Muntjak lykke!
Det var en fantastisk forårsmorgen vi vågende op til…
Næsten ingen vind, ingen skyer og en varmende sol som straks kastede sine røde stråler ud over det engelske landskab.
Nattergalene sang lystigt selv i tusmørket og mens solen langsomt steg op og alle de andre fugle i skoven stemte i med deres stemmer sneg Emil, Nathan og jeg os igennem et lille skovstykke.
Læs første historie fra denne tur HER!
Ofte kunne Nathan se muntjak eller Chinese water deer i hans termiske kikkert, men når vi så skulle prøve at finde de små dyr i vores håndkikkerter var det helt umuligt! Inde i denne skov, som var én stor fasan såt, var bevoksningen under de halvgamle egetræer tæt af brombær, rododendron og andre tætte små buske. De små hjortedyr vimsede rundt i den tætte dækning og selvom vi så masser af små glimt af dyr, så blev det aldrig rigtig til en skudchance… Vi fortsatte ud af skoven og gik i skovkanten langs en stor mark. Ude i det lysegrønne og dugvåde hvede så jeg pludselig en ræv som gik og luskede langs et levende hegn!
Den var stadig over 300 meter væk og gik roligt og snusede i det tætte levende hegn og ind i mellem stoppede den for at stå og misse med øjnene i den varme sol…
Ræven gik langs hegnet mens jeg gjorde mig klar, men den skulle stadig noget tættere på og gerne ud over marken før afstanden og kuglefanget ville være perfekt. Nathan var ivrig for at få skudt ræven, det var tydeligt at mærke på ham at han ikke havde meget lyst til at lade denne fasan og sikkert også muntjak dræber slippe fra os…
Det var næsten som om ræven kunne mærke hvad jeg gerne ville have den til at gøre, for pludselig begyndte den at trave henover marken, med kurs op mod os! Afstanden var ca. 220-230 meter og kuglefanget var nu helt i orden. Nu skulle den bare stille sig med siden til… Ræven stoppede op og missede igen med øjnene op mod solen og stod længe med lukkede øjne… Den drejede sig en lille smule og mit skud gik så snart jeg følte at jeg kunne se nok af skulderen. Ræven sank sammen i den grønne hvede og hverken lærken som sang højt over os eller ræven opdagede hvad der var sket!
Fremme ved den, kunne vi se at dette var en virkelig gammel ræv! Den havde nærmest ingen tænder, pelsen var tjavset og den var så tynd som en udmagret væddeløbshund… Pludselig gav dens rolige bevægelser og nærmest trætte udseende mening, den havde ikke det der overvågne og vakse look som ræve ellers har…
Med ræven bag på ladet kørte vi hen for at møde Claus og Jonathan, de havde haft held med at nedlægge en dåhind.
Mens vi stod og snakkede ved bilerne, opdagede vi at der lå en lille rudel dåvildt ude midt på en mark.
Vi havde ikke andet dække end en telefonmast, så med den mellem rudlen og os, sneg vi os tættere på…
Dådyrene følte sig sikre midt ude på marken og opdagede aldrig rigtigt de tre skikkelser som nu var kommet frem til masten 150 meter fra dem.
De fleste dyr lå stadig ned, men en enkelt då havde rejst sig. Med riflen trygt liggende i skydestokken skød jeg den første då! Hun sprang op i luften og med blodet sprøjtende ud af skulderen slog hun et baglæns flip og lå stille! Rudlen løb ca. 100 meter længere væk og stoppede op igen… Nathan hviskede at jeg skulle skyde en mere og da endnu en då stillede sig fri, skød jeg også den! Den løb ikke meget mere end 20 meter før den gik om i marken og rudlen stoppede igen! Nu var de ca. 350 meter væk og mens Nathan hviskede hvor meget jeg skulle sigte over, fandt jeg et roligt sigte på et smaldyr som havde stillet sig lidt væk fra rudlen… Træffet sad en snert lavt og lidt fremme, men efter ca. 50 meter lagde den sig også…
Reguleringsjagt når det er allerbedst! Jeg var sådan set lykkelig med at blot skyde et dådyr, men Nathan insisterede på at skyde flere. Nathan og Jonathan passer enorme jordområder for de lokale landmænd og skovejere og de er ikke tilfredse med at have for meget dåvildt på deres marker… De dyr som kunderne ikke skyder skal Nathan og Jonathan så selv skyde, så de var glade for hjælpen og jeg var selvfølgelig glad for muligheden for at hjælpe…
Efter en hyggelig frokost på en skøn pub, drog vi endnu engang tilbage i skoven… Nathan havde set en stor muntjak i nærheden af en stor fasanvoliere og et par kunder havde været tæt på den, tidligere på sæsonen, men altid uden det sidste held… Nu skulle jeg så prøve og mens vi gjorde os klar ved bilen kunne jeg mærke spændingen stige i min krop! Nu skulle vi ikke bare pürsche os gennem skoven og se hvad vi ville opdage, nu skulle vi jage et specifikt dyr som Nathan kendte. Jeg ved ikke hvorfor det skulle gøre en forskel, men jeg kunne tydeligt mærke at der var en forskel!
Vi sneg os langsomt ned langs en skovvej og kom til den store voliere. Denne fasanvoliere var på ca. 100 hektar og midt på den var der to store låger så skytterne og skovfolkene kunne køre igennem volieren. Begge låger stod åbne da der selvfølgelig ikke var nogen fasaner i volieren længere og på den ca. 10 meter bredde vej stillede vi os klar…
Nathan forklarede at muntjakken plejede at komme ud mellem klokken syv og halv otte men hvis den ikke essede lidt langs vejen, så gik den bare lige henover den og forsvandt i de tætte brombær på den anden side…
Jeg havde riflen klar og Emil lod kameraet rulle… Nathan skannede ivrigt med både kikkert og den termiske spotter… Klokken nærmede sig nu kvart i otte og selvom vi alle tre stirrede intenst i alle retninger opdagede vi ikke bukken før han allerede var halvvejs over vejen!
Jeg afsikrede riflen og forsøgte desperat at finde muntjakken i sigtekikkerten!
Emil hviskede ”Jeg har den, SKYD!”
Nathan nærmest hvæsede: ”Det er den, SKYD!”
Bukken var nu næsten nået hen til brombærbusken og da Nathan piftede højt stoppede den med et sæt og stirrede på os! Hele hans kropsholdning så spændt ud og jeg vidste nærmest instinktivt at han ikke ville blive stående længe… Den røde prik trak op af forbenet og så snart den var midt på skulderen skød jeg!
Muntjakken sank sammen på stedet og der var ikke engang et spjættende bagløb eller en sitren, den var helt død og lå helt stille!
Nathan gav mig weekendens største smil og selvom han egentlig stak hånden frem for at lykønske mig, så endte vi i et hjerteligt kram! Tror ikke helt at Nathan er typen som plejer at kramme sine kunder, men hele situationen og stemningen gjorde bare at jeg mente at et kram var på sin plads…
Emil ville gerne lave et par ekstra billeder mens vi stod her men selvom både Nathan og jeg gjorde som Emil sagde, så ville vi vist begge to bare gerne ned og se på muntjakken!
Endelig fik vi lov og jeg skulle bruge al min selvbeherskelse for ikke at småløbe ned ad skovvejen!
Muntjakken lå på siden og de fine farver chancerede fra kridhvid til orange, til mørkebrun med nærmest sorte skygger!
Mens jeg sad og beundrede det fine lille dyr, kunne jeg godt mærke på Nathan at det her vist ikke var den store buk han havde set før, men blot en yngre buk som tilfældigt kom forbi… Jeg var dog lykkelig for denne, min til dato største muntjak og ingen af os følte at stemningen havde brug for malurt over at denne buk ikke var helt så stor som vi begge havde drømt om…
Med et sæt ben i hver hånd gik vi nu sammen igennem skoven mens fasanerne kaglede højt fra træerne og duerne larmende satte sig til rette højt oppe i egetræerne over os mens solen langsomt gik ned i det fjerne…
Næste morgen startede vi tidligt!
Vejret var stadig smukt, men det havde været en kold nat og der var stadig frost i græsset mens vi listede os langs et mosestykke.
Det var Claus som bar riflen for vi havde aftalt at med mindre der kom en stor muntjak forbi, så var det Claus som skulle skyde… Vi var ikke nået ret langt før en ung muntjak buk sprang ud af et lille skovstykke og med fuld fart forsvandt den ud over marken.
Mens Nathan stod og hviskende forklarede at den buk umuligt kunne have set os og at den måske var blevet jaget væk, kom endnu en muntjak frem… Dette var også en buk og uden kikkert og på 150 meters afstand, kunne selv jeg se at det her var en stor buk!
Riflen fløj fra Claus’ skulder til mine hænder og på få sekunder var jeg klar til skud…
Bukken løb frem og tilbage med næsen tæt til jorden, helt tydeligt på sporet af den yngre buk! Nathan spurgte om han skulle pifte, men jeg syntes egentlig at bukken var begyndt at slappe lidt af og jeg forventede at den ville stoppe op et øjeblik, når den havde forvisset sig om at den anden buk var væk.
Denne plan havde muntjakken dog ikke hørt noget om, så den sænkede aldrig farten men skiftede pludselig retning så den nu løb direkte langs mosekanten… Det var tydeligt for mig at denne buk ikke var interesseret i at esse eller komme ud på marken, den var nok mere tilbøjelig til at smutte tilbage i mosen! Mit hjerte begyndte at hamre og mine hænder begyndte at ryste… Tanken om at være så tæt på en stor muntjak og med den overhængende fare for at den ville hoppe ind i mosen og være væk for altid, var ikke til at holde ud!
Nathan piftede en enkelt gang og muntjakken stoppede som ramt af lynet! Han stod dog ikke stille i mere end to sekunder og fortsatte sit løb mod sivene… Nathan råbte og denne gang stoppede bukken og stirrede lige frem for sig… Jeg vidste at jeg nærmest ingen tid havde så skuddet gik, selvom jeg med det samme vidste at det var en smule for langt fremme!
Muntjakken slog en lille forlæns kolbøtte og kastede sig ind i sivene!
Lige bag sivene rystede og gyngede brombærbuskene og min eneste tanke var at forhåbentligt betød det at muntjakken var blevet stoppet af de tætte brombær og forhåbentligt var den død…
Jeg sikrede riflen og kiggede på skift på Claus og Nathan… Vi stod alle med et lidt forsigtigt og optimistisk smil på læben, men vores øjne afspejlede helt tydeligt en tvivl og bekymring…
Vi ventede ca. 10 minutter og selvom vi jægere jo normalt er nogle tålmodige typer, så er det altså en helt anden sag når man står i en situation hvor man skal gå frem til et skudsted… Stadigt med hamrende hjerte, men med riflen klar gik vi forsigtigt frem.
I det høje græs mellem mosen og marken var det svært at huske hvor bukken stod helt præcist, men efter kort tids leden, fandt jeg skudstedet.
Der var masser af blod og i sivene hvor bukken var sprunget ind var der også masser af blod og lungestykker! Det nervøse smil blev nu afløst af forløsende latter og glade miner…
Muntjakken lå få meter inde i de tætte brombærbuske og selvom skuddet havde været lidt for langt fremme, så var det absolut et dræbende skud!
Med lidt asen og masen fik jeg slæbt det lille dyr ud og jo mere Nathan tog billeder og roste de fine små horn, jo mere kunne jeg indse at jeg formentligt havde skudt en medalje muntjak!
Ikke at medaljer betyder vildt meget for mig, men denne oplevelse med Nathan, Claus og Emil havde været så intens og spændende og bukken havde opført sig lige præcist så uregerligt som muntjakke ofte gør at dette var den perfekte afslutning på en skøn forårsweekend i England!
Hvis du vil vide mere om muntjakjagt og jagten på Chinese Water Deer, så kontakt Nathan: nathan.whitehead82@gmail.com
Knæk & Bræk!
