Monteria i Portugal. Dag 2
Hjorten kom løbende over bjergkammen og havde kurs lige mod Emil og jeg! Afstanden var ca. 350 meter, men den løb hurtigt og nu gjaldt det bare om at vente på at den kom lidt tættere på…
Denne anden jagtdag i Portugal, som var arrangeret af Rainsford Hunting startede lige så festligt som den første! (Læs den første historie HER!)
Efter den store morgenmad var der lodtrækning, parole og efterfølgende bøn. Emil og jeg fik en post som den sidste skytte i en af de lange skyttekæder. Vi stod på pynten af en lang bakkekam med en dyb bjergkløft foran os.
Afstanden til den modsatte bjergside var ca. 300 meter og bunden af dalen var ca. 200 meter væk.
Jeg målte forskellige afstande ud og besluttede mig hurtigt for hvor jeg ville skyde til løbende vildt og hvor jeg kun ville skyde til stillestående dyr. Vi havde vel stået i den dejlige vintersol i ca. en time før to store og en lille lastbil, kom bumlende langs det spor vi var gået på… Det var hundefolkene som kom med alle deres hunde! Drevet var ikke begyndt endnu, men de første skud havde runget igennem bjergdalen og det var tydeligt at en del af dyrene var begyndt at røre på sig mens hundefolk og skytter kom på plads. Som på kommando, åbnede hundefolkene deres lastbiler og hundredvis af forskellige hunde væltede gøende og halsende ud! Nogen løb lidt rundt og ventede på at driverne selv ville begynde at gå, mens andre hunde straks stak afsted igennem terrænnet, enten alene eller i små grupper!
Drevet var nu virkelige i gang og der gik da heller ikke længe før et vildsvin kom løbende op af slugten, foran os… Det var et lille dyr og den var ikke nem at få hold på mellem de store og tætte buske! Jeg fik aldrig rigtig hold på den og måtte se den forsvinde over bjergkammen…
Vi skulle dog ikke vente længe før en masse hunde fik et hidsigt drev, lige på den modsatte side af dalen… Selvom lyden var forvrænget, så lød det som om at drevet var på vej imod os og med et, kom en Kronhjort til syne!
Hjorten kom løbende over bjergkammen og havde kurs lige mod Emil og jeg! Afstanden var ca. 350 meter, men den løb hurtigt og nu gjaldt det bare om at vente på at den kom lidt tættere på… Hundene var langt bagude og selvom hjorten fortsatte mod os så var jeg bekymret for at den ville løbe ned i selve slugten, foran os! Her ville det være svært at skyde, da der var buske som skyggede for en hel del af udsigten, så jeg besluttede mig for at tage skuddet, så snart den var ca. 200 meter væk!
Det er ikke ofte at jeg vil kaste mig ud i at skyde efter en løbende hjort på 200 meter, men her i Portugal, anses det som helt normalt! Jeg lagde riflen i min ViperFlex skydestok men hvilede kun på den forreste gaffel. På den måde havde jeg god støtte, men stadig fleksibilitet til at svinge med den løbende hjort… Jeg fulgte dyret i sigtekikkerten og forsøgte at vurdere situationen, men jeg var ikke glad for hverken sving, afstand eller farten på hjorten! Lige med et, skiftede det flotte dyr dog retning og løb nu lidt op af og med front lige imod os! Jeg sigtede midt på brystet og svang lidt med inden første skud gik!
Jeg så tydeligt kuglen ramme midt i brystet og alligevel løb hjorten videre! Jeg repeterede og fulgte med… Hjorten havde sat farten betydeligt ned og andet skud faldt idet den drejede lidt væk fra os! Jeg kunne også se dette skud ramme, men dog en hel del tilbage på hjorten! Blodet ned af siden på hjorten og jeg kunne se at det andet skud havde ramt det ene bagløb på vej ud af dyret!
Kronhjorten fortsatte sin nu, tydeligt besværet, flugt og da den forsøgte at komme over nogle stejle sten skiftede den igen retning og så konfus ud… Den var helt klart hårdt ramt og ville formentligt lægge sig, men da den igen præsenterede et godt skud, sigtede jeg højt på bladet og skød en tredje gang! Kuglen ramte lige der hvor hals og skulder mødes og hjorten faldt sammen på stedet!
Min første Iberiske kronhjort var leveret og jeg var lykkelig! Jeg kiggede spændt over på Emil og spurgte nervøst om han havde filmet alt det som lige var sket! Hans store smil bekræftede at alt var blevet dokumenteret og en lille jubeldans brød vist ud i min krop! For mig var hele dagen allerede en succes og selvom vi vel havde ca. 4-5 timers jagt tilbage, så ville jeg bare gerne hen og se min hjort! Der var dog ikke lang tid til at juble for pludselig kom der en hind og en kalv løbende fra den modsatte side af der hvor hjorten var dukket op! Disse to dyr havde ikke nogen hunde efter sig, så de løb et par hundrede meter, før de stoppede op og sikrede. Når hinden havde vurderet at alt var sikkert, så løb de et par hundrede meter mere…
Parolen havde faktisk forbudt os at skyde kalve, men mens jeg sigtede på de to dyr, som nu nærmede sig en afstand på ca. 300 meter, besluttede jeg mig alligevel for at skyde kalven! I februar måned kan en kalv formentligt sagtens klare sig selv, men det føltes simpelthen så forkert at skyde en hind lige foran sin kalv!
De to dyr stoppede op på ca. 250 meter for at sikre og mens hinden kiggede i alle retninger, stod kalven bare og stirrede fremad… Denne gang brugte jeg begge støttepunkter på skydestokken og selvom mit hjerte hamrede afsted, så syntes jeg at mit sigte var stabilt! Da Emil hviskede: “Jeg har den, bare skyd!” skød jeg! Kuglen slog i jorden lige over ryggen og en kæmpe rød støvsky spredte sig bag kalven! Ingen af de to dyr reagerede overhovedet, så efter en hurtig repetering og et lidt lavere sigte, skød jeg igen! Denne gang så jeg kuglen ramme på skulderen og nu satte de to dyr i bevægelse! Hinden løb og sprang igennem de tætte buske, men kalven løb kun et par meter før den trillede om og var død! Efter ca. 50-80 meter, stoppede hinden igen… Efter at kalven var faldet om havde jeg fortsat mit sving med hinden og i det den stoppede op, faldt mit sigte til ro på skulderen! Skuddet gik nærmest uden en bevidst tanke og hinden slog hovedet bagud og sank sammen på stedet!
Jeg var en lille smule nervøs for om jeg ville få ballade for at bryde parolen, men inde i mit jægerhjerte var jeg overbevist om at det havde været det rigtige at gøre!
Skuddene lød fra alle retninger i den enorme såt, men der kom ikke nogen dyr i vores retning i et par timer…
Engang imellem kom der hunde forbi, enten enlige eller i små grupper. De løb lige hen imod os, men hver gang jeg sagde noget til dem på dansk, stoppede de op og løb straks i den modsatte retning!
Emil og jeg fik tiden til at gå med at flyve lidt med drone og så ellers bare nyde det smukke terræn! Højt over os svævede store gribbe og udsigten oppe fra vores pynt var fantastisk! Mens dronen hang højt i luften, kom der pludselig en kronhjort løbende bag os, op imod vores eneste nabopost… Det var en yngre hjort og den løb ikke særligt hurtigt… Den løb dog lige lidt for højt på bakken og selvom der i princippet var fint kuglefang, så føltes det ikke rigtigt at skyde direkte op imod min nabo! Hjorten fik lov til at løbe og selvom min nabo skød 2-3 gange efter den, så slap den uden skade og forsvandt over den næste bjergtop!
Vi kunne se driverne komme retur, i det fjerne, så drevet var så småt ved at være slut… På drivjagt skal man dog være klar til det sidste og dette skulle da også vise sig at være sandt for os! Med et kom der nemlig en enlig hind styrtende over bjergtoppen med kurs parallelt med vores post… Dyret stoppede op midt på bjergsiden og sikrede mod driverne i det fjerne… Mens den stod der, med hele bredsiden til, faldt den røde prik i sigtekikkerten til ro, lidt højt på skulderen… Endnu engang gik skuddet af, nærmest uden en bevist tanke og hinden faldt til jorden, som ramt af lynet!
Emil og jeg kiggede grinende på hinanden, få ting ser nemlig lige så godt ud på kamera, som når et dyr styrter sammen i knaldet!
Sjældent har jeg glædet mig så meget til at en såt skulle slutte, for nu kunne jeg endelig komme op og se nærmere på min kronhjort! Der gik ikke længe før nogle officielle “typer” dukkede op og de havde både en gravko og nogle æsler med! Nu kunne vi med ro i sjælen forlade vores post og mens gravkoen hentede de to hinder og kalven, gik Emil og jeg op til hjorten, forfulgt af to lokale og et æsel.
Jeg tror at jeg havde kigget i kikkert hen mod hjorten 20 gange i timen, de sidste 4 timer, så jeg vidste præcis hvor den lå! Fremme ved den, snak jeg ned på knæ ved siden af en smuk 16-ender hjort! De Iberiske kronhjorte er ikke nær så tunge eller tykke i stængerne, som de Europæiske hjorte. Denne hjort var symetrisk og havde nogle sjove lidt krøllede kroner og for mig, var det en af de flotteste trofæer jeg har set!
Mens Emil og jeg lavede lidt billeder, trippede de to lokale og det var tydeligt at de gerne ville videre og hjem til farmen!
Da vi endelig var færdige, sprang de frem og fik bakset æslet hen til hjorten. De slog en kæde om det ene bagløb og så fik æslet ellers kommando om at komme afsted! I nærmest galop forsvandt både hjort og æsel igennem buskadset og jeg kunne blot krydse fingre for at geviret kunne holde til denne lidt hårde medfart!
Hjemme på farmen, med et køligt glas hvidvin i hånden, genså jeg hjorten som heldigvis var uden skader eller mærker! Til paraden, fandt de andre jægere ud af at dette var min allerførste Iberiske kronhjort, så der gik ikke lang tid før jeg sad ved siden af dyret, med hele mit ansigt smurt ind i blod! En lidt makaber tradition, men når det bliver udført med respekt og ære, så er det faktisk en fin handling!
En fantastisk jagtweekend var slut og selvom jeg havde været lidt bekymret og skeptisk inden denne tur, så var alle disse tanker gjort til skamme! Jeg havde kun oplevet glade jægere, med stor respekt for dyrene og Monteriaen som jagtform! Spændende jagt, udemærket hunde og et velplanlagt drev, som alligevel er temmelig kompliceret når der er så mange skytter, chauffører, hunde og drivere!
Dette bliver forhåbentligt ikke min sidste Monteria og jeg glæder mig allerede til næste gang at jeg skal stå på den Iberiske halvø og høre på drivende hunde og højtråbende drivere…
Knæk & Bræk!
