skip to Main Content

Oryx i Namibia

13599829_10153833712539397_5841912770662737248_n

Juli 2008.

Selvom det stadig var formiddag, var den tørre varme ulidelig! Jeg kravlede bag ved min guide, André i det høje knastørre græs og støv og græsfrø hvirvlede om os. Sveden haglede af mig og fik støvet til at sætte sig, nærmest som mudder i ansigtet og på armene.

Den lille flok Oryx gik nogle hundrede meter længere ude på græssletten og mellem dem og os var der nogle små krogede tjørnetræer, som var vores mål. Herfra kunne vi, i skyggen fra træerne, komme på skudhold og også bruge træstammen som anlæg…

Bag André og jeg, kravlede fotograf Christian Ravn. Han havde det om muligt sværere end os da han også skulle lave billeder med det tunge kamera, samtidig med at han skulle kravle efter os!

Vi var på jagt på Limpopo travels berømte revir i Namibia, Etosha Heights Game Safaris.

Jagt i Namibia
Smukkere udsigt er svær at finde! Foto: Steen Andersen

Optagelserne skulle ende med en klassisk safarifilm, som blev produceret af Steen Andersen og Huntersmagazine. Det var vores anden jagtdag og allerhøjest på min ønskeliste, stod en gammel oryx tyr! Vi havde set den lille flok fra bilen og nu var vi i gang med den sidste og kravlende del af en lang pürsch!

Endelig fremme ved træet, sad jeg i skyggen og pustede lidt ud, mens André kiggede i kikkerten for at finde den bedste tyr at skyde… Jeg var forpustet og med sved og støv i øjnene, forsøgte jeg at få styr på mig selv og riflen. De sidste ca. 100 meter, havde vi kravlet helt nede på maven så der var kommet støv og græsfrø overalt på riflen og sigtekikkerten! Et lille pust på sigtekikkerten var dog nok til at jeg kunne kigge igennem den og langsomt fik jeg sat mig ved basen af en af tjørnetræerne.

jagt i Namibia
Smukt var det tørre græs, men at kravle igennem det, var en helt anden oplevelse!

Jeg sad med et ben på hver side af stammen og havde et fornuftigt støtte punkt på denne. Afstanden ud til oryxflokken var lidt over 100 meter, men det høje græs gjorde et skud helt umuligt. Da jeg skulle til at rejse mig op, kiggede jeg kort ned af stammen og opdagede at mine shorts var helt klistret til at tykt edderkoppespind! Lige for enden af stammen og lige mellem mine lår, var der et ca. 20 cm. aflangt hul i jorden. Ud fra dette hul, var der et kraftigt spindelvæv som strakte sig ud, ligesom en tragt. Jeg sad nærmest ovenpå et kæmpe edderkoppehul og jeg måtte beherske mig voldsomt for ikke bare at springe op! Oryxflokken kiggede intenst på os og de var helt tydeligt klar over at der var noget galt! Jeg kunne ikke lave nogen hurtige bevægelser, så jeg rejste mig langsomt op, dog med blikket fast fæstnet på hullet i jorden… Oppe langs med stammen, havde jeg et meget bedre udsyn over sletten og André udpegede en tyr i udkanten af den lille flok. Christian havde fået kameraet på stativ og efter lidt hvisken frem og tilbage, var både han og jeg fokuseret på den udvalgte oryx. Tyren stod med front mod os og André hviskede advarende på en blanding af engelsk og afrikaans at flokken snart ville løbe væk og jeg ikke skulle tøve for længe! De var alle vendt imod os og stod og stirrede intenst på de underlige skikkelser under tjørnetræerne…

Jeg sigtede lige midt på tyrens bryst og hviskede til Christian om han var klar. Glemt var sveden, støvet og alle de stikkende græsfrø som sad i alt mit tøj! Glemt, var næsten også den kæmpe edderkop, som sikkert sad på lur lige ud for mine støvlesnuder…

jagt i Namibia
André kravlede tit op i træerne for at få et bedre overblik. Foto: Steen Andersen

Skuddet gik og den kraftige rekyl fra Blaseren i kaliber .375 H&H gav et solidt ryk i mig. Jeg så dog oryxen, lave et dybt ryk med hovedet ned mod jorden og André udbrød “YES!” Hele flokken satte i gang og forsvandt i en støvsky…

André klappede mig på skulderen og selvom jeg ikke havde set oryxen falde om, så var jeg sikker på at skuddet sad som det skulle. Efter et par lange minutter gik vi ud på sletten, men bortset fra den svage støvsky og det tørre græs, var der intet at se! Vi ledte længe men pludselig skar Andrés råb dog igennem min bevidsthed og det viste sig at oryx tyren ikke var løbet mere end ca. 50 meter, før den var faldet om. I det knæhøje græs, var det utroligt at så stort et dyr ikke var nemmere at finde, men fremme ved den gamle tyr, blev alle tvivlstanker og bekymring, straks erstattet af glæde og ærbødighed!

jagt i Namibia
Stor lykke ved det smukke dyr! Foto: Steen Andersen

Oryx antilopen, har for mig, altid været et af de store afrikanske ikoner! Dette smukke, hårdføre dyr, har stået meget højt på min jagtlige ønskeliste og nu lå den her, lige for mine fødder! André fik et kæmpe kram og der blev brugt lang tid på at tage billeder og bare sidde ved dyret og nyde denne, fantastiske formiddag under den afrikanske sol…

Kuglen var truffet lige midt i brystet, men måske en anelse lavt. Senere, hjemme i slagtehuset, fandt vi Barnes-X kuglen i det højre baglår og denne kugle har jeg stadig, som et ekstra minde. Oryxen blev halsmonteret og hænger i vores stue, så jeg kan se den hver eneste dag. Jeg kigger ofte på den og betragter de lange og kraftige horn og de mange markante ar tyren havde på halsen. Det er et hårdt liv at være oryx i Afrika. Dyret og vilkårene som arten lever under, symboliserer, for mig, hele essensen af Afrika!

jagt i Namibia
For mig, er oryxen én af de smukkeste dyr i Afrika! Foto: Steen Andersen

De næste par trofæhistorier, vil handle om denne jagttur på skønne Etosha Heights safaries og jeg kan godt afsløre at det bliver både vildere og mere intenst, end denne første oryx…

Knæk & Bræk!

Hele filmen fra Namibia, kan ses HER, hvis du er medlem af Huntersmagazine.tv streaming tjenesten.

jagt i Namibia

 

This Post Has 6 Comments
  1. Fedt Jacob.

    Lige kommet hjem fra Namibia efter en fantastisk jagt for både fruen og jeg.
    Ja selv vores 3 unger på henholdsvis 5, 7 og 12 år, havde en kæmpe oplevelse når de var med om eftermiddagen. Morgenen stod på hardcore jagt for os voksne.
    Simon på 7 fik enda skudt sin egen perlehøne på purch med farmand (kaliber 22).
    Kan nikke genkendende til din oryx jagt, jeg havde mange på kornet men denne fine antilope var fruens første valg og så måtte jeg jo lade dem slippe :-). Hun fik et flot eksemplar.

    Tak for mange gode historier.

    Venligst, Tue

    1. Tak Tue!
      Afrika og især Namibia er et fantastisk sted! Lyder også som om i havde en skøn tur. Glæder mig helt vildt til at skulle tilbage til dette skønne land til November!
      K&B!

  2. Hej Jacob

    At læse din beretning giver mig endnu flere sommerfugle i maven.
    Jeg har ikke haft jagttegn og riffeltegn så mange år – men har da fået skudt lidt. Og er så heldig at kunne tage til Sydafrika med 10 andre “tøser” til november. Den smukke oryx står også øverst på min ønskeseddel – samt en impala.
    Jeg ser frem til dit næste indlæg.

    VH
    Christina

  3. Super beretning min ven , skal sandsynligvis derned i oktober , vi har nogle udfordringer med de dyr vi skal skyde , så vi skal jumpe rundt og som jeg fik at vide igår også Namibia

    Jeg glæder mig fir sindsygt , hvorfor vi skal jumpe rundt er fordi jeg vil skyde Afrikas prins , det står fior mig , som det smukkeste dyr af alke

    Hvorfor ? Fordi første gang jeg var i Afrika og jagt vognen stak næsen ud på savannen så jeg dette prægtige dyr i profil og det billede har jeg aldrig glemt , derfor har den størst priotet

    Jeg skød en impala på den tur var kun en endags tur , da jeg var på forosafari med min kæreste og forældre som havde inviteret

    Jacob du har de fedeste og mest autentiske beretninger nyder at læse dem , jeg er så heldig at jeg ser alt i billeder når jeg læser eller høre beretninger så derfor mere af samme kaliber tak

    PS jeg er medlem på streamer holdet på jagt magazinet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top