Skovfugle jagt

Efter tre dage oppe i højfjeldet (læs den historie her!), havde Torsten og jeg besluttet os for at forsøge os med rigtig skovjagt på tjur og urfugl!

Vi havde set disse smukke fugle både oppe på fjeldet, men især når vi gik ned af fjeldet, igennem skoven, havde hundene både stødt de store sorte fugle og Torstens to korthåret hønsehunde havde endda haft en fin stand for en tjur!

Vi havde indkøbt et nyt jagtpas til et område udelukkende med gammel skov og terrænet vekslede mellem gamle høje fyrretræer og helt ungt fyrre og birkepus. Vi vidste ikke helt hvad vi skulle søge efter, men vi havde dog erfaret at de fleste af de fugle vi havde set, havde siddet inde under de store grantræer med lavthængende grene.

Dog havde vi flere gange set hundene have fært ude i det åbne for derefter at rejse fuglen inde under et træ! Om fuglene havde siddet i det åbne, da de hørte hundene og så var løbet ind under træet eller om det var tilfældigheder vidste vi altså ikke! Derfor gik vi også den første dag lidt på må og få og oplevede ikke ret meget andet end at finde en masse kastestænger fra både rensdyr og elge!

Sidst på dagen var vi dog kommet til noget tæt bevoksning af både løvtræer og nåletræer og jeg gik midt i det, Torsten gik ude på kanten hvor der var nyskovet et stort stykke. Maddie trak an til stand og efter et par hurtige skridt, stod hun helt fast! Jeg var kun ca. 10 meter væk men nåede ikke at gøre noget før fuglen lettede! Det viste sig at være en urkok og med baskende vinger og knækkede grene flyvende om ørene strøg den store fugl lige op i himlen og fløj forbløffende hurtigt væk på tværs, foran mig. Jeg skød to hurtige skud men desværre forbi… Både Maddie og Mille kiggede på mig som for at sige: “Nu har vi knoklet hele dagen og så skyder du forbi?!” Vi forsøgte at få kontakt med fuglen igen, men den var forsvundet…

Næste dag forsøgte vi det samme område og på vej op ad skovstien, dybt inde i vores jagtområde så vi pludselig en mand komme gående… Jeg nåede nærmest ikke at få vinduet ned før han spurgte om det var os som kom med pejlet?! Det svarede vi benægtende til og han forklarede at han havde mistet GPS signalet på sin hund. Jeg bemærkede at han havde et riffelmagasin i hånden og spurgte om han var på jagt… “Ja da” svarede han og da han så vores påklædning og de fire hunde omme i baggagerummet, spurgte han retur om hvad vi skulle jage?! Jeg svarede ham at vi skulle på fuglejagt… “Nå ja, det går nok bra” mumlede han og stod sådan lidt ubeslutsom ved bilen. Jeg spurgte da også ham om hvad han jagede og han svarede ivrigt og som om at det da var åbenlyst, at han var på bjørnejagt! De var faktisk mange som var på bjørnejagt og at jagten sådan set var al den skov vi kunne se omkring os! Jeg vidste jo egentlig godt at der var masser af bjørne i området, men spurgte alligevel lidt forsigtigt: “Findes der da bjørn her?” Den svenske jæger nærmest fnøs: “Ja da, masser!”

Jeg spurgte om vi stadig godt kunne gå på jagt i området og han mumlede et svar om at det sikkert gik fint…

Med det, fortsatte Torsten og jeg et par kilometer længere ind i skoven og jeg må indrømme at hele dagen tænkte vi og snakkede temmelig meget om bjørne! Vi følte os decideret underbevæbnet med vores haglgeværer og størrelse 5 hagl! Især da vi sad midt i skoven og stegte pølser, kødboller og bacon…

Udover utrolig smuk svensk skov og masser af bjørnelort, så vi ingen skovfugle og da det småregnede og vi kunne se at det ville trække op til tungere regn, var vi sådan set på vej hjem da vi lige så et spændende terræn langs med grusvejen! Planen var at Torsten skulle gå ca. 30-50 meter inde i skoven og så gik jeg på vejen med mine hunde i frit søg langs skovkanten. Efter bare 50 meter lød de brusende vinger igennem skoven inde fra der hvor Torsten gik og for at understrege at der var en fugl på vej lød der også to hurtige skud! Jeg var klar ude på vejen og lydløst og hurtigt fløj en sort urkok på tværs ca. 30 meter fra mig! Jeg nåede ikke andet end et snupskud og jeg så fuglen pakke sammen og styrte inde mellem de høje fyrretræer på den anden side af vejen! Torsten råbte, jeg skreg og vi var begge helt euforiske! Alle fire hunde løb lidt forvildet rundt og vores “APPORT” råb og vilde armbevægelser forvirrede nok de stakkels hunde mere end de hjalp…

Efter en kort eftersøgning fik vi fuglen i hånden og sikke en fugl! Det var en ung kok, men farven var kulsort og med en utrolig smuk nærmest metallisk blå farve på ryggen. De hvide fjer så næsten unaturligt hvide ud lige op af de sorte fjer og den røde farve ved øjnene stod i klar kontrast!

Masser af billeder og glade smil udvekslede vi midt i småregnen og det hele sluttede af med et lille glas champagne!

Jeg kan faktisk ikke huske om vi jagede mere den dag, for min appetit var stillet! Efter 5 dage med intensiv jagt, med vores hunde, i det mest smukke landskab jeg længe har set, kunne jeg gøre resultatet op: 3 ryper og 2 urkokke! For mig, en helt fantastisk tur, selvom nogle nok vil mene at det er en lang køretur, at køre over 1.000 km for blot at skyde 5 fugle på 5 dage. Sandheden er jo nok at selvom vi intet havde skudt, så kørte jeg gerne de 1.000 km i morgen, hvis jeg fik chancen!

Næste års tur er allerede skrevet i både Torsten og min egen kalender og vi snakker allerede om at vi vil længere op i fjeldet eller længere ud i skoven. Der er tale om helikopter drops, sove i telt og vildere og mere jagt! Jeg glæder mig…

Knæk & Bræk!