Min anden polske buk

IMG_7579

Bukketrofæ

Maj 2008.

Efter en dramatisk tur til de polske jagtmarker og med en enkelt buk nedlagt, på den første aften, galdt det nu dag to… (Læs den første historie fra Polen HER!)

Vi kørte fra den lille jagthytte i mørke, men som solen langsomt stod op over den varierende natur, åbenbarede de polske skove og enge sig fra deres mest smukke side. Duggen hang som perler i edderkoppespind, som lyste op i morgensolen. Alle sangfuglene sang om kap og over os fløj der storke og traner på kryds og tværs…

Bukketrofæ

En smuk solopgang med alle sangfuglene som orkester!

Min guide havde stadig ikke helt vænnet sig til at have en jæger og en fotograf med, så han gik stadig for hurtigt frem i terrænet og han tog ikke hensyn til at med kameraet, tager al ting bare lidt længere tid! Vi havde flere bukke på kornet, men de havde alle set os og inden fotografen Mads, havde stillet stativet op og fået kameraet på plads, var bukkene løbet væk… Lettere frustreret besluttede guiden sig for at køre lidt rundt og mens vi kørte over en stor lysning i skoven, så jeg pludselig en buk løbe fra vores højre side, bagom bilen, op imod skoven! Jeg husker stadig helt tydeligt de lange lyse bagsprosser og jeg var overbevist om at dette var en god gammel buk!

Bilen blev stoppet og vi alle tre forlod bilen og hviskede intenst til hinanden! Jeg var nok også selv lidt frustreret over morgenens problemer med kamera og stativ, så da Mads rakte ud efter stativet, nærmest hvæsede jeg, at vi gjorde dette håndholdt! Bukken med de lange sprosser så stor ud og jeg var ikke indstillet på at lade denne chance forpasse!

Vi listede os ned af den sandede vej og lige som vi rundede skovkanten sprang bukken ca. 100 meter ud på engen. Jeg havde riflen i skydestokken og hviskede, spørgende til Mads om han havde den… Han svarede ikke og jeg overvejede om jeg ikke bare skulle skyde alligevel! Det bliver der dog ikke nogen særlig god jagtfilm ud af, så jeg holdt igen.

Bukken var helt klart urolig, så efter et par sekunder sprang den endnu længere ud på engen! Afstanden var nu ca. 180 meter og bukken var på vej ind i skovkanten på den anden side af engen. Den stoppede kort op og skuddet faldt mens jeg inderligt håbede at Mads havde bukken i fokus… Bukken faldt om i skuddet og da jeg vendte mig om smilede Mads heldigvis bekræftende… Han HAVDE bukken og den var i fokus. Sådan nogenlunde…

BukketrofæBukketrofæ

Bukken var en ældre fyr og guiden forklarede at han kendte den godt og havde forventet at den ville have sat tungere op dette år. Området havde dog haft en rigtig hård vinter og mange af de lovende eller store bukke havde sat tyndere op end håbet. Jeg var dog lykkelig for denne buk, jeg havde ikke skudt en med længere sprosser før og afslutningen på en lidt frustrerende morgen endte med at være en super intens situation i det skønneste solskinsvejr!

Hjemme ved indlogeringen, mødtes jeg med Steen som også havde skudt en buk og morgenmaden blev indtaget mens vi hver i sær fortalte om vores morgen.
Efter morgenmad var det tid til en velfortjent lur og mens solen skinnede ind af de slidte gardiner, faldt jeg i søvn mens morgenens jagt på bukken med de lange sprosser, kørte rundt i mit hoved…

Filmen fra denne tur til Pankow, kan ses HER!

Knæk & Bræk!

Bukketrofæ

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *