skip to Main Content

Drilske sikaer i Irland

For et par måneder siden stod jeg i Dublins lufthavn og ventede på min baggage… Det var mit andet besøg til den ”grønne ø” på bare et par måneder og den sædvanlige følelse af spænding og begejstring over at være i et nyt land, for at jage et nyt dyr, var stille og roligt blevet forvandlet til en følelse af bekymring og let fortvivlelse!

Tilbage i slutningen af september var mit allerførste besøg til Irland. Jeg skulle jage og filme en jagt på sikahjort, sammen med den efterhånden berømte Normann Mulvany fra Irish safaris. Alt tegnede sådan set fint, vejret var ok, hjortene var så småt begyndt at brunste og Normann havde set mange hjorte i området… Det eneste problem, som dog også var til at føle på, var at jeg en måned før havde sprunget min akillessene!

De gode irske Guinness’s hjalp lidt på humøret og sikkert også på min akillessene!

En skade som er både smertefuld og utrolig langsommelig at komme sig oven på! Vi ville alligevel forsøge at gennemføre jagten, selvom det betød at jeg humpede rundt på krykker og med en kæmpestor såkaldt ”Airboot” om min højre fod! Ikke en forudsætning som gjorde jagten nemmere, især ikke når jagten i Irland oftest foregår højt oppe på bakkerne eller inde i de tætte skove… Vi forsøgte os i en lille uge og sad i utrolig mange rigtig gode tårne, men heldet var bare ikke med os!

Emil og jeg forlader et af de velplacerede tårne!
Der var andre jægere i den lille landsby, her forbander jeg garanteret mine krykker!
Vi brugte mange timer i tårnene!
Normann har mange godt placeret tårne og mange af dem er bygget til at være to-personers!

Derfor besluttede Normann og jeg med det samme at vi ville prøve igen i december, såfremt der var fremgang med min fod…

Det var der heldigvis! Jeg var ude af ”Airbooten” og var sådan set temmelig mobil igen. Jeg haltede, havde mistet en hel del muskelmasse, men jeg kunne gå op og ned af bakke og det er i virkeligheden det eneste krav, hvis man vil jage sika i Irland!

Normann er på vej ned af en af de mange bakker/bjerge!

På køreturen ud til jagtreviret forsøgte jeg at få vendt mine halv-negative følelser til noget mere opløftende og positivt, men først da jeg med riflen på ryggen kunne følge med Normann op i bakkerne, begyndte det at føles godt!

Min fotograf Mathias fulgte efter med kameraet og alt føltes egentlig som det plejede…

Alligevel gik det ikke alt for godt de første par dage! Vi besteg det ene bjerg efter det andet og beskuede adskillige kvadratkilometer af bakkeside, uden held til overhovedet at se en sikahjort!

Bregner og bjerge… Det er sikaland!

Vejret vekslede mellem flot og klart solskin til helt tåget og meget regnfuldt! Hjortene havde for længst overstået deres brunst og gik nu enten i små hjorterudler eller sammen med et par hinder… Vi så enkelte dyr både langt oppe af bjergene og nede i de tætte skove, men en egentlig skudchance blev det ikke til før den næstsidste dag…

Vi havde egentlig besluttet os for at bestige et af de stejle bjerge, men da vi var kommet et stykke ind i dalen, kunne vi konstatere at tågen lå tæt og gemte hele bjerget for os…

Normann prøver at kigge igennem tågen…

Derfor besluttede vi os for at forsøge os nede i en af skovområderne også selvom det meste af morgenen var gået…

Hverken Normann eller jeg troede meget på at vi stadig ville møde sikaer som gik og essede, men måske var vi heldige at støde nogen dyr, som måske ville give en skudchance.

Solen var brudt ud af skyerne og vi sneg os ned ad en lille skovsti mellem tætte graner på begge sider. Alt glimtede i solskinnet, da alle grene og græsstrå var drivvåde fra morgenens regnskylle… Fuglene pippede som om det allerede var forår og jeg tror nok jeg gik lidt i mine egne tanker…

Normann har for vane at blive utrolig begejstret, for ikke at sige ophidset, når han ser et dyr! Han for sammen og mens han febrilsk slog viperflexen op, hviskede han nærmest i munden på sig selv: ”Det er dyr! Skyd Jacob skyd! Vent lidt jeg skal lige se hvad det er! Gør dig klar… Gør dig klar!”

Mange instrukser på en gang, men jeg kendte efterhånden Normanns begejstring og svingede roligt og forsigtigt riflen af skulderen og lagde den tilrette i skydestokken…

Afstanden var blot ca. 100 meter og mens Normann kiggede i håndkikkerten betragtede jeg de to dyr i sigtekikkerten. Det var en hind og et smaldyr som gik og nippede til de lysegrønne græsstrå langs kanten af stien… De havde for en gangs skyld ikke set os og selvom alt var roligt og kontrolleret, vidste vi at de med få skridt kunne forsvinde imellem granerne… Jeg må ærligt indrømme at jeg havde drømt om at min første irske sika skulle være en hjort, men omvendt så var målet ikke som sådan at skyde hjort, det var at lave en god film om sikajagten på Irland… Vi havde brugt mange timer, over to forskellige jagtture og nu var der endelig en god skudchance! Normann hviskede at jeg skulle skyde det dyr som først stillede sig med siden til! Jeg afsikrede riflen og ventede på at et af dyrene skulle stille sig op på stien… Inderst inde håbede jeg nok hele tiden at en flot 8-ender hjort pludselig ville komme ud af skoven, men beslutningen blev hurtigt taget da slamdyret stillede sig midt på stien med siden til mig!

Normann hviskede: ”Shoooooot!” og så snart Mathias bekræftede at han havde et billede og kameraet rullede, faldt skuddet!
Lyddæmperens smæld rungede op og ned af stien og afgav en fin lille sky af vanddamp! Dyret tegnede for en god kugle men forsvandt med et spring ind til vores højre side!

Normann syntes også skudtegnet så fint ud, men som vi alle ved, så er det rigtige tidspunkt at juble først når man sidder med dyret i hånden…

Vi ventede et par minutter før vi gik frem mod skudstedet… I det lysegrønne græs var det nemt at se både lunge og hjerte sweiss, men efter en kort eftersøgning inde imellem de tætte buske og grantræer fandt vi stadig intet dyr! Faktisk mistede vi blodsporet efter blot et par meter og måtte vende om til skudstedet et par gange.

Normann foreslog at vi skulle køre hjem efter sin hund og ligesom vi besluttede os for dette vandrede mine øjne ned af en lille bæk som løb lige ved siden af skovstien… Blot to meter fra os lå sikaen stendød men nærmest usynlig helt nede i bækken! Vi slæbte det drivvåde dyr op på stien og forsøgte at børste det værste vand af, for at den ikke skulle se helt sørgelig ud på billederne…

Vi gjorde hvad vi kunne for at få sikaen til at se ud som om den ikke var druknet!

Min første irske sika var nu en realitet og selvom det aldrig blev til en hjort, så var glæden lige så stor for en spændende og vellykket jagtsituation og med kufferten fuld af lækkert kød, kunne jeg så småt begynde hjemrejsen.

Sikajagt er ikke nemt og de sky dyr er virkelig svære at overrumple hvis ikke man lige falder ned i højbrunsten! Det gør selvfølgelig også jagten og oplevelsen det større når det lykkes at nedlægge én, uanset om det er en hjort, en hind eller en kalv!
Med det sagt, så tror jeg nu nok jeg liiiige vil prøve at jage en hjort igen til brunsten, som blot er ca. 7 måneder fra nu…

Knæk & Bræk!

Mathias laver nærbilleder…
This Post Has 3 Comments
  1. Hej Jacob
    Jeg synes at alle dine artikler er rigtigt lærerige jeg er selv en dreng på 11 år og vil meget gerne være jæger (riffel jæger)
    Jeg vil bare lige spørge hvilken kaliber du bruger til din blaser r8

    1. Hej Viggo.
      Tusind tak! Den riffel jeg brugte i Irland var i kaliber .270. Den kaliber er faktisk en af mine absoult favoritter, da jeg kan skyde stort set alt med den! Den har en dejlig rekyl og en relativ flad kuglebane.
      Du kan godt glæde dig, at være riffeljæger er noget af det mest spændende og intense man kan opleve i naturen..:)
      Knæk & Bræk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top