Den gamle kronhjort

Piotr kørte den forbløffende terrængående ældre russiske firehjulstrækker langt ind i de skovklædte og stejle bjerge… Efter at Martin havde skudt sin hjort dagen før (Læs den historie HER!) var det nu min tur til at prøve og Piotr vidste lige præcis hvor vi skulle hen; vi skulle langt ind i de tætte skove og højt op i bjergene!

I dette jagtområdet blev der ikke udført særlig meget skovning og resultatet var gamle bøgetræer med masser af vild og naturlig vækst i skovbunden og meget få veje eller spor, udover de veksler som dyrene havde trådt før os… Ikke et særligt nemt område at jage i, men lige noget for mig, for her var der chance for gamle hjorte som aldrig ville komme frem på de åbne engarealer længere nede af bjergsiderne.

Vejret skiftede fra regn til solskin hvert tiende minut og mens vi langsomt gik højere op ad bjerget begyndte hjortene at brøle omkring os…

Vi endte med at stå låst i en lille dal mellem to stejle skrænter hvor der på begge toppe gik en hjort og brølede aggressivt af hinanden. Begge hjorte havde en stor rudel hinder med sig og på grund af disse var vi låst fast på et lille spor under og mellem dem! Vinden var ikke særlig fornuftig og selvom Piotr ivrigt forsøgte at lokke hjortene lidt væk fra deres hinder og ned af skrænterne, så var det tydeligt at de absolut ikke ville forlade deres kvindfolk…

Regnen havde nu rigtig taget fat og de mørke skyer gjorde også at vi hurtigere ville miste lyset, især her under de høje bøgetræers tætte kroner…

Piotr var for første gang en smule fortvivlet og det var tydeligt at dette ikke havde været hans plan og at han var lidt rådvillig…

Et eller andet skulle vi jo gøre så efter lidt betænkningstid kiggede han på mig og sagde: ”Lad os prøve at gå op og dybere ind i skoven… Så ser vi hvad der sker…”

Vi smilede begge lidt opgivende til hinanden og mens jeg egentlig gik og forberedte mig på at denne aften ikke skulle være den aften hvor jeg skød en hjort, sneg vi os op mod den ene hjort og dennes beskyttende rudel af hinder…

Vinden afslørede os dog og med et faldt hele vores del af bjergsiden tavs… Efter det intense brøleri der havde været blot få minutter før, virkede stilheden nærmest tyngende. Den eneste lyd vi kunne høre var de tunge regndråber på vores tøj og på de overhængende bøgeblade…

Vi fortsatte dog op og stod nu på toppen af bjergsiden. Der var ingen udsigt for den tætte skov og de høje træer dækkede for al udsigt og regnen slog så hårdt ned, at der var dannet en tæt dis i trækronerne og på skovbunden…

Mens vi stod her og måske bare ventede på at Michael skulle sige at det var blevet for mørkt for kameraet så vi kunne gå retur til bilen, hørte vi en lavmælt men dyb brummen…

Lyden kom nede fra en stejl kant som løb ned i dalen foran os og Piotr svarede den straks med en lige så dyb men lidt mere udfordrende knurren… Jeg kunne næsten mærke lydbølgerne igennem min krop da hjorten brølede tilbage! Brølet var kort men intenst og kom fra under 100 meter væk! Piotr var straks fyr og flamme og mens vi listede os lidt ned af skrænten imod lyden, hviskede han at det her var en gammel hjort. Han havde tidligere forklaret mig at de gamle hjorte oftest ikke ville brøle ret meget eller med ret lange brøl, de ville have selvtillid nok til at deres korte brøl var lige så intimiderende som de yngre hjortes langtrukne brøl…

Efter et par meter så vi ned i en lille dal fyldt med lysegrønne bregner og mellem disse, gik der 4-5 hinder og essede. De var helt ligeglade med det brøle-drama som foregik lige henover deres hoveder!

Jeg listede forsigtigt riflen i skydestokken da vi nok ikke kunne komme tættere på hjorten, på grund af hinderne! Hjorten var stadig skjult men den lille rudel var kun ca. 50 meter fra os og gik roligt rundt mellem de regnvåde bregner.

Vi stod længe i stilhed mens regnen silede ned af mit ansigt…

Hverken Piotr eller hjorten havde brølet i et stykke tid og ligesom jeg begyndte at tvivle på vores position og plan, trådte hjorten frem af regndisen og op på en fremstående sten ovenover hinderne!

Han stirrede intenst rundt, tydeligt søgende efter den formodet invaderende hjort…

Han var omgivet af en tæt hvid regndis og hans gevir var skjult for mig af de tætte bøgegrene. Jeg kunne dog godt se på hans korte hals og kropsholdning at dette ikke var en ung hjort og da jeg kortvarigt kiggede over på Piotr, så stod han med et bredt grin og fingrende dybt boret ind i ørene!

Jeg skulle småråbe for at Michael kunne høre mig igennem regnens larm rundt om os, men Michael svarede kort og kontant: ”Jeg har den, kameraet ruller!”

Nu var det kun op til mig… Den røde prik i sigtekikkerten hvilede roligt lige foran hjortens højre skulder og ville med denne vinkel gå ud lige midt på dens venstre skulder… Hjorten kiggede lige op mod os og et kort sekund kunne jeg ikke lade være med at tænke på legenden om skt. Hubertus.

Hubertus var en fransk biskop som under en jagt pludselig så en kronhjort med et svævende lysende kors mellem sprosserne på geviret. Efter denne oplevelse opgav Hubertus at gå på jagt og i flere århundreder har Skt. Hubertus været en af jægernes foretrukne helgener…

Som hjorten stod der i disen, med regnen dryppende af de lange sprosser, så han simpelthen både magisk og endda lidt guddommelig ud…

Der var en lille stemme inden i mig som hviskede at det her syn var noget specielt og jeg brugte faktisk et par sekunder på bare at nyde dette helt særlige syn! En gammel hjort dybt inde i de skovklædte bjerge, med hele hans harem af hinder omkring sig… En vaskeægte konge af bjerget, som jeg nu skulle tage livet af…

Hjorten drejede langsomt sit hoved og kiggede ned mod hinderne. Han skulle ikke tage ret mange skridt i nogen retning før han ville være skjult for os og han ville nok aldrig tilbyde en bedre skudchance end lige netop på denne stenhøj…

Skuddet gik uden en egentlig bevidst beslutning fra min side og kuglen ramte lige der hvor jeg havde sigtet, lige foran højre skulderblad…

Hjorten fortrak ikke en mine og tumlede bare på stive stænger lige på næsen ned af stenen… Han forsvandt i de tætte bregner og mens hinderne hastigt sprang i alle retninger var den eneste lyd på bjerget den silende regn… Det var næsten som om intet var sket, men der var jo sket noget!
Piotr var lykkelig, men jeg var selv stadig lidt tøvende da jeg for det første ikke rigtig vidste hvor stor eller hvor gammel hjorten var og for det andet, så kunne jeg ikke helt ryste det syn af hjorten ud af min bevidsthed…

Da vi langsomt nærmede os hjorten lå han så fint på siden mellem bregnerne og så både fredsommelig og majestætisk ud.

Det viste sig at Piotr havde haft ret, det var en mindst 12 år gammel hjort som næsten ikke havde flere kindtænder tilbage i munden! Han var en rigtig fin lige og symmetrisk 12-ender men helt tydeligt en retur hjort, mange år fra hans mest imponerende gevir!

En fantastisk hjort at skyde og en endnu mere fantastisk oplevelse…

Vi sad længe i regnen og bare beundrede dette flotte dyr og jeg gav mig selv rigeligt med tid til at fordøje hele oplevelsen…

En hjort jeg aldrig vil glemme og måske det tætteste jeg nogensinde har været på en decideret spirituel oplevelse i mit liv…

Knæk & Bræk!