skip to Main Content

Tysk skydebane

IMG_4371Da jeg i torsdags, sammen med 10 gode venner, drog afsted mod Polen for at deltage i en 3 dages drivjagt lavede vi et hurtigt pit-stop ved det gamle tyske slot Liebenberg. Slottet ligger tæt på Berlin og rummer et imponerende skydeanlæg, en restaurant og en stor afdeling beregnet til konference.
Liebenbergs indendørs skydeanlæg har en 100 meters indskydningsbane, en 25 meters pistolbane, en 35 & 50 meters riffel handlebane og endda en 35 meters skydebiograf!

IMG_4345IMG_4348
Ved ankomst kommer man ind i en indbydende reception, hvor væggen prydes af jagtmalerier og imponerende trofæer, nedlagt i slottets omkringliggende skove.

Chefen for anlægget, Andreas, modtog os med højt humør og stemningen i vores lille selskab blev hurtig munter om end sikkerheden naturligvis var i højsædet. Vi fik en rundvisning og blev derefter sluppet løs…

IMG_4354IMG_4356Biografen var netop denne dag desværre lukket, men vi morede os kongeligt på den kombinerede 35 & 50 meters handlebane! Her fik jeg en kort instruktion i styringen af de mange skiver og computermarkeringerne og derefter blev vi faktisk overladt til os selv så vi kunne skyde som det passede os! Én skytte kunne skyde en serie ad gangen og derefter skiftede vi rundt.

IMG_4375
Her skydes der på den løbende gris på 50 meter. Bag hver af de små volde var der skiver som poppede op. Slisken over mit hoved var dér den angribende Keiler var monteret. Bemærk mundingsflammen på riflen!

Bagerst på handlebanen løb der en lille griseskive frem og tilbage og afstanden til dette mål var 50 meter. På ca. 35 meter løb der endnu en griseskive frem og tilbage og ellers var banen fyldt med skiver af grise i forskellige størrelser og kropsdrejninger, som kunne poppe op fra deres skjul og som selv ville lægge sig igen ved en fornuftig bladkugle. På denne måde kunne man have flere skiver i gang på samme tid og skabe en lidt “stressende” skydesituation for skytten! Den person som stod ved kontrolpanelet kunne aktivere alle skiver og også lægge pop-up skiverne ned, hvis skytten var for længe om at skyde eller lign. De løbende mål kunne ligeledes stoppes og startes for at give nogle overraskelsesmomenter for skytten!

IMG_4367
Anders gør sig klar til at skyde!

For at skabe lidt ekstra spænding var der endda en skive som repræsenterede en angribende Keiler! Skiven startede på ca. 30 meter og kørte direkte op imod skytten som så gerne skulle kunne nå at afgive mindst to gode skud! Det er sjovt hvor meget adrenalin man kan få i kroppen ved synet en sur gammel Keiler på en papskive, som stormer afsted lige imod én…:)

IMG_4384
100 meter banen.

Efter at have skudt en masse skud på handlebanen fik min gamle Mauser tid til at køle lidt af! Det var helt tydeligt at de nyere og moderne rifler slet ikke blev helt lige så varme. Efter en lækker frokost i vores helt egen hyggelige spisestue gik vi alle ind i slottets 100 meter-indskydningsrum. Her var der 5 skydepladser med fine bænke og støtter og der var endda også en anordning så man kunne ligge ned og skyde, hvis man havde lyst. Skiverne var monteret til et wiretræk, som hurtigt kørte skiven op til standpladsen, så man selv kunne se sine skud og markere dem.

IMG_4378
Den nye Sako ammunition rammer faktisk præcist det samme sted som RHINO patronen!

Da alle var tilfredse med deres indsats og jagtammunition, pakkede vi alle vores stumper og drog fra dette pragtfulde sted med højt humør, masser af forventninger og med den gode portion selvtillid man får efter at have skudt ca. 100 skud!
Kursen blev sat mod reviret i Polen og hvordan DET gik, kan du læse mere om her, senere på ugen..:)

Læse selv mere om skydebanen her: http://www.schloss-liebenberg.de/de/aktive_Erholung_mit_Joggen_Radfahren_Fitness_Baden_und_Jagen/Jagdtrainingszentrum/

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top