skip to Main Content

Dåvildt skank ala Osso Buco!

IMG_0622_FotorEfteråret er over os og forleden var temperaturen faldet så meget at vi tændte op i brændeovnen for første gang herhjemme… Udenfor blæste og regnede det og Christina og jeg havde lyst til noget rigtig efterårs-agtigt simremad. Vores tanker fløj straks til en af vores favoritter, nemlig Osso Buco, men med fryseren fuld af vildtkød, skulle vi selv twiste den velkendte opskrift lidt…

Jeg fandt to skanke fra en ung dåhjort og så var vi ellers klar til at sammensætte en nem og lækker simreret!

Ingredienser:

  • 2 x skanke fra dåvildt. (Hvad som helst kan bruges, men gerne skank, bove eller hals!)
  • Løg
  • Hvidløg
  • Gulerødder
  • Chili
  • Pastinakker
  • Palmekål
  • Æbler
  • Tomater
  • Rød peber
  • Porer
  • Citroner
  • Persille
  • Krydderurter. Vi brugte: Laurbærblade, Rosmarin, Timian, Salvie og Estragon.
  • Hvidvins eddike
  • Æble cider. (Alternativt hvidvin eller øl!)
  • Flåede tomater og tomatpure
  • Salt & Peber
  • Mel
  • Stegeso eller Römertopf
spis hvad du skyder
Alt godt fra køleskabet og køkkenhaven!
spis hvad du skyder
Skankerne fra en dåhjort, flåede tomater og quinoa!

Vi tømte simpelthen køleskabet og køkkenhaven for hvad vi havde af grøntsager og krydderurter, men i virkeligheden kan man bruge lige præcist hvad man vil…

Start med at stil stegesoen i vand i ca. en time. Rul skankene i mel som er blandet med salt og peber. Steg derefter skankene lidt hårdt i smør, for at skabe en fin og gylden overflade. Læg dem til side og husk at skrab panden og gem stegesmøret og det “snask” som er tilbage på panden! Det skal nemlig også med i retten.

Skær derefter alle grøntsagerne i passende og gerne ensartet stykker. Bind krydderurterne sammen i små buketter så de er nemme at fiske op af retten til sidst.

spis hvad du skyder
Krydderurterne er bundet i små buketter og alle grøntsagerne er skåret i passende stykker!

Bland derefter alle grøntsager i stegesoen og læg til sidst skankene øverst, husk stegesnasken fra panden. Hæld derefter cider, øl eller vin, lidt eddike og de flåede tomater over. Læg låg på stegesoen og stil den i ovnen på 150 grader. Vent ca. 4 timer og lav en gremolata ved at hakke persillen og bland den med fint revet citronskal.

spis hvad du skyder
Cider, hvidvin eller øl kan bruges!
spis hvad du skyder
Skankerne er brunet og alt er lagt i stegesoen.

Server hele retten direkte i stegesoen og drys så gremolataen henover. Traditionelt serveres Osso Buco jo med rissotto, men retten fungerer også rigtig godt med ris, quinoa, kartoffelmos eller endda bulgur!

spis hvad du skyder
Drys gremolata over retten og evt. en klat cremefraiche og spis!

Bedre og nemmere bliver det næsten ikke og jeg må simpelthen indrømme at jeg endelig har fundet en ret hvor skankene virkelig kommer til at smage godt! Jeg har tidligere skåret kødet til hakkekød eller simpelthen kasseret det, men nu ved jeg hvad jeg skal gøre med alle de skanke jeg kan komme i nærheden af i den kommende sæson!

Velbekomme og Knæk & Bræk!

spis hvad du skyder
Efter 4 timer falder kødet fra benet og det er så mørt at man tror det er løgn!
This Post Has 2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top