Hegnsjagt: Rigtig jagt eller ikke?!

For efterhånden mange år siden læste jeg en beretning på Netnatur.

Historien var fortalt af en ung kvinde som ingen jagterfaring havde. Hun havde lige taget sit jagttegn og stod nu uden nogen jagtmuligheder og ingen som kunne invitere hende med på jagt. Hun havde heller ikke nogen som kunne lære hende nogen af de mange aspekter som man ikke kan lære i et undervisningslokale, men som man kun kan lære på Dianas krogede stier…

Derfor bestilte hun en då-spidshjort i en jysk dyrehave. Hun skulle ud sammen med skytten og han ville så lære hende alt hvad han kunne samtidig med at de skulle jage en ung hjort. Dagen gik rigtig fint og hun nedlagde en fin ung spidshjort.

Jeg husker beretningen som rigtig god og medrivende og det var helt tydeligt at den unge kvinde var både lykkelig og stolt af hele oplevelsen…

Dengang levede Netnatur nærmest udelukkende af debat (læs: skænderier) mellem sitets brugere og ikke så snart som denne beretning var live, begyndte de første hadefulde og latterliggørende kommentarer at strømme ind!

Jeg kan huske at jeg undrede mig meget over de danske jægeres behov for at nedgøre en med-jæger som helt tydeligt havde haft en fantastisk oplevelse… Dengang havde jeg aldrig selv prøvet at jage i et vildthegn, så jeg havde ingen belæg for at kunne dømme oplevelsen andet end ud fra hvad den unge kvinde havde beskrevet. De andre jægere som kommenterede på kvindens historie, tror jeg egentlig heller ikke selv havde prøvet at jage i et hegn, men der var en masse holdninger og fordomme og fælles for dem alle var at det i hvert fald IKKE kunne betegnes som ”rigtig jagt”…

Lige siden har jeg drømt om at selv prøve at jage i et hegn og for et par uger siden gik den drøm i opfyldelse!

Jeg havde booket en muflonvædder i et stort hegn i Skotland, arrangeret af mine venner fra Balnakeilly gods.

I dagene op til jagten, løb der mange tanker igennem mit hoved… Jeg var spændt på hvor vilde dyrene var, jeg var spændt på hvordan jeg selv ville syntes om at jage dyr som var spærret inde og jeg var spændt på om alle de skeptiske stemmer skulle få ret!

Selve hegnet var på ca. 1.000 hektar og spredte sig fra nogenlunde midt på en stejl bakke og helt op til det egentlige højland!

Inde i hegnet boede der en broget skare af dyr: Kronvildt, dåvildt, muflon, Presewalski vildheste og Europæiske bisoner.

Selvom vi skulle jage én ud af et par gamle muflonvæddere, var jeg faktisk, til at starte med, mest interesseret i at se bisonerne! Disse store og majestætiske dyr var faktisk ved at være helt udryddet for ca. 50 år siden! Efter to lange og opslidende verdenskrige i europa, hvor alle soldaterne skulle have en masse at spise, var bestanden så lav at dyrene var ved at forsvinde…

Hjælpen kom fra en måske uventet side, nemlig fra Nazisternes næstkommanderende, Hermann Göring!

Göring var selv ivrig jæger og udnævnte en skov i Øst Polen som nationalpark. Visse kilder nævner at denne park faktisk er verdens første nationalpark, men resultatet blev altså at bisonerne overlevede og allerede dengang argumenterede Göring for at hvis jægerne ville jage og måske endda betale for jagten, så var det den eneste måde hvorpå man kunne redde en dyrebestand fra krybskytter og generel nedskydning! Helt utroligt at tænke sig at mens hele Europa var i krig og nazisterne havde masser af andre problemer at tage sig af, så fik Göring gennemført dette projekt!

Lige siden har man kunne skyde en lille del af det naturlige overskud af disse originale bisoner. Licenserne bliver tildelt ved et lotteri og priserne for at skyde en Europæisk bison eller visent som de også kaldes, blev efterhånden temmelig høje. Systemet og forvaltningen gik glimrende og bisonerne trivedes… I år har den Polske regering så besluttet sig for at forbyde udlændinge at jage lige netop visenterne!

Det er en beslutning som jeg er bekymret for! Hvis ingen udlændinge er villige til at betale ti-tusindevis af kroner for at jage en bison, så er jeg bekymret for hvilken fremtid disse prægtige dyr går i møde…

Skytten Jimmy, fortalte mig at de 17 bisoner som levede i hegnet, primært kom fra dyrehaver som ikke havde andre steder at sende dem hen. De blev derfor bedøvet og fragtet til vildthegnet. Pga. bedøvelsen mente Jimmy ikke at kødet var egnet til indtagelse, så bisonerne blev ikke skudt som køddyr, men engang imellem solgte de en gammel tyr som trofædyr. Ellers fik de blot lov til at dø af alderdom…

Jimmy havde hele tiden øjnene rettet mod bisonerne og navnligt en ko med knækkede horn holdt han meget øje med! Han fortalte at dyrene jævnligt gik til angreb og især denne ene ko var åbenbart gal i skralden! De var helt tydeligt interesseret i Jimmys pick-up, men så snart vi var til fods, betragtede de os med en mere aggressiv holdning!

Efter at have betragtet de flotte, men også farlige dyr, begyndte vi så småt at kigge efter de gamle muflonvæddere…

Terrænet var enormt kuperet og småskove og buskadser blev omkranset af store græssletter.

Muflonerne var spredt ud over hele terrænet og Jimmy fortalte at brunsten nærmest lige var overstået. De gamle væddere gik derfor rundt alene for at æde og hvile sig mens de unge væddere søgte tilbage til fårene for at se om de kunne nå en lidt sen parring…

De fleste af dyrene var enormt varsomme og holdt øje med os mens vi gik rundt. Når vi kørte i bilen, ignorerede de os mest af alt, men til fods var det en anden historie.

Vi så masser af får og unge væddere, men de store gamle dyr gemte sig.

Det var en noget særlig oplevelse at snige sig igennem mandshøje buske når vi samtidig vidste at bisonerne elskede at stå inden mellem de selvsamme buske…

Sent på eftermiddagen spottede vi endelig en rigtig gammel ensom vædder!

Han gik for sig selv og essede ivrigt i nærheden af en lille klat træer…

Jimmy, Emil og jeg kom i position bagved en bakke og kravlede de sidste 50 meter. Kameraet kom i position og Jimmy og jeg kravlede lidt tættere på… Afstanden til vædderen var nu ca. 100 meter og han havde slet ikke opdaget at vi var der!

Jimmy og jeg lå længe og ventede på at muflonen skulle vende siden til og i mellemtiden havde jeg lang tid til at få kigget ordentligt på det flotte dyr. Hornene var lange og kurvet og pelsen var fantastisk smuk med sorte og brune farver. En imponerende kulsort manke og så den hvide ”sadel” henover ryggen…

Jeg kunne langsomt mærke at mit hjerte begyndte at hamre og da vædderen begynder at dreje kroppen og jeg afsikrede riflen, sitrede mine hænder og jeg skulle koncentrere mig for at holde sigtet stille!

Vædderen stillede sig fint og kiggede op i et kort øjeblik … I det lod jeg skuddet gå og så tydeligt kuglen ramme lige bagved skulderen! Vædderen løb ca. 50 meter før den væltede og lavede nogle enkelte spjæt med de fire korte og stærke ben…

Jimmy lykønskede mig før vi gik hen og kiggede nærmere på det flotte og imponerende dyr.

Vædderen bar tydeligt spor af en hård og voldsom brunst. Den havde sår og ar henover næseryggen og ned af kinderne og de tykke og flotte horn var fulde af hakker og store buler efter voldsomme sammenstød med andre stærke væddere!

Vi kunne tydeligt mærke rygraden og hofteskålene lige under skindet, og Jimmy mente at den højst sandsynligt ville omkomme i løbet af vinteren! Tænderne var næsten slidt ned og vi kunne konkludere at det var det helt rigtige tidspunkt at skyde denne gamle slagsbror!

Et fantastisk trofæ i fantastiske omgivelser, som sikrede nogle fine billeder til både nethinden og fotoalbummet…

På vej tilbage til bilen fik jeg tid til at gennemtænke hele dagen og i de forgange uger har jeg ofte tænkt tilbage på denne dag i et hegn…

Jeg må ærligt indrømme, at jeg nok aldrig kommer til at jage trofædyr i et hegn igen… Oplevelsen var god og spændende, men det var nok mest af nysgerrighed og det interessante ved at opleve noget helt nyt!

Jeg følte ikke at dyrene var helt ”vilde” nok og jeg må erkende at tanken om at dyrene ikke kunne stikke af, men var i hegnet et eller andet sted, ikke tiltalte mig!

Jeg har prøvet at jage dåvildt på en betydeligt mindre ø, men på denne ø var det altså vilde dyr som virkelig præsenterede en udfordring når man skulle prøve at snige sig ind på dem! Men i dette hegn, var selve pürschen på vædderen ikke den mest ophidsende!

Omvendt kunne man også komme ud for en situation i den frie natur hvor man sniger sig ned af et skovspor og pludselig opdager man så en vædder der går og esser i skoven eller på en lysning… I sådan en situation har man jo heller ikke ”rigtigt” sneget sig ind på et dyr, men jeg tror ikke der er mange jægere som ville undlade at skyde en stærk trofævædder, bare fordi pürchen havde været kort…

Som konklusion må jeg nok erkende at jeg havde en god dag i hegnet og jeg bliver glad for at få min trofævædder op på væggen, men jeg vil nok ikke jage i et hegn igen…

Men hvad der er endnu vigtigere er at jeg nu med min egen erfaring, aldrig nogensinde kunne finde på at kritisere andre jægere, som finder jagt i et hegn interessant og spændende!

Vi kan tale om fordele og ulemper og vores forskellige oplevelser, men jeg vil aldrig syntes mere eller mindre om en jæger eller et trofæ, bare fordi det er nedlagt i et hegn!

Hvorfor er det vi har så travlt med at kritisere andre, bare fordi de har et andet synspunkt? Er det ikke lige meget? Det er jo ikke dig som har betalt for oplevelsen og det er heller ikke dig som skal se på trofæet til hverdag!

For at slå en krølle på historien om den unge kvinde og dåhjorten, så skete der faktisk det at et par måneder efter at hendes historie fik alt den negative opmærksomhed, så skrev hun en ny historie… Denne gang havde hun fået sin hjort skuldermonteret og var bare så lykkelig og stolt over at have fået sit trofæ hjem… Samme reaktion fra alle de ”kloge” jægere nemlig endnu engang harme og nedladende kommentarer!! Panelet kunne ikke forstå hvorfor nogen gad at bruge penge på en skuldermontering når det jo ”bare” var en spidshjort, som endda var nedlagt i et hegn…

Skal vi forstå alting? Hvis nu den kvinde var lykkelig og jeg er lykkelig for min muflon, hvorfor er det så ikke det vigtigste?!

Jeg glæder mig til at hænge min muflon på væggen og hvis nogen har noget grimt at sige om det, så håber jeg at de vil holde det for dem selv… Det ville klæde os som jægere…

Knæk & Bræk!