skip to Main Content

Nærmest som ny

AYA SHERWOOD

For at være helt ærlig, kan jeg ikke huske ret meget fra min konfirmation… Det eneste jeg dog kan huske, er hvad en af gaverne indeholdt. Dette, husker jeg så også helt tydeligt! Da jeg havde bundet mit supersmarte Mickey Mouse slips (Det var faktisk moderne dengang!) og skulle til at tage afsted til kirken, gik jeg forbi gavebordet i entreen… Her stod der et geværetui og der var noget indeni! Glæden var enorm da jeg mange timer senere pakkede den flotte korte AYA Sheerwood haglbøsse ud. Jeg havde skudt lerduer med den i nogle år og det havde ligesom ligget i kortene, at én dag skulle det være min helt egen. Bøssen var min oldefars og både han, min bedstefar og min far havde skudt med den og nu var det så min tur!

Det er mange år siden og jeg må indrømme at jeg nok ikke har behandlet den helt som fortjent! Som tidligere beskrevet, (læs historien HER!) var den forbi Michael Seidenfadens kærlige men kritiske service for et par måneder siden. Sammen med Michael, besluttede jeg mig for at tiden var inde til at haglbøssen skulle have en kærlig hånd!

Bøssen var blevet totalt skilt ad i alle små dele, renset, poleret, fedtet og rengjort. Alle skruer og aktive dele blev efterset, udskiftet hvis nødvendigt og efterspændt.

Løbene blev bruneret , der blev isat to “lus” på forskæftet og slutteligt blev skæftet slebet, poleret og olieret!

Med spændte skridt gik jeg, i dag, ind igennem døren til Aktiv Fritid i Køge og da jeg så den velkendte korte bøsse i Michaels hænder kunne jeg nærmest ikke genkende den! Den var så flot med de nu kulsorte og skinnende løb, træet som igen var “levende” og nu uden ridser og skrammer!

AYA SHERWOOD
Skæftet før…
AYA SHERWOOD
Skæftet efter!

Forskæftet havde haft to gamle skader som betød at der var et lille mellemrum på begge sider af løbene og nu var der i stedet to usynlige “lus”, som var så flot sat på at selv jeg, som vidste de var der, næsten ikke kunne se dem!

AYA SHERWOOD
To “Lus” havde repareret de gamle skader! Ikke til at se med mindre man ved de er der.

Nu skal bøssen stå i et par måneder i skabet og hver uge skal både træ og løb have en god gang olie. På denne måde hærder bruneringen bedst og træet får lov til at suge masser af olie.

AYA SHERWOOD
Det er mange år siden at de banke dele har været så blanke!

I virkeligheden kan det vel næppe betale sig for mig at vedligeholde og servicere denne gamle bøsse, men der er så meget historie og så stærke følelser i den at jeg nok aldrig vil skille mig af med den! Jeg ved ikke rigtig hvad haglgeværet er værd men for mig vejer de nostalgiske værdier tungere end de økonomiske, når det handler om denne lille “skovbøsse”!

AYA SHERWOOD
Alle de gamle blodpletter og plamager på løbene er væk! Nu er de så sorte som de ikke har været i de snart 20 år jeg har skudt med denne bøsse!

Jeg glæder mig til at skulle på skydebanen med den over sommeren og til mange gode timer på jagt fremover…

Hvis du selv vil give din skyder lidt omsorg, så kontakt Aktiv fritid på: 56631533 eller tag dit gevær under armen og besøg butikken i Køge.

Knæk & Bræk!

 

 

 

This Post Has 2 Comments
  1. Det er en meget spændende hjemmeside du har.
    Som mangeårig jæger er det spændende læsning.
    vh
    Torben Johansen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top