skip to Main Content

Sneppebukken!

Månedens trofæ

6.11.2010.

Dette bukketrofæ er ubestridt mit mindste til dato! Det betyder dog ikke at oplevelsen var tilsvarende lille, tværtimod!
Dette år var ikke noget særlig godt sneppeår for min far og jeg! Jeg kan se i min jagtjournal at jeg blot nedlagde 2 snepper, så trækket var ikke kommet til Danmark mens vi var i det Vestjyske! Når min far og jeg er på vores årlige sneppetur, byder hver morgen typisk på en pürsch med riffel rundt på terrænet før vi begynder at gå efter snepper. Der er masser af råvildt og også en fin bestand af kronvildt og vi indleder hver vores pürsch, i hver vores ende af den store mose. Denne morgen var jeg ikke kommet så langt ned langs et levende hegn, hvor der ca. 3 meter fra den gamle anlagte bevoksning, var en nyplantning som løb parallelt med. Her, havde jeg før skudt rådyr, så da jeg så en rå med et lam og et større dyr komme essende op imod mig, var det med et spændings chock mere end overraskelse. Jeg stillede mig lidt ind i den gamle bevoksning, for at gemme mig og så var det blot med at vente indtil at dyrene enten stillede sig fornuftigt og at de kom lidt tættere på. Alle tre dyr gik meget tæt sammen og selvom de kom tættere og tættere på, var der ingen skudmuligheder! Jeg kunne se at det lidt større dyr var en ung buk og jeg besluttede mig for at skyde enten lammet eller bukken, hvis chancen skulle opstå…

Den gamle Mauser lå i skydestokken og jeg blev ved med at skrue ned for forstørrelsen i sigtekikkerten… Efter ca. 30 minutter uden en regulær skud chance, var råen nu kun 20 meter fra mig! De tre dyr havde ikke set mig, eller fået fært af mig, men nu var det tydeligt at råen var på vej retur i det tætte levende hegn på min venstre hånd. I sigtekikkerten kunne jeg helt tydeligt se hvor opmærksom hun var, selvom hun så ud til kun at være optaget af at esse! Ørerne var konstant i bevægelse og selv når hun havde hovedet nede for at nippe græsstrå eller små skud på piletræerne, så scannede øjnene hele tiden hendes omgivelser! Lige inden hun blev opslugt af de tætte grene, stod hun som forstenet og vendte hovedet og al hendes opmærksomhed mod mig! Hun må have fornemmet eller fået en lidt forvirrende fært fra mig, for hun stirrede direkte på mig med hendes sorte øjne! Jeg turde ikke røre en muskel, men kunne se at både lammet og bukken også var stoppet op og de stod nu som stenstøtter og bare afventede råens reaktion! Jeg drejede forsigtigt riflen og mit sigte lidt væk fra råen og var klar hvis nu råen sprang, for så kunne der komme en chance til et af de andre to dyr!

Som på kommando sprang råen ind imellem grenene og splitsekundet efter var lammet forsvundet samme vej! Bukken stod tilbage og havde ikke helt forstået alvoren og den overhængende fare der lurede bare 20 meter væk! Bukken stod helt spidst på mig og sigtet og skuddet faldt hurtigt og nærmest på refleks! Bukken sprang lige op i luften og forsvandt ind efter de to andre dyr!

Jeg kunne høre dyrene forsvinde ind igennem træerne og jeg vidste at grænsen til naboen ikke var langt væk på den anden side, så efter at have ventet et par minutter, kom tvivlen og frustrationen snigende… Min trofaste Mauser er i den relativt grove og tunge kaliber 8×57, så en kugle placeret på skulderregionen, eller i dette tilfælde midt på brystet, burde have slynget bukken omkuld, som så mange andre gange jeg har skudt råvildt med denne riffel! Efter et par minutter sneg jeg mig frem til skudstedet og i det våde græs, kunne jeg blot finde lidt hår og enkelte blodstrejf! Jeg forsøgte at efterrationalisere og kom frem til at sigtet muligvis havde været lidt lavt og med den korte afstand, kunne afstanden mellem mundingen og sigtelinjen måske også være en faktor! Dengang havde jeg en lidt høj montage på riflen og Zeiss kikkerten sad i en svingmontage. Der var vel 5-8 cm.’s højdeforskel og hvis sigtet i forvejen var lidt for lavt, var en dum og grim anskydning nu pludselig en mulighed…

Efter at have ringet til far og vores vært, fik vi kontakt til den lokale og berømte Sweisshundefører, Ole Knudsen. Ole ankom med en af hans Hannoverianske sporhunde og hunden fandt hurtigt anskudsstedet…. Efter at have snuset lidt til de små hårrester og blodstænk, trak den pludseligt ind under et stort grantræ bare 3 meter væk! Her fik den straks standhals og vi kunne ane at bukken lå op af træstammen, inde under de lave grene!

Jeg kunne slet ikke forstå at bukken lå så tæt på, jeg havde stået bare 3 meter væk og kigget efter Sweiss, jeg havde ringet til min far, han var kommet derhen, vi havde snakket i et kvarters tid og nu var vi alle fire startet på netop dette sted! Bukken var stadig i live og Ole reagerede prompte og skød den på halsen! Hunden sprang frem og fik nærmest apporteret bukken ud til os alle fire…
Det viste sig at kuglen havde ramt for lavt og havde truffet det allernederste af brystkassen, fortsat ud af ribbenene og var endt i den venstre bagkølle! Bukken var absolut hårdt ramt og var ikke gået mere end ca. 5 meter…

Glæden over at hunden og Ole, havde fundet bukken så hurtigt og efter en så kort flugt, var stor og over frokosten fik vi snakket situationen igennem flere gange. Moralen var tydeligt nok, hvis man ikke har styr på alle faktorerne, så skal man ikke tage et skud med så kort reaktionstid! Den korte afstand til dyret og den relativt store afstand mellem sigtelinjen og riflens munding havde gjort de få cm.’s forskel mellem en perfekt placering midt i brystkassen og en rigtig grim anskydning!

Den næste morale og ligeså vigtige, var at hvis man er i tvivl om skuddet, så ring efter en professionel sweisshund, for de kan klare opgaven! Hvis jeg havde gået rundt og kigget efter blod eller spor, så havde jeg nok rejst bukken! Det havde muligvis betydet at jeg kunne komme til endnu et skud, men det kunne lige så godt have betydet at bukken var løbet langt væk og at vi ville stå overfor en lang og besværligt eftersøgning!
Jeg husker at jeg nærmest undskyldte over for Ole, at det havde været så kort en eftersøgning, men han affejede det med at det ikke kom an på længden af et spor, men resultatet!

Et lille trofæ på væggen, som ikke ser ud af så meget, men som dog har en god og lang historie bag sig…

Knæk & Bræk!

Månedens trofæ

 

This Post Has One Comment
  1. De fleste riffeljægere har jo nok haft en oplevelse a la denne. Fedt du også skriver om de ‘skæve’ oplevelser – og ikke mindst hvilke overvejelser det gav anledning til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top