Det hvide smaldyr

På en af årets sidste jagtdage sneg jeg mig rundt i Lykkesholm slots bakkede landskab… Det stejle terræn og halvvilde skov med masser af mose og ægte vild natur, er et af mine absolut favoritsteder at jage. Denne morgen var det da også med en dejlig fornemmelse og et smil på læben at jeg sneg mig afsted, på trods af blæsevejr og småregn!

Planen var egentlig at jeg ville snige mig igennem skoven op mod en stor mark, hvor dåvildtet ofte spiser deres morgenmad. Denne plan var jeg dog ikke så pjattet med længere da jeg ikke troede dyrene ville stå på den regnvåde og vindblæste mark… Vinden havde taget til over natten og den kommende storm Malik ville ramme Danmark senere samme aften!

Jeg gik nu mellem træerne, langs med marken og kunne både se ud over den lysegrønne mark og ned mellem træerne i slugten, hvor et langt mosestykke strakte sig parallelt med min rute. Som jeg havde formodet, var den store mark tom for dyr og mens jeg gik og overvejede hvad jeg så skulle gøre, så jeg pludselig et hvidt dyr langt nede af bakken, midt i mosestykket!

Jeg stoppede med det samme og afsøgte grundigt området rundt om det hvide dyr… Det er sjældent at dåvildtet går helt alene, så jeg var overbevist om at der ville være andre dyr sammen med det hvide…

Jeg sneg mig en smule ned af bakken for at få et bedre overblik. Det hvide dyr viste sig at være et smaldyr som langsommeligt gik og essede i det halvhøje græs og nippede af de små buske…

Jeg kunne simpelthen ikke se andre dyr og så begyndte tvivlen at nage i mit indre…

På stedet her, skulle der gerne skydes nogle flere dyr og parolen var ret klar: Jeg måtte skyde kalv, smaldyr, då og spidshjort og dette uden nogen former for fredninger på hvide eller sorte dyr!

Mange steder hvor jeg er kommet på jagt, er der en holdning om at frede forskellige farvevariationer, især de hvide dyr. Oftest fordi at revirerne drømmer om at der en dag vil komme en stor flot hvid fuldskuffel, men ligeså meget fordi at de hvide dyr er nemmere at se og derfor kan man nemmere opdage og differencere mellem de forskellige rudler…

Jeg har selv som ung jæger læst mange historier om gammel overtro, især i tyske jægerkredse, hvor det italesættes at hvis man skyder et hvidt dyr, så betyder det evigt jagtuheld! Jeg tror ikke meget på den slags overtro, men har altid fraholdt mig fra at skyde hvide dyr også selvom parolen var fri… Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor jeg har det sådan, men jeg tror at de er lidt mytiske for mig og jeg har altid nydt dem lidt mere end de klassiske farvevariationer og derfor har jeg aldrig skudt et hvidt dyr…

Dette hvide smaldyr gik åbenbart helt alene, for jeg kunne ingen andre dyr se i hele dalområdet. Med en tydelig følelse af skuffelse, droppede jeg søgningen efter andre dyr og begyndte blot at nyde synet af smaldyret…

Den stod stille og nippede forsigtigt af en lille busk og var tydeligvis ikke hverken bekymret eller havde travlt… En gang imellem rystede den sig lidt ligesom en hund og i kikkerten kunne jeg se en støvsky af regn blive slynget af dens pels.

Dyret var blevet træt af busken og tog et kluntet og akavet skridt fremad…

Mit hjerte holdt nærmest op med at slå og jeg tror jeg holdt vejret i de næste mange sekunder! Dyret haltede voldsomt!

Den gik langsomt og besværligt og for hvert forsigtigt skridt kunne jeg se at det højre forløb hang og dinglede, lige mellem skulderen og knæledet…

Jeg havde egentlig besluttet mig for ikke at skyde dette dyr, men nu havde situationen ændret sig markant! Pludselig gav det mening at dette dyr gik helt alene, det kunne tydeligvis ikke følge med rudlen og nu gik det unge dyr helt alene og med stort besvær!

Det var svært at se hvad skaden helt præcist var, men det var tydeligt at forløbet var brækket og at dyret gik med stort besvær i nærmest hoppende langsomme skridt…

Jeg småløb ned af skrænten for at komme tættere på og for at få en bedre vinkel til dyret, som var på vej væk fra mig…

Jeg kunne nemt se den hvide pels mellem græs, buske og de unge træer, så jeg kunne hele tiden se at dyret ikke kiggede tilbage mod mig…

Efter ca. 100 meter, forsvandt den hvide farve dog og jeg kunne ikke se den længere! Den eneste lyd var vindens susen i træerne over mig og min hamrende puls i mine ører…

Smaldyret var som sunket i jorden og jeg stod længe og afsøgte den tætte mose foran mig!

Dåvildtet står tit stille og sikrer hvis de er usikre på deres omgivelser og der kan de stå længe, rigtig længe!

Hvis jeg begyndte at liste mig tættere på, var der stor sandsynlighed for at hun ville se mig og omvendt kunne jeg ikke bare blive stående…

Jeg tog langsomt et par skridt frem og afsøgte igen alt i kikkerten-intet dyr!

Dette gjorde jeg et par gange og efter mindst 20 minutter hvor jeg ikke havde rykket mig mere end ca. 50 meter, var jeg tæt på at opgive!

Dyret måtte have fortsat ind i den tætte del af mosen og derinde ville det være umuligt for mig at følge efter…

Jeg stod med kikkerten for øjnene og tiltede hovedet lidt frem og tilbage og pludselig skilte vinden et par lange gule sivrør og lige bagved disse, så jeg et glimt af den hvide pels!

Smaldyret havde sat sig ned og var nu ca. 150 meter fra mig, tæt dækket bag siv og en lille granbusk…

Mens jeg stirrede i kikkerten kunne jeg med et se at dyret lå med bagenden imod mig og med højt løftet hoved. Dyret var ikke som sådan urolig men tydeligt opmærksom på hendes omgivelser og ørene vendte og drejede mens hun en gang imellem drejede hovedet og sikrede sig at der ingen fare var…

Jeg kunne ikke se nogen mulighed for at komme tættere på eller for at ændre vinklen, så jeg kunne skyde på kroppen, så den eneste mulighed var et skud på halsen eller i hovedet…

Egentligt ville jeg gerne have set nærmere på forløbet, men omvendt var jeg bekymret for at hvis hun opdagede mig, ville hun blot skulle springe få meter ind i mosen og så ville chancen være væk!

Jeg lagde forsigtigt riflen i viperflexen og skruede op for forstørrelsen…

Vinden blæste i sivene foran dyret og jeg kunne i glimt se hvordan hun lå og hvor halsen mødte kroppen… Hun kiggede lidt frem og tilbage og jeg kunne konkludere at når hun kiggede lige til venstre var halsen absolut bredest, i modsætning til når hun kiggede direkte væk fra mig… Jeg ville ikke ret gerne skyde i hovedet da hun faktisk bevægede det temmelig ofte. Jeg tror vindens rusken i grenene over hende og rundt om i mosen, fik hende til at flytte hovedet i pludselige ryk alt efter hvor der var en lyd…

Der gik længe hvor jeg holdt mit sigte midt på halsen men jeg var i tvivl om jeg skulle skyde, vente eller snige mig tættere på… Der var tidspunkter hvor særligt kraftige vindstød bøjede sivene helt væk fra hendes forparti og der var mange gange hvor min finger langsomt strammede sig om aftrækkeren…

Noget skulle der ske og mens jeg stadig funderede over om jeg skulle prøve at komme tættere på, drejede hun hovedet mod venstre og sivene delte sig i vinden… Jeg kunne se hele halsen, der var ingen siv i vejen og den lille røde prik hvilede helt roligt midt på den hvide hals… Skuddet gik næsten af sig selv og jeg kunne se kuglen ramte hvor den skulle! I et kort øjeblik hang der en lille sky hvide hår, som vinden hurtigt blæste ud over det lille grantræ…

Udover et enkelt bagløb som sitrende stak op i luften, kunne jeg intet se af smaldyret.

Jeg genladede, skruede forstørrelsen ned på kikkerten og gik hurtigt men forsigtigt frem mod dyret…

Smaldyret var stendødt og jeg satte mig med en del ærefrygt og samtidig en stor glæde over at have leveret en smertefri og hurtig død til det haltende dyr! Højre forløb var blevet skudt helt i stykker lige mellem knæleddet og skulderbladet! Det var en temmelig ny skade og selvom der var sårskorper, så var det tydeligt at de splintrede knogler blev ved med at rive op i såret… Jeg kan slet ikke forestille mig hvor ondt det må have gjort på det stakkels dyr! Hver en bevægelse ville have revet op i såret og det var intet under at dyret ikke kunne følge med resten af rudlen…

Bortset fra det overskudte forløb var det et virkelig smukt dyr! Den hvide pels var fin og ren og de små regndråber hang og nærmest glimtede sølvagtigt i pelsen… Jeg følte mig igen trist og lidt sur over at jeg havde skudt dette fine dyr! Jeg følte mig tvunget til at gøre noget som jeg egentlig ikke havde lyst til, men selvfølgelig var jeg forpligtet til at aflive dette dyr…

Jeg sad længe i den regnvåde skov og jeg skal indrømme at selvom jeg ikke er særligt overtroisk, så bad jeg en lille bøn til Diana om at hun ville tilgive mig og ikke tildele mig uheld i resten af mit jægerliv…

Om hun hørte min bøn eller valgte at tilgive mig, vil fremtiden vise…

Knæk & Bræk!