Min fjerde Polske buk

IMG_7614_Fotor

Bukketrofæ

Maj 2008.

Denne aften tilbragte min guide Jannik, min fotograf Mads og jeg i et tårn, midt i den polske skov. Vi sad rimelig tæt i tårnet og da kameraet på stativet, nærmest fyldte det meste, så betød det at Jannik måtte sidde på trappen og kigge ind i skoven. Mads og jeg sad med en flot udsigt ud over et par enge med små vandløb imellem sig. Der var siv og pilekrat og engen stod med flot grønt græs. Alle fuglene sang som de kun gør det på solskins dage i maj og forventningen til denne lokation var tårnhøj!

Vi sad ikke længe før der på min venstre side kom en fin buk ud på engen. Den gik langs pilen og sivene og spiste græs mens han hele tiden gik tættere på tårnet. Selvom Jannik sad med ryggen til og derved ikke kunne give en vurdering af bukken, så var jeg slet ikke i tvivl om at denne flotte regelmæssige 6-ender var skudbar! Mads filmede løs men bukken gik hele tiden sådan lidt spidst op imod tårnet og hele tiden langs sivkanten. Da den var lige ud for tårnet, forsvandt den som kun rådyr kan gøre. Det ene øjeblik sad jeg klar med afsikret riffel og det næste sekund var bukken væk!

Efter et par minutter kom han dog frem igen, denne gang langs den næste skovkant. Bukken var stadig i nærmest konstant bevægelse, denne gang dog væk fra tårnet. Jannik havde rejst sig og stod og kiggede i kikkert henover hovedet på mig og han hviskede hele tiden: “Schisseeeeeen, Schisseeeeen!” Efter nogle lange og spændte minutter, drejede bukken lidt til venstre og det var tydeligt at den var på vej ind i sivene igen. Et kort øjeblik stoppede han og tilbød et fint sideskud og da skuddet faldt, faldt bukken til jorden! Et kort øjeblik stoppede al fuglesang, men efter et par hjerteslag og med tiltagende bukkefeber rullende igennem kroppen faldt alle sangfuglene igen sammen i aftensangen.

Jannik var lykkelig og jeg tror at hans glæde stadig hang lidt sammen med morgenens fejlagtige vurdering af bastbukken.

Bukkejagt

Stolt og glad jæger!

Nede ved bukken kunne vi sammen glæde os over denne smukke buk som med lyse, regelmæssige stænger stadig lå med lidt græs i munden. Denne buk var den flotteste og største jeg havde skudt og selvom der egentlig var masser af dagslys tilbage, så besluttede jeg mig for at vi skulle køre tilbage til indlogeringen. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre afslutningen på dagen, som var startet så skidt, så Jannik hentede bilen mens Mads og jeg lavede de sidste nærbilleder af denne flotte buk!

Bukkejagt

Den næste dag, som var vores sidste, skulle byde på masser af spænding og de næste par historier vil omhandle denne sidste dag i bukke-paradiset Pankow!

Hele filmen fra turen kan ses gratis HER!

Knæk & Bræk!

Bukketrofæ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *