langs hegnet og sporet. Her lå vi nok et kvarters tid før endnu en ko kom ud bare 100 meter fra os. Kelvin hviskede ophidset at jeg skulle gøre mig klar… Jeg lå helt fladt på maven lige ved siden af Kelvin og Wendy lå bag mig med kameraet. Jeg kunne ikke rejse mig op til en siddende eller knælende skydestilling og stående med Viperflexen var helt udelukket! Jeg overvejede at kravle tilbage til det væltede træ, men så ville min vinkel op af sporet være skæv og mit skudbillede ville være fyldt af grene!
Den eneste mulighed var at ligge riflen henover ryggen på Kelvin og så forsøge at finde en behagelig skydestilling bag ham.
Kuduen drejede rundt og stillede sig lige i kanten af den tætte bush og begyndte at nippe til grenene rundt om hende. Mens jeg forsøgte at komme i position, hviskede Kelvin at der helt sikkert ville være en tyr med de to køer! Han blev ved med at sige: ”get ready, get ready!” og med hamrende hjerte fandt jeg endelig kudukoen og sigtekikkerten!
Jeg tænkte kortvarigt på mine mange lektioner i riffelskydning sammen med Jesper Lindgaard… En helt specifik lektion havde været den liggende skydestilling og han havde forklaret og demonstreret hvor vigtigt det var at få ordentlig støtte under brystkassen, ikke bare riflen og skydearmen! Jeg lå nu her under den brændende Afrikanske sol og skrabede det varme sand ind under min overkrop, samtidig med at jeg lavede en bunke sand til at støtte min venstre hånd under kolben på riflen. Jeg faldt lidt mere til ro og følte faktisk at jeg lå rigtig godt, bortest fra at Kelvins åndedræt fik mit sigte til at gå op og ned i takt med hans hektiske åndedræt!
Jeg hviskede spørgende til Wendy om hun var klar med kameraet da jeg ikke turde hverken skifte position eller risikere at kuduerne ville se os, men jeg fik et beroligende: ”Jeg er klar, kameraet ruller!” tilbage…
Efter mange lange minutter trådte der med ét en kudutyr ud af bushen lige bagved koen! De lange snoede horn skinnede kortvarigt i de brudte solstråler som slap igennem tjørnetræernes toppe og jeg tror jeg holdt helt op med at trække vejret i mindst et minut! Denne tyr var simpelthen så majestætisk og rolig i sine bevægelser og langsomt vendte han bagenden til og stod blot og stirrede ned af sporet, væk fra os!
Koen stod stadig og tyggede på grenene men hendes krop dækkede for hele tyren, så selv hvis han havde vendt siden til, ville jeg ikke kunne skyde med mindre han gik helt ud på sporet…
Kelvin hvæsede til Wendy og jeg at vi skulle kravle længere ud på sporet for at få en bedre vinkel til tyren…. Vi lå alle tre lige bag hinanden og som tre larver krøb vi langsomt og forsigtigt længere ud på sporet og nu helt fri af træernes skygge!
Jeg tror at netop det at vi ikke længere lå i skyggen gjorde at koen så os, for lige som vi var kommet på plads, drejede hun fronten en anelse mod os og holdt op med at tygge! Jeg lavede endnu en sandbunke jeg kunne støtte på og da jeg kiggede i sigtekikkerten kunne jeg se at koen stirrede direkte mod os med udslået ører! Der stak stadig en gren ud af hendes mund og alligevel stod hun bomstille! Ikke engang hendes hale bevægede sig og vi var alle klar over at vi var opdaget… Vi kunne ikke røre os ud af flækken og nu gjaldt det bare om at ligge helt stille og håbe på at koen ville falde til ro igen… Vinklen til tyren var stadig ikke god nok og selvom koen ville flytte sig, så skulle jeg skyde så skråt til tyren at jeg nærmest skulle sætte indgangshullet midt på hans højre bagkølle!
Ingen af de to dyr rørte på sig og minutterne gik… Solen stod højere og højere på himlen og mens sveden løb ned af mit ansigt kunne jeg mærke at jeg blev mere og mere solskoldet i mine knæhaser! Vi trak alle tre vejret i små ryk og selvom vi havde forsøgt at ligge så behageligt som muligt, begyndte de anspændte stillinger at sætte sine spor!
Det gjorde ondt i min nakke, i mine skuldrer og i min højre arm som jeg havde forsøgt at begrave bedst muligt i det bløde sand…
Vi lå der i noget der lignede en time og i den tid bevægede hverken kuduerne eller os en muskel!
Tyren stod stadig og stirrede ned af sporet og nu kom to unge impalahanner små-kæmpende op af sporet… Impalaernes brunst falder nogenlunde samtidig med kuduernes og disse to unge hanner gik og kæmpede med hinanden så støvet stod i kaskader rundt om dem.
Kelvin hviskede at de måske ville provokere kuduen til at bevæge sig og jeg hviskede tilbage at jeg var klar! Dog blev vi nødt til at finde en løsning på Kelvins besværet åndedræt! Han hviskede til mig at jeg skulle sige ”start” og så ville han tage to dybe indåndinger og så holde vejret lige så længe han kunne…
Kudutyren stirrede fast mod de to impalaer mens koen stadig blot stirrede direkte mod os. Noget skulle ske, men frygten i mit hoved var hele tiden at koen ville gå tilbage ind i de tætte buske og så ville tyren helt sikkert følge efter og de ville begge blot forsvinde i den tætte bush.
Impalaerne forsvandt lige så pludseligt som de var dukket op og det var som om tiden stod stille… Solens stråler brændte os alle tre og vores besværet åndedræt larmede mere og mere i mine ører! Alting gjorde ondt og sveden løb af os…
Som i én synkroniseret og planlagt bevægelse rykkede de to kuduer på sig…
Koen rettede sig op og stod nu med front direkte mod os og tyren drejede sig så han stod med venstre side vendt mod os. Dermed blev min skudvinkel fri og den lille røde prik fandt hurtigt det venstre skulderblad! Tyren stod dog stadig temmelig skævt, så jeg flyttede mit sigte til fronten af skulderbladet, så udgangshullet ville være nogenlunde midt på hans højre skulder…
Begge dyr stod som forstenet og jeg hviskede til Kelvin: ”Ready, stop breathing!”
Jeg følte ham tage tre dybe indåndinger og derefter faldt mit sigte helt til ro… Mit eget hjerte hamrede tungt og hårdt i mit bryst og min pegefinger strammede sig over aftrækkeren…
Jeg så kuglen ramme lige hvor jeg havde sigtet og en stor støvsky blev slået af den store skulder! Tyren sprang op i luften og forsvandt med det samme i de tætte buske. Vi lå alle tre et par sekunder uden at sige noget til hinanden, men langsomt fik vi alle tre rejst os op. Det foregik langsomt og med smertefulde og stive muskler og led, men glæden over at denne intense situation var overstået fik efterhånden smerten til at forsvinde!
Efter at vi havde sundet os lidt og fået en tår vand, gik vi frem mod der hvor kuduerne havde stået. Der gik ikke mange meter før Kelvin og jeg var både uenige og forvirret om hvor skudstedet helt præcist var! De små krogede træer lignede alle sammen hinanden og efter at have kigget overalt uden at finde en eneste bloddråbe eller spor i det løse sand tændte vi igen kameraet og afspillede de sidste sekunder af skud seancen, som Wendy havde filmet…
Vi var stadig i tvivl så Kelvin og trackeren begyndte at gå et strategisk spor igennem bushen for forhåbentligt at finde dyrenes flugtspor.
I ved alle hvordan bare et par minutter i sådan en situation, kan opleves som meget lange, Wendy og jeg ventede mindst en time før Kelvin kom tilbage og så decideret slukøret ud…
De havde fundet sporet af den enlige kuduko, men intet tegn efter tyren! Intet blod, intet hår og ingen spor!
Kelvin havde ringet efter en god ven som var på vej med endnu en tracker og en lille tysk jagtterrier som var god til at gå spor… Vi brugte ventetiden på at gense videomaterialet igen og igen og endelig var vi nogenlunde enige om hvor tyren havde stået…
Vi fandt dog ingenting overhovedet og mit hoved var ved at eksplodere af tanker! Jeg tænkte på den lange eftersøgning vi havde haft på zebraen få dage før og jeg tænkte på om det var muligt at vi havde misforstået skudtegnet til kudutyren så meget! Reaktionen var så perfekt, at vi begge var helt ovebevidst om at den var perfekt ramt, men hvorfor kunne vi så ikke se hverken blod, hår eller spor efter det voldsomme spring tyren havde lavet?!
Jeg forstod ingenting og gik bare planløst rundt og stirrede ned på jorden for at finde bare det mindste lille tegn efter tyren…
Kelvins ven kom endelig frem og satte den lille terrier i gang, der hvor vi var mest sikre på at kuduerne havde stået… Den lille hund snusede lidt rundt og forsvandt derefter hurtigt i bushen! Alle undtagen Wendy og jeg fortsatte efter hunden…
Wendy og jeg gik blot lidt hvileløse rundt indtil jeg pludselig fik en fornemmelse… Tidligere den morgen havde Kelvin og jeg talt om netop den form for ”jægeres sjette sans” som får os til lige at kigge en ekstra gang til venstre, eller tage en ellers u-planlagt rute…
Jeg stod foran en stor tæt tjørnebusk og noget sagde mig at jeg lige skulle kigge derind… Det gjorde jeg og derinde lå min kudu stendød!
Den var løbet under 20 meter fra skudstedet, uden at efterlade en eneste bloddråbe og havde formentligt forsøgt at springe over busken men var udåndet midt i springet! Indgangshullet sad lige der hvor jeg havde sigtet og en enkelt lille bloddråbe var løbet ned over den store grå skulder…
Jeg råbte alle mand tilbage og på et øjeblik var stemningen ændret totalt!
Der var kram og grin. High fives og håndtryk. Alle var glade, undtagen Kelvins ven som nu manglede sin lille terrier, som formentligt var på drev med den efterladte kuduko!
Den lille hund kom dog hurtigt retur og mens vi baksede med at få det tunge dyr ud af busken gjorde den alt hvad den kunne for at hive og rykke i den store buskede hale.
Endnu en dag, bogstavelig talt, i den røde sydafrikanske sandjord havde vist sig at skulle blive dramatisk og uforglemmelig og et minde og et trofæ som jeg aldrig nogensinde vil glemme…
Knæk & Bræk!
Drømmer du også om en Sydafrikansk kudutyr, så se mere her: https://syncerussafaris.com/
