sneppeturen 2015

DSC01261_Fotor

sneppejagt

Den årlige sneppejagt i Vestjylland er noget helt særligt for mig! Det er en gammel tradition som startede med at min farfar gik på jagt her i området og derefter min far sammen med ham. Nu er det min far og jeg som går på jagt sammen og den familie tradition er derved næsten 50 år gammel! Farfar havde en teori om at sneppernes træk sydover altid passede med at de ville komme her til kongeriget omkring d. 7. november. Derfor har min far og jeg fast afsat weekenden omkring d. 7.11. på trods af at de sidste par år har trækket kommet betydelig senere på året. Det betyder ingenting, for man kan jo ikke bare ændre på en så gammel visdom og tradition…:)

sneppejagt

Min far på et af de mange traditionsrige “pauser steder” i skoven.

I år, virkede det heller ikke som om at der var mange snepper i landet, men spændingen er der altid og vi starter og slutter altid hver dag med at komme med alle vores mange teorier… Hvis det er stjerneklart, må det være godt “flyvevejr”. Så kommer der nok mange snepper til Danmark, men omvendt kan det jo også betyde at mange snepper forlader landet… Hvis det er tåget, overskyet eller stærkt blæsevejr, betyder det jo nok at ikke mange fugle flyver herfra, men det kan også betyde at ikke mange nye kommer til…

sneppejagt

Klassisk Vestjysk klitplantage.

Teorier er der masser af, men min far og jeg morer os altid med at snakke om dem, for så at slutte af med at gentage, at vi jo ingen ting ved når det kommer til den lille troldfugl! Vi brugte, som eksempel på dette, hele lørdagen i en klassisk Vestjysk plantage, hvor vi gennemsøgte alle de steder vi kendte og vidste at snepperne plejer at kunne lide. Det vil sige: skovbryn og kanter, tætte fyrrebuske, langs egepus og birkestykker i nærheden af spor og lysninger osv. osv. Lige lidt hjalp det, vi så ikke en eneste fugl! På vej tilbage til bilen, lettede Mille én sneppe midt på den åbne, bare jord under nogle gamle graner og få meter længere væk, trak Maddie an i en stand ligeledes midt i det åbne! Far og jeg grinte hele vejen tilbage til bilen, snepper ER bare uforudsigelige!

sneppejagt

sneppejagt

Maddie og Mille i morgensolen.

Weekenden bragte ikke det store antal af fugle til søndagens parade, men vi skød dog hver 3 snepper og så skød jeg en hare og et rålam, efter en skøn morgenpürsch med riflen i morgensolen!

sneppejagt

Sneppejagt kan også byde på harer!

sneppejagt

Maddie apporterede hendes første hare!

sneppejagt

Efter en kort ,vellykket morgenpürsch skød jeg et rålam. Da jeg gik de ca. 80 meter hen til dyret, rejste jeg 4 snepper!

sneppejagt

En ATV er et skønt køretøj når der skal bjærges et rådyr i mosen!

Weekendens højdepunkt for mig, var dog da Maddie havde sin første rigtige stand for en dansk skovsneppe som min far skød!

Fredagen havde været våd og mild, med henholdsvis småregn og tåge og Maddie var begyndt at søge rigtig fint og uafhængigt af Mille. Hun søgte ikke for langt væk og holdt god kontakt, men til tider var det tydeligt at hendes mangel på erfaring betød at hun bare løb rundt og ikke helt vidste hvad hun ledte efter. Vi var nået til en velkendt gruppe træer for enden af den tætte mose, hvor vi ofte har mødt snepper. Mille søgte inde i det tætte brombær og Maddie kom løbende rundt om en fyr med lavthængende grene… Lige på hjørnet af dette træ stoppede hun op i en stram stand som ramt af lynet! Alt stod stille på hende bortset fra det yderste af halespidsen som nærmest sitrede! Den nærmest magiske stilhed som kommer når sneppeklokken ikke bimler og bamler er for mig en “lyd” som jeg har svært ved at sætte ord på! Spændingen, intensiteten og stoltheden over min hund er overvældende og jeg kunne ikke lade være med at stoppe et øjeblik og bare nyde øjeblikket. Min far stod lidt ude på engen og selvom han sagtens kunne se Maddie, sagde jeg alligevel: “Der er stand her!” Det er efterhånden mange år siden at jeg har kunnet give den besked videre og der fløj også et par varme minder op til min gamle ruhår, Mika!

Jeg gik forsigtigt tættere på Maddie, som stadig stod som en stenstøtte. Jeg hviskede beroligende til hende, men desværre besluttede sneppen sig for at nu kunne det være nok! Den lettede i et brus og søgte straks ud over engen! Jeg fløjtede Maddie dæk og så op for at følge sneppen flyve ude over den grønne eng… Min far han var klar og skød fuglen i et enkelt velrettet skud! Jeg fløjtede Maddie til mig og satte både hende og Mille af, for lige at få lidt ro på det hele.

Derefter udpegede jeg retningen for Maddie og sendte hende ud med et “APPORT”! Hun havde svært ved at finde fuglen til at begynde med, men efter lidt tid og med lidt dirigering, fandt hun den og apporterede den i flot stil! Jeg var ved at boble over af stolthed. Over Maddie og egentlig også af min far og da jeg tog min hat af, lagde sneppen på denne og overrakte den til min far var det med et stort grin. Vi stod et øjeblik og snakkede episoden igennem og betragtede den fine fugl og de flotte mønstre af mørke- og lyse-brune farver.

sneppejagt

Maddie med hendes første sneppe!

Jeg tror faktisk at jeg kan huske alle de snepper som jeg selv har skudt og en del af min fars, men den her, vil jeg helt sikkert huske for altid! Maddies første stand og apportering af en skovsneppe! I min bog er den her sneppe faktisk mere Maddies fugl, end det er min fars…:)

Hvis du vil læse om vores sneppetur sidste år, så klik HER!

Hvis du vil læse lidt mere om snepper generelt, så klik HER!

Hvad har været jeres bedste sneppeoplevelse? Skriv i kommentarfeltet, nedenfor…

Knæk & Bræk!

sneppejagt

Når Mille har apporteret, får jeg tit lige et kys på næsen..:)

sneppejagt

To trætte sneppehunde efter en lang jagtdag!

2 Kommentare

  • Christian siger:

    Jeg vokset op med jagt og har været med på jagt stort set siden jeg kunne gå. De første mange år, til min store fortrydelse, uden gevær, men siden jeg fyldte 16 i 1987 med gevær i hånden.

    Sneppen har altid fascineret mig mere en noget andet jagtbart vildt i Danmark, men måske af samme årsag, så har jeg altid været nervøs, når jeg endelig har haft chancen til snepper og selvsagt misset selv de mest oplagte chancer. Først i 2013 lykkedes det endelig at få ram på den første sneppe efter 26 år som jæger!

    Sidste år i november havde jeg allerede fordoblet min sneppetotal og var inviteret som gæst på en jagt i det østlige Himmerland, hvor der ikke normalvis var snepper, men derimod godt med råvildt. Første såt bød ikke på noget vildt. Anden såt var et langt smalt skovstykke, hvor jeg fik en sidepost på højre side af drevretningen. Efter få minutters drev lød det fra hundefolkene – “Sneppe fremad”! Jeg blev straks HELT klar, skimtede skyggen over træerne og fik sendt et hurtigt skud efter den, inden den forsvandt i trætoppene. Jeg fik genladet og straks efter lød meldingen igen – “Sneppe fremad”, som hurtigt blev ændret til “Sneppe til højre”! Et øjeblik senere slog en sneppe et hurtigt slag rundt om det træ, som jeg stod ved, hvorefter den igen søgte ind over træerne. Igen fik jeg slynget et hurtigt skud afsted og denne gang faldt sneppen med sikkerhed til jorden.

    Hundefolkene var nu kommet tættere på og jeg kunne høre deres joviale kommentarer om, at vi skytter jo måtte have skudt snepperne siden der kun lød et skud efter hver sneppe, efterfulgt af deres latter.

    Latteren forstummede dog da jeg kort efter kunne udpege, hvor jeg havde skudt til snepperne og hundene kun levere begge snepper.

    Høj af jagtglæde og godt tilfreds med mit held kunne jeg nyde resten af såterne i vished om, at jeg havde haft en af de store jagtoplevelser i mit liv.

    På lørdag er jeg inviteret på samme jagterræn igen, og jeg er begyndt at glæde mig, for HVIS nu den lille fugl igen er på visit…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *