skip to Main Content

Steenbukke jagt på den svære måde

Jagt i Sydafrika

Vækkeuret bimlede alt, alt for tidligt i forhold til hvor sent jeg faldt i søvn aftenen før! Oplevelserne fra dagen før og den hektiske Karakaljagt, blev ved med at vende og dreje sig i mit hoved og på trods af udmattelse, god mad og en enkelt eller to Gin & Tonics rundt om bålet, havde jeg svært ved at falde i søvn!

Men når man er på jagttur, nytter det ikke noget at ligge og snooze under dynerne og især ikke når dagen skulle byde på Steenbuk jagt!

Paul fra Gem Safaris havde forklaret mig at de små elegante antiloper primært var aktive tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Det område hvor vi skulle jage, lå en times kørsel fra selve lodgen og derfor skulle vi ekstra tidligt op netop denne morgen.

Pauls hyggelige familie-lodge lå placeret oppe i et temmelig bakket terræn, med stejle bjerge som grænserne mod naboerne. Længere nede i dalen var der et stort græsområde med flade arealer som blev brugt til afgræsning til kvæget. Her på disse enorme lysegrønne enge levede Steenbukkene og planen var at være i terrænet når solen stod op!

Efter en hurtig og kølig tur bagpå Landcruiseren, parkerede vi og påbegyndte jagten… Solen var, bagved de stejle bjerge i horisonten, stået op og selvom vi stadig var i skygge, så kunne vi allerede mærke varmen.

Terrænet var som sagt fladt og beklædt med knæhøjt grønt græs. Der var enkelte små buskbevoksninger og et par små bække løb på tværs hist og her. Et terræn som faktisk mindede mig meget om engområder i Polen hvor jeg har jaget råbukke.

Jagt i Sydafrika
Fladt terræn, så langt øjet kunne se!

Steenbukkene er ikke særlig store dyr og de lever, lidt ligesom rådyrene i europa, en ensom tilværelse og finder kun sammen i brunsten. De græsser og opfører sig meget som rådyret, altså tidligt om morgenen og om aftenen.

Bukkene har små lige og spidse horn. Deres farve er ligesom en sommerbuk, rustrød-brunlig og så med en utrolig smuk kridhvid mave.

Vi havde ikke stået længe og kigget i vores kikkerter, før vi så de første små dyr i græsset. Eller, det vil sige: dyrene havde allerede set os! Adskillige hundyr stod og stirrede ret imod os, med deres store ører slået helt ud! Igen mindede de mig lidt om rådyrene på den måde de intenst betragtede os og stod helt forstenet. Efter kort tid fik de dog nok af os og besluttede sig for at vi var farlige… Derefter ophørte al lighed med rådyr, for disse små Steenbukke løb hurtigt og langt væk! Rådyr har ofte en tendens til at løbe måske hundrede meter og så lige stoppe op for at sikre, men disse små antiloper, de løb alt hvad de kunne, lige så langt væk som vi overhovedet kunne se!

Med så fladt et terræn og så lidt dækning, var det med bekymret mine at Emil og jeg sneg os frem efter Paul og trackeren Dada…

Jagt i Sydafrika
Med lidt dækning fra buskene formåede vi os at snige os rundt på engene.

Denne form for jagt er ikke særlig nem og da slet ikke når Emil også skulle nå at få kameraet i position, stille skarpt og optage dyrene… Samtidig med at vi skulle bruge relativt lang tid på at vurdere hornene på bukkene, inden der kunne blive tale om at afgive et skud! Med så små horn er forskellen på et godt og gammelt trofæ og en ung umoden buk blot et par centimeter, så Paul brugte lang tid på at vurdere hver eneste buk vi så!

Jagt i Sydafrika
Man kan ikke se det, men der er faktisk masser af Steenbukke gemt derude…

Vi brugte da også hele morgenen på at forsøge at snige os bedst muligt i dækning af småbuske og vandløb, men de mange små Steenbukke opdagede os hver gang! De gode øjne og store ører var det syn jeg oftest så igennem kikkerten og alle gangene løb dyrene væk lang tid før vi overhovedet var klar… Langt op på morgenen havde vi dog luret en god gammel buk! Han havde opdaget os, men løb i en retning hvor vi kunne komme i skjul i et vandløb og så forsøge at skynde os frem og afskære hans flugtrute…

Planen lykkedes og vi var i position inden bukken skulle passere enten ned igennem vandløbet ,eller foran os i græsset… Jeg gjorde mig klar med skydestokken samtidig med at Emil meldte kameraet klar! Vi spejdede intenst ud i græsset ca. 100 meter foran os, bukken ville formentligt passere os om få minutter…

Minutterne blev længere og længere og stadig ingen buk! Jeg vekslede mellem at kigge i sigtekikkerten og min håndkikkert og da jeg lige skulle rette lidt på skydestokken, så jeg ud af øjenkrogen en bevægelse lige foran mig!

Bare 40 meter foran mig i nogle høje siv, stod bukken og stirrede på os! Jeg kunne straks se i kikkerten at der var tale om en gammel stor buk og jeg hviskede ophidset til Emil at bukken var lige foran os! Jeg fik langsomt riflen til at pege mod bukken og tog sikringen!

Emil kunne ikke se bukken og troede stadig at den ville komme frem ude i græsset! Jeg blev ved med bare at sige: ”Den er LIGE der Emil!”

Inden jeg fik forklaret mig ordentligt, fik bukken nok og sprang i fuld fart afsted, direkte væk fra os!

Paul kiggede skuffet på mig, det var helt tydeligt at den buk var en rigtig stor buk! Jeg måtte tage skylden på mine egne skuldre, da jeg ikke fik forklaret Emil hvor den var og nu var den allerede et par kilometer væk…

Vi besluttede os for at afbryde jagten og Dada gik retur for at hente bilen…

Paul, Emil og jeg stod og snakkede i normalt toneleje og da Dada kom kørende retur, i samme fodspor som han netop var gået i, begyndte vi at gå ham i møde…

Pludselig sprang der en Steenbuk op af græsset, bare 50 meter fra os! Den må have ligget og trykket sig, mens vi havde snakket og selv mens Dada havde gået lige forbi den! Med bilens ankomst og vores fremrykning var det blevet for meget for bukken og nu sprang han igennem det høje græs væk fra os! Paul nærmest råbte at det var en god buk og at jeg skulle gøre mig klar! Jeg var allerede i gang med at ligge riflen tilrette i Viperflexen, men efter hele morgenen at have set disse små dyr bare løbe og løbe, havde jeg ikke megen håb om at han skulle stoppe…. Det gjorde han dog! Ca. 200 meter ude stoppede han og vendte hele bredsiden til! Mit sigte var lige bag skulderen og nu råbte vi alle tre i munden på hinanden!

Emil råbte at han ikke kunne se den, jeg råbte om Emil var klar og Paul råbte at jeg skulle skyde!! Dada havde heldigvis forstået situationen og havde stoppet bilen et par hundrede meter fra os, mens sekunderne tikkede afsted! Vi vidste alle at bukken ikke ville blive stående ret længe og jeg var yderst opmærksom på at et forhastet skud på 200 meter, til en lillebitte Steenbuk ikke skulle være enden på vores morgenjagt!

Emil fik endelig kameraet stillet skarpt og trykket på REC-knappen og med hans klarmelding rungende i mine ører, var det så kun op til mig!

Jeg havde svært ved at få sigtet roligt! Mine hænder rystede og mit hjerte bankede! Jeg tror slet ikke at jeg trækkede vejret og hele tiden forsøgte jeg at huske på det som Paul havde forklaret mig, med hensyn til skudplaceringen… Når man skyder små antiloper med store kalibrer, så skal man ikke sigte lige midt på skulderen! Med min .300 Blaser Magnum, var der stor risiko for at et skulderskud, simpelthen ville ødelægge min drøm om at få den fine antilope skuldermonteret! Derfor havde Paul forklaret at jeg skulle sigte så langt bagved skulderen som jeg følte mig tryg ved! Men når jeg forsøgte at sigte på bukken, blev jeg ved med at diskutere med mig selv oppe i hovedet! Jeg var usikker på hvor langt tilbage jeg skulle eller kunne sigte og samtidig med at jeg gerne ville kunne skuldermontere trofæet, så var jeg heller ikke interesseret i at lave et skud som den stakkels buk ikke ville dø af med det samme, bare fordi jeg skulle have mit trofæ! Samtidig med dette, så kunne jeg mærke stressen og spændingen gøre mine hænder urolige og hver gang lod jeg instinktet slå til, så faldt den lille røde prik i sigtekikkerten til ro, midt på skulderen… Al dette foregik jo på et par korte sekunder og da jeg vidste at bukken ikke ville stå stille ret længe, lod jeg endelig trofæ være trofæ og valgte det instinktive og sikre skud, midt på skulderen!
Skuddet gik og bukken sprang op i luften, vendte 180 grader rundt og faldt bagover!

Forløsningen og glæden var enorm da jeg tror vi alle egentlig ikke rigtig havde troet på at det skulle lykkes denne morgen!

Med den varme afrikanske sol i nakken gik vi langsomt frem mod den lille buk som lå så fint med hævet hoved på en lille lysegrøn græstot. Han var så smuk og elegant… Den rødbrune pels med den kridhvide mave nærmest skinnede i solen og han lå med sine spinkle små forløb pegende fremad.

Jagt i Sydafrika
En af de smukeste dyr i hele Afrika!

Jeg havde slet ikke mod til at flytte på ham og sad bare og betragtede denne fine lille antilope samtidig med at alle morgenens ”lige ved og næsten” chancer løb igennem mit hoved…

Jagt i Sydafrika
Emil foreviger bukken til filmen…
Jagt i Sydafrika
Paul tager billeder af bukken og jeg.

Jagt i SydafrikaHan var en gammel og god buk, ikke ligeså stor som den anden vi havde set, men nu var han min og jeg kunne ikke være mere lykkelig!

Knæk & Bræk!

Jagt i Sydafrika
Et fjoget grin og en smuk smuk Steenbuk!

P.S. Min relativt hårde og blyfrie kugle (Blasers CDC kugle) havde ikke lavet andet end ét lille indgangshul og derefter et ligeså fint udgangshul, så den var slet ikke ekspanderet i det lille dyr! En god lektie, at en relativt grov og hurtig kaliber altså ikke nødvendigvis smadrer små dyr, hvis man bare bruger en hård kugle… Eller også var jeg bare enormt heldig, det ved jeg ikke…

 

This Post Has 4 Comments
  1. Hej Jakob
    Super historie og flot trofæ – Det er klart en af de arter der står på min ønskeliste, når jagten går sydover engang igen….
    Jeg kan bekræfte at hårde projektiler og magnum kaliber fungere fint i mindre vildt – 7mmRem og en kobberkugle fungere fint til råvildt – En blød softpoint er bare no-go….
    Knæk og bræk d. 16. maj.
    Jørgen

    1. Tak Jørgen!
      Bare kom afsted, Steenbukke jagt er virkelig god jagt og så utroligt smukke dyr!
      Knæk & Bræk!

  2. Gratulerer!
    Flott å lese denne historien og se bilder, spesielt siden det er “kjent” område og så kort tid siden jeg var der selv. Vi møttes på Kikuyu Lodge, men jeg og min partner bodde hos Paul og hans familie i dagene før. Spennende å lese om dine jaktturer, og du skriver godt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top