Min første danske kronhjort

Hjortejagt

Det er med blandede følelser at jeg skriver denne historie… På den ene side er jeg stadig helt oppe at køre over at jeg har skudt min første danske kronhjort, men på den anden side, så blev den leveret med mit dårligste skud til dato!

I torsdags drog min far og jeg på vores årlige sneppetur til Vestjylland. For første gang i ca. 20 år havde vi valgt at rykke denne traditionelle tur til weekenden efter d. 7. November! Det var med bekymring, fordi min farfar altid sagde at snepperne kom til Vestjylland omkring d. 7. November! Hvert år i 20 år har vi fulgt denne “regel” og vi har faktisk haft nogle ret fantastiske sneppeår! Men i år, kom der en drivjagt i Polen på tværs, så snepperne måtte vente en lille uge…

Vi plejer at starte morgenerne med at pürsche lidt rundt efter et rådyr eller et krondyr og så gælder det snepperne derefter. Fredagen startede med en flot frostklar morgen hvor landskabet var dækket af hvid rim og frost…  Solen var på vej op til en skyfri himmel og efter at jeg havde sat min far af, kørte jeg ned i den anden ende af reviret, for at parkere ved vores værters hus.

Hjortejagt

Solopgang og frost!

Da jeg svang ned af grusvejen mod gården, så  jeg en rå med 3 lam og en buk stå ude på marken lige ved siden af den store have! Da de så bilen, sprang de straks ind i haven og med et smil på læben parkede jeg. Efter at have kommet på dette skønne revir i så mange år, er “have-rådyrene” efterhånden blevet fredet i min bevidsthed, så det var skønt bare at få lov til at nyde de 5 dyr springe henover den frosthvide mark…

Jeg ladede min riffel, slog skydestokken ud og listede forsigtigt ned mod den store eng bagved gården. Engen går helt ned til den store mose og langs den sydvestlige grænse går der et stort levende hegn. Parallelt med dette, er der plantet et yngre 5-rækket læhegn et par meter fra det etableret gamle hegn. Her plejer der at være rådyr og jeg har næsten skudt et dyr på dette sted hvert år! Først skulle jeg dog komme dertil uden at lave for meget larm og det var ikke nemt da hvert skridt knasede højt på grund af de frosne græsstrå! Det var praktisk taget ingen vind og jeg syntes jeg larmede alt for meget. Der var dog ikke så meget at gøre ved det, så jeg gik forsigtigt ned mod de to levende hegn…

Inden jeg nåede så langt, så jeg de 5 “have-rådyr” stå i kanten af haven og de var helt tydeligt på vej ud på engen… Jeg kiggede på dem i kikkerten og grinte lidt af mig selv over min beslutning om ikke at skyde dem! Jeg ved ikke helt hvorfor, men de 5 dyr var fredet i mit hoved! Jeg gik ud over engen og kiggede ikke tilbage efter den lille rådyr familie. Tilgengæld kunne jeg glæde mig over gæssene som fløj over mit hoved i lav højde og med morgensolens stråler skinnende på deres fjer. Duerne trak også på kryds og tværs og før jeg var helt klar over det, var jeg på min ønsket plads!

Her kunne jeg kigge ned langs de to levende hegn og jeg kunne også se hele den modsatte skovkant. Efter et par minutter så jeg et rådyr helt nede i skovkanten. Den eneste måde at komme tætter på, var at snige mig i det smalle spor, mellem de to hegn og så forsøge at larme mindst muligt! Det var, som sagt, ikke nemt på grund af det knasende underlag, men rådyret var over 400 meter væk, så det var ikke noget problem…

Da jeg var nogenlunde halvvejs, så jeg pludselig et træ med lysegrønne blade bevæge sig voldsomt! I kikkerten kunne jeg så en hind som stod og spiste af de stadig friske blade! Jeg glemte straks alt om rådyret og nu kunne jeg se at der faktisk var 4-5 hinder med lige så mange kalve! Rudlen gik langs skovkanten og var ca. 200 meter væk. De var næsten i konstant bevægelse så det var svært at se hvor mange der var, men jeg syntes at jeg så en hjort til allersidst i rudlen! Jeg kravlede og mavede mig tættere på, ved hele tiden at være på den modsatte side af det mindste læhegn sådan så de små træer dækkede mig for krondyrene. Det var ikke nemt for dyrene var spredt ud over ca. 100 meter i skovkanten og selvom hinderne var i gang med at æde blade, så var de meget opmærksomme… Mit hjerte hamrede i min brystkasse og hver gang jeg satte en hånd frem, bemærkede jeg at den rystede helt ukontrolleret og det var ikke fordi at jeg frøs! Tanken om at muligheden for at skyde en kronhjort, nu var ved at blive virkelighed, gav mig helt enormt meget bukkefeber! Jeg blev ved med at afspille alle de “lige-ved-og-næsten” chancer jeg har haft til danske kronhjorte og jeg prøvede at berolige mig selv med at tænke på noget andet, men det virkede ikke rigtigt…

Da jeg var ca. 1oo meter væk, fik jeg forsigtigt rejst mig op, efter over 100 meters kravlen! Jeg slog Viper-Flexen ud og i sigtekikkerten kunne jeg se en af hinderne stå og spise af et træ. Rundt om hende var der 3-4 kalve og det var sjovt at se dem gå lidt forvirret rundt! Det var helt tydeligt at de ikke helt forstod hvad hinden spiste, for de var for små til at kunne nå de grønne blade! Jeg var fristet til at skyde en af kalvene, men nu havde jeg jo lige set skyggen af en hjort, så jeg undlod at krumme fingeren… Med ét, var det som om at hinderne var færdige med at æde, for de snurrede omkring og gik eller travede mod højre og med kurs direkte mod mosens beskyttende siv… Kalvene hastede for at følge med og pludselig så jeg hjorten! Det var en 8-ender og han så ikke ud som om at han havde helt lige så travlt som hinderne… Han gik et par meter inde i skovkanten og jeg så at der ca. 30 meter foran ham var en åbning hvor jeg ville kunne afgive et skud… Han gik stadig i et roligt tempo, men mens jeg formodede at han ville stoppe i åbningen, satte han farten lidt op og i et roligt trav kom han ind i åbningen… Jeg havde et godt hold på ham og selvom jeg stadig havde riflen i skydestokken, så følte jeg at jeg kunne svinge med på skydestokkens yderste, brede kant! Sigtet var lige på kanten af bringen og da han var mit i åbningen mellem stammerne, trykkede jeg af!

Hjortejagt

Skydestokkens yderste kant, hvor jeg følte at jeg kunne svinge riflen, med hjorten…

Jeg kunne ikke nå at repetere og skyde igen før hjorten var væk mellem stammerne… Jeg havde hørt et tydeligt kugleslag og jeg følte at det var et godt skud! Jeg sendte en SMS til min far: “Jeg har måske skudt en hjort!” og så var det bare at vente… Der gik sikkert ikke så lang tid før han dukkede op, men det føltes som en time! Vi gik hen imod skovkanten og den følelse af at gå med sin far, med solen i ryggen, på knasende frossen græs, ned mod sin allerførste danske kronhjort var helt og aldeles fantastisk! Det var så også den sidste gode følelse jeg skulle opleve i de mange kommende timer…

Fremme ved skudstedet fandt vi ingenting! Intet sweiss, ingen hår, INGENTING! Vi kunne se masser af fod og det var tydeligt hvor de store dyr var løbet, men intet tegn på at jeg havde ramt hjorten!! Jeg følte mig dog helt overbevist om at jeg havde ramt, så vi ringede efter Bjarne Christiansen som er en af de lokale sweisshundeførere.

Hjortejagt

Bjarne er ved at gøre hunden klar!

Der gik en times tid før Bjarne kom frem og sammen med ham og hans erfarne ruhåret hønsehund, gik vi nu frem mod skudstedet. Hunden trak lystigt afsted, men vi fandt stadig intet sweiss! På et tidspunkt kom vi frem til en lille lysning, ca. 50-70 meter fra hvor jeg havde påskudt hjorten og her sprang der pludseligt en hare foran hunden! Hunden markerede tydeligt og Bjarne stoppede op, for lige at lade hunden falde lidt til ro… Jeg syntes jeg så noget brunt ligge 10-15 meter foran hunden, men da jeg lige bukkede mig under en gren samtidig med at hunden tog et par skridt, så så jeg ikke hvad det var, før at hjorten rejste sig og sprang væk igennem sivene, væk fra os! Det brune jeg havde set var hjorten og hundens reaktion havde nok i virkeligheden slet ikke været på haren, men en form for stand for hjorten! Bjarne løsnede hurtigt hunden og den forsvandt i fuld fart efter den flygtende hjort! Vi løb alle tre efter og fremme ved de tætte siv stod vi og lyttede intenst… Vi kunne kun høre dyr der løb igennem de frosne siv, indtil at hunden gav en høj lyd fra sig! Det var ikke rigtig halsen eller gøen, mere bare et kort skrig eller piv! Der gik få sekunder, så kom den store ruhår retur og virkede nærmest ligeglad og upåvirket af hele situationen… Min far, Bjarne og jeg kiggede lidt måbende på hinanden og selvom Bjarne forsøgte at gå lidt ud i sivene sammen med hunden, så ville den hverken søge eller optage sporet igen!

Bjarne besluttede sig hurtigt for at ringe efter en kollega ved navn Steen Steiner Pedersen og mens vi ventede på ham, så gennemgik vi igen skudstedet og sårlejet hvor vi havde rejst hjorten. Det lykkedes os at finde to små dråber sweiss og Bjarne mente at hjorten var blevet truffet for langt tilbage… Mens vi sad og kiggede i skovbunden, opdagede jeg at Bjarnes hund så forkert ud i hovedet! Det venstre øje var rødt og hævet og lige midt på kinden var der et rimeligt stort hul! Hjorten må have stanget eller sparket den rutineret hund, som ellers plejer at hetze og affange, selv anskudte kronhjorte!!!

Hjortejagt

Den ene af de to små dråber sweiss, som vi fandt!

Jeg blev mere og mere ulykkelig over hele situationen! Ikke bare havde jeg ramt hjorten dårligt, nu var den stakkels hund også kommet til skade! Dette var bestemt ikke sådan jeg havde forestillet mig at min første danske kronhjort skulle leveres og ventetiden på Steen, blev mest brugt med alle mulige negative tanker om mit skud, min vurdering af hjortens fart og mit foranhold!

Da Steen dukkede op blev hans Hannovianske sporhund straks udstyret med et GPS halsbånd og afsted gik det på nogenlunde det samme spor som Bjarnes hund havde gået…

Hjortejagt

Steen og Bjarne gør klar til et nyt forsøg!

Ude ved sivene hvor Bjarnes hund var blevet ramt, løb der en bæk som også betød grænsen for reviret. Det betød at far og jeg måtte blive og her sad vi så i stilhed og bare ventede med tilbageholdt åndedrag… Steen og Bjarne oksede rundt i sivene og som tiden gik, kunne vi høre dem både til højre og til venstre for os… Jeg var så småt begyndt at indstille mig på at denne hjort var løbet langt væk og jeg tror ikke at jeg har oplevet en større nedtur i mit jægerliv! Jeg var vred på mig selv, ked af det på både hjortens og Bjarnes hunds vegne… Men mest af alt var jeg nok bare skuffet… Skuffet over at jeg ikke havde formået at levere et bedre skud, nu hvor chancen endelige var opstået! Jeg har aldrig haft en skudchance til en rigtig dansk frilands kronhjort og lige inden jeg skød, havde jeg tænkt over hvor passende det havde været at chancen skulle opstå her hos vores gode jagtvenner, hvor jeg har jaget med min far i 20 år!

Min far var sød og støttende, selvom der jo ikke var så meget at sige… Vi kiggede mest bare på hinanden og øjnene og den nedslået stemning sagde det hele!

Hjortejagt

Steen og Bjarne forsvinder i de høje siv…

Alt ændrede sig dog hurtigt, da vi hørte Steens stemme: “Hallo?!”…. “Vi har fundet hjorten!!” Jeg nærmest skreg af glæde og efter et hurtigt kram med min far, afladede jeg riflen og lagde den på vores side af bækken! Jeg løb igennem de høje siv og bare 60 meter fra hvor vi havde ventet i næsten en time, lå hjorten! Alle de negative tanker var næsten væk, her stod jeg ved siden af min kronhjort! Bjarne og Steen forklarede at de kunne se på GPS’en at Bjarnes hund havde været bare 20 meter fra netop dette sted! Teorien var at hunden havde forsøgt at tage hjorten men var blevet mødt med enten et spark eller en spids sprods fra geviret og derefter havde den opgivet! Hjorten må være gået disse bare 20 meter, før den havde sat sig igen, denne gang for at dø!

Hjortejagt

En ulige 8-ender. Den venstre stang var knækket lige over mellemsprossen!

Hjortejagt

Steens hund var glad og stolt over det gode arbejde!

Efter at have sundet mig lidt, kunne jeg konstatere at mit skud ikke bare havde været bagligt, det var meget bagligt! Kuglen var gået ind i den forreste del af køllen og da hjorten åbenbart havde været lidt skråt på vej væk, var kuglen gået op i maven og mellemgulvet! Der var ikke gennemskud og indgangshullet havde ikke leveret meget blod! Et virkelig dårligt skud som jeg bestemt ikke er stolt af! Jeg må nok erkende at hjorten må have haft mere fart på end jeg havde vurderet og et skud til et bevægeligt mål, fra en skydestok ikke er sagen! Jeg burde have skudt fritstående, eller helt have afholdt fra at skyde! Men skyde, det gjorde jeg og det blev et skud som, med lidt hjælp, leverede min første danske kronhjort!

15056432_10154185408894397_3474074154921420063_n

En glad og stolt hjortejæger trods alt!

Et skud som har lært mig mere om mig selv og som har bekræftet mig i den enorme respekt som jeg har for vores allesammens sweisshunde og deres engageret og passionerede førere! Uden Steen og Bjarne havde jeg aldrig fundet denne hjort, så herfra skal der endnu engang lyde et kæmpe stort TAK, i to er mine helte og hver gang jeg kommer til at kigge på dette trofæ, vil jeg tænke på jer to og jeres dygtige hunde!

Knæk & Bræk!

Hjortejagt

MINE TO HELTE!

14 Kommentare

  • Michael Andersen siger:

    Rigtig rigtig rørende og vildt spænende fortælling Jacob, man sider virkelig og kan sætte sig helt ind i hvad du har gennemgået.. Kanon historie er vild med den måde du fortæller på og at du får alle detaljer med 👍 Herfra..

  • Michael Jul siger:

    Hej Jacob
    En super artikel. Jeg begyndte på den i morgen og nåede ikke at læse færdig før jeg måtte køre. Det var det første jeg gjorde da jeg kom hjem. Stor ros for din ærlighed. Alt for mange fortælle kun om succeserne, hvilket skaber et unuanceret billede af vores alles jagtliv.

  • Kim Havmøller siger:

    Rigtig godt skrevet og dejligt at der er nogen som tør skrive om det selvom det ikke er noget man selv er stolt af.

  • Rasmus Broholm Andersen siger:

    Det er en fornøjelse at læse dine beretninger – også dem som ikke går som planlagt. Tillykke med hjorten.

  • Peter Brorsen siger:

    Flot skrevet. Dejligt ærligt om en følelse, som vi er mange der kan nikke genkendende til. Håber hunden er frisk igen?

    • Jacob Kamman Jacob Kamman siger:

      Hej Peter.
      TAK! Ja, hunden har det bedre og vil nok komme sig fuldstændig! Jeg krydser fingre for at den hurtigt er på sporet igen..:)

  • Martin Poulsen siger:

    En glimrende beretning – og helt konkret hvorfor vi har den hjortedebat i DK som vi har. For det du her gør er det de fleste gør -går efter hjorten, selvom der er fint skud til både hind og kalv, som vi skal skyde nogle flere af.

    Så tak for beretningern – og et glimrende eksempel på hvad der er galt i dansk hjortejagt 🙂

    • Jacob Kamman Jacob Kamman siger:

      Hej Martin.
      Først og fremmest tak! Men jeg syntes ikke helt min oplevelse illustrerer noget som helst omkring hjorte-debatten…
      Jeg har gået på jagt i ca. 20 år og har skudt 6 hinder/kalve i Danmark. Jeg har dermed aldrig skudt en hjort før, herhjemme og mente at det var på sin plads denne dag! 😉 Jeg har været tæt på et par gange, men at det så endelig skulle lykkes på lige netop dette revir, hvor min farfar og far har gået på jagt, og nu mig, syntes jeg var lidt specielt! Statistisk set, er jeg vel dermed på det “rigtige hold” i forhold til hvad du mener? Eller hvad? 🙂

  • Martin Poulsen siger:

    Det ved jeg ikke rigtigt – jeg kan se begge dele.

    En mellemstorhjort som den der ville jeg nok gå og så tage en hind og kalv – omvendt så “theres a first for everything”

    Stadig mener jeg nu det afspejler situationen meget godt – at man venter til hjorten kommer og lader hind og kalv gå. Det er hele problemet i en nøddeskal…

    • Jacob Kamman Jacob Kamman siger:

      Hej igen Martin.
      Jeg forstår godt hvad du siger, men efter 20 års jagt og med 6 hinder/kalve nedlagt, mener jeg ikke at jeg falder i den kategori…?!
      Jeg er stor fan af at spare de unge hjorte, men omvendt så syntes jeg også at denne hjort var passende til afskydning. De gange jeg har haft nyjægere med på bukkejagt har parolen altid været: ” vi skyder det du vil!” Men efter den første buk/hjort, så gælder den regel som min farfar altid indledte sine paroler med: “Vi skyder hjorte efter reglen: skyd én som er større end den du HAR skudt”…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *