Lugte-geden

10462932_10153024505864397_8489570558643377157_n

10462932_10153024505864397_8489570558643377157_n

Vi var nået til den sidste egentlige jagt og vores ophold på skønne New Zealand var ved at være forbi. Planen var at far og jeg skulle forsøge at jage svin, billiegoat og en form for krølhornet får i Brendans private jagtfarm. Her gik der kæmpestore kronhjorte, gemser, thar og wapitihjorte sammen med en ukontrolleret bestand af vildsvin, billiegoats og får.

Inden afrejsen på denne, drømme jagttur, havde jeg købt en film fra Hunters Video, om jagt i NZ. Denne havde jeg set en hel del gange og en af gangene sammen med min kæreste. Hun var rimelig uimponeret over de store hjorte, gemser, thar som blev nedlagt i filmen, men da en af skytterne skød en stor flot, langhåret billiegoat, udbrød hun at sådan en, måtte jeg da gerne skyde!! Da muligheden så bød sig at komme ud i Brendans jagtfarm, var jeg ikke længe om at slå til!

Vi startede tidligt ud og gik igennem det meget bakkede terræn, med store lysninger og tæt skov. Der var adskillige småfloder som snoede sig igennem landskabet og det hele var temmelig ufremkommeligt. Brendan var selv med som guide og han havde også 2-3 hunde af udefinerbart afstamning med. Planen var nemlig også at forsøge at jage vildsvin, ikke med riffel, men med kniv! Denne jagtform havde jeg hørt mange drabelige historier om og det var med lidt blandede følelser at jeg modtog en lang stikkniv fra Brendan…

Efter kort tids vandren, spottede vi en enlig billiegoat på den anden side af en stejl kløft. Geden gik og essede blandt de tætte bregner og havde ikke set noget til os… Vi fandt en lille platform på vores side af bakkesiden og jeg gjorde mig klar til at skyde. Afstanden var ca. 150-200 meter og jeg husker at jeg blev lidt overrasket over hvor stor geden egentlig var! Den så nærmest firkantet ud i sigtekikkerten mens den forsigtigt gik indimellem bregner og træer… Brendan hviskede lidt om afstanden og hvor han mente jeg skulle sigte og skuddet gik da geden stod med hele bredsiden til.

Geden reagerede overhovedet ikke i skudøjeblikket og den stod helt stille og kiggede ned af bakkesiden! Jeg repeterede hurtigt og lige inden jeg skød skud nummer to, så jeg at der væltede blod ud af dyret lige bagved skulderen! Da det andet skud rungede igennem dalen og ekkoet rullede hen over os, satte geden i et par kraftig spring lidt op af bakken… Den stillede sig op og kiggede ned mod floden og havde bryst og hals blottet imod mig. Jeg skød et tredje skud og geden sprang straks lidt til venstre… Her stod den og svajede lidt og jeg kunne tydeligt se at blodet havde farvet de lange krøllede hår på siderne og foran på brystet. Brendan sagde jeg skulle skyde igen og med dette, fjerde skud, faldt geden sammen!

Vi var alle forbløffede over hvor skudstærkt geden havde været! 4 skud fra .270’eren, alle i brystregionen skulle der til før den gamle buk faldt om…

11038078_10153024505944397_7166844099826690362_n

Min far kunne ikke hjælpe med slæberiet, da han jo skulle tage billeder…

Jeg husker ikke nedstigningen eller opstigningen til geden, men jeg husker tydeligt hvor tung den var da vi skulle slæbe den op til et lille fremspring, hvor vi ville tage det obligatoriske trofæbillede! Den gamle ged var tung, lugtede og de lange horn hang fast i alle træer og buske vi kom forbi!
Geden skulle naturligvis halsmonteres, så vi skinnede den og skar hovedet af og hang hele bundtet op i et højt træ. Resten af kroppen lod vi ligge da Brendan ikke ville spise sådan en gammel ged og nu kunne vildsvinene få lov til at spise resten! Vildsvinene var også grunden til at vi hang hovedet og skindet op i træet. Brendan havde før oplevet at dyr som var skudt om formiddagen, simpelthen var blevet ædt af grise når de kom tilbage om eftermiddagen!

Jagten fortsatte, nu skulle min far forsøge sig med en billiegoat. Vi vandrede dybere ind i bakkedalene og besluttede os for at dele os op. Far gik med en ung stalker-aspirant og Brendan og jeg ville fortsætte efter et vildsvin.

Når Brendan så spor efter vildsvin så hidsede han hundene op ved at hvisle mellem tænderne og knipse med fingrene. De ellers rolige hunde tændte straks helt af og forsvandt ind i den tætte skov på det mere eller mindre friske spor! Hvis de fik kontakt med en gris, så startede de straks op med at halse og når de fik stillet grisen så forsøgte de sig at bide sig fast i halsen eller ørerne! Parolen for mig var så at jeg skulle liste mig tæt på grisen, bagfra, tage fat i et bagben og så ellers stikke grisen i brystkassen! Hvis det var en lille gris, fortalte Brendan at man godt lige kunne flippe den rundt på ryggen, ved at hive i det bagben som var længst væk fra en selv…

Efter en times tid, fik hundene kontakt med en gris og drevet gik op og ned af de stejle bakker. Vi løb så hurtigt vi kunne efter dem men det gik selvfølgelig alt for langsomt! Vi stod et øjeblik for at få vejret og kunne se en stor so med en hel stribe af små unger, løbe op ad den modsatte bakke… På et tidspunkt vendte soen om og løb forbi alle de små grise, helt ned til den bagerste, som knoklede for at følge trop. Da soen kom til denne lille gris så gav hun den en ordentlig tur med trynen og ligesom stampede på den med forbenene! Den lille gris hvinede og prøvede at komme væk men soen var over den i et par sekunder og fortsatte så opad uden den bagerste gris… Vi så tydeligt hundene komme nede fra dalen på sporet og da de nåede den lille gris som lå midt på sporet så kastede de sig over den og slog den hurtigt ihjel! Brendan og jeg stod og kiggede på hinanden, chokeret og lidt triste over hvad vi lige har set! Soen havde simpelthen ofret den bagerste gris, for at resten af familien kunne slippe væk! Kynisk, men også smart tænkt af den gamle so. Hundene kom trætte tilbage og vi konkluderer at naturen er hård og brutal!

Jeg husker at vi begge var lidt triste og da hundene optog et nyt drev, var viljen til at jage grise ikke særlig høj hos mig! hundene fik dog aldrig rigtig tæt kontakt med grisen, som viste sig at være en 2 års orne. Den var sluppet fra hundene og forsøgte at liste sig væk, igen ovre på en modsat bakkeside. Jeg fandt den hurtigt i sigtekikkerten og da den stoppede op et øjeblik for at kigge efter de halsende hunde skød jeg og grisen styrtede ned af bakken og landede stendød helt nede ved flodkanten! Det var mit allerførste vildsvin og jeg var lykkelig! Jeg tror ikke helt Brendan forstod min glæde, for ham var det jo bare en gris, men han tog dog imod mit knus og han spillede vist med på glædesrusen!

11350516_10153024505879397_7206090633864017154_nNår man jager vildt i bjergene, så glemmer man engang imellem at vildtet jo også skal hjem igen! I New Zealand bærer de ofte vildtet på ryggen som en rygsæk. Hvis det er store grise eller endda hjorte, så stikker de forløbende igennem de store sener i bagløbene. Derefter knækker de forløbet i det første led, for at danne en form for lås. Derved kan man tage dyret på ryggen og holde fast i løbene. Mens Brendan viste mig dette spurgte han mig hvad vi dog gjorde i det høje nord og da jeg forklarede ham at vi jo blot slæbte dyrene et par hundrede meter, hen til den nærmeste vej eller sti, så rystede han på hovedet… Han kunne slet ikke forestille sig at der kunne jages i et fladt land, med stier og veje over det hele!

11217182_10153024505839397_8536283578694693149_n

Til at begynde med, var der stadig overskud til smil!

Jeg fik den, heldigvis lille, gris på ryggen og til at begynde med gik det fint! Men da vi var nået et par hundrede meter op ad den første bakke begyndte jeg at indse at der var LANGT hjem… Grisen var tung, bakkerne stejle og vi havde ca. 3 timers vandring før vi nåede tilbage til ranchen… Ca. halvvejs hang mit gedeskind og hovedet og dette vejede vel også ca. 10 kg.!

11391720_10153024505774397_8271613897628792311_n

Stadig et lille smil, eller nok i virkeligheden en grimasse!

11392840_10153024505759397_2321253229658843807_n

Første stigning overstået. Nu bare 3-4 mere og så er vi hjemme!

Da vi nåede toppen af bakken, mødte vi far og den unge guide. De havde haft held med at nedlægge en fin gammel billiegoat som var helt anderledes en den jeg havde skudt! Denne havde helt kort hår og hornene var nærmest snoet istedet for lange og vandrette.

11107732_10153024505859397_4385476943049089458_n

Min far med hans flotte billiegoat.

Far havde skudt denne helt nede ved floden og han havde skind og hoved på ryggen. Vi prustede begge temmelig tungt og hjemturen husker jeg som langsommelig, varm og HÅRD!

Brendan og jeg skiftedes til at bære grisen og mit gedehoved og min egen svedlugt blev stærkt overdøvet af lugten af gris og ged… Da vi endelig nåede frem til ranchen, husker jeg ikke ret meget om hvad vi foretog os, jeg formoder at vi gik hurtigt i seng efter måske en enkelt kold øl eller to…:)

Vores eventyrlige jagtrejse var slut og jeg har næsten tænkt på denne rejse hver eneste dag lige siden! Ikke blot fordi New Zealand er et fantastisk jagtland og ikke blot fordi at “Kiwierne” er de mest venlige og imødekommende folk, men mest fordi at jeg fik lov til at opleve alt dette med min far! Vi tilbragte mange lange stunder sammen uden egentlig at sige ret meget til hinanden. Vi udviklede et nærmest ordløst sprog og bare det at sidde og betragte en solnedgang i bjergene skabte en nærhed og forståelse som 1000 ord ikke ville kunne have gjort…

Jeg håber at vi, en dag, kommer tilbage til dette unikke land for at genopleve alle de fantastiske oplevelser sammen!

 

Nå ja, så plejer jeg jo at afslutte disse historier med et nærbillede af selve trofæet… Sandheden er at da geden kom hjem, sammen med alle de andre trofæer, så ramte den karakteristiske gede-lugt os, allerede inden at kassen blev åbnet!

Min søde kæreste, nu hustru, tillod den at komme op at hænge i håbet om at lugten bare ville forsvinde… Det gjorde den IKKE og lige nu ligger den store flotte ged så på mit loft! Jeg har sprøjtet den med et dusin hårlak dåser og pakket den grundigt ind i noget film. Derefter i et par sorte affaldssække og drømmen er at jeg om nogle år, åbner for poserne og så er den holdt op med at lugte! Til den tid håber jeg at bo et sted hvor jeg har min egen trofæstue og dér, skal denne skønne ged op at hænge… Forhåbentligt!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *