Sneppeturen 2016

15094288_10154185802524397_84039857535813623_n

Sneppejagt

Den årlige sneppetur tog jo en noget uventet drejning med den hjort som jeg skød om fredagen! (Læs historien HER!) Hele den dag gik med først at finde hjorten, derefter at finde ejeren af jorden hvor hjorten var død og til sidst skulle vi så slæbe den alt for langt igennem de høje siv! Med hjorten på plads i naboens lade, kunne vi nu koncentrere os om det hele weekenden jo egentlig skulle handle om, nemlig SNEPPEJAGT!

Lørdag morgen startede dog, som sædvanlig med en lille pürschrunde fra solopgang og vi gjorde som vi altid gør, nemlig: at min far gik i den ene ende og jeg skulle snige mig ned til der hvor jeg havde skudt hjorten!

Denne morgen var en fantastisk morgen, med frost i græsset, skyfri himmel og en lille smule vind. Solen glimtede i de frosne krystaller og over mig fløj duer og gæs på vej ud for at finde morgenmad. Der kom endda to regnspover flyvende og deres karakteristiske høje pift brød den stille morgen… Jeg var egentlig ikke så opsat på at skyde noget med riflen da dagen før havde været en blanding af stor jubel og kæmpe nedtur! Jeg var dog ikke gået ret langt, før der midt ude på engen stod en enlig rå! Afstanden var ca. 200 meter og jeg kunne godt mærke at min selvtillid ikke var særlig høj, efter gårsdagens oplevelser! Vinden svøbte lidt og råen fik fært af mig! Hun sprang med lange spring over den frosne eng og solens stråler glimtede i frostkrystallerne om hende. Jeg var nærmest lettet og sneg mig videre ned mod de to dobbelte levende hegn. Her stod jeg i et par minutter og var egentligt godt tilfreds med blot at vente lidt og så håbe på at min far fik held med at nedlægge noget… Sådan skulle det dog ikke gå, for pludselig sprang der to lam ud mellem de to hegn og stod midt på sporet og sikrede! Jeg fik riflen op i skydestokken og selvom afstanden kun var 100 meter, så kunne jeg ikke skyde da de begge stod tæt og med bagenden til mig! De stod længe og bare sikrede og kiggede rundt og jeg havde god tid til at betragte de to fine dyr. Det var helt tydeligt to lam og den bagerste var et bukkelam. De var usikre og manglede en voksen til at vise dem vejen frem og efter næsten 10 minutter gik de igennem det lille hegn, med kurs ud på engen. Jeg flyttede mig forsigtigt i de knasende og frosne græsstrå til højre og stod klar med riflen i skydestokken da de begge kom ud på engen. Her stoppede de i et perfekt sideskud og lige inden jeg sendte kuglen afsted, forsvandt den sidste tvivls tanke fra mit sind! Jeg vidste at riflen, optikken og skydestokken virkede, den eneste som var skyld i det dårlige skud til hjorten var mig selv, men samtidig var jeg også klar over at min skydning ikke burde defineres af mit til dato dårligste skud! Med selvtilliden på plads, nåede jeg lige at nyde det smukke syn af de to rådyr, på en kridhvid frosteng, med de varme røde morgensol-stråler på træerne i baggrunden!

sneppejagt

Næsten samme sted og samme billede som dagen før!

Kuglen ramte perfekt og lammet hørte aldrig skuddet da det blev slynget til jorden og lå stille… Et par skovduer lettede i de høje grantræer men ellers var alt stille! Jeg sad et par minutter og nød den helt særlige ro og fornemmelse som sænkede sig over mig…Det var en dejlig følelse at have ramt rådyret helt perfekt og det føltes virkelig som om at jeg var “tilbage på hesten”! Som jæger, kommer vi jo nok alle til at både skyde forbi og anskyde dyr, selvom vi gør os så meget umage! Men når det sker, så er det både rart og vigtigt at lære af oplevelsen og så komme afsted igen!

sneppejagt

En fin morgen!

sneppejagt

Solopgang og frostvejr!

Efter at have brækket lammet gik jeg tilbage op mod gården for at hænge dyret op og lukke Mille og Maddie ud af bilen. De var helt klar over at nu var det deres tur og mens de dansede rundt om mig og bilen dukkede min far op. Vi skiftede riflerne ud med haglbøsserne og da sneppeklokken kom på Maddie, var vi vist alle fire ved at eksplodere af jagt-spænding!

Sneppejagt

Begge hunde er KLAR!

Vi starter altid med at drive haven af og her sad der da også to snepper. Vi kunne dog ikke skyde til dem, så vi fortsatte ned mod de to levende hegn. Vi har jo jaget her i ca. 20 år, så vi ved jo egentligt godt hvad vi skal gøre og hvad planen er, for det er den samme hver gang! Alligevel, konferere vi mellem hver “såt” og jeg tror faktisk at vi siger det samme hvert år, men det er hyggeligt og velkendt, så det er tit med et indforstået smil at vi snakker om planerne. Generelt sagt så går jeg typisk inde i det tætte sammen med hundene og far går ude på engen, eller på sporene. Igennem årene, tror jeg faktisk at vi har skudt nogenlunde det samme antal snepper, så man kan ikke tale om at det ene er bedre end det andet. Det jeg dog kan konstatere er at det er betydeligt hårdere at gå i det tætte med brombær i hoftehøjde og tæt bevoksning alle steder! Som søn er det dog passende at det er mig som går derinde, jeg formoder at min far har aftjent sine timer i tætte brombærkrat sammen med farfar..:)

Snepperne sad temmelig løst i år og der var ikke vildt mange, men når det lykkes at få en af de små troldfugle på vingerne, står tiden nærmest stille! Turens første sneppe lettede for Mille og fløj ud forbi min far på engen. Han skød et skud forbi og da den så skiftede retning kom den lige ud forbi mig! Med solen i ryggen fløj den hurtige brune fugl hastigt afsted indtil at min haglsværm indhentede den! Fuglen dumpede blidt til jorden mens der hang enkelte dun tilbage i den frostklare luft… Mille apporterede den spontant og efter at have beundret fuglen fortsatte drevet.

Sneppejagt

Mille, med turens første sneppe!

sneppejagt

De nye Mike Hammer patroner. Disse patroner har en nedbrydelig haglskål og når vi nu har gået på jagt her i ca. 20 år, så var det en rar fornemmelse ikke at skulle tænke på plastikskåle i terrænnet!

Jeg håbede sådan at Maddie skulle få en fin stand og at jeg kunne komme til at skyde den første sneppe “over hende”. Sidste år lykkes det far at skyde en sneppe efter at hun havde haft sin allerførste stand, så i år skulle det være min tur… Det lykkedes dog ikke Maddie at få en egentlig fast stand for de flygtige snepper, men det blev dog til en overraskende situation alligevel! Vi var nået til den lille klat træer hvor hun sidste år havde sin første stand. Maddie kom løbende langs bækkens høje siv og lige inden hun kom ind under træerne, frøs hun i en fast stand! Hendes hoved var dog vendt ned mod sivene og bækken, ikke et sted jeg havde forventet at en sneppe ville sidde!

sneppejagt

Stand!

Jeg forsøger altid at stole på mine hunde, men det var med lidt tvivl at jeg stillede mig klar og kommanderede hende frem! Maddie sprang ned igennem sivene og med baskende vinger lettede der en… Krikand! Den fløj med hurtige vingeslag langs bækken og væk fra mig. Jeg havde absolut ikke forventet at det var en krikand som lettede, men overraskelsen var kortvarig og anden dumpede død ned imellem sivene ved siden af bækken. Begge hunde blev sendt afsted og efter et par minutter kom Maddie svømmende op langs bækken med krikanden i munden.

Mille knoklede så godt som hun kunne hele weekenden, men lige før frokost om lørdagen, slap hendes kræfter simpelthen op! Vi var næsten færdige med at drive et bredt levende hegn af, da hun rejste en sneppe. Den fløj lige op imellem de unge træer og da den var fri af trætoppene, skød jeg den! Den faldt til jorden og Mille var hurtig til at samle den op. På vej retur snublede hun dog over en gren og slog næsten to hele kolbøtter! Hun kom langsomt op igen og sad et øjeblik og svajede lidt frem og tilbage!

Jeg begyndte at løbe hende i møde og tænkte at nu havde hun fået en hjerneblødning eller lignende! Hun kom dog i gang igen og afleverede sneppen til min hånd. Da hun efter afleveringen satte sig ned, faldt hun simpelthen bagover og jeg kunne se at de små ben rystede i krampetrækninger! Jeg fik hende hurtigt op i bilen og med en trøje på og med varmen kørende kunne hun ligge og samle lidt kræfter igen… Selvom hun “bare” var træt var det med en vis vemod at jeg måtte konstatere at den lille ivrige springer, nu er ved at være tæt på pensionsalderen! Da far og jeg, efter frokost, gik videre kun med Maddie, kiggede Mille træt efter os, men stadig med en vilje om at skulle med! Min far og jeg snakkede om at hvis hun nu havde fået en hjerneblødning, hvor passende ville det så ikke have været at hun kunne dø med en sneppe i munden, i gang med at gøre det som hun er allerbedst til?!

Sneppejagt

Maddie, på vej retur med en apportering!

Sneppejagt

Maddie er lidt træt af alle de “foto sessions”!

Efter sådan en forlænget weekend er det med en dejlig mætheds fornemmelse at vi pakkede bilen sammen om søndagen, efter den noget varieret parade! Endnu en skøn sneppejagt var overstået og den gamle traditionsrige tur havde igen levet op til alle de forventninger, som vi øver os på ikke at tage med…

Sneppejagt

Sneppejagt vil altid være noget særligt for mig og jeg glæder mig allerede til næste års tur!
Knæk & Bræk!

Sneppejagt

En noget varieret parade: 1 hjort, 1 lam, 11 snepper, 2 harer og en krikand!

2 Kommentare

  • Peter siger:

    Fin fortælling, måtte da lige læse videre om hjorten, tillykke med den trods alt 😉 har prøvet en tilsvarende situation med en perfekt skudt hjort, hvor der heller ingen schweiss var at finde på skudstedet, det er åbenbart normalt.. Cool halsbånd maddie har, sådan et har jeg ledt efter, hvor er det fra om jeg må spørge?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *