Storvildtjagt i de danske skove!

kronvildt

Jeg tror at alle danske riffeljægere har en drøm om at skyde et stykke dansk kronvildt! Naturligvis gerne en hjort, men hinder og kalve står vel lige så højt på listen. Sådan har jeg det i hvert fald selv! Der er, i mine øjne, noget helt særligt ved dette store dyr og dets majestætiske nærmest stolte bevægelser. Selv om krondyret er Danmarks konge af skoven, så er jagten på dem ikke kun forbeholdt kongehuset og andre VIP’er-Nej, det er faktisk nemt for alle os “almindelige” jægere at komme på kronvildtjagt, da Naturstyrelsen tilbyder betalingsjagter på netop skovens konge!

Man kan købe anstandsjagter, trykjagter og stortryksjagter på Naturstyrrelsens hjemmeside og jeg er netop kommet hjem fra min anden trykjagt, købt hos styrelsen. Vi var 5 venner som havde købt pladser på en trykjagt og udover selve jagten så indebar “pakken” også et glimrende skydearrangement på Ulfborg skydeterræn, en lækker middag, masser af hygge og så højdepunktet: JAGTEN!

Vi ankom i mandags kl. 11 til en lækker frokostbuffet hvor de andre 20 jægere allerede var samlet. Efter frokost, mødtes vi til briefing og blev delt op i hold på 5 skytter. Der var i alt 5 skydeposter:

  1. 50 meter bane med bukkeskive og “Frøken K. hjort”.
  2. 100 meter bane fra skydetårn eller stol, skydning til ræveskive eller 3 D model og bukkeskive.
  3. 100 meter bane fra skydestige til dåhjorteskive.
  4. 30 meter “duel” bane til ræve- og svineskiver.
  5. hjortebanen fra jord og skydestige til bevægeligt mål.

Ideen var at alle 5 skydehold skulle nå banen igennem mindst to gange og parolen ved hver post kunne sagtens ændre sig!

Første gang vores hold var på 50 meter banen skød vi fra en skammel. Først to skud siddende med venstre side til målet og altså vores “nemme” vinkel og derefter to skud hvor vi sad med højre side mod målet. Øvelsen gik ud på at finde ro og stabilitet ved skydning til den side hvor det ikke føltes “rart”! En vigtig øvelse som er yderst relevant når man tænker på hvor mange dyr som bliver skudt fra stiger her i Danmark. Det er ikke så svært for en højrehåndet skytte at skyde til venstre side, men hvad hvis dyret stiller sig op på ens højre side?

kronvildt

En interessant øvelse, at skyde fra sin “dårlige” side…

Derefter gik vi til den første 100 meter bane, hvor vi skulle skyde fra enten små tårne eller skamler. Målene var ræveskiver, bukkeskiver og 3 D modeller af et rådyr. Især 3 D modellerne var meget lærerige, da de ikke stod med siden til, men havde enten vinkel væk fra skytterne eller stod mere spidst. Efter skydningen kunne man se både indgangs- og udgangshullerne og da dyrene sjældent står helt perfekt i skoven, skabte disse skiver meget snak og gav mange “AHA” oplevelser med hensyn til hvor man skal sigte på et dyr som ikke står helt med siden til…

kronvildt

Næste 100 meter bane var skydning til en dåhjorteskive fra en skydestige og her var øvelsen at finde sig tilrette i stigen og få så mange faste anlægs-punkter som muligt.

kronvildt

Med den lånte Zeiss V8’er 1,1-8×30 var skydning på 100 meter ikke noget problem!

kronvildt

Tårnene stod forskelligt og når vi kom tilbage til denne post, så var de vendt igen.

“Duel” banen bestod af en række papskiver som stod med siden til og når de vendte rundt så havde man fra 6-8 sekunder til at skyde fire skud til skiverne! En god øvelse som lærer én at være klar og tage den gode chance når og hvis den opstår!

Sidste post var hjortebanen, hvor vi til at begynde med skød, stående på jorden, til skiven i bevægelse. At få øvet lidt sving i riflen, dagen før en trykjagt er jo en åbenlys god ide!

kronvildt

Ved hver skydepost, fik vi grundige og fornuftige instrukser og gode råd! Her er det Caroline Wedell-Neergaard som får instrukser inden skydningen til den løbende skive.

På anden runde, havde skydeinstruktørerne ændret lidt på øvelserne. 50 meter banen, var lavet om til en 100 meter bane, nu med skydning med og uden skydestok og stigerne på 100 meter banen var flyttet, så man skulle skyde fra den “Modsatte” side. På hjortebanen foregik skydningen nu fra en stige, hvor “Frøken K. hjort” stod yderst på løbebanen. Efter første skud startede skiven så op og derefter skulle andet skud så falde inden skiven kom i mål!

kronvildt

Første skud er afgivet, nu løber skiven og der skal hurtigt skydes igen!

I løbet af dagen overhørte jeg mange skytter snakke positivt om arrangementet og alle var enige om at de ca. 50-60 skud affyret under realistiske jagtsituationer, virkelig gav mange lærerige pointer og satte forventningerne og spændingen i top for den efterfølgende jagtdag!

Efter omklædning og rengøring af grej og rifler, mødtes vi alle i kantinen for at hygge lidt og kl. ca. 18 blev der serveret en lækker middag med masser af lokale, lækre råvarer. Vi fik bla. Kulmule fra Vesterhavet, økologisk kylling, en lækker ret med kartofler og kronvildtkød og en skøn kage dessert.

Da middagen var ved at være slut blev der holdt et lærerigt foredrag af vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen, som omhandlede både generel info om kronvildt, jagten på disse store dyr og så gennemgik han også parolen for jagten.

Der var fri afskydning af råvildt, hinder og kalve og så måtte hver skytte skyde til én hjort som skulle være mindst en 10-ender!

Selvom humøret var højt og snakken var højere, fortrak de fleste til køjs i fornuftig tid, det var tydeligt at alle glædede sig til jagten og ville være friske og veludhvilet!

Efter morgenmaden, dagen efter, kørte vi alle i kortege ud i skoven hvor der hurtigt blev trukket lod om posterne og skytterne blev fordelt i private biler og skovens køretøjer og så var det ellers bare med at komme i skoven!

Jeg trak post nummer 5 og skulle stå på en lille højderyg inde midt i skoven med en fin udsigt til stort set alle sider. Der ville være ca. 4-5 hundefører som ville trykke vildtet på forskellige ruter og derfor kunne dyrene komme fra alle sider! Min post var på jorden og op af et stort grantræ som var blevet grundigt studset, så alle de lavthængende grene var klippet væk.

kronvildt

En skøn udsigt i et skønt terræn!

kronvildt

Jeg havde derfor et fint overblik og straks begyndte jeg at overveje hvor jeg formodede at vildtet ville komme fra og så var jeg ellers klar! Vejrudsigten havde lovet dagsregn og for en gangs skyld, havde meteorologerne fået ret, for det regnede meget og det holdt ikke op før vi sluttede dagen af med paraden! Jeg stod nogenlundeni læ under det store grantræ og spændingen ved trykjagt ramte mig med det samme! Selvom alt er stille og intet vildt er i syne, så er spændingen så intens at jeg aldrig keder mig når jeg står på post… Der lød mange skud i starten af drevet, men ingen dyr kom forbi min post.

Da såten var slut og alle skytter var opsamlet, mødtes vi alle til en varm kop kaffe og et par sandwiches. Alle snakkede ivrigt om hvad de havde oplevet og én af skytterne havde endda nedlagt en flot regelmæssig 10-ender hjort! Der blev trukket lod om nye poster til dagens andet drev og her fik jeg post 1, som var en yderlig post i terrænet, lige ud til en stor åbning i skoven. Åbningen bestod af en masse stormvæltet træer som var blevet delvist ryddet op. Der var opstikkende rødder, kvasbunker og stammer men overblikket var godt og jeg havde en god fornemmelse af posten.

kronvildt

Lysningen midt i skoven.

Bagved træet som jeg stod op af, var der to markeringer på to træer, som indikerede at imellem disse to stammer, måtte jeg ikke skyde! I den retning stod min nærmeste nabo og bortset fra disse ca. 20 meter, så kunne jeg skyde hele vejen rundt.

kronvildt

Simpelt, men sikkert markeret! På trykjagt med 25 skytter, skal sikkerheden være i top!

På trods af den, for mit vedkommende, stille formiddag var spændingen igen helt i top og jeg skulle ikke vente længe før en ruddel kronvildt gik over den åbne og uvejsomme lysning fra min venstre side og hen imod skoven til højre… Der var en hind, et smaldyr og to små hjorte. De gik forsigtigt frem og de store ører blev helt tydeligt brugt flittigt af især hinden! Smaldyret fulgte hindens bevægelser som en skygge hvorimod de to unge hjorte helt tydeligt slet ikke havde forstået hvad der foregik! Den ene gik endda og småspiste lidt på vejen og de to mindede mig lidt om to store teenagedrenge med deres mor i Bilka! Dyrene gik ude midt i lysningen og jeg havde intet kuglefang, så de forsvandt forsigtigt ind i skoven til højre for mig…

Kort efter lød der et enkelt skud inde fra den del af skoven og pludselig kom de to hjorte løbende med en helt ny intensitet tilbage, lige ned imod mig! Imellem dem så jeg at smaldyret fulgte med og al min koncentration rettede sig imod dette dyr. Da alle tre unge dyr var ca 50 meter fra mig, mistede de lidt modet og satte farten lidt ned. Det var helt tydeligt at ingen af de tre dyr, rigtig ville tage føringen så da de passerede mig i et roligt trav, skød jeg lige i det, at smaldyret var frit af begge hjorte! Jeg så tydeligt kuglen ramme midt på skulderen og vanddråberne stod til alle retninger! Dyret faldt kortvarigt sammen, men kom på benene igen omend det gik langsomt og smaldyret havde tydeligt svært ved at løbe i det uvejsomme terræn! Jeg var sikker på at kuglen sad hvor den skulle og efter blot 40 meter faldt dyret om og spjættede en enkelt gang med bagløbene…

Jeg bliver sjældent ramt af bukkefeber op til, eller under skudchancer på driv- og trykjagter. Jeg tror jeg er så opmærksom på skuddet, kuglefanget, de andre dyr, hunde og drivere at der ikke rigtig er plads til nervøse tanker som kan udmunde i bukkefeber… Men EFTER skuddet så kommer rystelserne og den voldsomme hjertebanken! Jeg rystede som en kold lille hundehvalp mens jeg puttede en ekstra patron i riflen og jeg nåede nærmest ikke at lukke låsen før en hind med en kalv kom tordnende forbi mig, bagfra! Jeg nåede overhovedet ikke andet end blot at nyde de store dyr springe let og elegant henover kvasbunker og væltede træstubbe før de forsvandt i skoven igen!

kronvildt

Det er når vejret er barskt at vi får testet om vi har det rette grej…

Der gik vel to timer med streng regn og sporadiske skud i skoven. Alt i alt så jeg ca. 100 stykker kronvildt krydse lysningen, den ene eller den anden vej, men ingen af dem var så tæt på at jeg kunne få et fornuftigt kuglefang… Tæt på kl. 15, sneg der en hind, en kalv og en ung hjort ud af skoven og gik meget forsigtigt op imod min post! Driverne og hundene var langt væk og denne hind var helt tydeligt meget på vagt og gik et par meter, stoppede op for at kigge, lytte og lugte for derefter at gå et par meter mere… Jeg tog forsigtigt den drivvåde riffel til skulderen og selvom den lånte Zeiss V8 drivjagts-kikkert var ligeså våd, så sikrede den geniale LotuTec coating at jeg stadig kunne se dyrene helt tydeligt! Kalven gik tæt på hinden og da de var ca. 20 meter fra mig, tror jeg hinden fik fært af mig, for hun satte pludseligt af i et voldsomt spring og spurtede igennem nogle tætte graner! Jeg drejede mig, så jeg var klar på den anden side af træerne og da hinden kom fri, havde hun lagt lidt distance til kalven! Kalven løb nu næsten lige så hurtigt som hinden og den røde prik i kikkerten susede op gennem dyret og da den passerede bringen trykkede jeg på aftrækkeren! Kalven trillede som en hare og lå helt stille! Den unge hjort sprang nærmest op i et træ for at undgå kalven og kort efter var skoven stille igen… Jeg stod længe og var klar hvis nu kalven skulle rejse sig, men jeg kunne tydeligt se at kuglen havde truffet lige på skulderen og den ville ikke rejse sig igen… Rystelserne kom tilbage og jeg bemærkede at jeg rystede så meget at vanddråberne fra min drivvåde hat faldt i takt med min krop rystede! Jeg kunne pludselig mærke kulden og effekten af at have stået stille i to timer i blæsevejr og regnvejr!

Jeg ved ikke helt hvor længe der gik før en sweisshundefører dukkede op, men det repræsenterede også afslutningen på såten og derved også jagten. Vi gik sammen ned til smaldyret og samtidig dukkede der også en skovelev op med en ATV’er så udslæbningen blev hurtigt overstået.

Vi sluttede hele arrangementet af med en lækker varm frokost i en hyggelig jagtstue og da alle var blevet mætte og lidt tørre, så var der parade.

kronvildt

Dejlig mad og godt selskab!

Resultatet blev for 25 skytter:

1 x 10-ender hjort.

2 x 8-endere (Disse var ikke lovlige at nedlægge ifølge parolen, så de uheldige skytter vil få en hjorte-karantæne! Så udover at de ikke får trofæerne med hjem, så betyder det også at den næste jagt de er med på, altså ikke må skyde hjort!)

13 x hinder.

2 x kalve.

To skønne dage i det jyske var overstået og på den halvlange køretur tilbage til Sjælland fik jeg god tid til at tænke det hele igennem. Det var min anden gang på sådan en betalingsjagt og endnu engang var jeg imponeret over hvor godt arrangementet fungerer! Det var godt organiseret, ingen unødig ventetid, masser af smil og hyggelige snakke og alle der deltog i at få disse to dage til at forløbe så fint, delte ivrigt ud af deres erfaringer og gav hele tiden gode råd og masser af vejledning! Derudover var jagten på skovens konge lige som den skulle være: Uforudsigelig, spændende, intens og med masser af fantastiske naturoplevelser… Det er IKKE sidste gang at jeg skal købe en jagt i de danske statsskove!

Læs mere om statens betalingsjagter HER!

Knæk & Bræk!

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *