Den forkerte buk

Den forkerte buk

7.7.98.
Under en måned efter at jeg havde skudt min allerførste buk var jeg igen på jagt hos min gudfar i Køge. Jeg var kørt alene afsted og skulle pürsche rundt på den anden side af den ås der gennemløb reviret. Jeg kørte lige forbi stedet hvor min første buk blev skudt og stod et øjeblik for at genkalde mig det hele én gang til. Jeg var blevet bidt af riffeljagten og kunne slet ikke ryste spændingen af mig…
Efter at have parkeret bilen listede jeg mig afsted i den varme sommerluft. Der var tusinder af duer som sad i en stor lysning hvor der et par år tidligere var blevet fældet en stor del træer. Der var masser af selvsået bevoksning og duerne lettede med et drøn da de så mig! Al lyd blev overdøvet af flappende duevinger og da de endelig var forsvundet over trætoppene var det som om at hele skoven holdt vejret… Der var HELT stille og så med ét startede alle de små fugle med at pippe igen og så var det som om intet var hændt. Jeg satte mig på plads bagved en stor stak træstammer for at se om der skulle komme dyr ud på lysningen.
Hele skoven summede af aktivitet og jeg sad og betragtede alle de små fugle som fløj og hoppede ivrigt rundt for at spise små insekter. Jeg var særligt optaget af en fluesnapper som sad helt yderst på en grangren et stykke borte. Den sad helt stille og lige pludselig kastede den sig op i luften og fløj lynhurtigt og meget akrobatisk efter de små flyvende insekter. Som et lille lyn satte den sig tilbage på grenen og slugte fangsten… Jeg holdt øje med den lille fugl i kikkerten da jeg pludselig så en bevægelse i skovbrynet under fuglen… Ud kom der en fin sommerrød rå og lige i hælene fulgter der en buk!
Det var en lille spidsbuk og jeg mærkede straks bukkefeberen tage kontrol over min krop! Jeg rystede og var forpustet og kunne slet ikke holde håndkikkerten stille. Jeg var meget i tvivl om denne buk skulle skydes, da jeg egentlig syntes den så ung og lille ud men omvendt lignede det jo også en såkaldt “morder”! Jeg havde aldrig set en “morder” før men kun hørt de erfarne jægere snakke om dette fænomen og at sådan en buk burde skydes!
Jeg kiggede og kiggede og jeg må nok indrømme at min nyfunde passion for riffeljagt og ovenpå min succes med min første buk bare et par uger tidligere fik mig til at tage beslutningen om at skyde denne lille buk…
Jeg fik riflen op og havde et rigtig fint anlæg på tømmerstakken. Bukken gik stadig lige efter råen og de var vel ca. 150 meter væk. Jeg kunne slet ikke holde riflen stille og mit åndedræt var langtfra stabilt så jeg blev nødt til at ligge riflen fra mig og tage håndkikkerten op igen! Jeg kiggede lidt på bukken og var stadig meget i tvivl om den burde skydes… Jeg brugte nok et par minutter på igen at kigge på fluesnapperen bare for at få nerverne lidt på plads og derefter lukkede jeg øjnene i ca. 30 sekunder… Jeg samlede resolut riflen op, fandt bukken i sigtekikkerten og skød så snart at det gamle stolpekors pegede på bladet! Bukken gik ned i skuddet og råen foretog et forskrækket spring på et par meter. Den stod og kiggede sig lidt omkring og fortsatte derefter med at spise… Bukkefeberen kommer tilbage med fuld tryk og jeg sad og rystede som et espeløv… Jeg ventede et par minutter før jeg gik ned til bukken og råen sprang smælende ind i skoven. Da jeg er kommet ned til bukken melder der sig en underlig fornemmelse af at det var en forkert beslutning at skyde den buk! Samtidig med det er jeg lykkelig over at jeg ramte den godt og at den faldt død om… Jeg læssede den ind bag i bilen og kørte op til skytten, Jan for at få lidt hjælp igen med at brække dyret. Jan var ikke hjemme og jeg kan huske at jeg følte mig lettet over at han ikke skulle se bukken for jeg var jo måske allerede klar over at den var lidt gal dén her. Jeg kørte hjem og da min far kom ud for at se bukken kunne jeg straks se på ham at den VAR gal… Han forklarede mig stille og roligt at denne buk jo blot var en et års buk som havde sat op som en lille spidsbuk og bestemt ikke en “morder”! Vi snakkede længe om opsatsen, dyrets størrelse og dyrets opførsel. Alt sammen noget som man kan bruge for at vurdere et dyrs alder… Jeg følte en underlig blanding af flovhed, uerfarenhed og stolthed over et godt skud efter en spændende situation… Jeg lærte meget denne aften, blandt andet måske en af de vigtigste lektioner; nemlig at hvis du er i tvivl, så lad være med at skyd!
Bukken hænger naturligvis på min væg, omend det er den allermindste så har den en vigtig plads i min jægerhistorie og det var stadig en super spændene oplevelse og moralen ville jeg ikke være foruden!