skip to Main Content

når drømme bliver til virkelighed!

ibexjagt i Kirgisistan

Denne historie er anden del af min Kirgisistan tur. Læs første del her!

Alarmen vækkede mig kl. 04.00! Det havde været en halvdårlig nat hvor jeg havde sovet uroligt og vågnede ca. hver halve time. Skurvognen stod ikke lige eller i vatter men havde derimod en markant hældning, som betød at jeg vågnede mange gange i løbet af natten fordi jeg simpelthen var gledet lige så langsomt ned ad min madras! Selvom jeg var træt, havde ondt i hovedet og ikke havde sovet ret meget, vågnede jeg med det samme da tonerne fra telefonen lød i mørket. Det er sjovt som jeg sjældent har svært ved at vågne når jeg skal på jagt men her i mørket i den kolde skurvogn, var det alligevel med en blandet følelse af spænding og bekymring at jeg tog mit tøj på og begav mig ud til den lille smeltevandsbæk for at få lidt iskoldt vand i hovedet og børste tænder…

Spænding, fordi at vi alle skulle ud efter de fantastiske ibex men også bekymring, fordi at jeg vidste at der højst sandsynligt ventede en lang, hård dag foran mig med stejle bjergsider og hårrejsende rideture…

Tilbage i skurvognen fik vi en hurtig morgenmad bestående af “instant noodles” og en sød kop the. Derefter sadlede vi alle op under den klare stjernehimmel og vi red ud i en lang række i den kolde og mørke nat. Turen gik ned i dalen og op imod den bjergside hvor David og jeg havde ventet i 5 timer et par dage før. På netop denne del af de stejle bjerge havde guiderne observeret mange ibex og det var helt tydeligt at de havde god fidus til dette sted.

Efter et par timers ridning under en ufattelig smuk stjernehimmel steg vi af hestene og fortsatte til fods op til en stor sten, nogenlunde midt på bjerget. Her krøb vi i dækning bagved stenen, mens natten veg pladsen for dagslyset og vi satte os til rette til hvad jeg formodede var en lang dag, ligesom David og jeg havde prøvet et par dage før.

Ibexjagt i Kirgisistan
Solen er så småt stået op og vi venter på at flokken af ibex skal komme tætter på.

 

Ibexjagt i Kirgisistan
Solen er ved at stå op

Vi skulle dog ikke vente længe før at guiderne kunne fortælle at en flok på ca. 50 ibex var på vej ned fra bjergtinden. Vi fik ikke lov til selv at kigge hen over stenen, så vi kunne kun følge med i guidernes ivrige hvisken og jeg kunne mærke på dem at de blev mere og mere ophidset! Christian og jeg forsøgte at aftale en strategi for hvad vi ville gøre hvis de ville have at vi skulle skyde samtidig! Planen var, at den som lå til venstre skulle skyde på et dyr yderst til venstre og den til højre, det samme bare til højre i flokken. Vi aftalte også at vi ville forsøge med at tælle ned fra tre, hvis vi lå så tæt på hinanden at vi kunne hviske sammen. Hverken Christian eller jeg var særlig tryg ved denne plan, men det virkede som om at guiderne ville have os til netop at skyde samtidig… Her kom kommunikations problemerne virkelig frem i lyset for mens guiderne hviskede mere og mere sammen og prøvede at gestikulere til Christian og jeg, bredte spændingen og forvirringen sig hos os! Jeg skulle også tage hensyn til David og kameraet og det hele begyndte at tegne sig til opskriften på en fiasko!

Christian havde en anden udfordring at tage hensyn til da han desværre var kommet til at tage det forkerte magasin med til sin Blaser R8’er i kaliber .300 WinMag! Han havde nemlig pakket magasinet til sin .243’er ved en fejl og det betød at han blev nød til at ilægge en ny patron i løbet, før han kunne skyde igen! Vi aftalte derfor også at hvis jeg havde succes med at skyde en ibex, så skulle jeg skynde mig at skyde med på hans, hvis den ikke var død i det første skud!

Da flokken af ibex var ca. 300 meter fra den store sten begyndte guiderne at hundse rundt med os. De ville have David og jeg på venstre side af stenen og så Christian på højre. Vi blev kommanderet helt ned på maven og med rygsækken foran mig kravlede jeg rundt og op, så jeg kom frem på venstre hjørne… Jeg nåede lige at tænke at vi ikke fik styr på skydekommandoen og nu var vi allerede så langt fra hinanden at det var for sent! Det første dyr jeg så, stod og kiggede direkte ned mod os og det var tydeligt at vi allerede var opdaget! Nu måtte det briste eller bære og jeg fandt hurtigt en buk som stod lidt forhøjet på en stor sten og efter lidt hvæsende instruktioner til David fandt han den i kameraet og så var vi sådan set klar.

Ibexjagt i Kirgisistan

Jeg var dog vildt forpustet fra kravleturen og spændingen og efter at have indstillet kliktårnet på 300 meter og et par dybe indåndinger, hviskede jeg så højt som jeg turde om vi var klar og om jeg måtte skyde… Intet svar, så jeg hviskede eller nærmest vrissede: “Can I shoot?!” Stadig intet svar og jeg husker ikke rigtig hvor mange gange jeg spurgte men pludselig udbrød chefguiden Rusland: “SHOOT!” Det var så højt at jeg formodede at det også var en ordre Christian kunne høre så jeg klemte på aftrækkeren og skuddet gik af! Jeg registrerede at Christian ikke skød, men jeg så også at den ibex jeg skød på ikke reagerede og begyndte en luntende flugt på tværs af bjergsiden! Nu skulle der fuld koncentration til, jeg følte at det var et godt sigte jeg havde på dyret og jeg var faktisk lidt forundret over den manglende skud reaktion! Da dyrene var nået ca. 350 meter væk skød jeg igen -intet tydeligt skudtegn! Ibexbukken løb nu ved siden af et par andre bukke og jeg forsøgte at holde styr på hvilken buk jeg havde skudt på… De var nu ude på ca. 400-450 meter og da jeg følte mig sikker på at jeg stadig sigtede på den oprindelige buk, sigtede jeg lidt over ryggen og lod skuddet gå lige i det at den forsvandt hen over bjergkammen!

Guiderne råbte begejstret “YES!” og klappede mig på ryggen og selvom at jeg ikke så hvad der skete følte jeg at det skud, sad som det skulle. Der lød et brag fra den anden side af stenen og jeg huskede pludselig på at Christian måske skulle have hjælp!

Jeg rejste mig og løb tilbage rundt på den højre side af stenen og her så jeg at Christian sad og kiggede op mod bjerget og at en af guiderne havde taget riflen fra ham! Jeg kastede mig ned med min rygsæk og forsøgte at finde ud af hvad der foregik… Alle snakkede eller råbte nærmest i munden på hinanden på både dansk, engelsk og kirgisisk! Christian fortalte senere at han have haft et rigtig fint sigte til en god ibexbuk, men lige i det at Rusland havde råbt kommandoen om at vi skulle skyde, så var der trådt en anden ibex lige ind foran den Christian sigtede på! Derfor fik han først mulighed for at skyde da mit første skud var gået af og derefter var hele ibex flokken i bevægelse. Christian følte han havde godt hold på bukken og havde skudt et eller to skud efter den, inden guiden havde flået riflen ud af hænderne på ham for selv at skyde videre efter bukken, som nu var ude på ca. 400-500 meter! Jeg forsøgte at få at vide hvilken buk der var blevet skudt på og om den overhovedet var ramt, da den flygtende flok nu var højt oppe på de stejle klipper og afstanden var vel 500-600 meter! Forvirringen var total og pludselig droppede guiderne deres interesse og forklarede at bukken slet ikke var ramt… Christian og jeg sad og kiggede lidt forundret på hinanden og ingen af os var begejstret for hvordan de sidste minutter var forløbet! Christian var især ikke glad for at guiden havde taget riflen fra ham, da han naturligvis selv ville skyde sin ibex!

Vi forsøgte at snakke lidt mere med guiderne om hvorvidt bukken var ramt og om vi skulle påbegynde en eftersøgning eller en direkte eftersætning. De slog det hen som om at den ikke var ramt og interesserede sig straks mere for en ibexbuk som de så på den modsatte side af dalen!

Efter et par minutter hvor jeg nærmest havde glemt min egen situation, kom jeg pludselig til at tænke på at jeg MÅSKE havde skudt en ibex! David og jeg begyndte den lange kravletur op imod der hvor min buk havde stået ved første skud og vi blev hurtigt overhalet af én af de unge guider, Sultan, som strøg op ad bjergsiden som om at han selv var en halv ibex! Han spurgte om han skulle tage min riffel, men det fik han ikke lov til. Eksemplet med Christian havde gjort mig overbevist om at hvis Sultan fik chancen, så ville han skyde på nærmest hvad som helst som bevægede sig og jeg ville selv skyde min ibex, hvis der skulle opfølgende skud til!

Efter blot 50 meter op ad det stejle bjerg var jeg helt færdig… Jeg kunne ikke få vejret, hovedpinen var kommet tilbage og jeg blev ved med at skride på de snebeklædte løse sten! Det var en langsommelig opstigning hvor det tog alle mine kræfter for at bare gå/kravle 30-40 meter, for derefter at tage et hvil. Da jeg var nogenlunde på højde med der hvor bukken var løbet, kiggede jeg intenst efter spor i sneen og forhåbentligt et blodspor… Jeg så masser af spor, men intet blod! Forhåbningen sank i takt med at udmattelsen steg og da vi nærmede os den klippekant hvor bukken var forsvundet, begyndte jeg at spejde mere over på den modsatte bjergside i forhåbning om i det mindste at se en anskudt ibex knokle sig op ad bjerget. Solen var kommet op over netop denne bjergside og med solen i øjnene stod jeg og forsøgte at gispe et par mundfulde ilt ind i min udmattet krop… Jeg kiggede ned på David som knoklede med kameraet og samtidig med at kravle på det løse underlag, lavede han stadig billeder! Jeg skulle til at sige noget om at det nok var tre rene forbier, da han pludselig pegede op bagved mig og sagde noget uforståeligt! Jeg kiggede straks op mod der hvor Sultan var og så ham gribe ud efter noget som var skjult bag nogle store sten… Det jeg så, står stadig helt klart for mig nu, det er formentligt brændt fast i min hukommelse for evig tid… Sultan havde fundet min ibexbuk og han tog fat i det ene horn og trak lidt i det, så jeg så dette smukke kurvet horn skinne i modlyset af solen og straks blev jeg overvældet af en glædesrus og taknemmelighed som resulterede i en ukontrolleret, nærmest hulkende gråd!

Ibexjagt i Kirgisistan
David fanger de fine detaljer på det smukke dyr!

Drømmen om et ibextrofæ var netop blevet en realitet og jeg kunne slet ikke styre mine følelser… Den hårde jagt, disse smukke dyr, de ubarmhjertige men fantastiske bjerge, den primitive camp, de ømme muskler, de forpinte lunger og den dunrende hovedpine alt dette var symboliserede i netop dette korte glimt jeg havde fået af det ene ibexhorn! Jeg anede ikke hvor stor eller lille denne ibex var, men alle mine forudtaget holdninger og meninger om hvor stor en ibex jeg gerne ville skyde, var glemt og fuldstændig overflødige!

David og jeg kravlede, nu med nye kræfter, op imod Sultan og bukken og jeg husker svagt at han kiggede lidt underligt på mig, som jeg kravlede der med tårerne trillende ned af mine kinder! Fremme ved den smukke buk sad vi længe og bare kiggede på bukken, kiggede på hinanden, grinte lidt til hinanden og jeg græd selvfølgelig bare videre…

Ibexjagt i Kirgisistan
En stolt, overvældet, bevæget og lykkelig ibexjæger!

Ibexbukken var præcist så smuk som jeg havde håbet på og den flotte tætte pels glimtede i solen og de smukke, knortede horn var nærmest hypnotiske at sidde og betragte. Tænk at et dyr som lever lige netop her i de mest barske egne på kloden, udvikler så imponerende og flotte horn!

Det viste sig at ingen af de to første skud havde ramt bukken, men mit allersidste skud havde ramt dyret lige bagved ribbenene på venstre side og var gået ud lige foran højre forløb. Oryx kuglen havde gjort som forventet og bukken var blot løbet ca. 30 meter før den var styrtet død om!

Ibexjagt i Kirgisistan
Smukkere bliver det ikke…

Vi tog en masse billeder og da jeg endelig havde fået lidt af fatningen tilbage, begyndte Sultan at skinne dyret og skære det kød fra som skulle spises. Han tog lidt af brystet, lidt fra hver skulder og så var han egentlig færdig… Jeg pegede på rygfileterne og spurgte om vi ikke skulle have dem med, hvorpå at Sultan udbrød: “YES, Good nam-nam!”

Derefter skar han maven op og skar mellemgulvet, fedthinden som sad på mavesækken og leveren ud! Han var især begejstret for mellemgulvet som han igen pegede på og sagde: “Goooood nam-nam” og smilte så bredt at hans vejrbidte ansigt nærmest forsvandt i hans smilerynker…

Han pakkede kødet og leveren ind i fedthinden og tilsidst mellemgulvet uden på og så bandt han det hele sammen med lidt snor. Det røg op på ryggen og så traskede han glad afsted ned af bjerget! Resten af kadaveret blev efterladt til gribbene og sneleoparderne…

Jeg tog ibexhovedet med skindet fra hals og ryg på nakken og selvom det var tungt, var det som om at lige netop den følelse af at bære mit eget drømmetrofæ ned af bjerget gav mig nye kræfter…

Ibexjagt i Kirgisistan
Træt men lykkelig!

Efter en langsommelig nedstigning mødte jeg endelig resten af gruppen og så snart jeg så dem begyndte jeg at græde igen! Guiderne syntes det var morsomt og alle fik krammere og stemningen var høj! Vi fik læsset hestene og med solen i ansigtet og en ibex på nakken, gik turen retur mod campen. Det var en halvlang ridetur men jeg kunne ikke få nok af den! Jeg var så lykkelig og taknemmelig og rideturen måtte gerne, for min skyld, have varet et par timer mere!

Ibexjagt i Kirgisistan
Aldrig har jeg følt mig bedre tilpas på en hest!

Hjemme i campen lavede guiderne hurtigt en overraskende velsmagende levergryde med løg, lever, fedthinden og mellemgulvet. Den store gryde blev sat midt på bordet og så fangede vi alle an, samtidig med at vodka glassene blev tømt og fyldt igen!

Selvom Sultan havde lovprist, især, mellemgulvet delte jeg ikke hans begejstring… Leveren smagte fantastisk men de lidt underlige blævret stykker fedt og mellemgulv forsøgte jeg at gå udenom!

Efter frokost red David og jeg lidt rundt i dalen og lavede billeder til filmen og det var en skøn afslutning på dagen bare at få lov til at ride rundt og beundre naturen og bjergene.

Ibexjagt i Kirgisistan

Ibexjagt i Kirgisistan
Uden en ordentlig håndkikkert er man prisgivet i bjergene!

Ibexjagt i Kirgisistan

Vi så adskillige store gribbe og kæmpe store opgravninger fra bjørne. Jeg husker at jeg havde en nærmest mætheds fornemmelse af lykke og tilfredshed og jeg tror ikke at jeg nogensinde havde siddet sikrere og mere afslappet på min hest “Torro”. Vi red tilbage til campen i det begyndende mørke og en lang dag var slut. Jeg husker ikke rigtigt hvad vi fik at spise den aften, men der blev vist drukket et par vodkaer og dén nat, sov jeg som et lille barn og vågnede nærmest ikke en eneste gang…

Mens du læser dette er David i gang med at klippe en film sammen om alle vores oplevelser. Så hvis du vil se mig græde som pisket, ride på hest, kravle i bjerge og få et indblik i den hårde jagt og barske men smukke natur, så hold øje her på bloggen, filmen kommer snart!

Ibexjagt i Kirgisistan

 

 

 

 

 

This Post Has 2 Comments
  1. Kul att läsa om ditt äventyr i Kirgizistan, var själv där hösten 2014 med Buhls och Henning som arrangör. Sköt min ibex vid lunch sista jaktdagen. Känner igen mig i mycket av det du beskriver, med känslan att inte kunna andas när man går uppför, klättring, att rida där man inte tror att det är möjligt att rida. Jag kunde inte heller föreställa mig vilken tuff jakt det skulle bli, vi tillbringade ett par nätter i campen och övriga nätter i tält där vi frös ordentligt i sovsäckarna.
    Tack för härlig läsning, fast jag inte riktigt är med i danska språket hela tiden men det mesta förstod jag 🙂

    1. Hej Anders.
      Tak for din hilsen og tillykke med din ibex!
      Ibex jagt ER bare tough men samtidig helt fantastisk!
      Knæk & Bræk fremover..:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top