Jagtparadiset: Ericsberg slot!
Efter aftenens første store keiler var blevet brækket og hængt på køl (Læs første historie HER!), steg Rudolph, William og jeg endnu engang ind i bilen for at køre ud i den lyse sommernat. Solen var efterhånden gået ned for længst, men det var som om at solen lå og lurede lige unde horisonten, for natten blev aldrig rigtig mørk… Vi kørte forbi et par store marker, men de var dog uden de karakteristiske mørke skikkelser af svin. Mit hjerte begyndte at hamre lidt ekstra hurtigt da jeg kunne se at vi nærmede os den mark hvor jeg havde skudt forbi om morgenen! Jeg kunne mærke spændingen stige, fordi jeg forventede nærmest at der skulle stå grise der og samtidig var nervøsiteten også begyndt at melde sig, fordi jeg havde bommet et skud for få timer siden, lige netop der…
Da bilen kom rundt om svinget, så vi alle tre at der var masser af svin ude i kornet! Der var ca. 10 stykker og nogen af dem kiggede op og med store udslået ører kiggede de intenst efter bilen, mens vi kørte forbi og parkerede det samme sted som i morges!
Planen var lige så simpel som den var sidst vi var her, nemlig at snige os op af et sprøjtespor og så udvælge en af de mange grise… Det gik også fint og endnu engang stod jeg, nærmest på det samme sted som i morges, med riflen i skydestokken og med hviskende samtaler om hvilken gris vi skulle skyde. William havde observeret to grise som gik sammen på vores venstre side og disse to så jævnaldrende ud og da de gik lidt væk fra de andre, forsøgte vi nu at se om der var små grise rundt om dem. Efter lang tids overvejelser, kunne vi konstatere at disse to grise var alene! Rudolph gjorde kameraet klar samtidig med at William tog den store spot frem… Vi aftalte samme procedure som med den store keiler: Jeg sigtede på grisen og selvom det var halvmørkt, kunne jeg sagtens se grisen i sigtekikkerten. Når jeg syntes den stod fornuftigt, ville jeg sige til og så skulle William langsomt svinge lyskeglen hen på grisen. Med grisen oplyst, skulle Rudolph så melde når kameraet var klar og så var det blot op til mig… Mens lyskeglen langsomt sneg sig henover det høje korn, steg pulsen i mine ører! Når lyset ville ramme de to vildsvin, anede vi jo ikke hvad der ville ske! De kunne finde på at løbe direkte i skoven, men vi håbede jo på at de ville være ligeglade! Dette markstykke lå tæt på en befærdet vej, så grisene her var vant til at blive oplyst af bilernes lygter, så med spændt og tilbageholdt åndedrag holdt jeg både øje med lyskeglen og de to grise… På vores højre side hvinede og gryntede en masse små grise og med ét var begge de to svin fuldt oplyst af lyskeglen! I sigtekikkerten kunne jeg se at den forreste gris kortvarigt stoppede med at gumle, for så at genoptage sin natmad… Grisen stod fint, med siden til, men den anden gris stod nærmest lige bagved… Med lyset på dem, ventede vi nu alle tre på at de skulle separere sig lidt, så der ville være frit skud til den nærmeste… Ventetiden føltes lang og lige som der var ved at være frit skud, kom der også en bil ude på vejen… Mens jeg ventede på at den skulle køre forbi, forsøgte jeg at ignorere det bitre minde om forbiskuddet! Vi stod næsten på det præcis samme sted og chancen for at det var netop denne rotte svin vi havde mødt, blot 12 timer tidligere, var høj… Jeg koncentrerede mig om den lille røde prik som hvilede stabilt lige midt på halsen af grisen, midt mellem skulderbladet og kæben… Bilen var væk, grisen stod fri fra den anden gris og i det den strakte hovedet op efter endnu et lysegrønt hvedeaks, hviskede jeg til Rudolph: “Har du den?!” Svaret kom prompte: “JA!” Jeg tog en sidste dyb indånding og mens jeg langsomt pustede ud af næsen skød jeg mens grisens store mund slugte et nyt hvedeaks…
Jeg kunne tydeligt høre det høje smæld af kuglen som ramte grisen og den faldt lige der hvor den stod! Kornet rundt om os blev levende af flygtende grise og da de larmende forsvandt i skoven kunne vi alle tre nyde den helt særlige stilhed som opstår efter et godt skud… Det er som om at der lige er et par sekunder med vakuum og så kommer alle dufte, lyde og synsindtryk rullende tilbage… Grisen lå med lysegrønt hvede i munden og den opdagede aldrig hvad der var sket!
Det var en ung keiler og vi kunne begejstret konstatere at William endnu engang havde udpeget den helt rigtige gris at skyde! Vi sad og beundrede den flotte gris og efter at have nydt nattens dufte, lyde og det helt særlige lys, begyndte den tunge opgave med at slæbe grisen ud til vejen. Selvom denne gris var betydeligt mindre end den store keiler, så var den stadig tung og det er som om grise er tunge på en helt anden kompakt måde end f.eks. kronvildt! De korte ben betyder at man slæber stort set hele dyret hen af jorden, hvor man med hjortevildt kan løfte en del af kroppen ved hjælp af de længere ben. Med grisen i kurven, bag på bilen, kørte vi endnu engang tilbage til slagterummet.
Der var ca. en times tid til solen ville stå rigtig op og med to keilere på køl, var både jagten og filmen egentlig i kassen! Vi besluttede os for lige at tage en kop kaffe og et stykke chokolade og så vente på at solen ville stå op, for at lave en slutscene til filmen.
På vej ud i det flotte morgenlys var jeg glad og tilfreds og selvom jeg nærmest var jagt-mæt ovenpå et par intense timer i natten, så var riflen naturligvis ladt og mine øjne spejdede ivrigt efter de mørke vildsvin… Efter få minutters kørsel, så jeg en helt sort skikkelse, midt ude på en kæmpe stor hvedemark! Vildsvinet gik og spiste og var mange hundrede meter væk og havde også flere hundrede meter til nærmeste skovkant! Vi stoppede straks bilen og sneg os ud i et sprøjtespor som ville lede os direkte op til grisen…
William gik forrest, jeg gik i midten og bagerst gik Rudolph og filmede vores pürsch ned af sporet… Grisen gik et par meter inde i marken på vores venstre side og da den var ivrigt i gang med at æde, kunne vi gå rimelig hurtigt imod den. Solens varme røde lys skinnede os i ansigtet og sceneriet var ubeskriveligt smukt! Tranerne var også begyndt at vågne og deres sang gav genlyd over de rullende marker… En enkelt lærke hang på vores højre side og højt over os trillede dens fine sang udover hele denne smukke morgen scene.
Vi var nu ca. 50 meter fra grisen og jeg nåede lige akkurat at tænke: “Nu skal vi stoppe William”, da grisen rykkede hovedet op og stirrede direkte på os! De store ører var slået helt ud og jeg kunne se de lange hår stritte ud fra øreflipperne! Det kulsorte hoved var en skarp kontrast til det lyse korn og vi kunne høre grisens dybe fnys mens han prøvede at få færten af os… Jeg forventede egentlig at den ville løbe væk i fuld fart, men grisen var åbenbart ikke rigtig bange endnu og jeg kunne fornemme at William langsomt begyndte at dukke sig og træde ud til højre! Som vi stod der alle tre på stribe, i det samme sprøjtespor, kunne jeg ikke skyde for William og Rudolph kunne ikke filme for han var bagerst… Han lænede sig langsomt til venstre mens William lænede sig til højre. Jeg stod i midten og forsøgte yderst forsigtigt og langsomt både at slå skydestokken op og få riflen af skulderen… Grisen skiftede nu mellem at stirre på os og stikke hovedet ned i kornet, blot for at flå det store hoved op og stirre igen! Et jagtligt intenst “Peek-A-Boo spil” var i gang… Jeg skulle have riflen af skulderen, men da William stod lige foran mig, blev jeg nødt til at svinge den af skulderen langt ude til min højre side, for ikke at pege William lige ind i ryggen! Med venstre hånd slog jeg Viper flexen op og lige så langsomt og i små ryk, når grisen kiggede ned, fik jeg riflen på plads…
Med et sidste fnys drejede grisen rundt om sig selv og mens jeg afsikrede riflen, tænkte jeg at nu ville den da stikke af… Det gjorde den ikke, den skulle lige kigge en sidste gang… Jeg sigtede lige bag øret og i den åndeløse spænding turde jeg ikke at spørge om Rudolph var klar… Jeg håbede bare inderligt på at han filmede og havde grisen i billedet mens min finger krummede sig om aftrækkeren… Skuddet gik og grisen faldt direkte i jorden! Endnu engang hang der en lille støvsky i luften og i et kort sekund var både traner og lærken helt stille… Vi udbrød alle tre i en spontan latter og efter et par lange intense minutter kunne vi nu nyde en helt utrolig spændende jagtoplevelse sammen! Jeg vil for altid mindes denne morgen og de lange minutter hvor jeg dårligt turde trække vejret, samtidig med at vi alle tre forsøgte at flytte på os og gøre os klar! Det kulsorte vildsvine hoved med de udslået ører vil være et visuelt minde som er brændt ind i min hjernebark og lige i dette øjeblik kan jeg simpelthen ikke huske at jeg har haft en mere intens og nervepirrende jagtoplevelse på et vildsvin, på blot 50 meters afstand!
Slutscenen til filmen var nu endegyldigt i kassen og selvom der var masser af timers jagt foran os, var der slet ikke tale om at vi skulle fortsætte! Intet ville kunne overgå denne situation og helt høje på jagtheld og jagtlykke trak vi den tunge gris hele den lange vej tilbage i sprøjtesporet…
Endnu en fantastisk weekend på Ericsberg slot var nu færdig og med tre flotte keilere hængende i kølerummet kunne Rudolph og jeg nyde et par timers søvn, inden vi skulle køre tilbage til Danmark.
Med ca. 160 kg. kød bag i bilen sagde vi farvel til Tomas og William og nu er der blot minderne, et par flotte trofætænder og en masse skønt kød tilbage, som skal danne rammerne om nogle gode grillretter resten af sommeren!
TAK kære Sverige, TAK kære Ericsberg slot… Jeg har fundet en ny yndlings jagtform og sted: Nattepürsch på vildsvin på slottets fantastiske marker…
Knæk & Bræk!
