skip to Main Content

Min sjette Polske buk

Bukketrofæ

Maj 2008.

Det var vores allersidste aften i Pankow, Polen og Jannik kørte os ud til et kæmpe stort moseområde, hvor vi ikke tidligere havde jaget. Mosen var omkranset af små mark-parceller med bække og levende hegn som grænser. Alle parcellerne lå næsten vinkelret på mosen og mens vi sneg os ned mod det tårn som Jannik ville have vi skulle sidde i, så vi rådyr på hver eneste lille markstykke! Det var dog kun unge eller små bukke og her på den sidste aften drømte jeg om en rigtig gammel fin 6-ender at slutte eventyret af med…

Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen var høj. Vi sad en times tid i tårnet uden at opleve andet end det gode vejr og bekymringen for en decideret solskoldning var begyndt at nærme sig. Jannik kravlede ned af tårnet og forklarede at han lige ville kigge sig lidt omkring. På grund af de mange levende hegn og små remisse-lignende bevoksninger, var udsynet fra tårnet begrænset til kun et par markstykker.

Bukketrofæ
Solskins-selfie!

Der gik ikke længe før Jannik kom tilbage og det var tydeligt at se at han var godt op at køre! Han både viskede, fløjtede og gestikulerede at vi skulle komme med ham og gerne i en vis fart!

Mads og jeg, fik os bakset ned fra tårnet, med kamera og det hele og fulgte efter den ophidset guide rundt om en lille skovkant. På det markstykke, som vi havde haft i ryggen fra tårnet, gik der en buk og to råer! De var halvt skjult bag nogle små siv, men det var tydeligt at det var en flot moden 6-ender! De tre dyr anede ikke vi var der, så efter at skydestokken var på plads, var der kun tilbage at vente på at bukken skulle stille sig fri fra råerne og sivene…Det føltes som en evighed mens bukken gik rundt inde i det tætte og han skiftedes mellem at spise og feje på de små piletræer! Som det ofte er med råbukke, så var han skjult eller bag dækning længe og pludselig stod han fri ude på marken… Han stillede sig fint med siden til og med en sidste hviskende kommando til Mads, om han var klar, skød jeg!

Jeg hørte tydeligt kugleslaget og bukken faldt til jorden som ramt af lynet! Så snart skuddet var gået, begyndte bukkefeberen at rase! Mine ben og hænder rystede helt vildt og det var som om jeg ikke kunne få vejret! Jannik var glad og jeg husker at det hele føltes lidt uvirkeligt! En perfekt aften, en perfekt pürch, et perfekt skud og en perfekt buk!

Bukketrofæ
En glad jæger!
Bukketrofæ
En fin 6-ender til at slutte turen af med!

Alt i alt en perfekt afslutning på en fuldstændig fantastisk og perfekt jagttur til bukkeparadiset Pankow i Polen!

Når jeg nu de sidste par uger har genoplevet oplevelserne fra min første tur til Polen, så kan jeg mærke at Pankow var et særligt sted… Mon ikke det snart er tide til et nyt besøg…?

Turen var arrangeret af Gamekeeper og filmen som vi optog, kan ses gratis HER!

Knæk & Bræk!

Bukketrofæ

 

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top