HJORTEJAGT I DET SKOTSKE HØJLAND. PART 2
Hjortene brølede overalt på bakken… Disen hang lavt og tungt og vi kunne vel kun se ca. 50 meter frem for os.
På denne, den anden jagtdag, fulgte Emil og jeg i min gode vens Peters fodspor. Peter havde aldrig været på jagt i Skotland før og nu skulle vi prøve at filme jagten på Peters allerførste kronhjort…
Dette er anden del af beretningerne fra vores Skotlands tur. Første del kan du læse lige her!
Det var godt op af formiddagen, da vi forsigtigt sneg os op ad de lyngbeklædte bakker. Vi var et større hold denne morgen. Forrest gik Graham, vores stalker og så kom Peter tæt bagved. Derefter fulgte Emil med kameraet, Wendy vores house manager og så jeg selv som bagtrop. Wendy havde aldrig været på jagt før og nu hvor hun er ansvarlig for et hus fuld af jægere, var det vist på tide at komme med i bakkerne og forstå hvad det hele egentlig gik ud på!
Vi nåede ikke ret langt op ad bakken før vi hørte en hjort brøle lige på den anden side af bakken…
Lige inden toppen vendte Graham sig om og kiggede på mig samtidig med at han med håndtegn forklarede at jeg skulle blive tilbage. Jeg følte mig som en hund som blev lagt dæk og lignede sikkert også en, mens jeg langsomt krøb sammen i det våde lyng!
Langsomt krøb Graham, Peter, Emil og Wendy tættere på kanten og her lagde de sig alle sammen så lavt som muligt, så hjorten ikke skulle se deres silhuet. Disen og tågen lå stadig tungt så der gik lang tid hvor alle bare stirrede ind i den tykke hvide tåge… I enkelte glimt kunne de se hjorten, men ellers var det kun hans brunst brøl som afslørede hvor han var henne.
Efter ca. en time, lettede tågen en smule og endelig kunne Peter se hjorten. Nu var han bare på vej væk fra dem og den eneste chance var et skud lidt skråt ind bagved skulderen. I skuddet sank hjorten lidt sammen og løb derefter op over bakken og ligesom han skulle forsvinde bag kammen, væltede han og det sidste vi så var store klynger af lyng og jord som han sparkede højt op i luften. Det syn af hjortens stærke bagløb som sparkede i dødskramper og flyvende lyng, vil nok sidde fast i mit hoved i lang lang tid!
Peters første hjort var en realitet og vi kunne alle sammen gå hen og kigge på den. Peter havde skudt en virkelig fin og lidt krøllet 6-ender.
Vi tog billeder mens Graham brækkede hjorten og så fik Graham også lov til at døbe Peter med blod i hovedet. Alt dette foregik mens hjortene stadig brølede omkring os og før dagen var ovre havde Peter da også skudt endnu en fin hjort!
Hjemme i det skønne hus Belnakeilly var humøret højt, for nu havde alle skudt hjorte og Peter og jeg besluttede os for at næste dag skulle vi prøve nyt sted i det smukke højland.
Næste dag blev vi sat sammen med en ung stalker som hed Geordie. Han var en lille spinkel knægt som havde sin første professionelle guide-tjans som 16 årig! Nu var han midt i tyverne og var fuld af gode og sjove historier! Vi kørte langt ud i de øde bakker og stoppede bilen midt imellem høje og majestætiske rullende bjerge. Vejret var en blanding af regn og solskin og jeg indså med det samme at dette revir ikke skulle vise sig at være helt lige så nemt, som de to foregående dages… Bjergene var høje og stejle og vi holdt for foden af hvad der lignede Skotlands højeste bjerg… Selvfølgelig skulle vi derop og mens jeg tog rygsækken på, begyndte Geordie at gå op ad… Det tog mig vel 2 minutter at komme ud af bilen, få rygsækken på og justere div. Stropper, men da jeg vendte mig om, var Geordie ca. 600 meter oppe af bjerget!
Det blev en utrolig lang dag med ca. 16 kilometers vandren op og ned af bjerget! Hjortene brølede ikke meget og hver gang vi kom til en bjergtop, så stod hjortene længere nede. Når vi så var kommet ned af bjerget, så gik de tilbage mod toppen…
Vi knoklede derudaf og selvom Geordie var optimistisk igennem hele dagen, så var det tydeligt at mærke på ham at han blev mere og mere frustreret… Dagen endte uden et eneste skud affyret, men vi havde en skøn dag med fantastisk udsigt og masser af grinog godt humør.
En af de fantastiske aspekter ved at jage sammen i Skotland er at man faktisk oplever det hele sammen med gode venner. Man jager oftest to jægere med en stalker og på den måde deler man alting.
På den sidste jagtdag, skulle vi igen jage sammen med Graham.
Efter en hel dag med unge Geordie, virkede det betryggende at skulle op med Graham, som var større fan af at kravle langsomt frem, end at løbe op og ned ad bjergene!
Vi var på vej op af en af de mange rullende bakkedale, da hjortene pludselig begyndte at brøle, som på kommando! Højt over os så vi pludselig en flot stor hjort stille sig i silhuet på bjerget og her stod han så og brølede ud over dalen… Vi smed os straks i lyngen og i kikkerten kunne vi se at han kun havde én udvokset stang. Om den anden stang var knækket eller bare ikke vokset ud, kunne vi ikke se, men vi kunne tydeligt se ham stå og brøle sin aggression og brunst ud over højlandet…
Foran os og ca. 300 meter væk, svarede en anden hjort og en direkte brølekonkurrence fulgte… Denne anden hjort, var en virkelig høj 10-ender og han gik sammen med ca. 10 hinder. De lå lidt spredt henover bakkekammen og det var tydeligt at denne hjort ikke havde tænkt sig at gå alt for langt væk fra hinderne! Omvendt ville den en-stanget hjort, oppe på toppen, heller ikke så gerne flytte sig, så de stod egentlig bare og brølede til og af hinanden.
Vi lå nu alle fire fanget i en lille fordybning, bagved en stor sten og kunne ikke rigtig komme videre… Hvis vi krøb frem mod den store hjort, ville den en-stanget hjort helt sikkert se os og løbe væk. Hvis det ikke også ville skræmme hinderne, så var der en stor sandsynlighed for at de alligevel ville se os prøve at komme tættere på. Den store hjort stod på 300 meter og det mente Graham var lige på den lange side til et skud… Graham ville også hellere have skudt den en-stanget, for hvis han kom op at slås med andre hjorte, så kunne det nemt gå galt når gevirerne ikke ville låse sig sammen, som de normalt gør. Altså lå vi bare og afventede dyrene og hvad de ville gøre…
De gjorde nærmest ingenting! Den store hjort løb lidt op og ned mellem alle hinderne og den en-stanget skiftedes mellem at sidde og sove og stå på bjergtoppen og brøle…
Efter et par lange timer, rykkede de fleste hinder væk fra kammen og nu vurderede Graham at vi kunne rykke frem mod den høje hjort! Vi kom dog ikke langt før der igen var hinder med lange ører og skarpe øjne rettet mod os, så Graham sagde til Emil og jeg at vi skulle blive liggende, så ville han kravle tilbage til Peter for at få ham med os…
Emil og jeg lå et øjeblik og kiggede hen imod den høje hjort og lige pludselig travede alle hinderne og hjorten væk over bakkekammen!
Om de havde opdaget Graham, fået fært af os eller simpelthen bare besluttede sig for at gå videre nåede vi ikke at tænke så meget over, for pludselig travede en hjort hen over bakkesiden, lige foran os!
Hjorten havde en stor krop og allerede inden jeg havde riflen klar, hviskede Emil: ”Jeg har den, skyd!” Jeg målte hurtigt afstanden til ca. 250 meter og så at det var en stærk 8-ender.
Normalt kunne jeg aldrig finde på at skyde til et dyr, når stalkeren var væk, men vi havde efterhånden fået parolen forklaret så mange gange, at jeg følte mig sikker på at denne hjort bestemt var afskudsbar!
Mens jeg fik riflen klar og fri af den værste lyng, sænkede han farten og stoppede til sidst, for lige at kigge sig over skulderen en sidste gang…
Jeg koncentrerede mig om at holde sigtet roligt, lidt højt på skulderen og Emil hviskede igen: ”Jeg har den, skyd!” Jeg åndede halvt ud og skuddet gik…
Hjorten gik ned i knaldet og mens jeg repeterede kunne jeg se stængerne pege lige op i luften og så rullede han en enkelt gang og nu var det eneste som stak op de hvide sprosser på geviret!
Den en-stangede hjort var nu på benene igen og stod og stirrede intenst ned i dalen, ned på os!
Det var dog efterhånden blevet så sent at hvis Peter skulle have en chance for at skyde noget, så skulle han og Graham afsted efter den høje hjort på den anden side af bakken.
De dukkede begge op og jeg forklarede Graham at Emil og jeg ville gå hen til den døde hjort for at lave billeder og brække den, så kunne han og Peter fortsætte efter den høje hjort. Når alt var overstået kunne vi mødes ved hjorten og så hente ATV’en.
Graham og Peter kravlede afsted og Emil og jeg gik op til vores hjort.
En rigtig fin gammel hjort med rimelig kraftige stænger. Enten en retur hjort eller en hjort som bare aldrig ville blive til noget bedre!
En perfekt hjort at få skudt væk og selvom det ikke var hverken den store høje eller den gamle en-stangede, så var jeg lykkelig for denne hjort og jeg ved at når jeg kigger på de to hjorte trofæer fra højlandet, så vil mine tanker straks flyve tilbage til de mange smukke minder…
Hjortejagt i højlandet kan varmt anbefales og jeg forstår nu endeligt, hvorfor så mange jægere har sagt til mig så mange gange at jeg skulle se at komme afsted…
Hvis du vil vide mere om jagten på Balnakeilly, så skriv til: sophie@balnakeilly.com eller til mig på: jacob@kamman.dk
