Chinese water deer i England
I sidste uge drog jeg til England sammen med min fotograf Emil og min gode ven Claus. Ikke bare er Claus en god ven, han er også far til verdens måske bedste skydestok, nemlig Viper Flex!
Planen var at jage Muntjak og Chinese Water deer og så skulle vi samtidig afprøve Claus’ nye skydestok!
En spændende tur, som jeg havde glædet mig meget til, men som desværre fik den værst tænkelige start… Jeg vil ikke kede jer med detaljerne, men der var en masse bøvl med udlejningsbilen og resultatet blev at vi desværre ikke kunne nå vores morgenjagt på den første jagtdag…
Stemningen blev dog hurtig god igen efter at have mødt vores to flinke guider Nathan og Jonathan. Vi fik spist en stor engelsk morgenmad, kontrolskudt riflerne og før jeg vidste af det sad jeg i bilen med Nathan på vej ud på Chinese water deer jagt!
Jeg har aldrig set en CWD i levende live og spændingen over at skulle jage en art som jeg aldrig har haft nogen oplevelser med kunne tydeligt mærkes i min krop!
Vi var ikke kørt længe før jeg så det første dyr.
Bukken lå midt ude på en solbeskinnet mark og drejede hurtigt hovedet frem og tilbage i små hidsige ryk. Nathan forklarede at de ofte gør sådan, de planlægger hele tiden deres flugtrute…
Jeg kunne tydeligt se den lille buks store hugtænder og mens Nathan fortalte at det faktisk var en rigtig god buk, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ”Hvis den er så stor, så lad os da komme afsted?!”
Nathan sad dog roligt og betragtede bukken og efter få minutter blev det for meget for det lille dyr og den rejste sig op i én flydende bevægelse og løb alt hvad den kunne, direkte væk fra os… Den stoppede ikke på et eneste tidspunkt og den forsvandt over bakketoppen en kilometer væk…
Jeg havde forestillet mig at disse dyr var sky og besværgelige at jage, men aldrig havde jeg forestillet mig denne opførsel! Hverken fra dyret eller fra Nathan… Han sad bare der i bilen og lod som om at det var helt almindeligt og jeg forstod ikke hvorfor vi ikke straks havde påbegyndte en pürsch…
Det skulle jeg dog snart finde ud af!
Vi parkerede bilerne og bare mens vi stod og gjorde os klar, opdagede jeg at jeg faktisk kunne se en lille håndfuld CWD ligge og sole sig på de forskellige marker som var rundt om os! Der var nærmest dyr på alle markerne og jeg bemærkede at både Nathan og Jonathan var yderst rolige og afdæmpet. Ikke to ord som beskrev den følelse jeg havde inde i min krop! Her bimlede og bamlede det og med rystende hænder tog jeg imod Nathans Blaser riffel og ladede op…
Vi gik i en lang indianer kolonne ud over markerne og engene og endte op nede i bunden af en mark hvor der på den ene side var en langstrakt mose-eng og på den anden den vidstrakte mark. På den lille pürsch tur havde vi vel set 10-15 CWD og to muntjak! Jeg var helt oppe at krudte over hvor mange dyr der var og jeg begyndte at forstå de to guiders mere rolige tilgang til dagens jagt!
Efter et par timer hvor jeg havde sigtet på et par dyr, uden at få en eneste skudchance, indså jeg at den her jagt ikke ville blive nem, selvom der var så mange dyr.
De små CWD gik enten rundt og essede eller også satte de sig ned. De stod meget sjældent stille og de gik gerne fra at trisse afsted til at sætte sig ned i én bevægelse! Der var ingen advarsel, de satte sig bare ned…
Jeg var ikke meget for at skyde dem mens de sad ned, så enten skal man så vente på at de selv rejser sig, eller man kan prøve at få dem til det… Hvis man gør det sidste, resulterer det oftest i at de, ligesom den første buk vi så, bare rejser sig og løber alt hvad de kan, meget langt væk… Det sker i øvrigt også tit hvis man venter på at de selv skal rejse sig!
Mens vi stod der i markkanten og diskuterede hvad vi skulle gøre, dukkede der pludseligt to CWD op ca. 200 meter ude på marken. De gik i en lille beplantning og mens jeg gjorde riflen klar, hviskede Nathan til mig at den ene var en god buk!
Den eneste synlige forskel på de to køn er bukkenes hugtænder og de er ikke vildt nemme at se på 200 meters afstand…
Chinese water deer blev introduceret til England for et par hundrede år siden. Nogle ”kloge” lords, earls og dukes tog dem med hjem fra deres rejser i orienten og satte dem herefter ud på deres store godser… Sidenhen har de spredt sig helt enormt og lige nu bliver både muntjak og CWD betragtet som en invasiv art som kan jages hele året rundt! De formerer sig ivrigt og Jonathan forklarede mig at CWD kan få op til 6 lam ad gangen! Muntjak får oftest kun et lam, men til gengæld kan hundyrene blive drægtige indenfor få dage af at de har sat et lam!
Derfor var vores parole for jagten da også at vi sådan set måtte skyde hvad vi ville…
Jeg fokuserede dog trådkorset på bukken… De lange hvide tænder skinnede i sollyset når han drejede hovedet i de hurtige ryk frem og tilbage og mens mit hjerte hamrede og mine hænder begyndte at ryste, så koncentrerede jeg mig om at holde den lille røde prik still på det lille dyr…
Bukken stod med fronten mod mig og jeg ventede blot på at den skulle vende siden til. Udfordringen var at selvom den havde siden til, så stod den jo aldrig rigtig stille… Jeg var begyndt at overveje et skud i bevægelse selvom den gik roligt, men pludselig drejede han siden til og stod helt stille! Jeg vidste at jeg nok ikke havde lang tid til at skyde, før han ville sætte i bevægelse igen og så snart den røde prik rørte ved skulderen, lod jeg skuddet gå…
Kuglen ramte og en sky af løse hår faldt bukken om hvor han havde stået!
Jonathans lille terrier rev sig straks løs og sprintede som en lille hvid torpedo henover marken! Fremme ved bukken fik terrieren endelig lov til at ruske turens første nedlagte dyr og det var tydeligt at den lille hund var yderst tilfreds!
Vi gik alle sammen langsomt over marken og selvom jeg godt ved hvad proceduren er når Emil er med, så irriterede det mig enormt at jeg skulle vente med at gå helt frem til bukken, før han havde lavet de obligatoriske nærbilleder af det lille dyr! Jeg var simpelthen så glad for at have skudt en helt ny art, en art som jeg langsomt var begyndt at lære at kende og nu ville jeg bare gerne røre ved den og se den helt tæt på!
Endelig fik jeg lov af Emil og selvom jeg normalt ikke har så svært ved at sætte ord på mine følelser, så følte jeg her at det eneste jeg egentlig fik fremstammet var en masse ”wauw” og ”nøj” lyde… Den var så fin! Lange hvide tænder og helt ru hårlag. De små runde ører som mest af alt ligner bamseører når de kigger på dig, var flosset i kanterne og beviste at de lange tænder absolut ikke er til pynt, de bukke går virkelig til hinanden når de skal slås over råernes gunst!
Vi tog en masse billeder og nød bare situationen med lærkesang i ørerne og solskin på vores kinder…
Stemningen på en jagttur bliver altid lige lidt bedre når det første dyr er nedlagt, især mellem guider og jægere… Snakken gik da også livligt mellem os alle sammen mens vi kørte til en nærliggende skov hvor vi skulle pürsche os igennem den åben skov for at se hvad vi ville rende ind i. Hvis det var en god stærk muntjak buk, skulle jeg skyde og hvis det var hvad som helst andet, var det Claus der skulle skyde. I marts måned må man stadig jage nærmest alting i England! Kronvildt, dåvildt, råer, muntjak, CWD og ræv! Det eneste vi absolut ikke måtte skyde var råbukke. Med aftalerne og parolen på plads begav vi os langsomt igennem skoven… Nathan forrest med den termiske spotter og håndkikkert, som nærmest aldrig forlod hans øjne. Vi stoppede ofte og kiggede og lyttede og selvom vi endnu engang så en masse dyr, så var det dog først i solens sidste stråler at vi fik en egentlig skudchance…
Inde mellem de høje stammer og mellem alle de tætte buske og brombær, gik der et par CWD…
Claus fik hurtigt sat skydestokken op og ventede nu bare på Nathans instruktioner i hvad der skulle skydes…
En rå stillede sig kortvarigt op fri for stammer og buskads og Claus tøvede ikke et eneste sekund og skuddet gik!
Jeg var i gang med at filme ham i selve skuddet så da jeg kiggede i retningen af hvor dyret havde været, kunne jeg kun se et par hår drive i den svage vind og så to ben som sitrede op mellem de tætte brombær i modlyset af den røde sol…
Et kompliceret skud mellem alle de forhindringer og Claus var da også tydeligt tilfreds…
Mens solen langsomt gik ned og skyggerne i skoven blev længere og længere kunne vi sætte os ved en fin CWD rå og egentlig bare tænke tilbage på en dag som var startet helt forfærdeligt, men som endte på den mest pragtfulde måde…
Hvad der var endnu bedre var, at dagen efter skulle vi gøre det hele én gang til… Jeg tror ikke at hverken Claus eller jeg nogensinde ville have drømt om en oplevelse som vi først lige havde taget hul på…
Fortsættelse følger…
Knæk & Bræk!
